For 15 år siden lavede Peter Sommer sin stemme om, når han sang. Nu synger han, som han taler: dybt, roligt og fyndigt. Det er som om, han er kommet på omgangshøjde med både sin stemme og sig selv. – Jeg har følt mig som en, der kom for sent i gang med musik, og at jeg egentlig ikke havde lov til at være der lige så meget som alle de andre, siger den 48-årige sanger og sangskriver fra Skanderborg. I september er han aktuel med teaterkoncerten ”I morgen er alt muligt” på Aveny-T.
Man skal kante sig forbi barnevogn og tørrestativ for at nå hoveddøren, der står helt åben. Inde i entreen flyder legetøj ud over gulvet. Jeg banker på dørkarmen og prøver med et ”hej?”, inden Peter Sommer i mokkasiner og stråhat dukker op.
– Skal vi ikke gå en tur og få en kop kaffe? Der er lidt flytterodet her, siger han og råber ind i huset, at han er væk et par timer til det der interview.
På vej ud ad havegangen ser vi en forhave, der er gravet lidt op. Husgavlen af træ har nogle få striber af en ny farve, der skal males på. Det er Peter Sommers barndomshjem, som han og hans hustru netop har overtaget.
– Med en baby på et år, og det er fra klokken fem om morgenen til om aftenen, og de fire andre børn, vi har, samt et hus, der skal fikses, er der simpelthen bare ikke noget, der ligner sommerferie i år. Det her er nok det tætteste, jeg kommer på en ferietur med et par timer ude. Så det skal da udnyttes til at få lidt at spise, noget kaffe og en cigaret, siger han med et smil, mens vi går på fortovet langs den stille villavej, hvor bøgehækkene er nyklippede, og parcelhus-haverne ender i badebroer nede ved Skanderborg Sø.
– Hvad var det for et kvarter, da du voksede op her?
– Det var da en af de bedre gader. Men det var noget andet dengang. Altså udsigten har altid været god, men det er, som om folk nu lægger enormt meget vægt på, hvor man bor henne. Jeg tror ikke, at det betød så meget dengang for min familie. Det gjorde det heller ikke for mig. Men det var et fint hus, og så kunne man hoppe i søen en gang imellem. Det var bare lækkert, ikk’, siger Peter Sommer.
– At komme tilbage til Skanderborg indimellem kan det samme som det med at overtage mine forældres hus. Det er det sted, jeg er vokset op. Når man vender tilbage til det som voksen, giver det nogle ret interessante tilbagebetalinger fra noget, som man har investeret følelser i som barn. Hvis man går ad sin skolevej sådan en dag i juli, og der er et træ, der altid har stået der, som blomstrer og dufter, får man lov til at genopleve alt det, man har gået og tænkt over, følt og registreret dengang. Eller når lyset står på en bestemt måde ind i stuen, husker man en situation, hvor der måske blev sagt noget vigtigt i familien. Sådan noget går jeg og lægger mærke til. Jeg kan godt lide at gå i mine barndomslandskaber på den måde, forklarer han.
– Er det lidt sentimentalt?
– Ja, det er det vel. Men det er også en følelse af, at man har været her noget tid, svarer han.
Sangeren og sangskriveren Peter Sommer har været her i 48 år og cirka 20 af dem i radioen, i pladebutikken og på koncertsteder i hele landet. Til september er han aktuel med en teaterkoncert, der ikke (kun) kigger tilbage. Og dog alligevel lidt.
Stemmen
Vi har slået os ned ved et cafébord uden for Kulturhuset i Skanderborg. Her er udsigt til søbadet og den falske ø Sct. Thomas. Peter Sommer fisker en stor saks op af sin taske.
– Os med småbørn, der gerne vil ryge lidt, siger han, som om det er forklaring nok.
