Af alt det, Frederik Cilius har sagt, er det hans lykkelige barndom, der provokerer flest

Det føles lidt som at vågne op i baronens seng, når Frederik Cilius stiller sig ind på Gamle Scene på Det Kongelige Teater og spiller hovedrollen i Holbergs ”Jeppe på Bjerget”. Der har været skrevet og sagt en del om og af klarinettisten, musikformidleren, satirikeren og nu altså den kongelige skuespiller Frederik Cilius, så vi mødte ham med 16 udsagn for at høre, hvad han siger til dem nu.

1. Du voksede op som en forkælet, talentfuld og elsket efternøler i Sønderborg.

Jeg er vokset op i en købmandsfamilie i Sønderborg. Jeg havde to søstre, der var seks og otte år ældre end mig. De var en slags surrogatmødre for mig, så jeg har haft det nemt.

Det er faktisk kommet bag på mig, at ud af alle de meget provokerende ting, jeg har sagt, er det min gode, lykkelige barndom, som har provokeret flest. Folk bliver rasende over det, når jeg bliver citeret for at sige noget om min barndom.

Det er sådan en forestilling om, at hvis man ikke har været flaskedreng, ved man ikke, hvad en spegepølse koster. Hvis man ikke har gået med aviser, har man ikke levet et rigtigt liv. Men det er jo idiotisk. Jeg ved udmærket, hvad en spegepølse koster, selv om jeg aldrig har haft et ungdomsarbejde. Min mor sagde: ”Dit arbejde er at gå i skole.” Så det var det, jeg gjorde. Altså, jeg tog da i hvert fald hen på skolen, men det var ikke rigtig noget, jeg arbejdede for.

Det er det, Nietzsche ville kalde for en slavemoral. Der, hvor man siger, at fordi man har gået med aviser, hævder man sin egen moralske overlegenhed. At man på en eller anden måde bliver et bedre menneske af det. Det kan jeg ikke rigtigt se. Jeg kan godt se, at der er nogle familier, hvor det er nødvendigt. Det er jo ikke, fordi jeg er så privilegieblind, at jeg ikke godt ved, at vi i min familie havde flere penge end de fleste.

Folk bliver provokeret af det uarbejdsomme i det, men mit arbejde lå bare et andet sted. Jeg har heller ikke nogen intention om, at mine børn nødvendigvis skal have et ungdomsarbejde. Hvorfor det? Hvis de hellere vil bruge tiden på at lære at tegne, skal de jo gøre det. Jeg brugte tiden på at spille musik.

2. Du røg pibe som 11-årig og kørte Puch Maxi som 12-årig.
Jeg fik faktisk først piben, da jeg var 13. Vi boede langt ude på landet. Så jeg kørte en gang imellem en tur på bagvejen på den tunede Puch Maxi. Jeg havde ikke selv tunet den, det kunne jeg ikke finde ud af, men der var jo en masse andre, der kunne finde ud af det. Jeg kørte også motocross og skød med luftriffel og levede sådan et bondeknoldsliv.

Og så spillede jeg musik. Blokfløjte og klarinet.

Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver. Men det blev købt. Jeg har nu aldrig været særlig god til det. Jeg er begyndt at øve mig igen nu. Men jeg kan ikke lære noget længere. Det er eddermame svært at tilegne sig nye færdigheder som voksen. Det stopper jo ved 29-års-alderen, og jeg er 38.

Man kan selvfølgelig godt lære nye ord eller løbe hurtigere, end man plejer at løbe, men hvis man skal tilegne sig fundamentalt anderledes færdigheder end det, man i forvejen kan, er det svært.

Jeg spiller også skak. Det bliver jeg heller ikke bedre til. Jeg laver de samme idiotiske fejl om og om igen. Det er jo Einsteins definition på sindssyge, at man prøver det samme igen og igen og forventer et nyt resultat. Det er det, jeg gør, når jeg spiller skak.

3. Du har sprunget ikke kun ét, men to klassetrin over.

Teknisk set kom jeg et år for tidligt i skole og sprang så ét klassetrin over. Så samlet set to.

Det betød, at jeg var færdig i folkeskolen, da jeg var 13. Det var ikke det store problem, fordi jeg tog 10. klasse på efterskole. Men der har jo selvfølgelig været alle mulige, der blev kærester og sådan noget, uden at jeg fandt ud af, hvad det var, der foregik, fordi jeg var ikke moden nok til det. Det blev jeg så. I 3. g.

