Hun var Danmarks første kvindelige udenrigsminister, sad i regeringen i 10 år og i Folketinget i 20 år. Men så forlod Lene Espersen politik. Fordi drømmejobbet kom, og fordi børnene var blevet så gamle, at det måske ville påvirke dem at læse og se alt det, som hører med til at være kvinde i politik
Skyerne trækker lidt sammen over Dragør Havn, men vi finder alligevel et udendørsbord ved en café.
Der, peger Lene Espersen, ligger en fiskehandler med Danmarks bedste fiskefrikadeller. Og det er alligevel noget af en udtalelse fra en kvinde, der stammer fra Hirtshals.
Dernede ad kysten, peger hun den anden vej, har hun sin rejeruse. De seneste par år har hun fanget rejer i havet.
– Det er skønt. Man kan ikke komme til telefonen, man kan ikke andet end bare at stå der i det tidsrum og sortere alt det fra, der ikke er rejer. Man får slappet af i hovedet, og så får man sig nogle gode rejer bagefter. Et par kilo kan man godt hive op, siger hun.
Vi har snakket lidt om Dragørs arkitektur, kvindefodbold i Vanløse Idrætspark, og hvordan Lene Espersen og hendes mand, Danny, smurte madpakker og vandrede Amager rundt på en dag under corona-nedlukningen. Men nu skal vi til det egentlige interview. Hun læner sig frem og misser med øjnene.
– Det er 10 år siden, at du stoppede i Folketinget …
– Ja, det er alligevel lidt vildt.
– … hvordan oplever du det?
– Det er mærkeligt, for på en ene side føles det, som om det var i går, for tiden går så hurtigt. På den anden side er der simpelthen sket så meget i mit liv. Jeg har nået så meget andet. Men jeg kommer stadigvæk regelmæssigt på Christiansborg for at tale med politikere eller for at besøge mennesker, jeg holder af. For modsat hvad folk tror, kan man faktisk godt få gode venner i politik. Men tiden derinde føles langt væk. Det, der overrasker mig mest, er, at der er mange mennesker, der stadig kan huske mig. Jeg bliver virkelig tit stoppet af folk.
– Det overrasker dig?
– Ja, for der er kommet så mange andre gennem trummerummen siden. Jeg er jo ikke en, der er meget på tv eller noget som helst. Jeg passer mig selv og mit arbejde, siger Lene Espersen, der var Danmarks første kvindelige udenrigsminister (2010-11) – og før da justitsminister, økonomi- og erhvervsminister, formand for Det Konservative Folkeparti og medlem af Folketinget i 20 år i alt.
Inden hun for 10 år siden forlod politik for at blive direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder. ”Et drømmejob” kaldte hun det dengang.
En del af drømmen bestod nok også i, at rampelyset ville brænde mindre hårdt og dømmende på hende, mens hendes to drenge voksede op. For selv om Lene Espersen er tykhudet og kan klare det meste – og har været udsat for det også – brød hun sig ikke om, hvordan det kunne påvirke hendes familie.
Magtmenneske
– Politik var en stor del af dit liv gennem 20 år. Har du savnet det, siden du stoppede?
– Jeg er nok indrettet sådan som menneske, at jeg ikke har meget nostalgisk over mig. De mennesker, der virkelig betyder noget, holder jeg selvfølgelig kontakt med, men jeg er meget dygtig til at fokusere på nuet og det fremtidige. Så skiftet fra politik var sådan lidt, at man lukker en dør, og så starter man på en frisk, siger hun og fortsætter:
– Og så gjorde jeg mig umage med ikke at være politisk. Det gør jeg stadigvæk, hvis nogen ringer og spørger, hvad jeg mener om noget med De Konservative eller Justitsministeriet, og om jeg har en mening om det, så siger jeg nej. Jeg udtaler mig ikke. Jeg synes ikke, at man skal sidde og kloge sig på, hvordan de, der står med ansvaret, skal gøre, når man har forladt politik. Så jeg lavede et hårdt snit, for ellers kom jeg ikke fri af det.
