Andreas empty nest-projekt

Da hendes søn flyttede hjemmefra, fyldte hun stilheden ud med at købe et hus, hun kunne sætte i stand, på Sydlangeland. Men hun vidste ikke, at hun fik et helt lokalsamfund og en bedste ven i naboen Knud på 90 år med i købet. Efter to år er hun blevet færdig med (størstedelen af) huset og er begyndt at forstå den bagenkopske dialekt. 


Det er ofte sådan med de bedste ting i livet, at hvis man havde kendt omfanget eller omkostningerne, ville man aldrig have gjort det.

Sådan siger operasanger Andrea Pellegrini om at dedikere to år af sit liv og mange penge på at sætte et fiskerhus i Bagenkop i stand.

Der var meget, hun ikke vidste på forhånd. At der var en sø under gulvet i køkkenet. At det ikke var det smarteste at købe et hus over hækken. At det ville blive så dyrt, som det gjorde.

Men hun vidste heller ikke, at hun sammen med huset fik et helt sydlangelandsk lokalsamfund, som hun forelskede sig i, og at hun ville blive bedste venner med den snart 90-årige pensionerede fisker, Knud, der bor inde ved siden af – og som gav gode råd om (de skæve) kartoffelrækker og (den manglende) hækklipning fra første dag.

Og som har givet hende morgenkaffe, gode samtaler og forskellige ting at udsmykke huset med, som rådyr-trofæer, han selv har skudt, eller en messinglampe fra Bagenkop Kro, han har reddet op af en container. Den hænger over bordet i køkkenet, hvor vi sidder, mens Andrea Pellegrini fortæller om, hvordan en operasanger, der bor i København, arbejder mange andre steder og stammer fra en lille flække ved Odder, havnede i Bagenkop.

Empty nest-projekt

– Den første præmis er sådan lidt psykologisk. Den handlede om, at min søn flyttede hjemmefra, og så blev der stille. Jeg var alene med ham, så han fyldte noget i lejligheden. I det der tomme rum stod jeg pivåben over for, at der skulle ske et eller andet drastisk, siger hun.

Samtidig havde hun et vennepar, der kørte rundt og kiggede på huse på Langeland. De lokkede hende med at have fundet to huse ved siden af hinanden, og at de kunne blive naboer på Langeland.

– Og jeg tænkte: ”Flot, at I tror, at jeg lige kan købe et hus.” Men jeg tog med for hyggens skyld, og vi kørte øen rundt i tre dage. Og så tror jeg bare, at deres begejstring hypnotiserede mig lidt på den der måde, at man ender med at overtage den, hvis man ikke er på vagt. Og jeg var ikke på vagt, så jeg så på huse i hele øens længde en hel sommer, og der var bare noget, der drog mig mod Bagenkop med stemningen og havnen, hvor man kan gå ned og købe rødspætter for en halvtredser en formiddag, fortæller hun.

I en tæt klynge af fiskerhuse, der ligger og ligesom skærmer hinanden for vejret og den voldsomme blæst, fandt hun sit hus. Købte det impulsivt og gik i gang med renoveringen. I april var det to år siden, og hun er endelig færdig med det at forvandle det indvendige ved hjælp af langelandske håndværkere, sønderjyske Antik-Carl og en enkelt tv-kendt kunstmaler fra Rudkøbing, der brugte tre dage på at male de fineste svaler på stuens døre.

– Du bor sådan, som jeg forestiller mig, en operasanger bor – med tapeter, kunst, farver og antikke møbler?

– De fleste operasangere, jeg kender, indretter sig ellers ret beige. Men det er måske blevet lidt et teater, for jeg har købt ting, jeg kan lide. De har alle sammen en historie. For eksempel lampetten fra 1920’ernes Barcelona, der har hængt i en herskabslejlighed dernede og er lidt prangende i et lille fiskerhus. Det kan godt være, at huset kalder på nogle andre historier, men jeg vil gerne have det sådan her. På en måde passer det med, at jeg er operasanger, for det har været lidt som at skabe en scenografi til et teaterstykke, siger hun.

Hun er gået efter det nuttede og mormor-agtige og har ladet sig inspirere af de hemmeligheder, som huset holdt på. Bag de sænkede lofter fandt hun farver, der går igen i tapetet, og som har været udgangspunkt for hele den afdæmpede, men farverige palet, hun har givet vægge og lofter.

Der er mange detaljer at gå på opdagelse i, taktile overflader og møbler med levet liv. Det er kun brændeovnen, vaskemaskinen og sengene, der er nyindkøbte. Resten af huset er indrettet med genbrugsfund, auktionskøb eller er købt ved Antik-Carl i Sønderjylland.

De stolte bagenkoppere

Selv om Andrea Pellegrini kunne tale længe om indretning og bekostelige overraskelser i ombygningen, vil hun hellere tale om alt det, hun ikke vidste fulgte med, da hun købte fiskerhuset: de stolte bagenkoppere.

– Jeg troede bare, jeg købte et hus. Men der er alt det andet, der også følger med – hele lokalsamfundet, som man også får forpligtelser i. Og Knud derovre, siger hun og peger mod nabohuset.

– Ham drikker jeg morgenkaffe med, hver gang jeg er her. Han er blevet en ven. Han går ikke så godt, så han har faktisk kun været herovre en enkelt gang, men så står han der i haven og kigger over hækken og kalder. Og hvis han ikke er der, kalder jeg. Det første år sad jeg der i hans køkken omgivet af tryllekunstnerremedier og fotos, og kunne ikke forstå halvdelen af det, han sagde. Dialekten hernede er markant. Jeg havde min søn med over en dag. Han er en rigtig københavnerdreng på 23 år. Og han zonede bare ud, for han forstod ikke et ord, griner hun.

