Der er vel ikke nogen kropsdel, der har fået så meget opmærksomhed som brystet. Gennem historien har det været udsat for både beundring og forargelse. Vi har spurgt etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet Mette Byriel-Thygesen om, hvorfor brysterne og kvinders tildækning eller afdækning af dem vækker så store følelser og diskussioner.
Flere og flere unge kvinder smider igen bh’erne, befrier brystvorten og forsøger at afseksualisere brysterne.
Samtidig har der aldrig været censureret så mange bare bryster på de sociale medier.
Men hvorfor er brysterne en evig kilde til diskussion?
Gennem tiderne har de både tiltrukket fordømmelse og beundring – vi spørger etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet, Mette Byriel-Thygesen, der har skrevet bogen ”Brystets biografi”, om brysternes historie, om de altid har delt befolkningen, og om fremtiden for bryster er med eller uden bh?
Seksuelt eller moderligt?
– Hvis man kigger tilbage i historien og i forskellige kulturer, har det kvindelige bryst da altid været et seksuelt objekt, eller er det noget, der er opstået på et bestemt tidspunkt?
– Min tese er, at det er med de kapitalistiske interesser og reklameindustrien, at brystet for alvor bliver slået fast som et seksuelt objekt, når det bliver brugt til at sælge alt lige fra øl og energidrikke til biler. Kommercialiseringen af brysterne og kvindekroppen tager for alvor fart i anden halvdel af 1900-tallet, siger Mette Byriel-Thygesen og uddyber, at også historisk set har kvinders bryster været genstand for forargelse, for befamlinger, kommentarer og mænds blikke:
– Kigger man tilbage i historien, er der perioder, hvor man ser brystet som mere moderligt, og perioder, hvor man betragter det mere blottet og seksuelt. Fra 1400-tallet kender vi Agnes Sorel (elskerinde til den franske kong Karl d. 7 (1403-1461), red.), der skabte opstandelse med sit blottede bryst og er med til at markere en overgang til, at man opfatter brystet som seksuelt og som værende til for mandens begær og nydelse. Det er mandens blik på kvinden. I 1500-tallet finder man eksempler på, at man ikke troede, at man kunne have sex, hvis man ammede. Kvinder skulle altså vælge mellem at være enten et moderligt eller et seksuelt væsen, og overklassen ansatte en amme, blandt andet så kvinden kunne være noget for sin mand.
Det er dog ikke kun i 1400-tallet, at et bart bryst kunne vække opstandelse. De fleste kan huske Superbowl for 20 år siden, hvor Justin Timberlake og Janet Jackson optrådte sammen. Han skulle hive i hendes tøj, men fik fat det forkert sted, og pludselig stod hun foran 90 millioner tv-seere med et blottet bryst, som blev den vel nok mest omtalte kropsdel i 00’erne. Ikke nok med, at det var pinligt for hende, satte det hendes karriere på pause. Timberlake forsatte ufortrødent, men undskyldte 17 år senere, at han havde ladet hende stå alene med al virakken. Det var jo hans hånd, der rev toppen af hende.
Eksemplet bruger Mette Byriel-Thygesen i sin bog ”Brystets biografi” for at vise, hvordan kvinders bryster er omgærdet af modsatrettede forventninger og flere funktioner. De skal være sexede, men tildækkede. Moderlige, men til rådighed for manden. De må være bare på stranden, men ikke ammende på caféen.
Til forskellige tider skal de også have forskellige former og størrelser. På den baggrund er det ikke underligt, at så mange kvinder er utilfredse med deres bryster.
Hver femte kvinde mellem 15 og 24 år er utilfreds med sine bryster, viste Sexus-undersøgelsen fra 2019.
Det nævner Mette Byriel-Thygesen i sin bog og skriver videre: ”Og selv om tilfredsheden med brysterne stiger med alderen, bliver der aldrig helt fredeligt omkring barmen. Syv procent af de 55-64-årige er utilfredse med deres bryster, knap seks procent af de 65-74-årige er utilfredse.”
Kan man have magt og bryster?
Sammenlignet med mænd bliver kvinder i højere grad bedømt på deres udseende, deres krop og deres sexappeal eller ”fuckability”, som Pernille Rosendahl kaldte det for nylig i en DR-dokumentar om sexisme i musikbranchen, end på deres præstationer og intellekt. Det har flere kvindelige politikere gennem tiderne mærket.
Da socialdemokratiske Lene Bro i 1971 havde iført sig hotpants og knælange hvide støvler på arbejde i Folketinget, skabte det uro.