– Men hvordan går man fra at sidde midt i alle de store beslutninger – skal man sende F-16-fly til Libyen, lave en plan for udviklingen af Arktis, stramme lovgivningen efter 11. september-angrebet – som du jo har været en ledende del af, til ikke at have noget at gøre med magten og beslutningerne?
– Det kan da godt komme i glimt. Jeg er en atypisk kvinde, fordi jeg tør godt sige, at jeg synes, det er fedt at have magt. Det var jo derfor, jeg valgte at træde ind i landspolitik med alt, hvad det medfører. Det er et barsk miljø nogle gange, og man må være forberedt på, at man kan få nogle tæsk. Men det med at kunne præge verden og for eksempel være med til at forhindre Gaddafi i at slagte befolkningen i Benghazi (en by i det nordlige Libyen, red.), det er vigtigt. Der er noget, der hedder responsibility to protect, at man bliver nødt til at gribe ind. Og der fik jeg muligheden som udenrigsminister at sige, jamen, hvis vi ikke kan få Nato til at gå med fra starten, må vi lave en koalition af villige. Og der brugte jeg mine gode forbindelser til Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, der ligesom jeg var tidligere konservativ formand. Men det er jo ikke en beslutning, jeg har taget alene. Det var hele Folketinget, der var med, selv Enhedslisten, siger hun.
– Men grundlæggende har jeg ikke savnet det. Og det er egentlig mærkeligt, for jeg troede, at jeg ville få sådan lidt cirkusfeber. Til gengæld har min familie i perioder været trætte af mig, fordi jeg står derhjemme og kommenterer på tv’et. Men det har været nok, siger Lene Espersen med et skævt smil.
Milepæle
– Nu nævnte du selv, at du var en atypisk kvinde, der godt kunne lide at have magt. Du var også Danmarks første kvindelige udenrigsminister, da du blev udnævnt i 2010. Betyder det noget for dig at have sat sådan en milepæl i den politiske historie?
– Ja, det gør det. Jeg blev helt usvigeligt glad, da jeg fik at vide, at jeg skulle males og hænges op inde i Samtaleværelset i Folketinget sammen med 29 andre kvinder, der har haft betydning for kvinders demokratiske virke. Der er ingen tvivl om, at de 30 kvinder, der er valgt ud, har sat en eller anden milepæl. Det er da både det, at jeg har været formand for Konservative, som ikke så mange kvinder har været, og at jeg var landets første kvindelige udenrigsminister og en af de længst siddende justitsministre nogensinde i Danmark, der har haft betydning.
– Da jeg var udenrigsminister, var jeg ofte i sammenhænge, hvor jeg godt kunne se, at jeg var den eneste kvinde, måske var der en mere, og så var resten mænd. Men i og med at jeg altid har været fodboldpige, har det aldrig været svært for mig at have noget at snakke med de andre ministre om. Jeg tjekkede altid lige op på de hold, de holdt med, hvordan det var gået i weekenden, om der var et genialt mål eller sådan noget. Der skal ikke så meget til for at høre til. Det var det samme, da jeg læste økonomi i Aarhus, der var vi heller ikke mange piger på årgangen, fordi det er meget tung matematik. Så det har jeg været vant til. Jeg har nok altid været en drengepige, siger hun.
– Skal man være det for at klare sig i politik?
– Ej, det skal man ikke nødvendigvis. Men i forhold til hele diskussionen om køn, jeg har jeg nok bare aldrig tænkt så meget over det. Jeg oplever politik som et sted, hvor man ret hurtigt kan gøre karriere som kvinde. Der er muligheder for at lykkes, hvis du er ambitiøs, ingen tvivl om det, siger Lene Espersen og kigger op.
