Rasmus Botoft om alle de mænd, han er

Han er aktuel i Det Kongelige Teaters forestilling ”Ikke noget pis”, der med fem mandlige skuespillere på scenen stiller skarpt på spørgsmålet: Hvordan har manden det? Derfor har vi spurgt Rasmus Botoft om, hvordan han har det med at være søn, far, sjov mand og følsom mand.

1. Drengen Rasmus Botoft var omgivet af kaos og kærlighed

Der var fyldt med kaos, kunst og kærlighed i antikvitetshandlen på Amagerbrogade, hvor Rasmus Botoft voksede op.

– Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Jeg havde et meget tæt forhold til min mor. Min far var mere sådan et wildcard.

– Var det ham, der stod for kaosset?

– Nej, de var begge to kaosset. De levede i det der kaos sammen. Der var billeder, kunst og mennesker alle vegne. Det var et meget kreativt sted, som også har gjort, at jeg laver det, jeg laver, og at jeg har fundet på så mange skøre ting selv. Meget af det, jeg har skrevet sammen med Martin Buch til ”Rytteriet”, er på en eller anden måde en bearbejdelse af den antikvitetsbutik og de mennesker, der var i min barndom, siger han.

– Min barndom har også givet mig en lidt naiv tilgang til mange ting. Jeg tænker altid, at det skal vi nok løse, eller det skal nok kunne lade sig gøre. Den har gjort mig til et meget positivt menneske. For mine forældre kastede mange bolde op i luften, og de skabte meget selv. De underviste og lavede rejser til udlandet. Hjalp billedkunstnere. En hel palet af ting. Men altså det kaos, selv om det var farverigt og spændende, var jo ikke altid lige trygt eller sjovt, men på en eller anden måde har jeg fået en stærk tillid til, at alt nok skal gå.

– Den naivitet har bragt mig langt i mit fag. Vi søgte altid fonde og Teaterrådet om penge, da vi begyndte at lave det, der blev til ”Rytteriet”, men vi fik aldrig nogen penge. Og så lavede vi det bare alligevel. Så fik vi måske ikke nogen løn, men så havde vi noget at lave. Og lige pludselig blev det til et fast program på DR, og så skulle vi lave et kvarters ny satire hver søndag. Der tænkte jeg heller ikke, hvordan gør vi dog det? Sådan noget har aldrig bekymret mig.

Da han var 20 år, blev hans forældre skilt. Og da han var midt i 30’erne, var de begge pludselig væk.

– Min far blev 65, og min mor blev 64 år, så de døde meget tidligt. Det var et kæmpe chok for mig, da min mor døde. Min far var syg, og han var ligesom slidt op, men min mor døde kun fire år efter ham, og det havde jeg slet ikke set komme. Hun fik kræft, og det blev opdaget meget sent, og så var der en operation, der gik galt, og i det hele taget et lorteforløb på hospitalet, som hun endte med at dø af. Det kom helt bag på mig, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle miste min mor. Hun var sådan en stærk dame og havde altid spist sundt og gået op i sådan noget med urter. Hun havde virkelig ikke været et usundt menneske, så hun kunne heller ikke selv forstå, at hun fik kræft. Hun havde meget svært ved at acceptere det. Det ændrede mig virkelig at miste dem, siger den 52-årige skuespiller.

– Føler man sig lidt forældreløs, selv om man er voksen, når begge ens forældre dør?

– Ja, det gjorde jeg da. Jeg var selv lige blevet far to år før. Og så stod vi der, og selv om vi er tre søskende, var vi ikke færdige med at rydde op i min fars ting, før min mor døde. De var samlere, og de havde gemt så mange ting. Selv om de blev skilt, flyttede de aldrig rigtig fra hinanden. De havde antikvitetsbutikken og lejligheden bag den og en lejlighed på anden sal i samme opgang. Det var ligesom at rydde sig igennem min egen opvækst og ungdom. Det var meget at blive konfronteret med. Noget var dejligt at genfinde, men det var ikke rart, fordi de var døde, og det var, som om min fortælling blev en anden, fordi det forandrede alting. De havde været meget samlende, det var der, man mødtes til arrangementer og middage, og pludselig var det hele væk.

– Det lyder, som om det tog mange år at rydde op i?

