Kasper Eistrup skiftede rockstjernetilværelsen ud med et liv som kunstner og de store scener ud med et atelier, hvor maling og pensler står snorlige og altid klar til brug. Her fortæller han om, hvordan hans kunst voksede ud af 80ernes lange kedelige weekender, af sin farmors historier, sin mormors illustrationer og sin mors kærlighed til kunst.
80’erne var virkelig kedelige at være barn i. Weekendeftermiddagene var utroligt lange. Og når Kasper Eistrup beklagede sig til sin morfar …
”Jeg keder mig.”
Var svaret:
”Jamen så glæder jeg mig til at se, hvad du finder på.”
– For lige bag ved kedsomheden findes kreativiteten. Men det var et skideirriterende svar, siger Kasper Eistrup, stryger hånden over skægstubbene og fortsætter:
– Når jeg tænker tilbage på min barndom og navnlig søndagene, tænker jeg på utrolig meget kedsomhed. Men jeg tænker også, at for at blive god til noget skal der findes en drivkraft, og den drivkraft kan komme mange steder fra. Jeg tror ofte, at det er en rejse væk fra noget, der er svært eller kedeligt.
Kasper Eistrup blev rigtig god. Først til at tegne, siden til at spille på trommer og guitar og til at male.
– Det er alt sammen noget, der har krævet en del ensomhed. For du er nødt til at sidde med dine trommer, din guitar eller dine blyanter alene og øve, og det kræver altså et incitament. Mit var kedsomheden, og at jeg voksede op i de knastørre 80’ere. Derfor trak jeg mig ind på mit værelse og spillede guitar eller lavede tegneserier. På den måde skabte jeg et rum, hvor det var mig, der bestemte. Det var mig, der kunne lave den historie, som jeg ville, eller den verden, jeg havde lyst til at se. Det var ikke nemt, det var superbøvlet og forbundet med en masse frustration, men det var alligevel et rum, der føltes frit for mig.
– Var det en flugt?
– Ja, det kan man godt sige. Man kan også kalde det en pause. Det var et sted, hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til ting, der var svære, siger han.
Historierne, han skabte, blev i 90’erne til sange, der gjorde Kasper Eistrup til rockstjerne. Efter bandet Kashmir har det været med maling, blyant og kuglepen, at han skaber sine universer og ordløse fortællinger som både anerkendt og yderst efterspurgt kunstner.
Tre vigtige kvinder
Hans atelier ligger i Kødbyen. I den del, der tidligere var hærget af narkomaner på konstant jagt efter hvad som helst, der kan omsættes til et fix. Nu er den hærget af unge københavnere, der fester og pisser de mest ubelejlige steder.
Da Kasper Eistrup flyttede ind ovenpå, skulle han egentlig bare bruge et atelier i 14 dage, mens han lavede en plakat for Københavns Jazzfestival. Det er 16 år siden. I de 16 år er det lykkedes for ham at skifte rockstjerne-tilværelsen ud med et mere afdæmpet liv som kunstner.
– Lokalet var meget anderledes dengang. Der var nogle vestjyske fiskere, der kom med friske fisk hver nat, som havde kaffestue. De sad her fra klokken tre om natten, røg røde Look og drak utrolig meget sort filterkaffe. Det stod helt smadret tilbage, da de flyttede ud. Vi overtog det for 500 kroner om måneden, fordi det var nærmest sådan, at Københavns Ejendomme ikke vidste, at lokalet var her. Og så satte jeg det i stand: Lavede gulv, flyttede rør, lavede køkken, fik sat lys og fik det malet. Det er otte år siden, jeg kunne flytte herned, siger han.
Hans farvepalet er malet ud over væggene i firkantede klatter, men ellers er alt i værkstedet organiseret sirligt. Malertuberne er farvekoordinerede. Blyanter er spidsede og pensler rene. Det genbrugspap og -papir, som han bruger i sine værker, står på rad og række.
Det er noget med energiflow. Og så er det noget med, at hans farmor lærte ham at holde orden.