– Hvordan bliver man taget imod, når man kommer som københavner og operasanger og køber et hus i en gammel fiskerby som Bagenkop?

– Knud blev min indgang til det. Og han er sådan en humoristisk og eventyrlysten person. Man kan også se det på hans hus, han har alle de her spændende ting hængende. Han er kreativ og nysgerrig og vil høre, hvad det er for noget med den musik. Men det er jo også, fordi jeg besøger ham så meget, at vi kender hinanden, og så gider han godt snakke. Fra Knud har jeg fået alle historierne fra området, om fiskeriet i gamle dage, hvordan havnen dagligt var fyldt med mindst 40 fiskerbåde, og kvinderne, der arbejdede i fileteringsfabrikken, siger hun og fortæller nogle af de lokale historier videre.

Om den unge dreng, der er et geni til sprog og spiller orgel i de sydlangelandske kirker, selv om han stadig går i folkeskole. Om genbo-kvinden, der om lidt fylder 101 år. Om øgenavnene, alle har i Bagenkop. Om fiskehandlen, der lige har fået nye ejere.

– Når man køber hus i et sommerhuskvarter, får man ikke alt det her med: lokalmiljøet og alle de ægte mennesker, der bor her. Jeg betragter heller ikke huset som mit sommerhus, men som mit andet hjem. Mit frihedshus. Jeg har været her meget. Også mere, end jeg havde regnet med, fordi der hele tiden var noget at holde styr på. Men det bliver spændende at se, hvordan det bliver nu, hvor jeg bare skal nyde det, siger hun.

Alene om huset

Det næste projekt er udendørs, hvor hun vil have roser til at vokse i stativer, der skaber rum og læ. Derudover drømmer hun om at forbedre husets udseende – især med forzinkede tagrender.

– Der er mange ting, som jeg gerne vil gøre, men som jeg ikke har råd til endnu. For eksempel dannebrogsvinduer og tagrenderne. Men hold nu kæft, det er dyrt. Det er alle lækre materialer. Og jeg er alene om huset også økonomisk, siger hun.

– Det har jo været et langvarigt projekt med mange overraskelser. Har du nogensinde tænkt ”Hvad er jeg dog gået ind til?”, når en håndværker ringer og siger, der er vand under gulvet, eller at der skal nyt køkken i, fordi det gamle er råddent?

– Ja, jeg har da haft lidt krise nogle gange. Det har handlet om økonomien, når jeg skulle bruge penge, jeg ikke havde. Og min fornuft er blevet udfordret. Man plejer at tænke, at pengene, man bruger, skal være en investering, men jeg har også brugt penge, jeg aldrig nogensinde får igen.

– Det er jo ikke et område, hvor man køber et hus for at investere, fordi man ved, priserne stiger?

– Nej, det lyder smart nok at købe et billigt hus og renovere det, men når man så krydser den der grænse og tænker, at nu er det penge, der aldrig kommer tilbage, det skal man lige lære at sluge. Det er svært for en jyde.

– Men du kan alligevel nyde huset og resultatet af anstrengelserne?

– Ja, virkelig. På den måde betaler det sig jo tilbage på en anden måde. Men altså, penge er jo et issue og er også humørbestemmende. Det er sværere at nyde noget, man ikke har råd til at have købt. Så jeg kan godt få sådan en følelse af, at ”uh, det var lige på kanten”. Men sådan er det med mange gode beslutninger, synes jeg. At man ville ikke have gjort det, hvis man vidste alt det, man ved bagefter. Men man er glad for, at man ikke vidste det. Fordi nu har man det så, siger hun.

– Hvis du havde fået hele regnestykket fra starten, havde du ikke gjort det?

– Det havde jeg ikke. Jeg ville have kigget på det og tænkt, at det jo er ude af mine muligheder. Jeg har ikke de penge, og jeg har ikke mulighed for at skaffe dem. Men regningerne kommer ikke på én gang, og så kan man alligevel få det til at gå op. Og så har jeg fået på Knud-kontoen – noget, som jeg heller ikke kunne have regnet ud ville ske. Hvis nogen havde sagt, du bliver bedste venner med dine nabo på 90 år, havde jeg ikke tænkt ”fedt manner”. Så havde jeg tænkt: ”Skal man det?” Det er sådan en københavnermåde at tænke på. For jeg har fået noget, jeg ikke troede, jeg skulle have, og som jeg ikke vidste, at jeg ville sætte pris på, siger Andrea Pellegrini.


Blå bog: Andrea Pellegrini

48-årig operasanger. Stammer fra Østjylland, men bor til hverdag i København.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2003 og fortsatte på Operaakademiet fra 2003 til 2006.

Har medvirket i operaer på blandt andet Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera, Opera Hedeland og Folkeoperaen i Stockholm. Har medvirket på flere udgivelser med opera og anden musik.

Har desuden arbejdet sammen med bandet TV-2 og rockmusikeren Jacob Binzer. Hun har været idékvinde bag diverse rock/opera-samarbejder samt andre kreative konstellationer. For nylig skabte hun en helt ny forestilling til Den Fynske Opera.

Har gennem årene vundet mange priser – blandet andet Det danske Wagner-selskabs stipendium til unge sangere (2006), Reumert Talentprisen (2007), Anmelderringens Kunstnerpris (2008) og Wilhelm Hansens Hæderspris (2020).

Købte sit hus i Bagenkop i 2022 og har på instagramprofilen @mithuspaalangeland vist, hvordan arbejdet med det skred frem.

Mor til en søn på 23 år.


Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Bolig i maj 2024 og på avisendanmark.dk 24. maj 2024.