Selv om livet på landevejen har store omkostninger, er det svært at slippe for Kandis-Johnny

Kandis er ikke kun noget helt specielt for de trofaste fans, men også for forsangeren, Johnny Hansen. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Og det var en vej til at få det tætte forhold til sin far, som han har i dag. Selv om livet på landevejen har store omkostninger, er det svært at slippe.

Når hans far øvede med sit band hjemme i deres baggang, sad Johnny på en transportkasse og kiggede på. Med sine store blå øjne så den lille dreng, hvordan faren, Bjørn Hansen, og musikerne slæbte udstyr ind og ud, indspillede liveplader på den lokale kro i Hurup, og nogle gange var han også i studiet, hvor han fik lov til at synge med.

– Jeg har drømt om dette liv, siden jeg var en lille dreng, siger Johnny Hansen, der er forsanger i et af Danmarks mest populære dansktop-bands: Kandis.

To millioner albummer har de solgt. 56 guld- og platinplader har de modtaget. Tilsammen har de kørt, hvad der svarer til 50 gange rundt om Jorden, for at spille koncerter. Og så var der noget med en film, der for to år siden ændrede omverdenens syn på Kandis. Og egentlig også Johnny Hansens syn på sine trofaste fans.

For Kandis er ikke kun Johnny Hansens drengedrøm, der er gået i opfyldelse. Det er også et frirum for rigtig mange mennesker. Det er blandt andet for deres skyld, at Kandis har turneret i 35 år med det glade budskab om at skabe en fest og et øjeblik, hvor publikum kan glemme hverdagen.

Men spørger man Johnny, om han ønsker, at hans søn eller døtre går i hans fodspor, ligesom han gik i sin fars, siger han bestemt:

– Nej. Jeg siger til dem: Lad vær’!

Han griner lidt.

– Man kan ikke være så heldig, som vi har været, endnu en gang. Det kan man bare ikke. Min egen mor sagde også til mig dengang, at hun ikke syntes, at jeg skulle være musiker. Og det på trods af, at min far havde levet af at spille musik i 20 år.

– Men hun har måske set, hvad det har kostet, og hvad han gik glip af?

– Jamen, også det. Omkostningerne er store ved, at du altid arbejder, når andre folk har fri. Der har været mange familiefester, men også venners fester, som vi har sagt nej til. Fordi musikken altid kom i første række, siger han.

Et trofast publikum

Vi møder ham i backstageområdet til Dansktopfestivalen, der for en weekend har indtaget sydfynske Ollerup Højskoles græsplæner. Johnny og resten af Kandis, inklusive bandets fotograf, trommeslagerens kæreste og Johnnys svigerfar, ankommer lige til tartelet-tid.

– Når Kandis er topnavnet lørdag aften til dansktopfestivalen, kommer vi med hele udtrækket, siger Rigo Nielsen, Kandis’ manager, mens Johnny Hansen er optaget af at tage selfies med nogle unge fans.

Der er sket noget, siden filmen ”Kandis for livet” blev sendt i biograferne for to år siden. De har i mange år kunnet fylde halballer og markedstelte med dansende danskere, men nu er de blevet kult hos et ungt publikum, de har spillet for første gang på Smukfest i Skanderborg, og de har turneret til fyldte kulturhuse med siddende publikum.

– Vi er da sådan lidt benovede over, at det sker, og at de unge mennesker, vi ser til koncerterne, også kan teksterne og synger med, siger Johnny Hansen.

– Det var tydeligt i dokumentarfilmen om Kandis og jeres fans, at I skaber et fællesskab, som folk føler sig som en del af …

– Ja, simpelthen. Nogle af vores publikummere synes, det er bedre at gå til en Kandis-koncert end til psykolog. Vi har folk, der har hørt os 80-90 gange på et år. Vi har en mor og en datter fra København, der kom, jeg tror, det var 300 gange på fire år. Der er mange trofaste, som kommer igen og igen, siger han.

– Men hvordan er det at have så stor betydning for alle de mennesker?

