I 150 år har skibet M/S Juno fragtet passagerer på tværs af Sverige. I det flydende minde om en svunden tid, hvor livet og verden ikke gik så hurtigt, oplever man det svenske landskab og lærer noget om landets historie. Blandt andet at det var en dansk konges grådighed, der fik vores nordiske naboer til at grave en kanal med håndkraft mellem Stockholm og Göteborg.
Om rejsen
JFM var inviteret af Rederi AB Göta Kanal, der sørgede for ophold om bord og transporten til og fra.
– Måske har H.C. Andersen også sovet i denne kahyt, siger min mor, mens hun ligger i sin overkøje og kigger ud ad vinduet på vandet og landskabet, der sejler forbi.
Jeg stiller spørgsmål ved, om han kunne have været her, så høj han var. Men da jeg slår det op for at bevise min pointe, finder jeg ud af, at vores berømte, danske eventyrforfatter var lige så høj som mig: 1,85 meter. Så han ville også have haft fem centimeter at give af, hvis han havde lagt sig i køjen i den trange kahyt, der ellers er en af skibets længste.
Det har nok været nemmere for Henrik Ibsen med sine 1,57 meter at finde sig til rette her. Men det er en del af charmen og hele oplevelsen, at vi rejser på M/S Juno, et 150 år gammelt træskib, der også sejlede på Andersens og Ibsens tid, dengang Götakanalen var nygravet.
Vi er flyttet ind i en kahyt på øverste dæk. Brodækket kalder de det om bord. Her finder man de længste og dyreste kahytter. De er alle omkring 2-2,5 kvadratmeter, indrettet med mønstret tapet og træpaneler, messinglamper og et smalt skab i mørkt træ med tyk, skinnende lak.
Det er maritim 1800-tals-luksus og ret hyggeligt, selv om man skal pakke småt og effektivt og vente på den anden, når man klæder om.
Her bor vi i fire dage. Den tid, det tager for M/S Juno at sejle fra Stockholm til Göteborg med sine fem knobs langsommelighed. Turen går gennem Götakanalen, der skærer sig tværs over Sverige fra Østersøen til Kattegat, vi krydser to af landets største søer og gør brug af 66 sluser undervejs.
Götakanalen er landets største bygningsværk – der tog 22 år og kostede over 100 millioner svenske kroner at bygge i begyndelsen af 1800-tallet. En sum, som skibets guide, Martine, kalder helt uforståeligt mange penge, hvis man skal omsætte det til et nutidigt beløb. Hun kalder også skibet for et sejlende museum, fordi der er meget, der ikke må ændres på – heller ikke for at gøre det mageligere for krydstogtsgæsterne eller nemmere for personalet.
Skibets to tjenere ser for eksempel lidt trætte ud, når de taler om, hvordan de skal hånd-trække madelevatoren med portionsanretninger til 46 mennesker op fra kabyssen i stedet for at have et automatiseret system. Men de bliver stærke af arbejdet, siger de og smiler igen. Det sidste gør de mest. Og det gør de 11 medarbejdere på skibet generelt.
De har for resten en fantastisk evne til at gøre deres arbejde usynligt. På intet tidspunkt ser man nogen gøre rent på de fælles toiletter og baderum, ordne værelserne eller svede over at lave maden i den lavloftede kabys med koøjerne stående åbne, så der kommer frisk luft ind. Samtidig er der altid rent, sengene altid redt, og maden upåklageligt anrettet og tilsmagt.
Berømt bygningsværk
Til gengæld ser man matroser, styrmænd og kaptajn på arbejde, hver eneste gang skibet sejler gennem de sluser, der sørger for, at der er tilstrækkeligt vand i den menneskeskabte kanal hele vejen. Porten fra Østersøen og skærgården til Götakanalen i Mem passerer vi midt om natten. En nat, hvor jeg blev vugget i søvn af bølgerne, men flere på skibet havde svært ved at sove.
– Sådan er den første nat ofte, siger Martine og afslører, at hun har et lager af ørepropper, som gæsterne kan få, hvis de har svært ved at sove til motorens brummen. Derudover har styrmanden Andreas et apotek af søsygepiller, hvis nogen skulle få brug for dem.
