Thure Lindhardt tog en dannelsesrejse hele vejen til Hollywood og de røde løbere og tilbage igen. Det var ikke prinsessen og det halve kongerige fra eventyrene, han vendte hjem med, men i stedet en dyb indsigt i, hvad der rent faktisk var vigtigt for ham. Nu bor han i et bondehus på Midtsjælland og spiller Holberg på Aarhus Teater.
Når Jim fra ”Skatteøen” drager ud på sin rejse, er hans mål at finde en nedgravet sørøverskat. Når Jason sætter ud på sit togt, gælder det om at finde det magiske, gyldne skind.
I alle myter og eventyr må helten rejse ud for at opnå noget. For at finde sin skat, som han kan vende hjem med som et bedre, rigere eller mere magtfuldt menneske.
Det kræver ambition, drivkraft, mod og frygtløshed. Undervejs møder man mennesker, der hjælper en, eller modstandere, der bekæmper en. Sådan er alle klassiske helterejser bygget op.
– Og vi er alle sammen helte i vores egen fortælling, siger skuespiller Thure Lindhardt.
Han smiler, og under det lyse overskæg afsløres mellemrummet mellem tænderne, som en international agent engang ville have ham til at fikse. Han sidder i en sofa på Aarhus Teater en tidlig torsdag morgen med et papkrus kaffe foran sig og er klar til at fortælle om sin heltefortælling.
Den tog ham hele vejen fra barndomsbyen Roskilde til Hollywoods røde løbere og hjem igen. Efter seks års pause er han tilbage på de danske teaterscener i rollen som Jeppe i Christian Lollikes ekspressive fortolkning af Holbergs klassiker om drankeren, der vågner i baronens seng.
Men var skatten, som Thure Lindhardt fandt på sin rejse, egentlig rollerne i de store Hollywood-film? Var den limousiner og privatchauffører? At gå på røde løbere skulder ved skulder med Tom Hanks og at drikke drinks i Cannes?
Det er dog ikke alt, der glitrer, der er guld.
Hjemme
Thure Lindhardt voksede op i et ægte akademikerhjem i Roskilde. Moren var psykiater og faren teolog. De var også 70’er-forældre, der gjorde deres søn klart, at verden lå åben for ham. Han kunne gøre, hvad han ville, bare han gjorde det ordentligt.
Og han ville være skuespiller. En berømt skuespiller i store film som dem, han så i biografen.
Og så ville han væk fra Roskildes regntunge, søndagstomme gågader. Det skulle være større og vildere. Som New York og Los Angeles.
I første omgang tog han til Odense. For efter tre år på Det Frie Gymnasium, der havde teaterlinje på højt niveau, søgte han direkte ind på skuespillerskolerne – dem alle sammen og et par stykker i udlandet – og blev optaget på den, der var tilknyttet Odense Teater.
Han faldt aldrig rigtig til i byen, han mærkede ensomheden komme snigende og brugte ofte sine aftener på teateret. Omme ved lydmanden fandt han en hyggelig plads, hvorfra han kunne se forestillingerne. ”Grease” så han over 20 gange, men det var også, fordi han var forelsket i en af skuespillerne på scenen.Som nyuddannet skuespiller skød han direkte ind på stjernehimlen med sin præstation som den autistiske dreng Brian i ”Her i nærheden”, der havde premiere i 2000. Ghita Nørby spillede hans overbeskyttende mor, og Frits Helmuth spillede betjenten, der skulle opklare det mord, som Brian ulykkeligvis havde begået.
I Berlin fik han en Shooting Star-pris for rollen og et Hugo Boss-jakkesæt at iføre sig, inden han mødte Matt Damon og Gwyneth Paltrow, der introducerede Thure Lindhardt og de andre stjerneskud til et VIP-arrangement.
Han var midt i 20’erne og havde fået smag for at være en stjerne. Hans ærgerrighed, ambition og rastløshed tog til. I 2003 rejste han til USA for at forfølge drømmen om den internationale karriere.
Hjælpere
En helt i eventyret har brug for hjælpere. Og som skuespiller har Thure Lindhardt haft sine store læremestre, der har troet på ham, har givet gode råd og er kommet med en velplaceret opsang. Lad os starte med det sidste.
