2500 publikummere rejste sig og klappede ad Steven McRae i fem minutter, da han dansede sine første trin efter at have kæmpet en to år lang kamp for at vende tilbage efter en skade. Til sommer kan du opleve den australske balletdanser på Verdensballettens turné i Danmark.
De stillede sig op og klappede, da han trådte de første ballettrin på scenen. Som Romeo vendte Steven McRae tilbage til Londons Royal Opera House efter en ødelagt akillessene. Det var to år siden, nærmest på dagen, at han var kommet så voldsomt til skade i et spring på samme scene, at mange mente, at han aldrig kunne danse igen.
Selv om han fysisk var klar og mentalt havde forberedt sig på det pres, det ville være at stå på scenen igen, havde intet kunnet forberede ham på publikums reaktion.
I fem minutter klappede 2500 mennesker så højt, at det overdøvede orkesteret og gjorde det noget nær umuligt for ham at fortsætte. Men det virker, som om intet er umuligt for den australske balletdanser, der elsker en udfordring.
– Jeg havde ikke forventet den varme og den respons fra publikum. Jeg prøvede at danse videre, men det udløste hormoner og kemikalier i min krop, så jeg krampede helt op. Det var et meget følelsesladet øjeblik, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at bryde sammen. Men jeg var på scenen. Jeg var ved at optræde, så jeg var nødt til at fortsætte. I hele den to år lange proces, det var at komme tilbage på scenen, havde jeg aldrig givet mig selv lov til at acceptere, hvor svært det var. Hvor stor en udfordring det var. Så da de begyndte at klappe, kunne jeg mærke, at jeg åbnede mig selv. Men det var ikke, før tæppet sænkede sig, at jeg endelig lod det komme ud, fortæller Steven McRae, og med et bredt grin i det røde skæg fortsætter han:
– Og min kone sagde: ”Endelig! Endelig lod du det komme ud. Du kan græde. Du er menneskelig.”
– Er det svært at lade sig selv være menneskelig i det job, du har? Når man vil være den bedste til det, man gør?
– Ja, det er svært. Og hvis jeg havde sat mig ned og indrømmet, hvor svært det ville være at komme tilbage efter min skade, havde det været for overvældende. Men jeg gav ikke mig selv lov til at tænke de tanker. Jeg besluttede mig helt ensporet bare for at gøre det, siger 37-årige Steven McRae.
Han har brugt sin uforbeholdne målrettethed til at blive en af verdens bedste balletdansere, ansat i snart 20 år ved The Royal Ballet i Covent Garden og kunstnerisk leder af Verdensballetten, der turnerer Danmark rundt hver sommer.
Men det har ikke været uden omkostninger for krop og psyke. Han har haft udslæt af angst, været udbrændt og fået skader. Men ingen så alvorlige som akillessenen, der sprang. Det var hans krops måde at sige stop, mener han. Og efter den hårde kamp for at komme tilbage på scenen har han lært at tage bedre vare på sig selv. Han håber, balletverdenen kan lære at gøre det samme.
Fra motorsport til ballet
Han sidder i skrædderstilling og læner ryggen op ad væggen. Drejer han hovedet, kan han kigge ud over Londons tage og den lyse, blå himmel over dem her fra femte etage i Royal Opera House.
Vi møder balletdanser Steven McRae mellem to af dagens træningspas i den engelske kongelige ballet, hvor han har arbejdet som solodanser i snart 20 år. Som 17-årig blev han sendt med den enkeltbillet, hans familie havde råd til, om på den anden side af Jorden for at udleve sin passion og sin mission: at blive en af verdens bedste balletdansere.
Det var absolut ikke givet, at den rødhårede australske dreng, der voksede op i en motorsportsfamilie, skulle blive netop det.
– Jeg kommer ikke fra den verden, siger han og lægger tryk på budskabet:
– Overhovedet ikke.
– Jeg er vokset op på en racerbane. Mine forældre havde deres bryllupsrejse på en racerbane. Min far kørte drag race, hans fag var auto-elektriker, og hele deres liv drejede sig om motorløb. Men min søster, der er syv år ældre end mig, var en rigtig dygtig gymnast, og hun dansede også. Så da jeg var syv år, spurgte jeg: ”Må jeg prøve at danse?” Min mor og far sagde straks: ”Ja, gør det.” Jeg var en meget genert og stille dreng, jeg snakkede ikke med nogen, så de har nok tænkt, at det ville være godt for mig. Jeg var også ret syg som barn. Jeg led af voldsom astma og var på meget medicin gennem hele min barndom. Og de tænkte nok, at det ville være godt for mig at være aktiv. Det hjalp helt bestemt. Jo mere jeg dansede, des bedre blev mit helbred. Og nu er jeg ikke på nogen former for medicin, siger Steven McRae.
