Et krydstogt kan også være fire dage på helt stille vand, hvor det svenske sommerlandskab bevæger sig forbi i fem knobs hastighed. Tempoet på den 150 år gamle båd M/S Juno blev sat yderligere ned, når skibet skulle passere sluserne, og da en motor stod af halvvejs.
Om rejsen
Rejser var inviteret af Rederi AB Göta Kanal, der betalte kanalrejsen og transport til og fra.
Man siger, at lykke kommer i glimt.
Måske som solen, der funkler i vandet. Som siv, der svajer dybt i den strøm, båden skaber i det stillestående kanalvand. Som regndråberne, der hænger fra rælingen eller samler sig på vandirisens gule blade.
M/S Juno – et 150 år gammelt træskib – stævnede ud fra Stockholms Gamla Stan i højt solskin. Kaptajnen Robin ønskede os god rejse med håbet om, at den – solen – ville følge os hele vejen på kanalrejsen gennem det svenske sommerlandskab til Göteborg. To timer senere stod han på broen og så den værste haglstorm, han havde set i mange år.
Vi andre sad i ly. Bænket ved frokostbordene i gang med at gøre nye bekendtskaber, der skulle følge os på hele rejsen. Da skibet sejlede ud i skærgården, var himlen atter blå med tottede hvide skyer. Og da vi lagde til kaj ved molen i Trosa – en by, der ligner en filmkulisse fra Emil fra Lønneberg med smukke træhuse og en doven å, der smyger sig gennem byen – kunne man igen blive solbrændt på næsen og kinderne.
Her købte vi lakridser i Coop og en hue. For vinden på havet var kold, og min jakkes hætte slet ikke tæt nok.
Vugget i søvn
Jeg sidder på dækket og har det hele for mig selv. Skibet er stille igen efter et møde med søsterskibet Diana, hvor hvide servietter skulle bruges til at vinke, musik skulle spilles og hilsner råbes.
eg tænker, at jeg aldrig har set noget så smukt som skærgården i det blå lys, der kommer, kort før solen går ned. Jeg tænker, at jeg aldrig har set noget så smukt, når jeg dagen efter sidder på dækket og ser solstrålerne tegne mønstre i vandet. Hele tiden foranderlige.
Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde har oplevet noget så flot som solnedgangen, der skaber lysende glorier om de andre passagerers hoveder, når de står og nyder udsigten over kanalen og træalléen, der følger den.
Vi bliver vugget i søvn af bølgerne. Jeg sover godt til motorens brummen, men mange har svært ved den første nat. Natten efter kommer ørepropperne i brug.
Måske er det derfor, at så mange passagerer er oppe og friske, når vi klokken halv seks kan gå i land ved Duvkullen-, Mariehov- og Carlsborg-sluserne. En strækning på to kilometer med otte sluser, hvor man kan strække benene og se på Sverige.
Om natten er vi sejlet ind i Götakanalen, som skibet Juno er bygget til. Den kan lige være der i bredden og længden og udnytter hver centimeter, som sluserne giver mulighed for.
Da vi stiger om bord igen, er morgenmaden klar. Den bliver serveret som buffet i salonen, men vi bærer vores tallerkner og kopper op ad den stejle trappe til brodækket og spiser med udsigt. Det er, som om vi sejler gennem markerne.
Drama i maskinrummet
Det er også et glimt af lykke at ligge i overkøjen og kigge ud på det svenske landskab, der bevæger sig forbi som en langsom filmstribe. At spise lakridser. Eller at sidde med solbriller på og en hue, der holder vinden ude, og bare kigge på vandet.
Øjeblikket bliver brudt af en byge og en hektisk aktivitet med at få puder og tæpper i tørvejr. Snart klarer det op igen, eller også er der frokost. Måske endnu en gåtur. Hver dag minimum to timer på land til at strække benene eller besøge kulturhistoriske steder undervejs.
Men jeg bliver også mere og mere fascineret af sluserne. Der er slusevagterne, der indhenter Juno i bil eller på motorcykel på kanalstien, så de er klar til at hjælpe skibet videre gennem den næste. Og sluserne er et samlingspunkt. Der står for det meste alt mellem 1 og 10 personer og kigger på skibet og vandet, der hæver og sænker sig i konstruktionerne. Mange stopper også og tager billeder af den flotte gamle sag, vi sejler i, som var hun en stjerne på Götakanalen.
Én sluse bliver jeg dog træt af: Heda – den sidste af 15 sluser i Berg. Vi sidder i skyggen, hvor myggene kan lide at være, og kigger på uret, mens vi venter på vores smukke skib, da en af medpassagererne får et opkald. Han samler gruppen af gående og løbende og sender os tilbage ad kanalstien, for Juno kan ikke komme længere.
Det er motoren, den er gal med.
I mellemtiden er det blevet eftermiddagskaffe-tid, og i dag er der lagkage med jordbær. På den måde når man ikke at blive nervøs for resten af ruten, selv om vi ser styrmanden Andreas komme op fra maskinrummet, svedt og i T-shirt, et par gange. Men kaptajnen prøver motoren af, og den virker. Det har forsinket os tre-fire timer, men der er ingenting, vi skal nå, og nu sidder oliefilteret igen forsvarligt fast.