Hun lærte ham også at sidde med albuerne ind til kroppen, når han spiste med kniv og gaffel, at skrive takkebreve efter et arrangement og i det hele taget ordentlighed. Han smiler lidt, mens han fortæller om hende, og hvor irriterende det kunne være at passe ind i uniformiteten. Men endnu vigtigere lærte hun ham at fortælle historier.
– Der er tre vigtige kvinder i mit liv, jeg gerne vil tale om, fordi de alle tre har haft stor betydning for mit liv på hver sin måde. Min mormor var reklametegner. Før man fotograferede sko og tasker og sådan noget, havde man en tegnestue, hvor der typisk sad kvinder og portrætterede de ting. Hun sad med en fodpumpe-airbrush og lavede highlights på illustrationer af tasker. Hun viste mig mange af de tegninger, hun lavede dengang. Det var naturligt for hende at tegne, og min morfar tegnede også, siger han.
– Min mor voksede op på Amager i et funktionærhjem, og der var ligesom ikke den luksus at blive kunstner, så hun blev teknisk tegner. Hun lavede store tekniske tegninger til byggerier til licitationer og måtte henlægge den mere kreative, løsslupne hånd til fritiden. Men hun har altid været begejstret for kunst, for kunstbøger og -udstillinger. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte med det her, men min mor siger, at jeg var omkring tre år, da jeg fik en interesse i at tegne. Det var noget af det, vi gjorde rigtig meget. Der var ikke computere på det tidspunkt, så der var jo alle de lange weekendeftermiddage, hvor der ikke skete ret meget.
– Men tilbage til min farmor. Hun var en rigtig matriark. Meget streng og striks, men superkærlig. Og så var hun en meget intelligent kvinde og en rigtig historiefortæller. Da jeg var teenager, kunne jeg sidde med hende og spørge: Hvad foregik der under anden verdenskrig? Hvordan var frihedsbevægelsen? Hvad skete der? Og hun kunne huske alt. Den historiefortælling, som jeg synes er en vigtig del af mig og hele min praksis, kommer fra hende. Det med at interessere sig for dels gode historier, dels historisk materiale gennemsyrer meget af det, jeg laver. Jeg kan godt lide at tænke, at det, jeg skaber, er et kondensat af det sted, jeg er, de mennesker, jeg har mødt, den luftfugtighed, der er i rummet, og de historier, jeg har hørt i den periode. Som om mine malerier er en slags dagbogsnotater over den tid, de er blevet til i. Det er ikke sådan, at de er en rebus, der skal løses og forstås og slutte på et punktum, men mere fragmenter af det, jeg var lige der, fortæller han.
Kigger man i hans bagkatalog, virker det, som om der er en direkte forbindelse: fra reklametegningerne, over morens tekniske færdigheder og farmorens historier til Kasper Eistrups kunstværker i dag.
– Det er der også, medgiver han.
Rastløshedens dæmoner
Men der skal også noget mere end bare inspiration og et åbenlyst talent til. Det med drivkraften vender han tilbage til igen og igen, når han vil forklare, hvorfor hans liv har formet sig, som det har.
– Der er typisk en grund til, at mennesker, der gør det godt inden for videnskab, litteratur, opfindelser, kunst eller musik, ender med at shine. Der skal være et incitament, for at man tør gøre noget så dumt og usikkert som at kaste sig ud i en tilværelse som kunstner, siger Kasper Eistrup.
Hans var kedsomheden og frihedstrangen. Som dreng udmøntede det sig i ballade – en af rastløshedens dæmoner.
– Da jeg blev teenager, blev det sjovt at lave alle de ting, der var forbudte, sammen med min bror. Det startede i det små med, at vi stjal min fars cigaretter og røg dem. Senere, da jeg var 14 år, var vi en flok af drenge i Holte, hvor jeg voksede op, der stjal en golfbil på golfbanen og kørte ræs i den, siger han.
– Og så kom graffitien til Danmark. Det ændrede min verden radikalt fra den ene dag til den anden, siger han.