Han havde kun været uddannet i tre dage, da han fik rollen i ”Her i nærheden” og med den de første priser og nomineringer. Men efter succesen kom hverdagen. En hverdag, som Thure Lindhardt ikke var klar til. Han fyrede den af til fester. Drak, tog stoffer, prøvede grænser af og mistede selvdisciplinen. Og han havde ikke kun været i byen til ud på morgenen den aften, da Ghita Nørby sad blandt publikum på Gladsaxe Teater og så ”Kameliadamen” med Thure Lindhardt på scenen. Han var også halvberuset, da han stod foran publikum. Dagen efter fik han en sms med en indkaldelse. Han skulle møde Ghita Nørby til frokost på en café, og hendes budskab var klart: Sådan noget gør man bare ikke. Stiller man sig op på en scene, skal man mene det.
Det var ikke første gang, at Ghita Nørby havde givet Thure Lindhardt gode råd. Hun og Frits Helmuth var blevet en slags mentorer for ham efter ”Her i nærheden”, og da han skulle spille Raskolnikov fra Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”, var han blevet i tvivl, om han overhovedet kunne huske, hvordan man spillede teater.
Dengang havde han spurgt hende: ”Hvordan kan jeg spille at slå et menneske ihjel, når jeg aldrig har slået et menneske ihjel?” Han husker, at hun grinede lidt, inden hun sagde: ”Sikke noget vrøvl. Du ved, hvordan det er at være menneske. Du kender til vrede, afmagt, had og kærlighed. Det er jo det, skuespillere kan. Vi kan indleve os. Se bare at komme i gang.”
Frits Helmuth tog rigtigt Thure Lindhardt til sig den sommer, hvor de begge spillede med i ”Aladdin” i Ulvedalen i Dyrehaven. Hele juli kæmpede de hver aften om lampen med den magiske ånd, for unge Thure Lindhardt var Aladdin, mens den 43 år ældre Frits Helmuth spillede troldmanden Noureddin.
En aften efter en af de sidste prøvedage inviterede Frits Helmuth den unge skuespiller med hjem og drikke øl. Elefantøl, der blev hentet i pose på stamværtshuset på vejen. Oppe i lejligheden så Thure Lindhardt, hvordan hans ældre kollega havde forberedt besøget, som var det en overlevering af en stafet. En scrapbog var slået op på avisudklip fra dengang, Helmuth spillede Aladdin på Det Kongelige Teater fem årtier før. Og en smukt indbunden udgave af eventyret lå klar med en kærlig hilsen.
Frits Helmuth fortalte ham, hvordan han så noget af sig selv i ham. Den måde, han bevægede sig, når han skulle lære replikker og kropsliggøre ordene. De havde mere tilfælles end bare mellemrummet mellem tænderne. I årene efter kopierede Thure Lindhardt nærmest Helmuths diktion og hans nærværende og farlige spillestil.
Men særligt ét råd fra den aften har ætset sig fast i hans skuespiller-dna: At man skal tænke en tanke, før man taler.
Ifølge Frits Helmuth behøvede det ikke være en særlig interessant eller vigtig tanke, for publikum ville alligevel opfatte én som begavet.
– Det mente han, og det, tror jeg også, virkede for ham. Men der er jeg nok af en anden generation, så jeg har videreudviklet og gjort det til mit eget. For mig skal tanken, man tænker, være vigtig. Men det er jo min måde at gøre det på. Hvad der er rigtigt og forkert, ved jeg ikke noget om, siger Thure Lindhardt.
– Nogle af de bedste råd, jeg har fået, har været de små, korte råd fra de store mestre. Da jeg spillede sammen med den svenske skuespiller Stellan Skarsgård i ”Engle og dæmoner”, tog jeg en dag mod til mig – og det er simpelthen noget, som jeg ellers aldrig tør. Jeg tænkte bare, at det var once in a lifetime – og spurgte: ”Hvordan gør du, når du bygger en rolle op?” Og han sagde, at for ham var det ligesom et knust spejl, hvor alle stykkerne skal samles. I en scene var der det her lille stykke spejl i en bestemt form, og så kom det næste og det næste. Og til sidst kan man se hele billedet af den rolle, man spiller. Man kan ellers nemt falde i den fælde, hvor man tror, at man skal løse hele rollen i hver eneste scene, især når man er ung skuespiller. Det har været et meget vigtigt råd, siger Thure Lindhardt.
Ude
Han tog en helt stor chance, da han en fredag morgen satte sig på et fly til Paris for at gå til en casting. Inden aften skulle han være tilbage i København for at stå på scenen, men han kunne ikke sige nej til chancen for at caste til Ron Howards storsatsning af en blockbusterfilm: ”Da Vinci Mysteriet”.