Jeg levede i lykkelig uvidenhed om, at jeg ikke var lige så moden som de andre. Jeg havde en foredragsturné med Svend Brinkmann (psykolog, red.), og en dag snakkede vi om det. Han sagde til mig, at det var guld værd at være lykkeligt uvidende. Det er et af kardinalpunkterne til at have mental sundhed. For så undgår man at overanalysere sine egne problemer. Men alle de tanker er kommet i retrospekt. Da jeg gik i skole og gymnasiet, skænkede jeg det ikke en tanke.

4. Din yndlings-cd som barn var ”De fire årstider” med Michala Petri.

Jeg fik den i julen 1991, og så lyttede jeg til den igen og igen. Altså hun er meget, meget god. Min mor og jeg var også til koncerter. Vi rejste rundt for at følge Michala Petris liv og karriere.

Jeg mødte hende engang. Det var en stor oplevelse. Jeg tror, det var i 2016, hvor jeg havde et radioprogram på P2, og hun var gæst. Jeg havde cd’en med og fik den signeret. Hun er et ekstremt følende menneske og gør alting ud fra intuition. Hun er faktisk min diametrale modsætning. Hun er ret sjov at være i selskab med, fordi hun er meget æterisk. Det, jeg er imponeret over, er, at hun virkelig har dygtiggjort sig. Ud over det sædvanlige.

5. Dit livs første nederlag var, da du blev afvist på Musikkonservatoriet i København …

Ja, det er rigtigt.

… men du lærte ikke noget af det, fordi du i stedet bare fik tilbudt en plads i Aarhus.

Det er måske en sandhed med modifikationer. Jeg lærte, at jeg har en uhyggelig tendens til selvmedlidenhed. Det er hverken et særlig charmerende eller attråværdigt træk.

Jeg søgte ind på konservatoriet efter gymnasiet, og det var jo ikke, fordi vi ikke godt vidste, at der var nogle derovre i København, der spillede rigtig godt. Men det var jo ligesom ikke noget, der berørte vores ekkokammer i Sønderborg. Så jeg havde regnet med at komme ind, men det gjorde jeg ikke. Det var ikke, fordi jeg ikke bestod, men jeg kunne godt se, at den karakter, jeg fik, den rakte ikke til en plads. Men efter jeg havde ligget 14 dage i sengen og svælget i selvmedlidenhed og slet ikke kunne forstå, hvad der dog var mig hændt, fik jeg et brev om, at der var en plads i Aarhus.

Der kan man måske godt sige, at det havde nok ikke været usundt for mig at få at vide, den går bare ikke, grønært. Fordi igen gik det jo godt for mig, selv om jeg måske ikke havde arbejdet særlig hårdt for det.

Den selvmedlidenhed er jo i virkeligheden en barnagtighed, hvor man føler sig uretfærdigt behandlet. Og den ligger lige under overfladen hos mig.

Heldigvis er der meget morskab i selvmedlidenhed, for det er jo enormt latterligt. Det bliver simpelthen ikke mere åndssvagt, end at et voksent menneske står og får ondt af sig selv over, at opvaskemaskinen ikke virker, eller man er punkteret på vej på arbejde. Altså, der findes jo også virkelige tragedier i verden. Og så er selvmedlidenheden totalt apatisk, den er meget lidt løsningsorienteret. Man står bare der under en lille sky, hvor det regner, og man kommer ingen vegne.

Vi har alle sammen skavanker og nogle karaktertræk, som måske ikke er ideelle. Og det er meget lidt oppe i tidsånden, at man accepterer det. Derfor ser jeg det som min pligt at sige det højt.

Nogle gange må man også lige lave en cost-benefit-analyse, om det virkelig er værd at lægge så meget energi i at stå op en halv time tidligere om morgenen, når man er udpræget B-menneske og ikke lige kommer i seng. Jeg ved også godt, at jeg ikke skulle have spist hele den othellolagkage i går, men det kom jeg til. Det må man bare acceptere i stedet for at gøre hele sit liv til et selvudviklingsprojekt. Det brækker jeg mig over.

6. Du vil hellere se en opera i Bayreuth end sidde en time på en romaskine.

Det er jo det. I virkeligheden handler det om, at hele vores liv er blevet så genneminstrumentaliseret. At alle ting, man gør, skal have et formål.

Man skal spise professorens grønne grød, fordi så kan du leve længere, og du kan skide regelmæssigt. Men ingen forholder sig til, hvad grøden er, eller hvordan det er at spise den. Professorens grønne grød i sig selv er ligegyldig, det handler bare om følgevirkningerne.

Det er det samme, når vores børn skal gå i skole for at bliver arbejdsmarkedsparate, så de kan bidrage til samfundet. Eller man løber for at leve længere, men du lever kun det længere, som du bruger på at løbe.