Graffitien, hiphoppen, breakdancen var der, hvor Kasper Eistrup mærkede, at kulturen blev relevant for ham og hans generation.
– Pludselig blev 80’erne spændende. Vi bevægede os væk fra kassebukse-70’erne og alt det der med, at ”det er okay, at bade nøgen på stranden”. Men … ”Jeg har ikke lyst til at være nøgen, okay?” Mine forældre var ikke hippier, men de var meget af den tid. Men med den nye spirende kultur, begyndte jeg at opdage noget, der var mig. Tegneserier, graffiti og electric boogie, nævner han og sender en dansestrøm gennem overkroppen og armene.
Den lokale farvehandler udvidede sortimentet af malerdåser til en uendelighed af farver, som teenagerne i kvarteret fyldte deres skoletasker med. De begyndte at sætte tags, som det hedder, på rene mure. Og det greb om sig. Kasper Eistrup var 15 år og lige blevet konfirmeret, da han blev snuppet af politiet.
– Jeg var blevet sendt til fest i mit pæneste tøj: blazerjakke, sandfarvede bukser og Converse-sko, som vi gik i dengang. Festen var på Søbakken, et fint villakvarter i Holte, så mine forældre sendte mig af sted med god tiltro. Og så kommer vi over til den der fest, og forældrene er ikke hjemme. Men de har en kæmpe bar nede i kælderen. Vi tager for os. Og drengen, som kom fra en ret velhavende familie, havde lige så mange spraydåser, som jeg kunne fantasere mig til. Da vi havde fået lidt at drikke, tog vi spraydåserne. Og så blev jeg taget, efter jeg havde overmalet en hvid mur til en patriciervilla, en bil og vejen. Politiet kørte mig hjem, siger han og fortsætter:
– Min far insisterede på, at jeg selv skulle gå hen og vaske det ned. Så vi kørte ned til selv samme farvehandler for at købe kemikalier til at fjerne og rense med. Og så var jeg mere eller mindre kureret for det.
Han kalder balladen for en af rastløshedens dæmoner.
– Og rastløshed er noget, man skal være opmærksom på, fordi det kan føre rigtig mange dårlige ting med sig. Når vi bliver rastløse, oplever voksne mennesker, at de kan slå sig på flasken og begynde at drikke. Der er forskellige måder at dulme rastløshedens dæmoner på.
– Er kunsten blevet dit outlet for dem?
– Det er terapeutisk for mig. Men det er jo ikke sådan, at når jeg er færdig med det billede, at ”Ah, endelig faldt livet på plads. Nu er alt godt igen”. Sådan er det desværre ikke.
– Så ville der jo heller ikke være flere billeder?
– Nej.
Musikken
Sideløbende med graffiti, et Walt Disney-animationskursus og tegneserier, der blev tegnet på teenageværelset, var der også noget med en musikkarriere. Han spillede trommer, indtil de forsvandt i en flytning. Derefter var det guitaren, Kasper Eistrup mestrede. Det var den, han spillede på, når han stod på Orange Scene foran 60.000 hoppende festivalgængere eller i studiet, når han indspillede sange med Kashmir.
– Musikken har jo også fyldt rigtig meget i mit liv. Den kommer fra min far, som var meget musikinteresseret og gerne ville have været jazzmusiker selv. Men jeg tror ikke, at han havde det, der skulle til. Det var heller ikke en luksus, man kunne tage dengang, medmindre man virkelig var talentfuld.
– Du har fortalt, at begge dine forældre interesserede sig for kunst og musik, men ikke kunne tage sig den luksus at udleve den passion. Men det kunne du godt?
– Jeg gjorde det i hvert fald. Jeg havde også opbakning fra min mor. Hun kunne godt se, at jeg var ret god til at finde på ting. Jeg opfandt ting. Jeg byggede ting. Jeg manifesterede ting i verden fra en ret tidlig alder. Men da jeg ringede hjem til min far og sagde, at jeg var sprunget fra min læreplads, blev han rasende skråstreg virkelig bekymret. Jeg havde fået en lille lejelejlighed på Vesterbro. Min far havde sikkert forestillet sig, at jeg nu ville blive narkoman eller sådan noget, fortæller Kasper Eistrup.