Næste morgen klokken halv seks står de fleste af passagerne klar til dagens første landgang. To timer, hvor vi kan gå en tur på kanalstien – der i gamle dage blev brugt af okser, som trak bådene – mens skibet bevæger sig langsomt op gennem sluserne.
Før denne tur havde jeg ikke tænkt videre over konceptet sluser. Jeg vidste, at de flyttede skibe fra en vandhøjde til en anden, og at det var noget, vi skulle forbi på vejen. Men jeg vidste ikke, at de var et tilløbsstykke og et fascinerende stykke civilingeniør-arbejde, som man kunne stå og kigge på gang efter gang.
Der er Eiffeltårnet, Brooklyn Bridge og Götakanalen. Alle tre bygningsværker er på International Historic Civil Engineering Landmarksliste. Og det er altså ikke uden grund, at Götakanalen har flere millioner besøgende om året.
Det er også tydeligt, at mindst et par tyske gæster på skibet er ualmindeligt interesserede i både sluser, broer og færger, vi kommer forbi. Infrastruktur er et turistmål. Det er også både udenrigs- og indenrigspolitik, og som dansker kan man kun blive fascineret af historien om, hvorfor Sverige igangsatte landets største bygningsværk i 1810.
– Svenske skibe skulle betale told til danskerne, når vi passerede gennem Øresund. Derfor havde der i mange år været tale om at grave en kanal gennem landet fra Stockholm til Göteborg. De første skriftlige kilder findes i 1600-tallet, siger Martine på et af sine daglige informationsmøder, der bliver holdt på svensk, tysk og engelsk.
Vi sidder i bådens bibliotek, når hun fortæller om, hvordan arbejdet med kanalen gik i gang, hvordan den blev lavet ved håndkraft og med dynamit, og hvordan arbejdet trak ud og tog mere end to årtier. Så lang tid, at da kanalen endelig var klar til at transportere varer, mennesker og militær, var den næsten allerede forældet.
Få årtier senere kom jernbanerne, tolden ved Øresund blev ophævet, og snart var al transporten flyttet ud på vejene. Men i 1970’erne skete der noget. Turismen kom. Og nu arbejder sluse-vagterne primært med kanalbådene Juno, Diana eller Wilhelm Tham samt lystsejlere, der tager turen gennem landskabet i stedet for syd om Sverige. Nu er det dog ved sluserne og ikke Øresund, at man betaler for at komme igennem. Mellem 2000 og 10.000 svenske kroner koster det alt efter bådens størrelse at sejle gennem Götakanalen selv.
Kulturudveksling ved middagen
Det er også i biblioteket, at vi spiser vores måltider. Vores faste bordherrer er svenske Store Patrik og Lille Patrik. De er far og søn, henholdsvis pensioneret reklamemand/forfatter og ejendomsmægler/reklameskuespiller, og gode til at fortælle om de svenske traditioner og stedernes historie. De ved, at det er klassisk svensk mad i en gourmetudgave, vi får at spise. Lokale fisk, nye kartofler, vildt og bær. Og vi lærer dem danske udtryk og fortæller om vores traditionelle retter.
Efter nogle dage ved samme bord forstår vi hinanden godt, og der bliver længere mellem de opklarende engelske gloser. Men vi møder også andre rejsende: et ægtepar fra San Diego, en tysker fra Berlin, der tog færgen hjem fra Göteborg, et par fra det tidligere Østtyskland, der undskyldte, at de ikke kunne engelsk, da de dengang lærte russisk som andetsprog, og det schweiziske par, der af princip ikke flyver, men havde taget hele vejen frem og tilbage i tog.
Langt de fleste på rejsen var dog svenskere fra Stockholm-området, som vores bordherrer, der var ude at nyde det fortryllende svenske sommerlandskab.
– Det var på min bucketlist sammen med Madagaskar og Australien. Men der har jeg været nu, som den 88-årige Patrik sagde, inden han forklarede, at han havde talt om at tage kanalrejsen i 10 år og nu endelig havde inviteret sin søn med på rejsen.