Lige så langsomt har en mand nærmet sig bordet. Han står og piller ved sine hænder, indtil vi stopper samtalen. Lidt genert og stammende starter han:
– I USA har man sådan et udtryk, man siger til veteraner: Thank you for your service. Det synes jeg også, jeg vil sige til dig. Tak for din tjeneste.
Han nærmest bukker i Lene Espersens retning, inden han lister væk igen.
– Tusind tak, hvor er det sødt gjort af dig, svarer hun.
Grundstenen
Lidt efter bliver vi afbrudt af regnen. Vi trækker indenfor i en tæt, højlydt café. Vinduerne dugger. Lene Espersen læner sig ind over bordet, så vi bedre kan høre hinanden, når hun svarer på næste spørgsmål.
– Du smiler stolt, når du fortæller, at du skal males og på den måde bliver en del af Folketingets historie. Så jeg tænker, om det har været en drivkraft for dig at slå dit navn fast for eftertiden?
– Det har ikke været den primære drivkraft, men lidt forfængelige er vi vel alle sammen. Jeg har da også været glad, når der har været positive portrætter af mig, og der er blevet skrevet godt om mig, siger hun.
– Men i politik er det også sådan, at jo højere, man kommer op på en piedestal, desto større sandsynlighed er der for, at den skal rages ned på et eller andet tidspunkt.
Det oplevede Lene Espersen, at den blev – ad flere omgange.
Da hun blev kritiseret for at være en ravnemor, kort efter hun var udnævnt til justitsminister og holdt fem ugers barsel.
Så var der satiretegningerne og øgenavnene. ”Den talende kavalergang” blev hun kaldt i medierne. Senere kom tilnavnet ”ferieminister” i kølvandet på omtalen af Mallorca-familieferien, der satte en negativ spiral i gang, der endte i, at hun valgte gå af som formand for De Konservative.
Vi starter med den første – og vender tilbage til de andre senere. For selv om hun siger, at man skal kunne tåle det hele i politik, må det da også røre noget i en.
– Jeg startede på den hårde måde med at blive justitsminister lige efter 11. september-angrebet. Så fødte jeg et barn. Det var jo ligesom på vej. Efter fem ugers barsel var jeg på arbejde igen og i gang med lovgivningen. Det havde slet ikke kunnet lade sig gøre, hvis det ikke var for Anne Baastrup fra SF, som var formand for retsudvalget dengang. Hun kom til mig og sagde: ”Prøv og hør, Lene, du skal have mulighed for at amme. Det ved jeg, du går op i. Du kan ikke rende i Folketingssalen hver dag, for så går der kage i amningen. Vi planlægger efter, at vi kører sagerne i salen en gang om ugen.” Det blev så én lang dag, og så måtte jeg ud at pumpe ud bagved, hvor min mand, min mor, svigermor eller faster kunne give ham mælk. Det var enestående med den opbakning, jeg fik fra politikerne. Efterfølgende er der mange unge kvinder, der har sagt: ”Lene, du har simpelthen været foregangskvinde. For nu tør vi også sige, at vi gerne vil have et barn.”
– Men hvorfor er det, at man synes, det er så vildt, at en kvindelig minister eller politiker får et barn? Man tænker jo ikke det samme om en mandlig minister?
– Årh, hvor er det et fedt spørgsmål. Der skete jo det, at min mand og jeg mistede det første barn, vi ventede os. Det var en lille pige. Jeg fik svangerskabsforgiftning i 24. uge, og det var lige på grænsen til, at hun kunne have overlevet, men det gjorde hun ikke. Og da det så lykkedes at blive gravid med Marcus, var det bare fantastisk. For når man har mistet, tror man næsten ikke, at det kan lade sig gøre.