Sådan er hele vores system skruet sammen. At det vi gør, skal kunne noget andet, end bare det, vi gør.

Det var sådan, det var med Mozart-effekten, hvor man fandt det bevist, at børn blev klogere af at høre Mozart. Så fik alle børn pludselig skudt Mozart lige op i ansigtet fra det øjeblik, de kom ud af fødekanalen, mens forældrene håbede, at de ville blive direktører i Novo Nordisk. Så viste det sig, at det ikke havde nogen effekt, og så skulle ingen længere høre Mozart.

For mig har det en større værdi i selve gerningen at sidde i Bayreuth og høre opera end at sidde på den romaskine for måske at leve en time længere.

Ligesom jeg læser en bog, fordi jeg gerne vil læse den. Jeg kan godt lide at være sammen med mine børn. Til en vis grænse. Jeg kan lide at spise god mad og lave mad faktisk. Alle de ting gør jeg for den tings skyld – det prøver jeg i hvert fald. Ligesom jeg kan finde på at løse krydsogtværs bare for at løse krydsogtværs og ikke for at træne min hjerne eller holde demensen på afstand.

I virkeligheden sagde dronningen det meget godt i en nytårstale for nogle år siden: At man skal gøre noget unyttigt.

7. Når andre ser porno fredag nat, så ser du André Rieu på DK4.

Ej, jeg ser også porno. Men jeg kan godt lide at se André Rieu (violinist, red.). Det er lidt en guilty pleasure. Det er bedraget i det, der er fascinerende, når han formår at præsentere noget som stor kunst, som virkelig ikke er det. Måske er det, fordi alt, hvad der foregår på en scene, jo er bedrag. Og så gør han det på et kvalitativt plan, der er så fascinerende. Der er mange symfoniorkestre, der ikke kan sælge 1500 billetter, og han kan sælge 20.000 i Royal Arena, hvor jeg også var ude at se ham.

Han er sådan en slags violinernes Hansi Hinterseer. Helt utroligt populær og en forretningsmand. Det kan man rynke på næsen ad, men han sælger sindssygt mange billetter, så et eller andet må han jo kunne, som andre godt kunne lære noget af.

8. Da du fik prisen som årets komiker 2017, følte du, at du havde bevist dig. At nu kunne ingen være i tvivl om, at du var sjov.

Jo, det kan de nu godt stadig være. Det synes jeg også, de skal have lov til. Det er meget personligt, hvad man synes er sjovt, og hvad man ikke synes er sjovt.

Men det er nemmere at få folk til at grine, hvis de forventer, at de skal grine. Det er sådan en psykologisk effekt.

Og så er det meget nemmere i mediebranchen, når man har vundet en pris. Redaktører ved jo ikke noget, de har ikke nogen mavefornemmelse overhovedet. Altså, de præcis samme idéer, som var usælgelige, før vi vandt den pris, kunne pludselig sælges. Vi forsøgte at sælge ”Operarejsen” i fem år. Der var ingen, der ville have det. Og så lige pludselig blev det en succes, og så vil man bare have mere af det.

9. Du er bange for at hvile på laurbærrene og blive doven.

Det hænger sammen med, at det bliver nemmere, når man er kendt. For nogle er det blevet så nemt, at de helt er holdt op med at arbejde i deres arbejde.

Fordi på et eller andet tidspunkt sker der det, at der sidder en tilrettelægger med et tv-program og ikke kan få det solgt, fordi redaktørerne ikke ved, om der er nogen, der gider se det. Så siger de: ”Hvad hvis vi får den eller den med i programmet?” Og så ender det med, at Frederik Cilius skal have afbleget sit røvhul, eller Nikolaj Lie Kaas skal have revet alle sine tænder ud. Og så skal man bare møde op og blive filmet, mens man ikke laver andet end at opleve verden.

Det er da en fare, at folk glemmer at arbejde. At man glemmer at tænke noget selv.

Jeg håber da for fanden aldrig, jeg bliver en af dem. Men man kan jo komme i frygtelige pengeproblemer, så man bliver nødt til at sige ja til en dårlig reklame. Hvis man får syge børn, der skal have en eller anden behandling i udlandet til tre millioner kroner, så ender man måske med at sutte pik på Danske Bank.

Jeg har også det problem, at jeg har brugt en stor del af min karriere på at pisse folk op og ned ad ryggen, hvis de gjorde sådan noget, så det ville klinge meget dårligt, hvis jeg gjorde det. Men jeg synes også, at det er ærgerligt for vores kultur, at det er blevet sådan, som det er.