– Hvordan var det at vokse op i et motorsportsmiljø og så blive balletdanser som dreng?
– Mange mennesker vil sikkert tro, at en motorsportsfamilie ville have et problem med, at jeg som dreng ville være danser. Men det er faktisk lige det modsatte. For i drag race konkurrerer kvinder og mænd mod hinanden. Det handler bare om, hvem der kan få bilen over målstregen først. Bilen er ligeglad med, hvem der kører den. Jeg voksede op med den mentalitet, at kvinder og mænd kan gøre alting. Så da jeg begyndte at danse, og folk begyndte at have et problem med det, forvirrede det mig meget, forklarer han.
Steven McRae husker en dag på motorbanen, hvor han som dreng stod ved siden af sin far, da en mand spurgte ham: ”Nå, vi hører, at din søn er begyndt at danse?” Stevens far svarede: ”Ja, og han er rigtig god til det. Du skulle komme og se det en dag.”
Hans ansigt lyser op i et smil, da han fortæller historien.
– Det var slutningen på den samtale, som måske kunne have endt et helt andet sted. Da jeg et par år senere begyndte i gymnasiet – jeg var en ung og lille dreng – og de her 17-18-årige fyre kom over til mig: ”Hvad er det, vi hører? Er du danser?” – så huskede jeg, hvad min far havde sagt, og svarede: ”Ja, og jeg er åbenbart ret god til det. I skulle komme og se det en dag.” Og det var det. Så lod de mig være i fred.
– Altså, der var selvfølgelig kommentarer, der blev kastet min vej. Sådan har det altid været. Hele min barndom har jeg været nødt til at være tykhudet. Men der er ikke nogen kommentarer, der nogensinde har kunnet stoppe mig. De har aldrig oplevet, hvad jeg allerede havde oplevet i en meget ung alder på scenen, at bruge min energi på noget, jeg virkelig elskede. Jeg håber for alle mennesker, at de får lov til at opleve, hvordan det er at udleve sin passion, om det er en hobby eller i et job. For jeg kan ikke forestille mig et liv uden. Så de mennesker, som mobbede, jeg ønsker dem alt det bedste og håber, at de har fundet noget at bruge deres energi på, siger han.
Enkeltbillet til London
Det er svært at høre den australske barndom i hans stemme. Der er ingen skøre vokaler eller sammentrækninger i hans sprog. Bare velartikuleret standard-engelsk, som det passer sig i midten af London. Men den australske dialekt er ikke længere væk, end at den ville træde frem, hvis han skulle ”tale med kronprinsesse Mary”, som han siger.
Han har danset for hende og andre medlemmer af den kongelige familie, når han har turneret Danmark rundt med Verdensballetten, som han er kunstnerisk leder for. Hvert år kan publikum se ham steppe over scenerne i sit traditionsrige og overraskende stepnummer. Sidste år i virtuost samspil med klassisk pianist Alexander McKenzie, der for resten er dansk-australsk.
– Så du danser ikke kun ballet?
– Nej, i Australien sagde mine danselærere altid, at du skal behandle din danseuddannelse på samme måde som din akademiske uddannelse. Ligesom man ikke kun lærer matematik eller naturvidenskab, men alle fagene i grundskolen, skal man også lære flere danse. Når man bliver ældre, kan man vælge det, man bedst kan lide eller er bedst til. Jeg dansede altså ikke kun ballet eller step, men også jazz, flamenco, moderne dans og hiphop. Selvfølgelig kan man ikke være den bedste til det hele, men det giver flere lag til mine evner, forklarer Steven McRae, der, ligesom hans far sagde dengang på racerbanen, hurtigt blev god til at danse.
Så god, at han havde brug for nye og bedre lærere, der kunne hjælpe ham videre.