– Men så bliver jeg spurgt om, hvor lang barsel jeg vil tage, og jeg siger fem uger. Vi er meget praktisk anlagte – min mand var logistikchef – så vi kan virkelig organisere os og sørge for, at der altid er nogen til at køre med barnevognen, mens jeg er på arbejde. Så er der en læge, der udtaler, at jeg bliver en dårlig mor. At jeg er en ravnemor. Da jeg fik mit andet barn, Robert, tog jeg seks ugers barsel, og så er børnelægen ude at sige, at det var bedre, hvis jeg fik en hund end et barn. Og der bliver jeg simpelthen så sur. Der er 200, hvis ikke 2000, mænd før mig, der har fået et barn og ikke har taget hele barslen, og de er aldrig blevet hængt ud som dårlige fædre. Jeg synes simpelthen, det er så forkert, at andre blandede sig i, hvordan vi organiserede os. Det må familierne selv om, siger hun og viser, at hun ikke har glemt sit konservative tankegods.
Men familien er ikke kun vigtig i konservativ politik. Den er grundstenen i Lene Espersens liv. Og en vigtig del af, at hun kunne være minister i et årti.
– Det havde aldrig kunnet lade sig gøre at være minister i 10 år og rejst og arbejdet så meget, hvis ikke jeg havde haft min mor og far og mine svigerforældre, der har boet hos os, taget sig af børnene og lavet frikadeller. Der har jeg været vildt heldig, siger hun.
Politiks pris
– Vi skal snakke mere om familien, men først vil jeg gerne høre om, hvordan du har tacklet det her med at være foregangskvinde i en mandeverden, få øgenavne, der fokuserede på dit køn, dit udseende, dine bryster – har du været nødt til at arbejde hårdere som kvinde for at blive respekteret og lyttet til?
– Det er enormt fristende at sige ja, men jeg ved ikke, om det er sådan. Jeg har oplevet, at jeg blev forvekslet med at være sekretær og ikke politiker. Og jeg har stået over for en iransk udenrigsminister, der ikke ville give mig hånden, fordi jeg var kvinde. Men det er få trælse episoder. Og hvis du vil det politiske, hvis du vil magten, så kan folk mærke det på dig, og der får man respekt, siger hun og tilføjer:
– Det er ikke så meget i politik, man oplever det, som det er i medierne og blandt journalister, der bruger mange flere tillægsord om kvindelige politikere end mandlige. Men selvfølgelig bliver man irriteret over et øgenavn både på egne og andres vegne.
– Og så er der det med familien. Du har sagt, at det også har en pris at være politiker, og at man kun skal gøre det, så længe, man synes, det er sjovt. Ellers er det ikke det værd. Er den største pris, du har betalt, at det gik ud over familietiden?
– Der er klart, at der er mange, mange ting, som jeg ikke har været med til, fordi jeg har været ude at rejse. Der er børnenes fodboldkampe, jeg ikke så, fordi jeg var i Afrika. Som udenrigsminister havde jeg 150 rejsedage på et år. Og min mand arbejdede som koncernchef i H&M i Stockholm og var væk to dage om ugen. Men vi har virkelig prioriteret familietiden, og så måske givet køb på en del andet. Det kan være sådan noget med at stå om morgen og høre radioavis, mens man laver fiskefrikadeller klar til om aftenen. Eller købe træningsudstyr til kælderen, så vi kunne træne, når børnene sov, i stedet for at tage i fitnesscenter.
– Er det logistikchefen, der har haft styr på det?
– Vi har været meget opsatte på, at når man sætter børn i verden, er det, fordi man gerne vil være sammen med dem, fordi man vil præge dem og give dem nogle gode værdier. Og fordi man vil hygge sig og finde det indre legebarn frem i sig selv. Jeg har elsket at bygge Lego og at se alle ”Star Wars”-filmene med dem, før de kunne forstå engelsk, så jeg måtte oversætte ord for ord. Det er de blevet stopfodret med, griner hun.
– Men det var jo et dilemma, og jeg er blevet kritiseret for, at jeg tog på ferie med mine børn, efter vi næsten ikke havde lavet noget sammen i et halvt år, siger hun.
