Koldinghus åbner i oktober en hidtil udset stor udstilling af Flora Danica-stellet. I de over 900 udvalgte stykker porcelæn ligger en uvurderlig historie – og værdi – om kongehuset og om en tid, som har formet både vores natur, kultur og vores selvforståelse.
Verdens vildeste stel kalder historiker og museumsinspektør Jesper Munk Andersen Flora Danica-stellet. Han har netop åbnet døren til Koldinghus’ bibliotekssal, der er ved at blive omdannet til skatkammer og udstillingsrum for det kongelige porcelæn. 916 stykker Flora Danica er fragtet forsigtigt fra København til det 750 år gamle slot i Kolding.
Hovedparten af stellet er fundet frem fra Kongernes Samlings og Statsinventariets magasiner og bliver for første gang i mange år, måske nogensinde, vist i så storstilet en opsætning. Hele Bibliotekssalen er indrettet til porcelænet, og en 10,8 meter lang montre er dyppet i guld, der skinner og giver det hele lidt velanbragt kongelig glans.
Måske kan man også kalde stellet det allerførste danish design, selv om der er langt fra de overdekorerede guldbelagte porcelænstallerkener til enkelheden og funktionaliteten i det design, Danmark blev kendt for 150 år senere.
Kongernes Samlings direktør, Thomas C. Thulstrup, kalder det også porcelænets svar på kronjuvelerne. Både fordi det er så overdådigt og kostbart et stel, og fordi det ligesom kronjuvelerne, der til daglig er udstillet på Rosenborg Slot, stadig er i brug, og bliver hentet, når kongefamilien ønsker det.
Senest blev der dækket op med Flora Danica i januar 2022 til regentens 50-års jubilæumsmiddag med den nærmeste familie. Før det blev det brugt til Dronning Ingrids 80-års fødselsdag. Man ved ikke, hvor ofte det har været fremme på bordene, men det er snart 220 år siden, at de sirligt fremstillede porcelænsdele første gang prydede et kongeligt bord.
Stellet blev til
Vi ved på dato og nærmest på klokkeslæt, hvornår Flora Danica blev taget i brug. Året er 1803, datoen er 29. januar, og klokken må have været cirka kvart i tre, da desserten blev serveret på det florabemalede porcelænsstel for kong Christian den 7.s fødselsdagsgæster.
Når det handler om kongelig historie, findes der i mange perioder minutiøse optegnelser, og det er dem, historiker Jesper Munk Andersen henviser til, når han fortæller så præcise detaljer.
Fra arkivalierne ved han også, at der gik både en dyb og en flad desserttallerken til taflet, og at der derfor kun fandtes 1800 steldele efter fødselsdagsfejringen. Efter to århundreder er der omtrent 1530 tilbage, så det var bestemt ikke det eneste kongelige taffel, hvor der røg noget porcelæn.
Alligevel er der ingen, der kan sige, hvornår præcist Flora Danica-stellet blev til. Formålet med det forsvinder også i fortidens tåge. Og måske derfor er der opstået flere myter om stellet igennem tiderne. Dem vender vi tilbage til. Først skal vi høre, hvad Jesper Munk Andersen har fundet frem til i arkiverne.
– Vi ved ikke, hvem der laver opdraget, og hvem der bestiller stellet. Den viden har vi ikke. Men vi har rejsebeskrivelser fra udenlandske besøgende, der har været forbi Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik. Den var must-see i København i 1780’erne og -90’erne. Den første beretning er fra skotten James Wright, der i 1789 skriver, at han har set ”Flora Danica” blive malet på tallerkner. Vi har også to franske rejsende, der i 1790 beretter om, hvordan porcelænsmalerne er i gang med arbejdet med Flora Danica-stellet, og hvordan de vægrer sig ved det, fordi der ikke er meget kunstnerisk frihed i arbejdet med at overføre Flora Danica-motiverne en-til-en fra bogværket til porcelænet, fortæller han.
Flora Danica-værket
Nogle år tidligere var der begyndt et ambitiøst registreringsarbejde af vilde danske planter. Med dansk mentes dengang alt lige fra de tyske grevskaber i syd til Finmarken og Grønland i nord. I kobberstik blev planterne gengivet i farver og registreret med både danske, tyske og latinske navne. Da arbejdet var færdigt efter mere end 120 år, var over 3000 planter registreret.
