– Ligegyldigt hvordan du ser ud, er der altid nogen et eller andet sted, der synes, det er lækkert

”Det er helt normalt” hedder Søren Brostrøms og Thomas Brunstrøms nye bog om puberteten, og hvad der sker med kroppen og hovedet, når børn bliver voksne. Den er skrevet til teenagere, så vi har allieret os med 13-årige Liva Limkilde Breese, der havde læst bogen og forberedt sine egne spørgsmål til lægen og børnebogsforfatteren. 

– Hvad var jeres tanker, da I ville skrive denne bog? spørger 13-årige Liva Limkilde Breese.

Thomas: Vi har skrevet en bog, vi gerne selv ville have læst, da vi var i puberteten. Da jeg var i puberteten, tænkte jeg meget over, at jeg syntes, at min krop var mærkelig, og jeg så underlig ud. Jeg sammenlignede mig selv med alle andre, og så syntes jeg, at de var pænere, højere og stærkere. Der skete jo alt muligt mærkeligt med min krop, og jeg ville gerne have haft en bog, der ligesom klappede mig blidt på armen og sagde, at det er helt normalt. Det skal nok gå. Det sker for alle. De andre har det på præcis samme måde.

Søren: Jeg er helt enig. Når man er midt i det, kigger man på alle de andre, som man synes er smukke eller normale, og så tænker man selv, at man er helt skæv. Men det er også sådan, at når man når op i Thomas’ og min alder, finder man ud af, at man faktisk bliver meget glad for, hvordan man er. Dengang syntes jeg, at min krop var forkert, og det hele var forkert. Nu er jeg sgu glad for min krop. Jeg er ligeglad med, at jeg ikke er den smukkeste mand i verden, eller der er nogen, der er smukkere end mig. Jeg er glad for det, jeg er – og det er også det der med, at man hviler i sig selv. Det, tror jeg, er meget godt også som teenager at få at vide: At det skal sgu nok ende godt. Men samtidig anerkende, at det er superbøvlet at være i puberteten.

Helt normalt

Søren Brostrøm blev kendt i hele Danmark, da han tonede frem som den rolige, klart kommunikerende direktør for Sundhedsstyrelsen på utallige corona-pressemøder. Med tålmodig mundbindsgymnastik lærte han danskerne at følge retningslinjerne, der skulle få samfundet igennem krisen. Han italesatte også, at sundhed kunne være mere end bare fraværet af sygdom, når han sagde ”Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex” på et spørgsmål om, hvordan singler skulle gebærde sig med afstandskrav.

Søren Brostrøm er tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen og er nu seniorrådgiver for WHO’s generaldirektør. Han har sammen med Thomas Brunstrøm skrevet bogen ”Det er helt normalt” til teenagere om puberteten. De har tidligere udgivet bogen ”Søren Brostrøm fortæller om knogler, organer og vores seje immunforsvar”, der er målrettet lidt yngre børn. Foto: Simon Knudsen

Sammen med børnebogsforfatteren Thomas Brunstrøm, der er kendt for at få både børn og deres forældre til at grine over historierne om Sallys skøre og pinlige far, har han skrevet bogen ”Det er helt normalt”.

Titlen på bogen er også forfatternes vigtigste budskab. At det er helt normalt, alt det man oplever i puberteten, når kroppen ændrer sig, man begynder at lugte af sved, kønsorganerne forandrer sig, og hår vokser frem på nye steder. Det sundhedsfaglige står Søren Brostrøm, der oprindeligt er uddannet gynækolog og fødselslæge, inde for. At det bliver fortalt på en måde, så det er underholdende og let at læse for børn, er Thomas Brunstrøms værk.

Bogen handler både om drenge og piger, og det er ikke meningen, at man kun skal læse om sig selv, for det kan være en god idé også at vide, hvad der foregår ovre hos det andet køn, mener forfatterne.