– Det fandt jeg faktisk først ud af, dengang vi så filmen. Jeg sad i biografen og så det prøveklip, de havde lavet. Da tænkte jeg: ”Hold da kæft! Betyder det så meget?” Jeg kendte jo godt alle de folk, der var med i filmen. Jeg kendte også, syntes jeg, deres historie. Men det gjorde jeg ikke alligevel. Når du sidder og ser på det store biograflærred, hvad musikken og teksterne har betydet for dem – det var først da, at jeg rigtig blev klar over, hvor meget Kandis egentlig betyder for mange mennesker, indrømmer han.

– Er det ikke et stort ansvar at have fået på jeres skuldre?

– Jo, men det er det jo. Vi har en gut med fra Aarhus. Han har været med siden sin første koncert i 89. Han kommer stadigvæk 20-25 gange om året. Jeg kender ham på fornavn. Jeg kender ham ikke rigtig som person. Men vi får lige en hurtig snak, når vi mødes til koncerterne. Jeg får en update på, hvor han står i sit liv. Men det er klart, at jeg ikke kan rumme alle menneskers historier. Så jeg er også nødt til at komme ud bagved og lægge det lidt væk igen. Men jeg kan godt huske mange af dem og deres historier, fortæller Johnny Hansen på sin rolige nordjyske facon.

Han hæver ikke stemmen for at overdøve backstagelokalets liv af høje grin og højlydte fortællinger. Men læner sig i stedet lidt frem, når han svarer beredvilligt og upåvirkeligt at omgivelserne. Det er det fokus og den opmærksomhed, som hans fans stiller op på lange rækker efter koncerter for at få en flig af. Gerne kombineret med et billede eller en autograf.

– I modsætning til mange rockbands, som går bagud af scenen, når de har spillet, går vi frem på scenen og ned til vores fans, forklarer han.

Far og søn

Det er, som om mærkedagene står i kø for Johnny Hansen. Sidste år havde han 40-års jubilæum som musiker. Næste år venter en rund fødselsdag, når han fylder 60. Og i år er det Kandis, han har stået i front for i 35 år.

Det gjorde han første gang, da bandet spillede til enkebal på Hotel Phønix i Thisted. Det var 4. januar 1989 klokken 21, at fire unge, håbefulde musikere trådte op på scenen i matchende blå silkeskjorter og sorte bukser, og Johnny Hansen tog mikrofonen og sagde: ”Godaften – vi er Kandis.”

Det plejede at være Bjørn & Okay, der spillede op til dans hver onsdag aften, men for at hjælpe sin søn og hans band i gang gav de hver anden af deres engagementer på Hotel Phønix til det nyetablerede Kandis.

– Hvor meget var du påvirket af din far, da du drømte om at spille musik?

– Min far spillede rigtig meget i 70’erne. Han havde aldrig tid til at være med ude at se mig spille fodboldkamp. Men da jeg begynder at spille med bandet Airport, der får vi noget til fælles, min far og jeg. Lige pludselig kender vi mange af de samme arrangører, musikere og forskellige folk. Og da jeg starter Kandis, får vi rigtig meget til fælles, fordi vi spiller samme type musik, siger Johnny Hansen.

– Han var også min læremester i starten. Han fortalte mig, hvordan jeg skulle gebærde mig på scenen, men der gik ikke ret mange år, før jeg også kunne lære ham nogle ting, for jeg så det med andre briller på. Så vi har haft rigtig meget glæde af hinanden, siger han.

I 1994 lavede Bjørn og Johnny Hansen en plade sammen, hvilket gjorde, at de tog på landevejen sammen. Det gør de stadigvæk i dag.

– Det er simpelthen noget af det bedste, der er sket for mig. Der har jeg fået alle de far og søn-snakke, jeg kunne drømme om. Jeg har fået det, som jeg manglede i 70’erne, tifold igen, da vi tog ud og optrådte sammen og havde de lange ture sammen i bilen, siger han.