– De fleste af os ser i dag ”Flora Danica” som en hyldest til biodiversiteten og den vilde danske natur, men det er det ikke. Det er en registrering af en vild natur, som man ønsker at systematisere og strukturere for at kunne udnytte og profitmaksimere den. Det er oplysningstidens grundtanke. Oplysningstiden handler nemlig ikke kun om viden. Den handler i høj grad om at skabe fremdrift og udnytte Vorherres skaberværk. Man mente på dette tidspunkt, at naturens ressourcer var givet af Gud til mennesker, og det handlede om, at det bedste menneske og det bedste samfund forstod at omsætte ressourcerne til noget nyttigt. Det er grundtanken bag ”Flora Danica”-bogværket. Stellet, der gengiver den videnskabelige tanke, er en reklame for den moderne, fremdrifts- og profitorienterede monark i det danske rige. Når gæster og besøgende så det, skulle man gerne være imponeret over, hvor hypermoderne Danmark var, forklarer historikeren.
På den måde er det kongelige stel ikke kun en spejling af den tid, det er skabt i. Det er også et billede på, hvorfor vi er, som vi er i dag. Den måde, vi tænker på, og den måde, vi strukturerer vores verdensforståelse på, blev grundlagt på samme tid, som stellet blev skabt af de modvillige porcelænsmalere.
– Man kan jo godt være født til guld og glæde, men det, vi virkelig hylder i vores kultur, er de der entreprenante, selv-gjorte mennesker. Den tankegang stammer fra tiden i slutningen af 1700-tallet, hvor det handlede om at være driftig og skabe profit. Det sidder jo stadig i os i dag. Derfor fortæller Flora Danica-stellet også noget om dig og mig, om vores natursyn, og om, hvorfor vi er endt, hvor vi er endt, siger Jesper Munk Andersen.
Stellet blev til i den systematiske tankegangs spæde begyndelse og er skabt i spændingsfeltet mellem struktur og kaos. Det vil gå igen i fortællingerne i udstillingen.
Her kan man opleve, hvordan man registrerede alle vilde planter, men satte rækkefølgen efter skønhedsfaktor: blomsterne forrest, algerne bagerst. Man kan opleve, hvordan der møjsommeligt blev registreret, når steldele gik i stykker, men ingen kan dog redegøre for, hvorfor der findes flere bestikskafter nu, end da stellet blev lavet. Man vil se, at man dækkede bordene symmetrisk med det smukke stel, men dog ikke så symmetrisk, at de kongelige ikke havde mere albuerum ved taffelbordet end de almindelige dødelige.
Porcelænets hemmelighed
Udover at vise kongens og rigets fremsynethed var stellet også en reklame for den næsten nyåbnede porcelænsfabrik i København, forklarer Jesper Munk Andersen.
Med den stigende samhandel med Kina i 1600-tallet var porcelæn blevet en eftertragtet vare.
– Men kineserne ville ikke afsløre hemmeligheden bag porcelænet, så man lavede eksperimenter i hele Europa, ligesom man også eksperimenterede med at fremstille guld. Det lykkedes ikke med guld, men det lykkedes med porcelænet. I 1708 i Meissen i Tyskland knækkede man koden, og så spredte det sig som en steppebrand ud over de europæiske hoffer: Hvis man var noget ved musikken, havde man sin egen porcelænsfabrik. Det ville man også have i Danmark, men det krævede, at man også havde råstofferne til at lave porcelæn af. Dem fandt man på Bornholm, og det originale Flora Danica blev lavet for størstedelens vedkommende af bornholmsk ler. Efter man havde fundet de rette råstoffer, manglede man bare blandingsforholdet, og det var en apoteker, der hed Franz Henrich Müller, som fandt frem til det, siger historikeren.
I 1775 stiftede han porcelænsfabrikken, og enkedronning Juliane Marie købte aktier i den. Fire år senere, overtog kongehuset hele produktionen, og den fik navnet Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik. I dag hedder den Royal Copenhagen, men det eneste af produktionen, der stadig findes i Danmark, er Flora Danica-stellet, som bliver håndmalet på bestilling i Glostrup.
– De første mange år kopierede man stel, som man kendte fra Europa, som for eksempel det musselmalede. Men Flora Danica var helt igennem porcelænsfabrikkens eget. Det var skabt på en dansk stelmodel, perlemodellen, det havde et dansk motiv, det var danske råstoffer og lavet på en danske porcelænsfabrik. Man kan sige, at det var starten på danish design, siger Jesper Munk Andersen.