Saksen bruger han til at holde smøgen, så han ikke får nikotin og røg på fingrene. Mens han ryger, fortæller han historien om øen:
– Det er et lod, som hører til en ejendom hernede, og for mange, mange, mange år siden var der en bagermester, som – jeg ved ikke, om han byggede, eller hvad han gjorde – men hver gang, der var is på søen, kørte han sit affald derud, og lagde det i en bunke. Det gjorde han år efter år. Så det er en ø bygget på skrald. Nu yngler der svaner, og man kan sejle derud i kano.
Hans stemme er dyb. Han bruger den langsomt, holder pauser og giver sig tid til at tænke sig om, inden sætninger fyldt med metaforer, sammenligninger og fyndige gentagelser kommer formfuldendt ud. Indimellem er de overraskende, andre gange sjove og for det meste ærlige og dybsindige. Ligesom når han synger sine sange.
– Jeg har egentlig haft det meget svært med min stemme. Hvis man lytter til den musik, jeg lavede for 15 år siden, gjorde jeg min stemme lysere, end den er, fordi jeg tænkte, at sangene lød bedre sådan. Jeg var ikke sådan cut for at være en, der skulle synge og skrive musik, for jeg kommer ikke fra en kunstnerisk baggrund. Jeg begyndte at synge, fordi vi ikke kunne finde nogen anden, der kunne synge de tekster, vi havde, syntes vi. Men det er ligesom først de sidste fem år, at jeg faktisk har nydt at stille mig op på en scene og stå og synge og fortælle noget mellem numrene. Det er, som om jeg er kommet mere på omgangshøjde med min stemme og mig selv. Det er en helt fantastisk oplevelse efter alle de år. Men det er ikke, fordi det har været en pinsel, hallo, det var det ikke. Men det var den del af jobbet, jeg mindst kunne lide.
– Og det er lidt pudsigt, fordi nu sidder vi her, og grunden til dette interview er jo min ultimative stillen mig frem og ud på en skrå scene. Det er meget mere, end hvad en dreng fra Skanderborg normalt ville turde gøre. Sådan en som mig i hvert fald. Så må jeg se, om det er roser eller tomater, der kommer min vej, siger Peter Sommer, der vil være i centrum på en hel ny måde, når han optræder med teaterkoncerten ”I morgen er alt muligt” bygget op omkring mere end 20 af hans egne sange.
De handler om, hvordan man bruger og misbruger sin tid. Der er kærlighedssange. Sange om spildt liv og spildte chancer. Om hvordan noget ikke blev så stærkt og dybt, som man kunne håbe. Teaterkoncerten bliver mørk og melankolsk, men også farverig og håbefuld.
– Min tekster sætter ofte spørgsmålstegn ved, om livet er noget, der bare skal afvikles og overstås. Og om det måske er fint nok. Men nej, det er ikke fint nok. Man bliver nødt til lige at prøve og kraftedeme forstå det liv. For mig er teaterkoncerten en måde at forsøge at forsøge noget. Nu har jeg lært at stå på en scene og være så ægte, som jeg kan være, så nu bringer jeg mig ud af min komfortzone og prøver at tage nogle af de chancer, jeg ikke har taget i de 20 år, jeg har stået på en scene. Der er det, at jeg aldrig rigtig har haft brug for at stå så meget ved, at jeg er kunstner og sangskriver, og at jeg føler alle mulige mærkelige ting. Det er mest noget, jeg gør i mit arbejde. Men som mig i mit familieliv er jeg meget korkpropsagtig og ikke særlig dyb, siger han og griner:
– Ja, jeg griner lidt af det. Men jeg må bare registrere, at det med at gå dybt og forstå sit liv er noget, jeg nærmest kun gør, når jeg skriver sange. Og selvfølgelig i mit private rum sammen med min kone.
– Hvad mener du med, at du ikke er særlig dyb?
– At jeg bare afvikler. Men nu har jeg taget den her chance for at udvikle lidt.
Fra et omklædningsrum
Det lå ikke i kortene, at Peter Sommer skulle være kunstner. Han gik til fodbold og håndbold i de lokale sportsforeninger. Og skrev kampreferater fra tipskampe på farens skrivemaskine. Egentlig ville han være journalist. Men når han skrev noget, blev det altid kort, poetisk, og så rimede det ofte.