Selv om han var tæt på at misse flyet hjem til forestillingen i Danmark, var Thure Lindhardt ikke til at skyde igennem. Castingen var gået som en drøm, og han fik rollen som albino-morderen Silas.
I tre uger.
For selv om afblegningen af håret og øjenbrynene var begyndt, og filmselskabet sørgede for, at en privatchauffør hentede Thure Lindhardt, når han skulle flyves frem og tilbage mellem sine teaterforpligtelser i Danmark og filmoptagelserne i London, ændrede de mening, da de så hans bare overkrop. Hans krop, der stadig var udmagret efter rollen som narkomanen Steso i ”Nordkraft”, filmede som en drengs og ikke en morders. Og så var det eventyr forbi. Han fik dog en stor kompensation, som han brugte på at tage til Los Angeles og forfølge drømmen om en international skuespillerkarriere.
Og da instruktøren Ron Howard lavede opfølgeren ”Engle og dæmoner”, fik Thure Lindhardt en gennemgående rolle som vagten Chartrand ved siden af Ewan McGregor, Stellan Skarsgård og Tom Hanks. Et par år forinden havde han spillet med i Sean Penns roadmovie ”Into the Wild”.
Pludselig havde han opnået alt det, han ville som ung.
– Var det så alt det, du drømte om?
– Ja, det var det. Og så alligevel ikke. For sådan er det jo, siger Thure Lindhardt.
For selv om blitzlysene på den røde løber glimter, var de ikke nødvendigvis det guld, som Thure Lindhardt skulle finde på sin rejse.
– Som ung drømte jeg om at være med i film, om at spille de fantasifigurer, som jeg havde set på film eller læst om i bøger. Og det var det, jeg rejste ud for at gøre. Men den oplevelse får jeg i lige så høj grad, når jeg sidder i teaterlejligheden her i Aarhus og læser en bog. Når jeg står i prøvesalen sammen med Christian Lollike, eller jeg ser eleverne på teaterskolen arbejde på at løse en situation, er det det samme arbejde, som når jeg stod i Rom og ville løse en situation med Tom Hanks, en Oscar-vindende instruktør og 300 mennesker i castet rundt omkring os. Det er grundlæggende mennesker, der prøver at løse noget med hinanden og ser, om man kan få det hele til at gå op, selv om det er svært, reflekterer han.
Modstanden
I alle gode eventyr er der også en modstander: I ”Skatteøen” var det Long John Silver med træbenet og papegøjen på skulderen. I ”Hans og Grethe” er det heksen i pandekagehuset, der viser sig at være ond. På Thure Lindhardts helterejse var modstanden ensomhed og ufrihed.
– Det må være 10 år siden, at jeg sad i Los Angeles og skulle være med i en Michael Mann-film. Det er ham, der har lavet ”Heat” og ”Miami Vice” og alt muligt. Jeg havde fået et hus at bo i, jeg fik kostplaner og personlige trænere, så jeg kunne komme i form. Jeg fik penge og det hele. Men alt var så kontrolleret. Jeg skulle hele tiden stå til rådighed, fortæller Thure Lindhardt.
Han kunne ikke køre en tur uden at blive kaldt tilbage. Der var ingen plan, der var kun ”optagelser i slutningen af sommeren” at se frem til, og i månederne indtil da, måtte Thure Lindhardt bare være til rådighed.
– Det føltes som et fængsel og for en ikke særlig stor rolle. Jeg var skurken, der skulle være med til sidst i filmen. Men heldigvis er Michael Mann sådan en instruktør, der hele tiden skriver om. Jeg kan huske, at jeg gik en tur på Dronning Louises Bro, da min telefon ringede. De fortalte mig, at han havde skrevet slutningen om, så de måtte recaste rollen, og jeg ikke skulle være med alligevel. Jeg var så lettet. Jeg var så glad, siger Thure Lindhardt.
– For at blive skrevet ud?
– Ja, det var ikke sådan et liv, jeg ville leve. Der var ikke plads til min væren, siger han.
Han husker også engang, da han sad alene på et hotelværelse i Budapest. Han havde boet i byen et halvt år for at optage en tv-serie. Og så sad han der en aften med alle sine ambitioner, en imponerende IMDB-side og visheden om, at han var lykkedes i andres øjne, og var helt alene.