– Det er jo også sådan, at kønnene gerne skal være nysgerrige på hinanden. Det bliver man selvfølgelig, når man begynder at interessere sig for det andet køn. Men det er sgu ikke, hvordan de er indrettet. Hvis man går ud i en tilfældig klasse og spørger nogle 15-årige drenge om, hvor æggestokken sidder på en kvinde, tror jeg, at de peger alle mulige steder – de ville ikke vide det, vel? Og det vil vi egentlig gerne prøve at hjælpe dem til. Og omvendt, at pigerne kan finde ud af, hvad det er, der sker med drengene, siger Søren Brostrøm.

Pinlige oplevelser

Liva: Er det ikke pinligt at fortælle om jer selv som teenagere?

Søren: Du tænker på de her små historier, vi fortæller om os selv i bogen? Nej, egentlig ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Det kommer altså også af at få den alder, jeg har.

Thomas: Nej, det synes jeg heller ikke. Men hvis du havde spurgt mig, da jeg var 15, om jeg ville fortælle om, hvordan det var at være i puberteten, havde jeg sagt nej og været helt stille. Men ja, der sker bare et eller andet med alderen, og så bliver man sådan lidt mere ligeglad med det. Og vi fortæller om os selv for at understrege pointen, at det er ikke kun dig, der har det sådan, det sker for alle. Hvis du er dreng og har oplevet ufrivillige erektioner på trælse tidspunkter, er det ikke kun dig. Det har vi også – begge to. Og vi følte os også mærkelige og forkerte. Så det er egentlig bare for at understrege, at alle har det sådan.

Thomas Brunstrøm er forfatter til alle bøgerne om Sallys far. Han har også lavet en serie om Eddie. I virkeligheden er han også far til en datter, der hedder Sally, og en søn, der hedder Eddie. Det er anden gang, at forfatteren og journalisten Thomas Brunstrøm arbejder sammen med Søren Brostrøm om at formidle kroppen i et sprog, som børn forstår og synes er sjovt. Og måske kommer der flere bøger, for makkerparret har stadig ikke skrevet om, hvad der så sker, når man bliver gravid og får børn. Foto: Simon Knudsen

Søren: Jo, og det skal også være en sjov bog at læse. Man må også gerne få en fornemmelse af, hvem det er, der har skrevet den. Det står jo på forsiden. Thomas står først, fordi Thomas er Danmarks mest succesfulde børnebogsforfatter, og jeg er Danmarks sejeste læge, står der. Det ved jeg så ikke, om det er rigtigt. Men selv om vores navne står på forsiden, skal man ligesom også, når man læser bogen, finde ud af, hvem er Thomas og Søren? Så vi popper op med vores små talebobler. Så man ligesom føler, hvem vi er.

Bryde et tabu

Man kan læse, at Søren Brostrøm har prøvet at gå med lyserød jakke og øjenskygge, men fandt ud af, det ikke var noget for ham. Thomas Brunstrøm fortæller, hvor træls, han syntes, det så ud, at han brugte størrelse 48 i sko, da han blev konfirmeret.

Og på den måde deler de to forfattere generøst ud af ”pinlige” pubertetshistorier om sig selv. Formålet med det og selve bogen er at bryde tabuet om kroppen og seksualiteten.

– Jeg skal da gladelig fortælle om, hvor kikset jeg var som teenager, hvis det hjælper andre, siger Thomas Brunstrøm.

– Det er det, der er hele pointen, at vi kan få fortalt teenagere, at vi alle sammen har været der, og det skal nok ende godt. Og også at få brudt nogle andre tabuer. Man kan sige, at det er en meget dansk bog. Jeg arbejder til daglig nede i Verdenssundhedsorganisationen i Genève sammen med mange mennesker fra hele verden. Og da jeg viste forsiden af bogen til mine kolleger, var de ved at falde ned af stolen. ”Altså er det ikke forbudt?””Bliver du ikke sendt i fængsel?” Der var en kollega fra Indonesien, der sagde, at hvis man udgav sådan noget med en tegning af en stiv pik i Indonesien, var man blevet spærret inde. Men det kan vi gøre i Danmark, og vi kan snakke om det – også til børn. Det er vigtigt. For det er klart, at det ikke er sundt for børn og unge at gå rundt og tænke dårligt om sig selv. Det er også derfor, vi har fokus på sammenligningskultur og perfekthedskultur. Fordi det er sådan noget, der godt kan sætte sig i mistrivsel og dårligt selvværd, siger Søren Brostrøm.