Kandis nåede at spille 200 gange på Phønix, hvor bandmedlemmerne hver eneste gang skulle slæbe det tunge udstyr op og ned fra anden sal. I det hele taget var det ofte hårdt arbejde i begyndelsen, og nogle gange kostede det flere penge at tage ud at spille, end bandet tjente på et job. Men det var det hele værd, husker Johnny Hansen.

– Vi havde det sgu sjovt. Vi måtte lave alting ud af ingenting, og det er sundt. På den måde lærer man, at ingenting kommer af sig selv. Du er sgu nødt til at arbejde. Der er mange, der tror, at det at spille musik er, at man lige klemter en halv time på en guitar, og så er der champagne og rød løber, og man tjener en million om ugen. Men jeg siger dig, vi har kørt ture, der har taget 20 timer, fra vi kørte, til vi var hjemme igen, og vi har virkelig slæbt og knoklet undervejs, siger han.

I 1992 spillede Kandis over 210 job på et år. Men det hårde arbejde gjorde, at bandet blev mere og mere populært. Alligevel var der et øgenavn, der hang ved. Johnny blev kaldt Lille Bjørn.

– Hvordan gik det fra, at du blev omtalt som Lille Bjørn eller Bjørns søn, til at han blev Kandis-Johnnys far?

– Vi havde rigtig mange hits på dansktoppen fra 1993 og mange år frem. I slutningen af 90’erne solgte vi mange flere plader, end min far nogensinde havde gjort. Uanset hvor vi spillede i slutningen af 90’erne, var der fuldt hus. Hver eneste gang. Derfor syntes jeg, at det var lidt uretfærdigt, at folk kaldte mig Lille Bjørn, da vi havde manifesteret vores eget navn og skabt vores egen platform. Så det tog mig mange år ligesom at komme ud af den der skygge, min far kastede, siger han.

Men nu er det sådan, at Bjørn Hansen bliver omtalt som Johnnys far. Og Johnny er slet og ret Kandis-Johnny. Et navn, han er meget stolt af. Selv om de to lyder ens, når de synger, er der store forskelle, mener sønnen.

– Jeg har haft lidt mere eventyrlyst. Jeg har spillet i Hollywood og i Australien. Deltaget i grandprixet to gange og spillet både country og latin. Min far er mere en tryghedsnarkoman og holder sig inden for rammerne. Men det, at du prøver forskellige ting og viser forskellige sider af dig selv, gør også, at der er mange flere, der får øjnene op for det, du laver, siger han.

En speciel livsstil

Der er ikke meget mere end en halv time, til Johnny Hansen skal på scenen. De andre fra Kandis kommer ud fra skærmen, der skaber det interimistiske omklædningsrum, i deres scenetøj: sorte jeans og jakker med similisten og et glimtende K på ryggen.

De unge går over mod scenen i god tid, men Johnny har ikke travlt. Han har et interview mere med TV2, før han klæder om.

– Vi spiller jo hele tiden, så jeg behøver ikke forberede mig. Det var nok noget andet, hvis vi kun spillede 20 koncerter hver sommer, siger han og trækker på skuldrene.

I år har han 215 job. Cirka halvdelen med Kandis og den anden halvdel alene.

Det er mange og lange dage på landevejen, fortæller Johnnys svigerfar, der er med som selskab og en hjælpende hånd på nogle af de lange ture. For det kan godt blive ensomt i længden, det liv, som Johnny lever, mener svigerfar.

Derfor må vi også lige høre Johnny Hansen om, hvad det har betydet for hans liv og hans familie, at han har turneret i 35 år.

– Det er en speciel livsstil, altså, det er det jo. Det er klart, at jeg havde erindringen om at føle et afsavn som barn, så jeg prøvede at gøre det på en anden måde. Jeg spillede rigtig meget op gennem 90’erne, hvor vi prøvede at slå igennem. Det var, mens mine piger var helt små, så jeg prøvede at kompensere for det ved at sætte mig på gulvet og være nærværende og få en god kontakt til dem, når jeg var hjemme. Jeg har også prøvet mange gange at komme hjem klokken fem om morgenen fra et spillejob og så spænde hestetraileren på, læsse hesten og køre direkte til ridestævne, siger han.