Mallorca og mediemøllen
Og så kommer vi til Mallorca-ferien i 2010, der blev en mediestorm, som væltede Lene Espersen ned af den piedestal, hun tidligere talte om. Et halvt år efter ferien endte hun med at gå af som partileder for De Konservative. Og senere samme år skiftede magten, og hun mistede posten som udenrigsminister. Alligevel fortsatte hun i Folketinget til november 2014.
Feriesagen går kort fortalt ud på, at Lene Espersen tog til Mallorca med sin mand og sine børn, samtidig med at der var et møde i Arctic Five i Canada, hvor andre udenrigsministre, blandt andre USA’s Hillary Clinton deltog. I stedet var det daværende justitsminister Lars Barfoed, der dukkede op som Danmarks repræsentant. Hun undskyldte efterfølgende sin prioritering.
– Det var en beslutning, jeg tog, at nu var det familien, der havde brug for mig. Men det kan der være mange meninger om. Nogle vil sige, at så kan man ikke være minister. Andre vil sige, at det var en urimelighed at blive kritiseret for. Jeg møder stadig mennesker med begge holdninger til det spørgsmål. Men når jeg ser på det her på afstand, tænker jeg, at det handlede om, at jeg var meget populær, og at der var nogen, der gerne ville have, jeg kom i modvind. Når man er både minister og partiformand, så er man derude, hvor det er barsk hele tiden, siger hun.
– Når man er midt i det, må det fylde rigtig meget, men når du kigger på det nu, mere end 10 år senere, hvilken betydning havde det så, at du tog på familieferie på Mallorca?
– Der blev jo ikke truffet nogen beslutninger på det to en halv times lange møde, jeg gik glip af. Så på den måde havde det ikke den store betydning. Men det er klart, at det altid vil være en del af historien om mig. Lene Espersen var hende, der traf en forkert beslutning. Det kan jeg ikke lave om på, så det må jeg acceptere. Jeg tænker, at der er en masse gode ting at sige om mig, men der vil også være nogle dårlige ting, der hænger ved mit navn. Og den dag, der skal skrives en nekrolog, vil noget af det blive nævnt. Det kan jeg ikke ændre, ergo bruger jeg ikke så meget tid på det, siger hun.
Lene Espersen fortæller, at hendes far lærte hende at tænke som stoikerne.
Han var vant til at stå tidligt op, så han havde læst alle aviser, når hun vågnede om morgenen. Nogle dage ville han ringe og sige: ”De er nogle idioter, du skal ikke læse den avis, Lene.” Og på den måde tog han første bølge for hende.
Men han lærte hende også et system til at tackle problemer med knusende ro.
– Han lærte mig, at man bliver nødt til at lave en liste over de ting, man kan gøre noget ved, og de ting, man ikke kan gøre noget ved. Og alt det, du ikke kan gøre noget ved, skriver du ned og lægger væk. De ting, du kan gøre noget ved, prioriterer du, og tager det vigtigste og sværeste først. Det er bare så menneskeligt at ville tage det nemme først og skubbe det svære foran sig, men det skal man ikke. Man skal tage ansvar for sit eget liv og lære af det, siger hun.
– Hvordan påvirkede det dig at få de ”ture rundt i mediemøllen”, som du kalder det?
– Når man er minister, har man så travlt, man har ikke tid til at gå og spekulere på det. Men kører det på i mange uger, bliver man slidt af det. Ens stemme bliver slidt, man bliver hæs og lyder skinger, så det er en negativ spiral, man kommer ind i. Det har været hårdt, men det har været til at håndtere, og det er ikke for at lyde som en hård, kynisk dame, men for at sige, at jeg har haft et helle, som jeg har kunnet trække mig tilbage til med min familie, venner og partifæller, der bakkede mig op. Og så er det mit held, at mine børn var så små, at de ikke læste avis, så de ikke kunne følge med i, hvad der blev skrevet om mig. Det er klart en fordel, at mine børn ikke skulle leve med alt det der.