”Det er helt normalt” hedder Thomas Brunstrøms og Søren Brostrøms nye bog, der handler om alle de ting, der sker i kroppen og hovedet, når man kommer i puberteten. Bogen udkom i begyndelsen af september på forlaget Lindhardt og Ringhof. Den koster 159,95 kroner. Foto: Lindhardt og Ringhof

Men når vi nu kan læse en bog som ”Det er helt normalt” med tegninger af skæve bryster og forskelligformede og forskelligfarvede tissekoner, er der så egentlig et tabu i Danmark, når det kommer til pubertetskroppen og den spirende seksualitet?

– Der er stadigvæk meget stigma og diskrimination. Menstruationen er et meget godt eksempel. Det kunne man godt snakke mere om. Og hvorfor er der ikke gratis menstruationsbind på arbejdspladser i Danmark? Det, synes jeg personligt, er en fantastisk idé, at der er på den arbejdsplads, jeg arbejder på nu. Det er jeg glad for og stolt af, men det burde der være på alle arbejdspladser, fordi det er jo ikke unormalt eller ulækkert. Det er tværtimod en meget normal del af at være kvinde. Og så er der hele området med seksualitet og køn. Jeg er selv homoseksuel, og det er da blevet lettere at være i Danmark i min levetid. Men der er stadigvæk noget, ikk’? siger Søren Brostrøm.

Selv om Danmark er et lille land, mener han også, at der er forskelle mellem storbyerne og landet eller mellem forskellige kulturer, når det kommer til, hvor meget og hvor let man taler om disse ting.

– Da vi skrev bogen, snakkede vi om, at vi ville så gerne lave en, der sælger rigtig godt i Føtex i Varde eller i Vollsmosecentret. Fordi hvis den bare står i en fancy boghandel på Østerbrogade i København, kommer den ikke så langt ud. Og det er ikke, fordi jeg vil sælge en masse bøger for at blive rig, det er slet ikke det. Jeg håber bare, den når bredt ud – også i de dele af Danmark, hvor det ville være meget godt at få brudt det her tabu, siger han.

Et godt råd

Liva: Hvis I skulle give et godt råd til en teenager, hvad ville det så være?

Søren: Et godt råd til en teenager … Altså, jeg tror virkelig, at noget af det allervigtigste er, at man ikke tror, at man skal være lige så køn eller smuk som alle dem, man ser inde på de sociale medier, i film eller som fotomodeller. Fordi sådan er der ingen mennesker, der ser ud. Og nogle af dem, der så er meget smukke – det kan være, at de er helt usædvanlige. Det kan altså også være, at de har fået lavet plastikkirurgi. Det kan også være, at billedet bare er noget, der er lavet i kunstig intelligens. Men det er der rigtig meget af, og det tror jeg, at der er meget mere af nu, end da jeg var ung, fordi der ikke var de sociale medier. Den sammenligningskultur eller perfekthedskultur skal man simpelthen ignorere som teenager. Det skal man lægge væk. Fordi det er bare ikke godt, hvis man tror, at man skal se sådan ud. Det er det, jeg tror, er det bedste råd, jeg vil give.

Thomas: Det er et skidegodt råd. Men ellers tror jeg bare, at det, jeg vil sige til teenagere, er, at det skal nok gå godt. Lige om lidt er du færdigbagt. Og så skal du nok slutte fred med, hvordan du ser ud. Det tror jeg, at de fleste af os på vores egen måde har slået os til tåls med.

Søren: Vi ser alle sammen forskellige ud. Det kan godt være, at der er nogle, der er små og brede. Og nogle, der er høje og tynde. Og nogle med store ører. Og nogle med små ører. Og man kan være helt sikker på, og det skriver vi også i bogen, at der er altid nogen et eller andet sted, som synes, det er lækkert.


Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil og på avisendanmark.dk 20. september 2024. Billede i toppen: Anja Limkilde. Portrætfotos: Simon Knudsen