– Jeg havde bandet, som vi havde startet nogle år forinden. Vi gik i gang med at se det som vores arbejde, fandt et øvelokale på Vesterbrogade, vi mødte ind klokken 10 og arbejdede til hen på eftermiddagen, skrev sange, spillede på caféer og gymnasier. Vi knoklede med det. Det var ligesom: Du har ingen muligheder, så hvad vil du gøre? Men jeg følte mig fri for første gang. Det kan godt være, at min far ikke ville tale med mig længere, men jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og det, jeg ville, var simpelthen at spille med to gutter, jeg havde mødt, siger han.
– Er det vigtigt – frihed?
– Frihed er et meget væsentligt begreb i min verden og samtidig svært at forene med et voksenliv. Vores samfundsstruktur lægger ikke op til, at vi er frie. Vi vil gerne have en bestemt levestandard, og så skal vi tjene nogle penge. Senere får vi nogle børn, og så skal vi tage os af dem. Friheden bliver snævret ind til nogle små felter, men jeg vil vove at påstå, at den stadig eksisterer for mig. Jeg insisterer på frihed. Det var ret tidligt, at jeg fandt ud af, at det frieste sted, jeg kunne tænke mig, det var at være billedkunstner. Fordi så kunne jeg vise verden gennem mit blik, uden at det skulle forurenes af andre, der ville fortælle mig, hvordan tingene skulle være, siger Kasper Eistrup.
Man kunne jo skrive flere artikler om hans succesfulde karriere som musiker. Om hvordan bandet Kashmir fra 1991 til 2014 udgav syv plader, vandt et hav af grammyer og spillede foran titusindvis af mennesker. Men i dag handler det om billedkunsten. Den, der var der før og efter musikken.
– Det er min første store passion i livet at skabe billeder og historier. Og så kommer musikken senere. Men den er slet ikke min hovedpassion og har nok aldrig været det. Jeg har en langt større kærlighed til at gøre det, jeg gør nu. Jeg plejer at sige sådan lidt i spøg, at min musikkarriere var noget, jeg gjorde, for at få råd til en dag at blive billedkunstner. Det er selvfølgelig ikke sandt, for det blev en forlængelse af min frihedstrang og min flugt fra de almindelige forpligtelser på arbejdsmarkedet, siger Kasper Eistrup.
Skiftet
– Hvordan har det været at skifte musikkarrieren ud med et liv som billedkunstner?
– Jeg er blevet meget gladere. Mit liv er nemmere at sætte på formel nu, end det var tidligere. For et liv som musiker er meget fragmentarisk. Det er svært at få et hjemmeliv. Plus følelsesmæssigt er det en kæmpe rutsjebanetur, og det tror jeg i grunden ikke er særligt sundt, men det var den vildeste måde at være ung på. Når man er i et band, der var succesfuldt som vores, går man ind på scenen og bliver hyldet. Der står tusindvis af mennesker og synes, at det, du laver, er det mest fantastiske, de nogensinde har oplevet. Og så kommer du ned fra det. Fysisk træder du ned fra scenen, og mentalt skal du træde ud af det endorfin-rush, du har været i, siger han og forklarer:
– Det er svært at balancere med en almindelig realistisk livsforståelse. Det gjorde noget ved mig, der i perioder kunne være svært at håndtere. Jeg bilder mig ind, at jeg er et relativt ydmygt menneske og har forsøgt at bevare min ydmyghed. Men det kan være svært, når man står foran 60.000 mennesker, som sætter dig op på en piedestal som et overnaturligt væsen. Og du har jo stadigvæk almindelige fysiske ting, du skal.
– Hvad gjorde det ved dig?
– Det var svært at leve op til. Altså, jo højere du kommer, jo dybere kan du også falde. Derfor er det meget mere appellerende for mig at være her, hvor jeg er i mit liv nu. Det er lidt mere … flatline.