En enkelt fortrydelse
– Var det også med i dine overvejelser, da du forlod politik? At nu var dine børn ved at blive gamle nok til at kunne forstå og forholde sig til, hvad der blevet skrevet og sagt om dig i medierne?
– Ja, det var det. Fordi de begyndte jo at følge med. Og selv den dag i dag, når folk finder ud af, at de er mine børn, bliver de konfronteret med det. For det meste er det positivt, men ikke altid. Og jeg synes bare ikke, at de skal betale nogen pris. Det har heller ikke været nemt for mine søskende eller for mine forældre at følge med i, mens det stod på. Det her med, at hele familien skal stå til ansvar for, hvad jeg har gjort som et voksent menneske, synes jeg, er vildt, siger Lene Espersen.
– Er der noget af det, du har gjort eller sagt, du fortryder i dag, nu hvor du ved, hvilke konsekvenser det har haft?
– Det er svært at sige. For jeg tror, at hvis det ikke var det ene, så havde der nok været noget andet, der havde væltet den piedestal. Det går op og ned i politik. Sådan er det. Hvis der er noget, jeg fortryder, er det fra den første tid, hvor jeg sad i Folketinget, og der var meget intern konflikt og ballade i mit eget parti. Det er det eneste, hvor jeg tænker, at jeg selv og de andre, der havde siddet i Folketinget i længere tid, skulle have håndteret det anderledes. At vi skulle have talt ordentligt til hinanden. Jeg var faktisk så ærgerlig over den hårde tone i partiet, at jeg havde besluttet mig for at stoppe. Jeg havde været på bryllupsrejse i sommerferien, siger hun og tilføjer:
– Altså, mens Folketinget var lukket.
Den feriesag har vist alligevel sat sig sine spor.
– Og da havde jeg bestemt, at jeg ikke ville blive ved. Men så ringede Bendt Bendtsen og sagde, at han gerne ville have, jeg blev politisk ordfører, at der skulle ro på, og at vi skulle samarbejde. Og det forandrede det hele. Ellers havde jeg sikkert arbejdet som nationaløkonom, som jeg gjorde, før jeg blev valgt, siger hun.
Lene Espersen forlod Folketinget 4. november 2014 til fordel for et job som direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder. For to år siden sagde hun direktørjobbet op for at blive professionelt bestyrelsesmedlem med fokus på bæredygtighed og grøn omstilling – og på at fremme kvindefodbolden i Danmark.
Og så er der også tid til at hive rejer op af Øresund en gang imellem.
Lene Espersen
59 år. Født og opvokset i Hirtshals. Datter af skibsreder Ole Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard Espersen.
Uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1990.
Blev valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994, hvor hun sad til 4. november 2014.
Var partiets politiske ordfører i 1999-2001.
Partiformand fra september 2008 til marts 2011.
Justitsminister fra 27. november 2001 til 10. september 2008.
Økonomi- og erhvervsminister fra 10. september 2008 til 23. februar 2010.
Udenrigsminister fra 23. februar 2010 til 3. oktober 2011.
Efter sin politiske karriere har Lene Espersen været direktør for brancheforeningen Danske Arkitektvirksomheder. Et job, hun forlod i 2022 for at blive professionelt bestyrelsesmedlem.
Hun har bestyrelsesposter i blandt andet DBS, Green Hub Denmark, Rådet for Bæredygtigt Byggeri, klimatech-startup-virksomheden Comundo, KV fonden, JBH Holding samt Bolig Beton. Foruden F.C. København Kvindefodbold.
Hun er også en del af DBU’s Governance- og Udviklingskomite.
Lene Espersen bor i Dragør med sin mand, Danny Feltmann. De har sammen børnene Marcus (født i 2001) og Robert (født i 2003).
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Alderbedst 2. november 2024. Og på blandt andet avisendanmark.dk 4. november 2024.