10. Du sagde ja uden at tøve, da instruktøren Heinrich ringede og spurgte, om du ville være med i ”Jeppe på Bjerget” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Jeg stoler på hans dømmekraft, så jeg sagde ja, fordi det var ham, der ringede. Det var selvfølgelig også rollen. Og scenen. Men også fordi jeg ved, at han gør det, fordi han tror, der kan komme noget godt ud af det. Hans motiver er rene. Han vil gerne lave en god forestilling, og han tror, det kan blive godt i den konstellation.

Jeg kender ham fra dengang, vi lavede ”Ebberød Bank” i Skuespilhuset, og jeg ved, at det, han laver, er godt. Han tænker sig om på den rigtige måde. Derfor synes jeg, han på en eller anden måde skal nyde en ubetinget tillid.

11. Du bryder dig ikke om at stå på en scene.

Det er rigtigt nok, men jeg tror bare ikke, at man altid kun skal gøre det, man godt kan lide.

Jeg bryder mig ikke særlig meget om det, men jeg er meget god til det. Der er nogle få, der virkelig godt kan lide det. Og det må være en velsignelse for dem. Men altså, de fleste står jo og hyperventilerer, inden de skal ind på scenen. Det er ikke særlig rart. Men intentionen om, at man gerne vil ind på den scene, kan gøre, at man alligevel går derind.

Der er måske 1 ud af 10, som synes, at det er: ”Øj, nu skal jeg bare ind på den scene!” Resten er jo sådan: ”Kom så, nu gør vi det.” Ikke fordi det er kedeligt, men fordi det er udsat og grænseoverskridende. Det kan gå så utrolig galt. Og det kan lynhurtigt gå galt.

Man kan vænne sig til det så meget, at man ikke skider i bukserne, hver gang man skal derind. Men det er altid som at gå ind i noget uvist. Det er ubarmhjertigt at være på en scene. Man kan ikke redigere i det, det bliver ikke klippet. Man kan ikke sige: ”Fuck, den tager jeg lige igen.” Den mulighed er der ikke.

Og så er øvelsen, at man bliver fri, selv om man er enormt bundet. At det bliver flydende, men at det ikke flyder ud. Det er meget svært at forklare, men der er et godt citat, der hedder, at kunsten er at skjule kunsten. Og det er meget det, man øver. At skjule, at det, man gør, er en forestilling.

12. Det eneste, du frygter mere end at optræde, er at ende med at leve et konformt liv, hvor du spilder dit talent.

Ja, og det er derfor, jeg mener, at det, man gerne vil inde på den scene, opvejer, hvor forfærdeligt det er at gå derind. Og det er jo meningsfuldt. Men det er bare ikke særlig rart.

Jeg misunder dem, som synes, det er rart at stå på en scene. Jeg kender måske en eller to, der synes, det er det. Og de er ikke til at holde ud at være sammen med.

13. Du tænker, at det vil glæde mange, hvis det går dårligt for dig i din første store klassiske hovedrolle på Det Kongelige Teater.

Jamen, det tror jeg da. Man synes jo, det er rart, når man ser talentets begrænsning. Derfor tror jeg da, at nogen gerne ville sige: ”Nårh, der gik den ikke længere.”

Jeg gør mig ikke illusioner om, at folk derude er værre eller bedre end mig. Og jeg kan da godt have det sådan, at jeg tænker, at det håber jeg fandeme ikke, at personen vil lykkes med. Jeg skal ikke sætte mig op på nogen piedestal. Det kommer jeg så til i forestillingen. Men ikke ud over det.

Jeg er ikke skolet som skuespiller. Jeg har ikke gået på skuespillerskole. Jeg er jo egentlig ikke teaterskuespiller. Og derfor var det også, at jeg sagde ja uden at tøve, men med det lille tøv, at jeg selvfølgelig sørgede for at have teaterets opbakning inden. Jeg sikrede mig, at det ikke bare var en på et eller andet kontor, der havde fået en fiks idé, uden at huset var enig. Jeg ville vide, at hvis det bliver en katastrofe, er der ikke nogen, der ligesom ved CIA-agenterne siger, at vi benægter din eksistens. Og der fik jeg at vide, at det ansvar skulle de nok tage. Så det var okay.

Selvfølgelig frygter jeg, at det ender sådan. Jeg vil da helst ikke være den, der fucker det op. Der er ikke nogen, der går ind på en scene uden at tænke, at det her kan ende i en katastrofe. Men det er jo en meget personlig katastrofe, hvis det er. Det er sådan noget, som folk er pisseligeglade med. Det er ligesom, når man får briller første gang, så tror man jo også, at alle vil vende sig om. Der er ikke en kæft, der lægger mærke til det. Jeg fik briller som 31-årig, og jeg tænkte, at nu kommer folk slet ikke til at kunne genkende mig. Der var ikke nogen, der løftede et øjenbryn. Og det er jo, fordi man har sådan et forstørret selvbillede.

