Mumiernes univers opstod i skyggen af anden verdenskrig. Måske er deres fortælling og filosofi endnu mere vigtig i en verden, hvor mørket igen lurer. På den finske ambassade i Danmark er man med til at udbrede kendskabet til mumierne og de finske designprodukter, de optræder på. – Vores verden kunne godt trænge til, at filosofien fra mumibøgerne bliver mere udbredt, siger ambassadøren.
Mumikopper i blå og brun er farvekoordineret med de herskabelige stuers vægge og den moderne finske kunst, der hænger i rummene. De står på borde, lækkert stylet med ferskner i marmor eller friske citroner. En dyne med sengetøj er slynget over en træbænk, og på et stativ hænger stribede håndklæder.
Det er kun et par måneder siden, at den finske ambassade i København genåbnede efter to års renovering. Og i dag er de højloftede rum i villaen, der ligger lige over for Kastellet, rammerne om en lancering af Mumi Arabias nyeste produkter med de hvide, rundmulede troldes univers, der oprindeligt blev skabt af forfatteren og kunstneren Tove Jansson.
Mellem det blå rum med kopper med kænguruen Snif og en lyserød kærligheds-kollektion med krammende mumitrolde står Harri Kämäräinen, den finske ambassadør i Danmark gennem de seneste par år. I jakkereverset sidder en pin med et dansk og finsk flag, og skjorten er rød- og hvidstribet.
– Er mumifortællingerne gode ambassadører for Finland ude i verden som et minibillede på Finland?
– Jeg tror bestemt, at Tove Jansson har fanget den finske sjæl i sine historier og tegninger, siger han på dansk med en antydning af en svensk accent.
– Det interessante ved mumikaraktererne er også, at de tiltaler ikke kun børn, men også voksne. Jeg husker selv, da jeg var barn, og vi hver sommer rejste til vores sommerhus. Det var ikke meget, vi tog med i vores lille bil. Men mine forældrene tog altid bøger med, som vi kunne læse i løbet af sommeren. Og mumibøgerne kan alle læse. Både min far og mor, min søster og jeg kæmpede om at få lov til at læse dem først. Vi læste dem alle sammen, og det gør jeg også selv i dag, siger han.
– Hvad er det ved bøgerne, der er specielt finsk?
– Det er naturen. De lever væk fra de urbane miljøer ude på en ø. Finnerne er et folk, som, når vi har orlov eller sommerferie, ikke søger hen blandt andre mennesker, som danskere og andre europæere gør. Finnerne vil være alene. Og det er en del af den finske identitet, at vi søger ud i naturen og væk fra mennesker, på samme måde som mumierne måske. Og de beskriver meget fint vinteren, hvor koldt der er, og hvor mørkt det kan blive, og hvordan man kan være bange for mørket. Men samtidig er mumierne store, tykke og kramgode, så der er en varme i bøgerne og karaktererne, som kan give en trøst til mennesker, siger han og tilføjer:
– Og når vi tænker på situationen i verden nu, indeholder fortællingerne om mumierne jo fredens budskab. At du må acceptere alle andre mennesker. Og vi har kun én planet. Som Tove Jansson skrev i bøgerne: ”Det ville være frygteligt, hvis kloden gik i stykker. For den er jo så smuk,” siger han med et smil.
Trøstelitteratur i krigens skygge
Ambassadens rum summer af snak. Der er telefoner, der tager billeder og videoer. Journalister og influencere myldrer mellem hinanden og opstillingerne, inden der bliver serveret morgenmad med blåbær på glastallerkener fra Mumi, der er mundblæst på det finske glasværk Iittala.
Vi sidder på lyse finske træstole, mens Andrea Fehlauer, tidligere redaktionschef ved Gyldendal og mumiekspert, fortæller om, hvordan forfatteren og kunstneren Tove Jansson skabte de verdensberømte finske trolde i skyggen af anden verdenskrig, der satte voldsomme spor både i Finland og i hendes egen familie.