– Mine lærere var altid så uselviske. Når de følte, de ikke kunne hjælpe mig mere, sendte de mig videre til en ny lærer. Det var fantastisk. Den sidste lærer, som jeg var blevet sendt til i Sydney, sagde, at nu skulle jeg videre til Royal Ballet. Men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg troede måske det lå i Melbourne. Altså, som sagt kommer jeg ikke fra den verden. Jeg havde aldrig set en balletforestilling. Men min familie havde overhovedet ikke råd til at sende mig til London, fortæller han.
Derfor blev vejen til balletskolen i England brolagt med konkurrencer, som han skulle vinde. Den første balletkonkurrence afholdt af The Royal Ballet Academy i Sydney vandt han. Pengene blev brugt til en flybillet til Europa, så han kunne deltage i Prix de Lausanne, hvor præmien var et legat til det kongelige balletakademi i London. Den vandt han også. Men da familien ikke havde råd til at flyve hjem til Australien og tilbage til Europa igen, tog han direkte fra Schweiz til London. Som 17-årig var han flyttet alene om på den anden side af jordkloden.
– Hvordan var det?
– Traumatisk. Mit liv ændrede sig på et øjeblik. Jeg deltog i konkurrencen søndag aften og næste morgen fløj jeg til London og startede på balletskolen næste dag. Jeg har ikke boet i Australien siden, siger han og uddyber:
– Jeg havde aldrig været i Europa før. Jeg havde aldrig besøgt London før. Jeg havde aldrig boet alene. Pludselig skulle jeg gøre alt selv. Jeg skulle åbne en bankkonto, jeg skulle lave mad og gøre rent. Jeg boede på et vandrerhjem med fremmede mennesker i de første seks måneder. Min hjemve var lammende. Jeg havde ingen venner eller familie, som jeg kunne tage hjem til en søndag aften, spise et stort måltid mad og sige ”ah!” og bare slappe af. Så jeg blev ret syg. Jeg fik alle de her udslæt af angst og sådan nogle ting. Det er snart 20 år siden, og dengang talte vi ikke rigtig om mental sundhed. Så det var bare at klø på.
– Så trænede du bare endnu hårdere?
– Nemlig. Jeg var her på en mission for min karriere. Jeg fortsatte med at ignorere mit helbred og velvære og fokuserede på dansen. Jeg kastede mig selv ind i arbejde, arbejde, arbejde. Hvilket selvfølgelig var godt, men dårligt. Det har begge sider. Resultaterne begyndte at komme. Jeg steg i hierarkiet, jeg blev solodanser, jeg har danset alle de roller, som jeg gerne ville danse. Men det er kun så længe, at ens krop kan klare alt det. Og jeg passede ikke på min krop med den rette ernæring eller passede på mit mentale helbred. Så blev jeg far. Og den lille smule restitution, jeg plejede at klynge mig til, var søvn. Når man bliver forælder, får man ikke længere det. Der gik ikke lang tid, før min krop lukkede ned, og jeg oplevede, at jeg var udbrændt. Til sidst sagde min krop stop. Og da var det, at min akillessene sprang på scenen hernede, siger han.
Klog af skade
Scenen var tømt for dansere, da lyset fyldte den til afslutningen på andet akt af ”Manon”. Steven McRae, der dansede Des Grieux, gjorde klar til at springe ind på scenen. Men midt i springet mærkede han … noget. Han forstod ikke, hvad der var sket, og forsøgte at forsætte piruetterne, men manglede sit ene ben at støtte på. Akillessenen var revet over.
– Jeg tror, publikum vidste, der var noget galt, før jeg gjorde. Tæppet kom ned, og orkesteret stoppede. Vores tæppe er ikke lydtæt, så hele salen med 2500 publikummere kunne høre mig skrige i smerte, fortæller balletdanseren.
– Det tog et år, før jeg bare kunne gå normalt igen. Bagefter skulle jeg lære at danse igen, for mit ben var ikke længere det ben, jeg havde danset på, siden jeg var syv år. Det er blevet rekonstrueret, og der er ting i det, som jeg ikke er født med. Det tog to år, næsten på dagen, før jeg var tilbage på scenen igen. Det var en meget stressende tid, for jeg kunne ikke arbejde, og jeg kommer ikke fra en familie, der bare kan betale mit huslån og betale for mine børn. Hvis jeg ikke gør det, så står vi på gaden. Men det var også motiverende for mig, at det ikke kun handlede om mig. Det handlede om livets realiteter. Om at kunne betale regningerne. Men også om, at kunne inspirere min børn. For de vil også møde udfordringer i livet. Og nogle gange vil hele verden sige, at det ikke kan lade sig gøre, men jeg ville vise dem, at man alligevel kan finde en vej.