14. Da du fik Holbergmedaljen i 2023, blev du sammenlignet med Holberg og hans respektløshed over for normer.

Jeg tager altid gerne en sammenligning med Holberg. Men med den tid, han levede i, krævede det et større mandsmod at være respektløs over for autoriteterne, end det gør i dag. Dengang var det jo strafbart. Sådan som verden udvikler sig, kan det være, at det vil kræve det igen.

Det er en meget stor medalje at få, når man ser på, hvem der ellers har modtaget den. Så jeg håber, at jeg kan leve op til det. Man skulle helst ikke ende som heroinmisbruger og ligge et eller andet sted med en Holbergmedalje rundt om halsen.

15. Du har gået til terapi for din angst.

Det var faktisk i forbindelse med denne forestilling, fordi jeg tænkte, at jeg godt lige ville have styr på det. Og jeg kom til en terapeut, der var så vidunderligt pragmatisk.

Han sagde: ”Hvad er problemet?”

”Jeg er fandeme bange for, at jeg ikke kan få et ord frem på scenen.”

”Er det nogensinde sket, at du ikke kunne få et ord frem?”

”Nej,” svarede jeg.

”Har du nogensinde aflyst på grund af din angst?”

”Nej,” svarede jeg.

Og så sagde han, at det er angstprovokerende at stille sig frem på en scene. Og det vigtigste er, at man ikke aflyser, fordi det kan man blive helt afhængig af. Man får en endorfin-eksplosion i hjernen, når man trækker sig fra det, der gør én bange. Og så gør man det igen og igen for at opnå det.

Det skylder jeg ham stor tak for. Han gad, at der ikke var noget føle-føle i det. Og det er også rigtigt nok, det er jo angstprovokerende at stå på en scene.

Jeg så et talkshow med Hugh Jackman, hvor han sad i panel med Dame Judi Dench. Han fortalte, at da han mødte hende første gang, var det bag scenen, inden han skulle synge til Royal Command Performance (et engelsk velgørenhedsshow med millioner af seere, red.), og han var så nervøs, inden han skulle ind. Og så ser han Judi Dench, som jo har spillet alting, og som skulle synge ”Send in the Clowns”, stå og tale med sig selv: ”Why did I say yes?” Og han tænkte, okay, når hun er nervøs, så må jeg også godt være det.

Det resonerede meget godt med mig. For hvis Judi Dench også går og tænker ”Hvorfor sagde jeg ikke bare nej, hvorfor fanden blev jeg ikke bare derhjemme?” er det også i orden, at jeg tænker sådan.

16. Du bor bare i forstaden med kone og to børn og slår græs og går på arbejde.

Jeg kan meget godt lide det småborgerlige liv. Der, hvor vi hver dag kører ud af vores indkørsler på vores christianiacykler og afleverer børn i institutioner, og så gør det samme igen om eftermiddagen, når de skal hentes hjem. Så laver vi frikadellefars, og så går vi i seng.

Jeg ser egentlig bare livet som en række små opgaver, som man løser en ad gangen. At spille ”Jeppe på Bjerget” er en stor opgave, men det er også en i rækken.

Men jeg synes jo ikke, at det er sjovt at slå græs, det må du gerne føre til protokols. Det skal dog gøres. Opvaskemaskinen skal også tømmes, og yoghurtpletterne skal tørres af. Det er et sisyfosarbejde. Det er Camus, der skriver om Sisyfos, at han først bliver fri, når han kan se, hvor absurd det er, at han bliver ved med at rulle en sten op ad et bjerg. Når han opdager, at det er åndssvagt, bliver han fri i sindet. Men han bliver ved med at rulle stenen.

Det er det samme, når man står med yoghurtpletter og indtørret havregrød og skrubber. Når man putter i opvaskemaskinen og kommer til at gøre det forkert. Og får skældud for det og putter det rigtigt i igen.

Jeg prøver da at undgå nogle af opgaverne. For eksempel gør vi ikke selv rent. Jeg kan godt rydde op, men jeg hader virkelig at gøre rent. Så det har vi været nødt til at betale os fra. Men de andre ting … jeg synes, det er meget sundt. Det ydmyger en til ikke at tænke alt for stort. ”Ja, ja, det kan godt være, at du skal spille på Det Kongelige Teater i aften, men nu skal du lige lave den her havregrød først.”

Jeg synes, det er en meget fin … balance. Lad os kalde det det.