– Tove Jansson blev født i 1914 og voksede op i et kunstnerhjem. Familien boede i atelieret, og man skulle tro, at Tove nærmest er født med en blyant i hånden. Begge forældre var kunstnere, indtil hendes mor lagde det på hylden og i stedet blev grafisk designer, så hun kunne forsørge familien. Hun lavede plakater, illustrationer, bogomslag og boligindretning. Men hurtigt trak mørke skyer sammen om den lille familie. Bølgerne gik højt i Europa. En verdenskrig var under opsejling. Der var revolution i Rusland. Og borgerkrigen brød ud i Finland. Viktor Jansson, Toves far, meldte sig i kampen. Det var en brutal og blodig tid. Folk døde ved fronten, men også i terroraktioner og af hungersnød. Og Viktor blev aldrig helt den samme efter de her oplevelser. Tove og hendes mor flygtede ud på landet. De flygtede også til Sverige, hvor hendes mormor boede. Og de flygtede ind i kreativitet og fantasi, siger Andrea Fehlauer.
Alligevel levede Tove Jansson en meget fri barndom, hvor hun fik lov til mange ting. Hendes dagbøger fra den tid er fulde af sprudlende idéer og illustrationer, fortæller Andrea Fehlauer.
– Hun blev en meget selvstændig, frygtløs, ung kvinde. Hun kom også ind på kunstakademiet i Helsingfors. Men hun droppede ud, for hun syntes, det var et konservativt og meget mandsdomineret miljø. I stedet rejste hun trods advarsler alene rundt som ung kvinde i Europa, hvor krigstrommerne buldrede. Hun rejste rundt i Tyskland, Italien og Paris helt indtil krigsudbruddet i 1939, fortsætter Andrea Fehlauer.
Mens hendes brødre drog i krig, malede og tegnede Tove Jansson. Og det er på denne tid, nogle af de første mumitrolde begyndte at dukke op i udkanten af hendes tegninger.
– Under anden verdenskrig var Tove Jansson blandt andet en meget modig satiretegner og har tegnet nogle af de ældste billeder af Stalin og Hitler til de førende satiremagasiner, der var dengang. Og i de tegninger begynder der at dukke sådan en lille sjov mumitrold op, fortæller hun.
Den første mumibog udkom i 1945. Det er i øvrigt samme år, som den første bog om Pippi Langstrømpe, skrevet af svenske Astrid Lindgren, kom. Siden blev det til otte romaner, fire billedbøger og utallige tegneseriestriber med de elskelige trolde.
– Det var hårde tider, hun mistede mange af sine venner i krigen. Hun havde kærlighedssorg. Hun havde en dominerende følelse af, at livet og verden var gået i stå, og det er på den tid, at mumidalen opstår som et tilflugtssted. Jeg vil kalde alle de otte mumiromaner, hun skriver, for trøstelitteratur. Der er rigtig meget bløde dyner, vinterhi og pandekagespisning i dem, siger hun.
Ud over trøst er romanerne om de finske trolde også en mulighed for forfatteren til at udbrede sine idéer om et anderledes liv. Hvor kønsrollerne er flydende, og hvor familien kan udvides.
– Selv om familien og dalen er en tryghed i en farlig verden, hvor katastroferne lurer, er familien også problematisk, som Tove selv har oplevet det i sin egen familie. Når det sker, er det godt at have venner. Og i mumidalen er der altid plads til en ekstra ved bordet. Både i tekst og tegning finder Tove en helt særlig blanding af humor, finurlig livsvisdom, fantasi, poesi og magisk realisme. Samtidig er der også tale om en ret avanceret psykologi, hvor de forskellige væsener repræsenterer forskellige følelser og måder at leve på. Der er et gennemgående budskab om tolerance, at alle kan være sig selv, om at rumme det uperfekte og det anderledes, også de usympatiske og større og nørdede sider af en selv, og samtidig danne et fællesskab, siger Andrea Fehlauer og tilføjer:
– Og når Tove Jansson blev spurgt, hvilken mumi hun selv var, yndede hun at svare, at hun var dem alle sammen.
Fra tegninger til produkter
Mumiromanerne blev en øjeblikkelig bestseller. Tove Jansson stod selv i spidsen for at lave alverdens produkter med mumitegninger på, og gjorde det til en af Finlands største eksportvarer.