– Det satte også et aftryk på hendes karriere, siger Mette Byriel-Thygesen, der fortæller at Lene Bros ternede hotpants findes i Nationalmuseets samling.
Men vi kan også huske, hvad den konservative politiker og tidligere minister Lene Espersen blev kaldt i Ekstra Bladet, eller hvordan den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thornings lyserøde kjole til en gallamiddag med kongehuset blev genstand for forargelse i medierne.
– Hvorfor er det, at kvinder i politik bliver bedømt på deres udseende og skal have diskuteret deres bryster i de klassiske medier, på de sociale medier eller blandt kolleger?
– I den sammenhæng er det vigtigt at sige, at det ikke er meget mere end 100 år siden, at kvinder fik stemmeret og derefter også gradvist fik adgang til magtfulde eller høje politiske positioner i Danmark. Så det er en pointe, at vi har været vant til at forbinde magtfulde positioner med mænd, og dermed bliver den form for uniformering, vi forbinder med magt, præget af det maskuline. Derfor tager det noget tid, inden man vænner sig til at se magtfulde kvinder, der ikke lægger skjul på deres kvindelighed og femininitet, siger hun.
– Men jeg blev overrasket over, at der er mange kropsfikserede eksempler på, hvordan kvinder er blevet omtalt, selv om man ikke går mange år tilbage. Lene Espersen blev kaldt ”den talende kavalergang”. Og Mona Juul, der blev konservativ formand i foråret, blev beskrevet som et omvandrende mågestel, siger Mette Byriel-Thygesen, der alligevel mener, at der begynder at ske en forandring:
– Jeg tror ikke, at nogle medier vil skrive om Lene Espersen, som de gjorde dengang. Og andelen af kvindelige politikere er stigende, især antallet af kvindelige partiledere, og der er kvinder, der står ved deres kvindelighed og ikke prøver at kopiere mændenes udseende. Så det kvindelige bliver mere acceptabelt i magtfulde rum, og det behøver jo ikke kun være kvinder, der tager det til sig. Måske ser vi også engang en mandlig politiker med perleøreringe eller andre måder at eksperimentere med kønskonventionerne.
Må man amme i det offentlige rum?
Måske ser vi også engang en politiker, der ammer sit barn i Folketingssalen. I Australien har det i otte år været tilladt at amme i parlamentet, og det gjorde politikeren Larissa Waters i 2017 brug af, da hun havde sin 14 uger gamle datter på armen, ammende, mens hun deltog i en debat. I Danmark er babyer ikke velkomne i Folketingssalen, og både Enhedslistens Pernille Skipper og de konservatives Mette Abildgaard er de seneste år bedt om at forlade salen med deres børn. Ikke fordi de ammede dem.
– I Australien må man amme i parlamentet, i Danmark må man ikke have sin baby med – er vi så frisindede, som vi går og siger om os selv? Hvorfor skaber amning i offentligheden så store diskussioner?
– Der tror jeg, at vi er vidne til, at en strømning ofte giver en modstrømning. Rødstrømperne i 70’erne gik ind for amning i det offentlige rum som en politisk demonstration, der skulle aftabuisere amning. Det var også det årti, hvor man smed bh’erne, som var et symbol på undertrykkelse og objektivisering af kvinderne. Men det blev afløst af en blufærdighedsbølge i 00’erne og 10’erne, siger Mette Byriel-Thygesen.
– Derudover er det historisk set forholdsvist nyt, at moderskabet foregår i offentligheden. Vi skal bare 80 år tilbage, før moderskabet primært var noget, der foregik i hjemmet. Så det er en kulturelt indlejret opfattelse af, at vi ikke er vant til at se mødre amme på vinbarer og caféer. Den anden dag så jeg en kvinde gå med sit barn i slynge i Tivoli og amme. Og jeg har set en kvinde i ladcykel amme. Det er bare noget, vi vænner os til at blive konfronteret med i det offentlige rum.
– Vi kan opleve reklamer på bybusserne med bare bryster, men alligevel vækker det opsigt, at en kvinde ammer. Er det, fordi vi bliver forvirret af, om brysterne er til for barnets skyld eller for mandens blik?
– Det er i hvert fald hele tiden en dobbelthed, når det handler om bryster. Men det kan også være, fordi nogen mener, det kan vække afsky eller er uappetitligt, at man ammer. Så hvis man ikke må amme på en café, kan det være på grund af, at hensynet til dem vægter højere end hensynet til moderen eller barnet, siger hun.
– Hvor går udviklingen med amning hen?