Allerede dagen efter skaden skrev han til sine flere hundredetusinde følgere på de sociale medier, at han ville komme tilbage til scenen. Og da han endelig stod der igen efter to års genoptræning, kunne hele salen klappe ham igennem en følelsesladet ballet, hvor han dansede sin yndlingsrolle som Romeo. Det var den første ballet, han dansede i Royal Ballet som 18-årig.
Men det er ikke kun på grund af akillessenen, der er forandret. Han er en sundere og stærkere udgave af sig selv. For skaden har lært ham nogle ting om at gøre op med en balletkulturs fokus på hårdt arbejde, manglende ernæring og et usundt kropsideal.
– Jeg lærte i min genoptræning at tage en dag om ugen til restitution. Det er aldrig før sket i dansens verden. Men i sportens verden gør man det hele tiden. Vi plejer at arbejde 12 timer om dagen, 6 dage om ugen. Så er det jo klart, at man går i stykker. Og så har jeg lært, at jeg skal nære min krop, for jeg har aldrig givet min krop det rigtige brændstof. Danseverdenen er fyldt med problemer om sund kost og kropsbillede. Jeg plejede også at danse hele dagen uden at spise. Når jeg ser på billeder af, da min datter, som er mit første barn, blev født, og jeg holdt hende, ser jeg ud som en 12-årig dreng med små, spinkle arme og et træt ansigt med sorte rande under øjnene. Jeg var 28 år og så forfærdelig ud. Det var i hvert fald ikke et sundt syn, siger han og trækker sin kinder ned ad for at understrege pointen.
Nu er armene stærke, musklerne er markerede, og brystkassen bred. De blå øjne glimter af liv i ansigtet.
– Jeg synes, det er vigtigt at italesætte det. Jeg var meget heldig, da jeg voksede op i Australien, hørte jeg aldrig nogen kommentere min krop, men da jeg blev en del af elitemiljøet, var det en kultur, man blev suget ind i. Jeg tror ikke, det vil ændre sig, før man også ændrer, hvad man ser på scenerne. Hvis man ser de her uopnåelige dansere og deres uopnåelige kroppe, tror man, at det skal være sådan. Men det behøver det ikke. Det er slet ikke rigtigt, og det er ikke sundt. Nu har jeg selv børn, der danser, og det forfærder mig at tænke på, at de måske møder en lærer, der vil kommentere deres kroppe, og at de kommentarer kan sidde fast i dem resten af livet, siger han.
Dans for alle
– Tænker du på, at der er et liv efter balletten? Hvad skal du, når du ikke længere kan danse?
– Jeg kommer ikke fra en verden, hvor det kun var ballet, ballet, ballet. Altså som barn elskede jeg matematik og latin, hvilket barn gør lige det? Så jeg har altid tænkt, at der skulle være et liv bagefter, og jeg har holdt mine øjne åbne. Derfor har jeg også taget en bachelor i business, og for nylig færdiggjorde jeg en kandidat i marketing, for det er jo i essensen det, vi laver som dansere også. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ville elske at lede et kompagni eller en balletskole. For balletten har givet mig et liv, jeg aldrig havde kunnet drømme om. Men der er brug for massive forandringer både i, hvordan danserne bliver behandlet, respekteret og i, hvordan dansen bliver opfattet i samfundet. Vi skal bryde barriererne ned og vise, at dansen og balletten er for alle, siger han.
Blå bog: Steven McRae
37-årig australsk balletdanser. Blev som 17-årig optaget på The Royal Ballet School i London. Året efter blev han ansat i The Royal Ballet, hvor han har været siden.
Foruden at have danset alle de store roller som solodanser i London har han også medvirket i filmen ”Cats” sammen med blandt andre Judi Dench.
Siden 2014 har Steven McRae været en del af Verdensballetten, der turnerer i Danmark hver sommer. Han er både danser og kunstnerisk leder.
Har desuden en kandidatuddannelse i marketing og en bachelor i business management og lederskab.
Steven McRae er gift med Elizabeth McRae (tidligere Harrod), der også har været balletdanser ved The Royal Ballet. Sammen har de en datter og to sønner.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil 18. juni 2023 og på avisendanmark.dk.