– Jeg tænkte ikke, at jeg skulle noget med det, indtil jeg sad med en guitar og havde lavet en lille melodi. Det var det, jeg skulle bruge det til. Det var popsangsformatet, der var perfekt for sådan en, der gerne vil skrive noget, og som tillader sig at føle alle mulige ting og samtidig laver rim, siger han.
– Du har sagt nogle gange, at du tillader dig at føle noget, eller du stiller dig frem, som en dreng fra Skanderborg ikke tør gøre. Hvad betyder det? Clasher alle følelserne med et ideal om en mand eller en dreng fra Midtjylland?
– Jeg er jo rundet af at komme herfra. Jeg voksede op i et omklædningsrum, og min ungdom bestod af sport. Og der var min taktik aldrig at blære mig. Min taktik var ikke at vise mig frem. Det var bare at klare mig okay og være lidt i midten af det hele. Jeg var nogle gange på førsteholdet og nogle gange den bedste på andetholdet, og jeg ville da gerne noget mere, men jeg turde da slet ikke udtrykke, at jeg faktisk ville være blandt de bedste. Da jeg fandt det med at skrive, kunne jeg af uforklarlige årsager kigge på det, jeg havde skrevet, og sige, at det var ret godt. Og nu siger jeg det højt til ære for Jysk Fynske Medier: ”Jeg synes, at jeg er en af de bedste til at skrive på dansk.” Når jeg kigger rundt, er der ikke noget, der får mig til at sige, at ”oh, shit, bare jeg kunne skrive ligesom Andreas Odbjerg eller Steffen Brandt,” eller hvad det kunne være. Jeg er rigtig godt tilfreds med at skrive, som jeg skriver. Det er ligesom at hoppe ud af omklædningsrummet – og måske har jeg glemt at tage tøj på – men her står jeg og er langt hen ad vejen tilfreds med de tekster, jeg har skrevet, siger Peter Sommer.
I barndommens landskab
Vi rejser os og går en tur rundt i hans barndomsby. Op i hovedgaden, hvor han susede rundt som buddreng for farens trykkeri. Ind og ud af butikker med tryksager.
Der er nogle, der hilser og synes, det er rart at se ham i byen. Et par af hans forældres venner får et knus og en snak om huset og lidt af hvert. Vi stopper foran caféen Valby Bakke, som Peter Sommer engang var involveret i og kom ud af med ”lort langt op ad benene.” Det må være midtjysk for et økonomisk underskud. Men det gør ham nu ikke mindre stolt over at tale om projektet og vise stedet frem.
– Det er rart at prøve at gøre noget andet. Nu tænker jeg også på teaterkoncerten. For jeg har vel udgivet en 10 -12 plader i mit liv og har ligesom prøvet det der. Man udgiver en plade, snakker med nogle journalister om, hvor fantastisk man synes, den er, og hvad man har gennemgået denne gang. Så tager man ud og prøver at spille den op på alle mulige spillesteder og håber, der kommer nogle folk. Og det har vi da været heldige med, at der har gjort mange gange. Så spiller man turné og er væk fra familien den sommerferie, og så begynder man at lave en ny plade. Men i år skal jeg bruge sommeren på at flytte jord, siger han.
– Det er enormt rart for sådan en type som mig at have muligheden for at sige: ”Her er et bed, her er noget jord. Det skal op i en trillebør. Mange trillebøre. Og flyttes hen og lægges i en bunke et andet sted. Her er et hus, der skal males. Du starter i det hjørne og slutter omme på den anden side.” Det er den store gave til mig denne sommer, at jeg bare skal gå og tænke på min teaterkoncert og flytte noget jord og male et hus. Det er kontrasten til alt det der følelsesliv, hvor man altid er i tvivl om, hvad der er rigtigt at synes her, føle her, sige her. Sådan er livet jo for de fleste mennesker langt hen ad vejen. ”Gjorde jeg det godt nok?” ”Sagde jeg det fedt nok?” ”Mente jeg det egentlig dybt nok det her?” ”Brugte jeg min tid sammen med et andet menneske på en måde, der gav mening for os begge to?” Det er man fri for at tænke på, når man bare flytter jord, hvilket er utroligt dejligt. Når bunken er flyttet, så er du færdig, ikk’, siger han.