– Jeg har stadig et lille lager af tingene, som jeg tænker, jeg også skal have kigget på. Men jeg udskyder det hele tiden.

– Det må man også godt have – et lille lager. Det kan tage tid. Og ellers må man jo lade det gå i arv …

– Ja, det er det.

2. Rasmus Botoft elsker at være far

Da Rasmus Botofts og Lisbeths Wulffs søn var lille, besluttede de sig for at lægge deres arbejdsliv om. De to skuespillere havde haft mange roller på teatrene, turneret og spillet om aftenen. Men det skulle være slut.

– Det var virkelig svært at få til at hænge sammen, når vi begge to var væk om aftenen. Vi vidste kun lige, hvordan vi skulle komme igennem denne uge. Men om 14 dage, hvordan skal det så gå? Vi sad hele tiden og kiggede i kalenderen: Hvad så med på onsdag, hvem passer der? Kan du tage ham med på teatret? Og så blev vi enige om, at det var for åndssvagt, så vi holdt op med at spille teater. Eller i hvert fald var det kun en af os, der kunne det ad gangen, siger Rasmus Botoft.

– Der har vi prioriteret og sagt nej til ting, og det har været en rigtig god beslutning.

– For ellers ville det være sådan noget med barnepiger og pasning?

– Ja, og fordi det bare er hårdt at være så meget væk hver aften, når man er en familie. Jeg har altid elsket at være far. Jeg har været fodboldtræner i Boldklubben Vestia, hvor Willi gik til fodbold, og har gerne villet bruge tid sammen med ham.

– Gentager man nogle mønstre fra sine egne forældre, når man selv får børn. Eller har du gjort det på din egen måde?

– Jeg har skabt min egen måde at gøre det på. Der har ikke været kaos hjemme hos os. Selv om vi begge er skuespillere og har mærkelige arbejdstider og travle perioder, har vi prioriteret at have tid med vores søn. Men man tænker jo over sin egen opvækst, når man får et barn. Og om alle de forskellige faser af at være en familie. Og jeg har da også tænkt, at hold da kæft mand, mine forældre havde tre børn, mens de for rundt og lavede alle de der ting. Det har alligevel været meget, ikk’? Det tænker man jo ikke over som barn. Der er godt nok meget at holde styr på, og jeg har bare ét barn, siger han.

– Ser man på sine forældre med mildere øjne, når man selv oplever det?

– Ja, med mildere øjne – det er et meget godt udtryk. Man forstår bedre nogle ting.

– Og hvor gammel er din søn nu?

– Han er 17 år. Han er jo en kæmpe, mand.

Han løfter øjenbrynene på en måde, som giver et udtryk af stolthed og overraskelse i hans ansigt.

– Hvordan er det at se, at han er blevet næsten voksen?

– Det er jo fedt. Han har det godt, så det gør mig glad. Men det er jo en vild ting det der med, at ens børn ikke længere er børn. At barndommen er slut. Og det er der jo også et tab i, for det er en tid, der ikke kommer tilbage. Og det der med, at man har skullet gøre alt for ham … eller været den vigtigste person i ens barns liv. Det er man jo ikke mere. Og det skal man heller ikke være, men det er der også en sorg i, siger Rasmus Botoft.

3. Rasmus Botoft er ikke (kun) en sjov mand

”Vi skal længere ind. Helt ind i sindet,” sagde han og stirrede med hypnotiserende øjne ud gennem tv-skærmen. Til Zulu Comedy Galla i 2009 optrådte Rasmus Botoft med en af sine dystopiske drømmerejser guidet af den bornholmsk-talende, velklædte guru, som han havde skabt til ”Rytteriet”. Og det var den aften, hans ansigt for alvor satte sig fast i tv-seernes og ikke mindst sociale medier-brugeres hukommelse.

Det var et gennembrud af de helt store. Sådan et, som trak spor i vores sprogbrug og ramte noget i folkesjælene. Rasmus Botofts og Martin Buchs sketcher blev referencer, som alle forstod og grinte ad.

– Hvordan har det været for dig at blive kendt som den sjove mand fra ”Rytteriet”? Er det svært at få alvorlige, dramatiske roller også?