Han mistede mere og mere interessen for arbejdet i studiet. I stedet rettede han opmærksomheden på den visuelle del af bandet: lyset på scenen, cover-art, design af T-shirts. Og da lejligheden bød sig, skiftede han guitaren ud med malerpenslen.
– Men det rush, du beskriver, er det ikke sådan noget, man bliver afhængig af? Er det bare lige til at slippe igen?
– Det er der en overhængende fare for. Det er også derfor, at det er de færreste musikere, der quitter. Fordi vi bliver afhængige af det.
– The Neverending Tour …?
– Lige præcis. Dylan, der er har turneret siden 78. Han er helt klart afhængig af det der. Det var vi da også. Charlie Watts fra The Rolling Stones siger i forbindelse med deres 40-års jubilæum, at de har ventet i 39 år, og spillet i et år, ikk’? Det er jo ventetid, ventetid, ventetid. Rejser fra A til B. Og en masse andre mennesker, man skal forholde sig til hele tiden: other people and other people’s needs. Alt det udenom er det dejligt at være fri for, siger han.
– Nu lever jeg et liv, hvor der stadigvæk er plads til at udleve nogle vilde fantasier, men uden at miste jordforbindelsen. Det er lidt mere kedeligt, men det er bedre, siger han.
Et offer
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte: Bag kedsomheden findes kreativiteten. Kedsomheden og ensomheden i atelieret er også et offer, som Kasper Eistrup gerne giver.
– Her kommer vi frem til det mere spirituelle aspekt. For jeg tror, at hvis vi er villige til at ofre os selv, vores tid, vores nattesøvn, vores velbefindende eller bekvemmelighed, vil nogen belønne os. Hvis vi slider længe nok, vil det også blive belønnet. Det har jeg oplevet utallige gange, at når det hele synes allermest svært, umuligt og uoverstigeligt, hvis jeg bliver i den følelse og bliver ved med at arbejde med det, er der faktisk ikke ret langt til der, hvor man får en hundekiks af guld at arbejde videre på. Det er igen tilbage til incitamentet.
– Det, at man skal gå så grueligt meget igennem?
– Ja, det tror jeg egentlig på. Det er ikke særligt for mig, det er alle mennesker, der skal igennem et eller andet. Tager man ikke udfordringerne op, kommer vi heller ikke forbi dem – så vil de vende tilbage igen og igen. Det tænker jeg meget over. Også over ikke at blive i komfortzonen. Det der dejlige sted foran Netflix under dynen med en skål slik. Det kan vi godt tillade os selv en gang imellem, men det er ikke det sted, hvor vi vokser, og hvor nye idéer kultiveres. Der kommer ikke noget nyt ud af komfortzonen, siger han og fastslår:
– Jeg tager de udfordringer, der bliver tilbudt mig, også selv om jeg ikke har lyst, ikke tør og ikke vil.
Det er der tydeligvis kommet noget godt ud af.
Blå bog: Kasper Eistrup
51-årig billedkunstner og (pensioneret) musiker.
Var forsanger i bandet Kashmir fra 1991. Bandet udgav sin sidste plade i 2013, året efter annoncerede det en pause. I 2020-21 tog Kashmir på reunion-tour.
Efter Kashmir helligede Kasper Eistrup sig sin billedkunst. Han har lavet flere store opgaver, som blandt andet plakaten til Københavns Jazzfestival i 2008, frimærker for Post Danmark i 2013 og malet et portræt af kong Frederik. Det sidste er der lavet en dokumentar om, som man kan se på dr.dk/tv.
Han har haft flere udstillinger. Blandt andet ”Fragementarium” på Fredensborg Slot i 2018 og en soloudstilling på Kastrupgaardsamlingen i 2022.
Kasper Eistrups billedkunst omfatter både tegninger, maleri, mixed media, litografier og installation. Det er tegningen og den karakteristiske hektiske streg, der er udgangspunkt for alle hans værker.
Kasper Eistrup bor og arbejder i København. Han har tre børn.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” 22. september 2024 og på blandt andet avisendanmark.dk.