Selv om hun i 1960’erne overgav arbejdet med at tegne striberne med mumierne til sin bror Lars Jansson og selv begyndte at skrive andre romaner og male, var det hende, der godkendte de første tegninger til mumi-kopperne, som Arabia stadig laver. Dengang var det designeren Tove Slotte, der stod for at oversætte fra papir til produkt. Sidste år gik hun på pension, og de kopper, der kommer ud nu, er de sidste fra hendes hånd, inden Arabias in-house-designere, overtager arbejdet.
Rundt om morgenbordet er der en, der spørger Andrea Fehlauer: Hvordan ville Tove Jansson have haft det med, at hendes mumi-univers blev til alle de produkter, som vi omgiver os med i dag?
– Jeg tror, hun ville have det fint med det, for det var sådan fra starten. Og vi ved, at hun elskede kvalitet og var meget optaget af brugskunst. Det kunne man se i både hendes eget og hendes forældres hjem. Så jeg tror, at hun ville have elsket, at man kunne dække et mumi-bord på denne måde. Men jeg tror ikke, hun var vild med, at det kom på toiletpapir eller alle de der spinoff-produkter i plastik, der dukkede op. Og hun sagde også nej til at sælge rettighederne til Disney, siger hun.
Men under Toves og senere og Lars Janssons ledelse blev mumierne et verdensomspændende brand. Bøgerne er oversat til mere end 55 sprog. Der er bygget museer, forlystelsesparker, lavet film og endda en opera med troldene.
Hele verden spejler sig i mumierne
Harri Kämäräinen har som ambassadør også været med til at brede kendskabet til Tove Janssons trolde ud. Det fortæller han efter morgenmaden, da jeg fanger ham i ambassadens kunst-gang.
– Mumierne er meget populære i Japan, det hører jeg fra mine kolleger. Det er nok det land, der er gladest for dem. Jeg tror, at der er noget i den japaske mentalitet, som minder om den finske. Der er for eksempel respekten for naturen, naturkræfterne og det simple liv: less is more, siger han.
– Du har også arbejdet mange steder rundtomkring i verden. Er der nogle steder, hvor man slet ikke kender mumierne?
– Jeg har boet fem år i Iran. Og der er de meget populære. Der bliver de læst på farsi. I Pakistan kender man til mumierne. Jeg var også ambassadør i Sri Lanka. Der læser man om dem på engelsk. Jeg var ambassadør i Kongeriget Bhutan i Himalaya, og der har vi også introduceret mumierne. I Maldiverne kunne de også relatere til mumierne, for det er en masse små øer, ligesom hvor mumierne bor. Så det er meget interessant, at man kender dem i hele verden, siger han.
– Du sagde, at Tove Jansson fangede den finske sjæl med mumierne, men når man kan relatere til dem i hele verden, så handler det måske også bare om vores alle sammens menneskelige sjæl?
– Ja, og der står så meget mellem linjerne. Og selv i Rusland, hvor jeg arbejde for mange år siden, var de populære, og man lavede teaterstykker med dem. Men det gør man ikke mere. Måske skulle vi alle sammen læse lidt mere om mumierne. Vores verden kunne godt trænge til, at filosofien fra bøgerne bliver mere udbredt, siger han og kigger sig om på gangen, hvor der hænger ambassadens samling af danske guldalderværker.
Han henviser til dem, mens han siger:
– Jeg tror selv, at kunst kan skabe broer mellem folk.
Blå bog: Tove Jansson
1914-2001.
Hun var datter af billedhugger Viktor Jansson og tegner Signe Hammarsten-Jansson.
En finlandssvensk forfatter og kunstner, som skabte historierne om mumitroldene.
I 1945 kom den første bog om mumierne ”Mumitroldene og den store oversvømmelse”. Det blev til i alt otte romaner, fire billedbøger og talrige tegneseriestriber i The Evening Star med mumitroldenes univers.
Hun har også skrevet flere andre romaner – blandt andet den selvbiografiske ”Billedhuggerens datter” fra 1968.
Har vundet flere priser for sine bøger, blandt andet H.C. Andersen-medaljen i 1966, Selma Lagerlöfs litteraturpris i 1993, og Svenska Akademiens Stora Pris i 1994.
Levede fra 1956 og frem til sin død sammen med Tuulikki Pietilä, der var grafisk kunstner.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Bolig” og på avisendanmark.dk den 10. marts 2024.