– Jeg kan mærke det på den måde, omverdenen ser mig på, men inde i mig selv er jeg lige så meget en seriøs eller følsom skuespiller, som jeg er en sjov komiker. Jeg har aldrig tænkt, at jeg var mere det ene end det andet, men de seneste par år, efter ”Rytteriet” blev så stort, og fordi jeg har lavet andre sjove ting, har jeg godt kunnet mærke, at jeg ikke bliver castet til noget mere alvorligt og følsomt. Det er jo et lille land, og man bliver hurtigt sat i bås, men jeg har altid selv sagt, at det ikke var noget problem, siger han.

– Bliver du mødt med en forventning om, at du altid er sjov?

– Ja, nogle gange griner folk bare. Altså, ikke når jeg er på scenen – heldigvis. Men jeg kan godt møde folk, der bare griner ad ting, jeg siger, også selv om det virkelig ikke er særlig sjovt. Men jeg hviler sgu meget godt i det, vil jeg sige.

4. Rasmus Botoft hader machomanden

Han misser op mod solen, lukker øjnene og lader et stille smil brede sig til hele ansigtet. Det er en kold vinterdag, og det er længe siden, at himlen har været så blå som i dag.

– Jeg har nok et lidt romantisk forhold til tilværelsen og et positivt grundlivssyn. Jeg tænker altid, det nok skal gå. Vi løser det. Det bliver godt. Og så kan jeg altså bare blive så utroligt glad for sådan en blå himmel. Af at blive ramt af en solstråle.

– Og giver du dig tid til det? At stoppe op og nyde solen, selv om du er på vej til et interview som i dag?

– Ja, det er vigtigt at kunne være til stede i et enkelt moment. Helt klart. Jeg gider ikke have travlt og være stresset. Det har jeg prøvet. Jeg gider ikke fare rundt til det ene og det andet. Jeg laver meget, det er ikke det, men jeg prøver at sørge for at være i øjeblikket og være til stede. Man må være der, hvor man er.

– Er du en romantisk mand?

– Arh, det ved jeg ikke, om det er det første ord, jeg ville bruge. Jeg er måske en følsom mand. Jeg synes egentlig, det er træls med de der gammeldags kønsroller og definitioner af, hvad en rigtig mand er, eller hvad der er mandigt. At det er mandigt at spille fodbold, og at det ikke er mandigt at skrive digte. Sådan en opdeling er uinteressant. Vi skal smadre de forestillinger, for man kan sagtens gå til fodbold og være digter eller synge følsomme sange og være pissegod til basket. Jeg hader faktisk sådan nogle machomænd, der skal spille op og være seje, det er så kedeligt, altså. Jeg elsker at se nogle sprækker ind til noget følsomt, hvor vi kan tale om, hvor svært det er at være menneske. Vi må gøre det cool at være følsom.

Han smiler, inden han fortsætter:

– Men for nogle kan det være svært at være mand lige nu.

– Hvad har mænd det svært med?

– Jamen, der er jo nogle, der siger, at vi ikke længere ved, hvad vi må sige, og hvad vi må gøre. Men det synes jeg er bøvet. Jeg kan godt forstå det, men så må man også ligesom tage sig sammen. Der er stadigvæk også mange mænd, der har svært ved at sætte ord på, hvad de føler. Og simpelthen bare har det svært med at tale om følelser. Det skal man virkelig prøve at blive bedre til, fordi det ville gøre mange ting meget nemmere.

– Tror du, det er det største problem for mænd?

– Ja, det er sgu lige før. At man ikke kan finde ud af at sige, hvordan man har det. At man ikke kan sætte ord på, om man er ked af det, eller hvad man føler. Så kommer det jo ud på en anden måde. Det er et kæmpe problem, siger han.

Blå bog: Rasmus Botoft

52-årig dansk skuespiller.

Uddannet ved teaterskolen i Aarhus i 1999. Fik derefter fastansættelse på Det Kongelige Teater fra 2000 til 2007.

Brød igennem med ”Rytteriet” – et sketchshow, han lavede sammen med kollegaen Martin Buch.

Bor på Vesterbro i København med hustruen Lisbeth Wulff, som han mødte på skuespillerskolen. Hende har du måske set i tv-serien ”Borgen” eller i filmen ”Swinger”, hvor også Rasmus Botoft medvirkede.

De har sammen sønnen Willi på 17 år.

Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” i februar 2024 og på avisendanmark.dk 24. februar 2024.