– Selv om de gamle venner altid vil være der, er det jo ikke sådan, at når man tager væk i et halvt år, går livet derhjemme i stå. Det fortsætter, og man bliver lidt glemt. Fordi sådan er livet. Det er ikke gratis at tage væk, og det skal man være rustet og villig til. Men man skal også vide, hvad det er, man giver afkald på. Det gik op for mig, at nu er der nogle ting, som jeg ikke længere kan give afkald på og samtidig være et komplet menneske, siger Thure Lindhardt og fortsætter:
– Det er nok en af de store erfaringer, jeg har gjort, og den er meget banal og simpel. Men jeg var nødt til at rejse ud for at gøre mig erfaringerne. Desværre. For jeg havde jo læst om det i eventyrene og bøgerne, men jeg var nødt til at prøve og opleve det selv. Hvad er det, den siger, den gamle sang? ”There’s a lady who’s sure all that glitters is gold. And she’s buying a stairway to heaven.”
Hjemme
Det er første gang, at Thure Lindhardt spiller på Aarhus Teater, nu hvor han spiller med i ”Jeppe på Bjerget”. I de måneder, han øver og spiller, bor han i en lejlighed i byen, for der er for langt at pendle fra bondehuset ved Lejre på Midtsjælland. Skuespilleren er ikke bare vendt hjem til Danmark, men også til provinsen ikke langt fra, hvor han voksede op.
– Hvad var så den skat, som du måtte rejse ud for at finde?
– Det var en indsigt. Ud over at være så god en far som muligt, så god en kæreste som muligt og så god en ven. I det hele taget efterstræber jeg at være et godt menneske. Det er jo ikke noget, vi er. Hvis vi tager Matthæus-evangeliet, står der, at mennesker ikke er gode. Kun Gud er god. Mennesket kan stræbe efter at blive godt. Jeg er ikke god, men jeg forsøger at være det. Jeg øver mig i at være det. Men ud over det tror jeg, at en af mine store livsopgaver er at formidle kunsten. Om det er at stå på scenen, holde foredrag, undervise, lave film, instruere eller lave små fortællinger er egentlig underordnet. Og det er måske i virkeligheden den indsigt, der er min skat. At det er ligegyldigt, hvor jeg gør netop det, siger Thure Lindhardt.
Han læner sig tilbage i sofaen og lader ordene hænge i luften.
– Hvis jeg nu skal sige noget godt om mig selv. Sådan helt uopfordret. Så vil jeg sige, at jeg ikke sidder her med en bitterhed. Jeg sidder ikke her som en, der måtte tage hjem, fordi det ikke lykkedes. Det er mit valg at være på Aarhus Teater, fordi det er det, jeg har lyst til. Jeg har lyst til at bo i vores lille bondehus på Midtsjælland, og jeg trives med at tage ud med mine små forestillinger i kirker. Og så en gang imellem tager jeg til Paris og er med i en tv-serie om Coco Chanel eller spiller sammen Juliette Binoche eller Mikael Persbrandt. Det er ikke, fordi jeg ikke længere gør det, men det er ikke længere det, det handler om for mig. Og når du spørger, hvad det er jeg har taget med hjem, så er det, at jeg mener det, når jeg sidder her. At det er her, jeg helst vil være, siger han.
Og på den måde er helten tilbage, hvor han startede. Et bondehus, en datter og den indsigt rigere.
Thure Lindhardt
50-årig dansk skuespiller. Voksede op i Roskilde.
Er søn af Mogens Lindhardt, der var rektor for pastoralseminariet i København, og Anne Lindhardt.
Er uddannet skuespiller fra Odense Teater.
Var med i sin første film som 12-årig. Det var i ”Negerkys og labre larver”. Senere samme år spillede han en rolle i Bille Augusts ”Pelle Erobreren”. Fik sin første film-hovedrolle, da han medvirkede i ”Her i nærheden” i 2000.
Efter den fik han en Shooting Star-pris ved filmfestivalen i Berlin. Han har desuden modtaget en Reumert-talentpris, en Robert for mandlig birolle for ”Nordkraft” i 2006, en Zulu-award for for ”Flammen og Citronen” i 2009, Teaterpokalen i 2013 og Lauritzen-prisen i 2014.
Du kan også have set ham i store internationale film som ”Engle og dæmoner” eller ”Into the Wild”.
Interviewet blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” i februar 2025 og på blandt andet avisendanmark.dk.