Han blev siddende ved bordet, når vi andre skyndte os ud for at se den ældste sluse, den håndholdte sluse eller den dybeste sluse. For til sidst bliver man en del af slusefolket: De dér mennesker, der bare kan stå og betragte vandet hæve eller sænke sig, se hvordan matroserne arbejder eller nyde det imponerende ingeniørarbejde, der ligger bag en så overvældende konstruktion som en kanal, der skærer sig tværs gennem et helt land.
Sådan en rejse kunne man vel godt skrive et eventyr om.
Tre historiske oplevelser langs Götakanalen
Trosa:
Det ligner en filmkulisse. Og på sin vis er Trosa netop det – for ser man tysk tv, er man måske faldet over serien ”Inga Lindström” på ZDF. Den er optaget i den postkortpæne svenske by, hvor træhuse i forskellige fine farver udgør kulissen og nu er blevet et turistmål for tyskere, der besøger Sverige.
Men Trosa er også en levende by med 5000 indbyggere, en stor lystbådehavn, campingområde og hoteller. Den ligger lidt syd for Stockholm, og man kan sejle gennem skærgården fra hovedstaden til turistbyen.
Vil man opleve byen, kan man følge kulturarvsstien, der kommer rundt om de vigtigste bygninger og byens historie på cirka en times tid. Der er også butikker, caféer og et museum undervejs.
Karlsborg Fæstningen:
I midten af Sverige på kanten af søen Vättern ligger fæstningen Karlsborg, der er et af Nordeuropas største bygningsværker og var en del af Sveriges centralforsvar i 1800-tallet. Idéen var at lave en fæstning, som regeringen og kongen kunne trække sig tilbage til, hvis russerne kom. Det var også her, at landets enorme guldreserve blev opbevaret indtil 1939, hvor den blev skibet til New York og London for at man undgik den faldt i tyskernes hænder.
Man kan være så heldig, som vi var, at guiden, der viser rundt, er en tidligere svensk jægersoldat og officer fra den kolde krig, der giver en god analyse af forsvarsværket og forsvarssituationen for Sverige nu. Fæstningen i Karlsborg blev påbegyndt i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelse med byggeriet af Götakanalen, men stod først færdig i 1909 efter 90 år. Derfor var den næsten forældet, inden den var bygget, da den ikke beskytter området mod flyangreb eller missiler. Fæstningen er både et museum og et militært område i brug, for selv om det ikke længere beskytter effektivt mod russiske angreb, er det stadig her, at Sveriges specialtropper holder til. Hvor mange og hvordan de arbejder, kan man dog ikke få indblik i, ligesom der er flere steder på området, hvor man ikke må tage billeder.
Kanalmuseet i Trollhättan:
En mere end 100 år gammel bygning i Trollhättan huser et kanalmuseum. Og er man blevet, eller har altid været slusespotter, er det interessant at se, hvordan de enorme sluser omkring Trollhättan er blevet til.
Forskellige modeller og plancher viser, hvordan arbejdet med at skabe sluserne foregik, og viser, hvordan de har udviklet sig gennem tiderne. Det er ikke et besøg, der tager så lang tid, men det er et godt supplement til at besøge og se, hvordan sluserne virker.
Krydstogt på Götakanalen
Skibene Juno, Diana og Wilhelm Tham sejler fra maj til september på Götakanalen.
Man kan vælge krydstogter af forskellige længder fra to til seks dage. Man bor i kahytter med plads til to eller tre. De er fordelt på tre dæk. Er man højere end 1,75 meter, skal man give besked, så man kan få en kahyt med lang seng.
Hver dag er der morgenmadsbuffet i spisesalonen, toretters frokost og treretters middag. De sidste to spises i selskab med medpassagerer, som man bliver sat sammen med gennem hele rejsen.
Der er informationsmøder på svensk, tysk og engelsk om dagens program og båden og kanalens historie.
Hver dag er der mulighed for at komme i land og gå en tur eller to. Enten langs sluserne eller ved et historisk sted.
En klassisk kanalrejse på fire dag for to voksne i en kahyt på det øverste dæk koster 56.440 svenske kroner (cirka 40.072 danske) . På det nederste dæk koster samme rejse 37.140 svenske kroner (cirka 26.035 danske).
Læs mere: www.gotacanal.se/da.
Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Krydstogt” og på avisendanmark.dk 22. september 2024. Fotos: Anja Limkilde