– Op gennem 10’erne var der ammedemonstrationer, læserbreve og masser af debat. Og lige nu er man et sted, hvor man dyrker det naturlige moderskab. Selv om man aldrig skal dømme noget ude, så ser det ud som om, moderskabet er kommet for at blive i det offentlige rum, siger etnologen.
Er brystvorterne blikfang?
De seneste år efter metoo-bevægelsen er der kommet større fokus på, at kvinderne selv bestemmer, hvordan de ser ud, bestemmer over deres egen krop og bryster, og hvordan de udtrykker deres seksualitet, samtidig med, at de forventer at blive taget seriøst. Det skal altså ikke længere handle om mandens blik på brystet, men kvindens eget.
Der er kommet flere kvindelige læger, der undersøger brysterne. Der er kommet flere kvindelige forskere, der sætter fokus på kvindekroppens sygdomme. Der er kommet flere kvindelige forfattere, der beskriver brystet. Og der kommer flere kvindelige fotografer, reklamefolk og filmskabere, der portrætterer brysterne.
– Det ændrer for eksempel noget at få flere kvinder ind på medicinstudiet, fordi kvinders lidelser medicinsk er underprioriteret. Men også hvis man tænker på kunst og litteratur, er der mange kvinder, der har taget til genmæle og taget ejerskab over moderskabet og brysterne og i langt højere grad sætter dagsordenen i forhold til kvindekroppen. Og det kommer vi til at se meget mere af, siger etnologen.
– Alligevel oplever unge kvinder, der har besluttet sig for, at de ikke vil gå med bh, at den beslutning medfører uønsket opmærksomhed i offentligheden. De oplever, at de bliver filmet eller forfulgt. Hvorfor får kvindernes brystvorter under en trøje eller uden en trøje, nogle til at opføre sig sådan? Hvorfor kan man ikke bare gå klædt, som man vil?
– Brystvorter er blevet brugt som blikfang i reklamer eller i porno. Derfor opfattes et bryst uden bh som seksuelt eller som noget intimt, da de fleste er vant til, at man ifører sig en slags uniform, når man træder ud ad døren, ud i bybilledet, og en del af den uniform har været bh’en. Men det er den kommercialisering og censur, bevægelser som free the nipple forsøger at gøre op med, siger Mette Byriel-Thygesen.
– Hvad er fremtiden for brysterne? Bliver brysterne nogensinde kvindernes egne at bestemme over, at klæde på eller at lade være at klæde på?
– Jeg er fortrøstningsfuld på brysternes vegne. Med #freethenipple, #metoo og vores retorik om kroppen og kvinders bryster kommer der også varige ændringer. Men tendenser bliver ofte mødt af modtendenser, så det er ikke til at sige, hvad der sker i fremtiden. Jeg tror aldrig, at bryster bliver ufarlige eller afseksualiseret. Til gengæld tror jeg, at kvinderne i højere grad kommer til at sætte kroppens og brysternes dagsorden i fremtiden, siger hun.
Feminismens fire bølger
1: Stemmeret
Op gennem det 19. århundrede dukkede den første bølge af feminisme op. Dengang var bevægelsens fokus på at udvide kvinders juridiske rettigheder, for eksempel retten til at beholde børn efter skilsmisse, retten til at arve, retten til at eje fast ejendom og at råde over egen indtægt. Og selvfølgelig retten til at stemme. I 1918 kunne kvinder i Danmark for første gang stemme på lige fod med mænd.
2: Ligeløn og fri abort
I 1960’erne blev det personlige politisk. Og i den anden bølge af feminismen var det familie-liv, seksualitet og prævention, der var på dagsordenen sammen med kravet om ligeløn. Feministerne brændte bh’erne, gjorde op med skønhedsidealerne og brugte p-pillen til at frigøre sig seksuelt.
3: Opgør med kønskonventioner
I 1990’erne begyndte den tredje bølge af feminismen, der havde sit udspring i USA og i de intellektuelle miljøer på universiteterne. Den gik ud på at udfordre, hvilke egenskaber man forbandt med hvilke køn, og at brede feminismebegrebet ud til at favne hele kønsspektret. Parolen var ”Køn er noget, vi gør”, og man fokuserede i høj grad på individualisme og mangfoldighed.
4: Retten til egen krop
I 2010’erne dukkede en fjerde bølge af feminisme op. Det var ikke længere kun på universiteterne, at man snakkede om begreber som retten til egen krop og seksuelle krænkelser. De begyndte også af fylde i den offentlige debat ved hjælp af sociale medier og internettet. Med den fjerde bølge af feminisme kom kravet om retten til at vise sin krop frem, se ud, som man vil, og gå klædt, som man vil.
Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil og på avisendanmark.dk 4. august 2024.