– Nu fik jeg så Nicklas i en sen alder. Han er lige blevet 12. Der har jeg været mere overskudsagtigt, faktisk, siger Johnny Hansen.

– Er det, fordi du er kommet over den periode, hvor I arbejdede meget hårdt?

– Da jeg fik pigerne, der var jeg lidt mere søgende. Der vidste vi ikke rigtigt, hvor tingene bar os hen, hvor karrieren bar os hen. Alle brikkerne er ligesom faldet på plads nu, og man hviler mere i sig selv, og man har mere overskud til alle ting, siger han.

I midten af hurlumhejen

Publikum står allerede klar foran scenen. Boden med merchandise har været åben længe, og der bliver solgt alt fra T-shirts til julekugler. Det er en stor del af det, betror svigerfaren mig.

Et par unge fans stryger over og køber et par solbriller som minde om festen, som de ser ud til at have haft i mange timer nu.

Det er også her, man kan sikre sig en ting, som man efterfølgende kan få bandets autografer på. Og igen er svigerfar der med en bemærkning: Johnny giver sig altid tid til alle. Det er en imponerende tålmodighed og rummelighed, han udviser, mener han. Men for Johnny Hansen betyder kontakten med fansene også noget.

– Jeg elsker at stå i midten af alt det der hurlumhej, siger han.

Han er på vej ned til scenen, går forbi den store Kandis-lastbil, der kører rundt med landets største dansktopbands udstyr. De bærer det ikke længere selv. I 1999 besluttede de sig for at betale andre for at tage slæbet for at kunne blive ved med at holde til livet på landevejen. Her får Kandis-Johnny – nu også i spidse cowboysko, sort jakke og blå, leopardprikket T-shirt – et blik ud over pladsen, der er fyldt og klar til fest.

Sætlisten består i aften af alle klassikerne: ”En lille ring af guld”, ”Hold Me” og – for de unges skyld – kulthittet om ”Lonnie fra Berlin”, der er fin som jasmin.

– Da vi talte om omkostningerne ved musiklivet, sagde du, at musikken altid kom i første række. Gør den stadigvæk det?

– Ja, det gør den. Jeg har faktisk en ven, der bliver 60 år på næste lørdag. Det kan jeg jo ikke komme til, for der har jeg to job. Men der bliver taget fri en gang imellem, det gør der, siger han.

Kandis

Onsdag den 4. januar 1989 spillede orkesteret Kandis for første gang. Det var til enkebal på Hotel Phønix i Thisted. 9

Dengang bestod bandet af de fire medlemmer Johnny, Jens Erik, Jørgen og Torben. Af de oprindelige er det Johnny Hansen og Jens Erik Jensen, der er tilbage, sammen med Frank Thøgersen, Mads Hyldahl og Ole Svendsen.

Bjørn & Okay med Johnnys far i front havde været fast inventar til enkeballet på Phønix i over 26 år, men de overlod halvdelen af deres engagementer til det nye band Kandis for at hjælpe dem i gang. Kandis nåede at spille 200 gange på Phønix.

Det gik hurtigt med at komme ud at spille – allerede første år havde de 100 job i kalenderen. Det travleste år var 1992 med over 210 jobs på et år.

Kandis’ første plade hed ”Hvilke herlige dage”, derefter begyndte de at give deres albummer numre.

I 1993 med ”Kandis 3” kom bandets store gennembrud med sangen ”En lille ring af guld”. Den lå på dansktoppen i 33 uger. Det er for resten Jørgen de Mylius, der skrev teksten til sangen – en fri oversættelse af en svensk Vikingarna-sang ”Ett litet rosa band”.

Kandis har gennem 35 år spillet mere end 5000 koncerter og kørt, hvad der svarer til 50 gange rundt om Jorden. De har solgt over to millioner albummer og fået 56 guld- og platinplader.

Lindhardt og Ringhof har netop udgivet bogen ”Kandis – Et lille band af guld” skrevet af Johnny Hansen og Lukas Birch.

Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil i juni 2024 og på avisendanmark.dk 9. juni 2024.