Da Flora Danica blev skabt, var porcelæn stadig en kostbar affære, men det devaluerer i takt med, at flere og flere kan producere porcelæn. I 1800-tallet, da man begyndte at seriefremstille porcelænstallerkener i stedet for at hånddreje dem, bliver det allemandseje. I dag kan man købe sine kridhvide porcelænstallerkener i Ikea.
I 1700-tallet var det tynde og hvide porcelæn svært at opnå, og samtidig var det det mest eftertragtede, da det hang sammen med tankegangen om, at jo mere forarbejdet, jo mere raffineret, jo bedre. Eller ligesom natursynet, der gennemsyrer Flora Danica-bogværket: jo mere kultiveret, jo bedre.
Maden og myterne
Den samme tanke udspillede sig i maden, der blev serveret på det overdådige porcelæn, der er skabt til en madtradition, der på mange måder adskiller sig fra den, vi kender i dag.
– Stellet er voldsomt bearbejdet, voldsomt dekoreret, og maden, der blev serveret på det, har været voldsomt kultiveret. I tiden var kulturen i højsædet, og det gjaldt også på bordet. Det er i forarbejdningen, at værdien ligger. Så man spiste ikke frisk frugt eller rå salat. Der er godt nok saladiers i stellet, men salaterne ville være en kogt bønne vendt i marinade. I 1700-tallet ville ingen heller bryde sig om at spise i nærheden af friske blomster, så i stedet brugte man de modellerede porcelænsblomster, der er en del af stellet, eller silkeblomster. Igen er vi tilbage i det med, at jo mere kultiveret, man er, jo mere opløftet, majestætisk og fornem er man, fortæller Jesper Munk Andersen.
Og inden vi forlader ham og Bibliotekssalen, skal vi lige høre om myterne, der i 200 år har fulgt det vilde stel. Var det den russiske kejserinde Katarina den Store, som skulle have modtaget stellet som gave fra den danske konge? Og blev alle 1802 dele malet af den samme porcelænsmaler, Bayer, som det står beskrevet i den danske kulturkanon, og mistede han sit syn af arbejdet?
Det sidste er nemmest at svare på: nej.
– Ifølge beretningerne, vi har fra den tid, er der flere porcelænsmalere i gang. Men misforståelsen er opstået fordi porcelænsmaleren Bayer søger om pension på grund af dårligt syn samme år, som produktionen fra den ene dag til den anden stopper, siger Jesper Munk Andersen, som også helst vil aflive den anden myte, der smyger sig om historien om stellet.
– Myten om Katarina den Store som tiltænkt modtager af stellet har jeg personligt meget svært ved at tro på. Men svaret er, at vi ved det faktisk ikke. Vi kan dog ikke finde noget i arkivalierne, der viser, at det skulle have været en gave. Forud for en så stor gave vil der ofte være brevveksling eller udveskling af porcelænsprøver, og det er der ikke. Men der er også andre ting, der peger imod. Vi ved, at Katarina den Store var glad for porcelæn, og hun modtog flere stel i gaver fra europæiske lande. Men de var hver gang bemalet med hendes monogrammer eller med motiver som russiske soldater, der tævede tyrkerne, som de lige havde været i krig med. Flora Danica er så gennemsyret af danskhed, at det ikke ville være noget, man gav til en fremmede kejserinde.
– Men det er en myte, der er flere hundrede år gammel. I sommeren 1790 bliver der skrevet en nyhed om stellet i aviser i Hamborg, hvor man nævner, at det muligvis er en gave til en udenlandsk monark. 14 dage efter skriver en avis i Køln om stellet, og der nævnes det, at det er en gave til Katarina den Store. Det første dansk vidnesbyrd er fra en sindsforvirret, bornholmsk læge, der nedfælder i sin dagbog i 1794, at Flora Danica-stellet er til en kejserinde. Om det er en vandrehistorie, der har rejst Europa rundt og er landet på Bornholm, det ved vi ikke. Men jeg tror ikke på fortællingen, siger Jesper Munk Andersen.
Hans et år lange arbejde med at dykke ned i rigsarkivets arkivalier og finde historien om Flora Danica frem, kulminerer, når prinsesse Benedikte 6. oktober klipper snoren til bibliotekssalen og den permanente Flora Danica-udstilling på Koldinghus.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” i september 2022. Billede øverst er taget af Iben Kaufmann og kommer fra Kongernes Samlings pressemateriale.