Der er altid noget, stort eller småt, med sådan et gammelt skib, fortæller Robin. Det er en del af oplevelsen, og nu kan de store søer bare komme an.
Godt selskab
En sluse kan også gøre en lidt lykkelig. Jeg er blevet en af slusefolket. Mit tempo er gået så langt ned, at jeg bare kan stå og kigge på dækket på alt det, der sker, uden at ville noget andet. Måske lige tage et billede. Det går så langsomt, at man får det hele med. Også en lille lupin i kanalgrøften, en gul kællingetand og grønne åkandeblade i en parallel sø.
Vi spiller også yatzy og læser bøger af svenske forfattere (helt tilfældigt). Og så snakker vi med vores svenske bordherrer over middagen. Patrik og Patrik, far og søn, der arbejder på at strege punkter af farens træskoliste – listen over ting, man skal nå, inden man dør. Der stod Götakanalen side om side med Madagaskar og Australien.
De er godt selskab, sjove og interessante, og kan fortælle os, at gourmetmaden er skabt af klassiske svenske sommeringredienser: nye kartofler, brøndkarse, friske fisk og vildt kød.
Vi bliver enige om, at kanalrejsen er det svenske bud på Orientekspressen, og vi taler om, at den ældste Patrik må være skibets svar på Hercule Poirot – måske undervurderet, fordi han bevæger sig langsomt, men skarp. Faktisk er der skrevet en krimi om et mord på Götakanalen, ”Roseanna” af Sjöwall og Wahlöö, som man kan finde på svensk og tysk, ”Die Tote im Götakanal”, i skibets bibliotek.
Vi møder også andre rejsende: et ægtepar fra San Diego, et par fra det tidligere Østtyskland, der undskylder, at de ikke kan engelsk, da de dengang lærte russisk som andetsprog, og et schweizisk par, der af princip ikke flyver, men havde taget hele vejen frem og tilbage i tog. Langt over halvdelen på skibet er dog svenskere fra Stockholm-området, som vores bordherrer, der er ude at nyde det fortryllende, svenske sommerlandskab.
Regnvejret
Det regner. Det minder mig om at være i sommerhus som barn og bare sidde og kigge ud på de tunge dråber, der faldt på ruden. Det gjorde ikke noget dengang, for sommeren var uendelig. Det er turen på Götakanalen ikke, men regnen generer ikke. Man kan gå indenfor. Ligge lidt i kahytten eller sidde i salonen og læse sammen med de andre. Eller tage regntøj på og bare være midt i det hele. Snart er bygerne drevet over, og så skinner solen igen. På den måde kommer man helt tæt på naturen, og vejret bestemmer stemningen om bord.
Selv om det er sidste dag, bliver der ikke talt om at pakke. På skibet er man i nuet, og i dette nu sejler vi på Götaelven – floden, der tager skibet det sidste stykke fra Sveriges største sø, Vänern, til Göteborg.
Der er én morgenmad, én frokost og én slusetrappe tilbage. Vi skal have det hele med og går på kanalmuseum i Trollhättan, hvor man kan få historien om, hvordan de enorme bygningsværker – sluserne – blev bygget ved håndkraft, så man kunne binde havet og søerne sammen og dermed gøre det nemmere at transportere gods og mennesker på tværs af landet.
Götakanalen er Sveriges største bygningsværk og et så imponerende af slagsen, at det står på samme liste som Eiffeltårnet, Brooklyn Bridge og Machu Picchu: International Historic Civil Engineering Landmark-list. Det er altså ikke uden grund, at der kommer flere millioner besøgende til kanalen hvert år.
Vi får også et spændende kig ned i maskinrummet og ser Volvo-motorerne med de 300 hestekræfter, der kører som smurt igen, og vi besøger kabyssen, hvor kokken Frida viser, hvordan hun danser mellem tallerknerne for at anrette maden på den snævre plads.
Det regner igen, da vi begynder indsejlingen til Göteborg og byens enorme havn. Det er ellers en spændende by under de grå skyer, men havnen er mindre pittoresk. Så skulle jeg gøre en ting anderledes, ville jeg rejse den modsatte vej, så jeg kunne sidde på dækket og nyde Stockholms kanaler og ankomsten til Gamle Stan som afslutning på rejsen.
Krydstogt på Götakanalen
Sådan foregår det:
Skibene Juno, Diana og Wilhelm Tham sejler fra maj til september på Götakanalen.
Man kan vælge krydstogter af forskellige længder fra to til seks dage. Man bor i kahytter med plads til to eller tre. De er fordelt på tre dæk. Er man højere end 1,75 meter, skal man give besked, så man kan få en kahyt med lang seng.
Hver dag er der morgenmadsbuffet i spisesalonen, toretters frokost og treretters middag. De sidste to spises i selskab med medpassagerer, som man bliver sat sammen med gennem hele rejsen.
Der er informationsmøder på svensk, tysk og engelsk om dagens program og båden og kanalens historie.
Hver dag er der mulighed for at komme i land og gå en tur eller to. Enten langs sluserne eller ved et historisk sted.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Rejser i juli 2024 og på avisendanmark.dk 21. juli 2024.