– Det kan være, det er derfor, bageren lavede øen?
– Lige præcis. Det er en fantastisk ting.
– Men bliver du ved med at være så søgende og spørgende et menneske? Er der ikke nogle ting, der sådan falder på plads med alderen?
– Jeg kan nemt blive ved med at søge musikalsk. Det har jeg altid gjort. Jeg har lavet dyb, elektronisk musik, jazz, singer-songwriter-trubadur-tingen og også voldsom rockende musik. Det skal ikke være alt for let vel. Men der synes jeg, det giver mening at blive ved med at søge, sådan at tiøren aldrig falder helt, siger han.
– I livet kan jeg godt mærke, at jeg på nogle måder bliver mere afklaret. Man bliver forhåbentlig også mere mild med sig selv med årene. Men man er jo stadig den, man er. Så meget mere fatter jeg jo heller ikke.
Han holder en af sine lange pauser.
– Man har sin familie, man har sine børn, og man oplever, at det betyder enormt meget. Mere og mere. Det er en meget generel ting at sige, men det opleves for hvert enkelt menneske som en prås, der går op for en alt for sent. At det – at the end of the day, når du ligger der – er de ting, du vil kære dig om. Om du var der. Måske finder man også ud af, at det mindre og mindre kan betale sig at gå og frygte alle mulige ting eller være bange for at blive afsløret i, at man ikke kan alt det, folk troede, man kunne, eller troede, man var. Måske står man mere og mere ved sig selv. Måske kan man tillade sig at elske sig selv. Øhm. Måske er det enormt rart for alle andre omkring en, at man endelig tog sig sammen til at holde af sig selv. Det er det, man sidder og siger til ens børn: ”Du er god nok. Du er lige, som du skal være. Du skal ikke lave om på noget.” Og så kommer man til at være sur og bede dem om at gøre alle mulige ting, og så fortryder man det bagefter. Men man har ikke engang selv fattet det endnu, siger og skriver 48 år her.
På stamværtshus
– Når du siger, at du er blevet bedre til at stå ved dig selv, hænger det så også sammen med, at du er begyndt at slappe af med din stemme og nyde at stå på scenen?
– Ja, vi kan faktisk binde en knude her. Jeg har følt mig som en, der kom for sent i gang med musik, og at jeg egentlig ikke havde lov til at være der lige så meget som alle de andre. Undtagen lige, hvad angik det med ordene og teksterne, for der havde jeg en enorm selvtillid. Det var et misforhold inde i mig selv, som ikke har været så slemt de sidste fem år. Jeg har vænnet mig til min stemme. Jeg tænker ikke længere på, at det er en mærkelig stemme. På scenen står jeg heller ikke så meget og koncentrerer mig om dem, man kan se, der ikke så godt kan lide musikken og tænker, at det er noget mærkeligt selvoptaget pis, det, jeg laver. Man kan også kigge på dem, der synes, det er modigt at være en mand, der tør synge om sig selv og sit liv.
– En stemme er jo også meget personlig og sårbar?
– Willi Jønsson, som jeg fik æren af at spille med først i min karriere og var mange ture rundt i landet med, sagde mange kloge ting, men en af dem var, at stemmen er og bliver det vildeste instrument. Slut, prut, finale. Der er ikke noget, der blotlægger personligheden så meget som stemmen. Der er ikke noget, der vækker så mange følelser, gode som dårlige, som når folk hører en stemme. Derfor er det også ret sjovt, at det var den, der blev mit instrument, siger han.
Han peger over hovedgaden og spørger, om vi skal kigge ned på stamværtshuset, for han kunne godt ryge en cigaret mere. ”Marius Øltapper” står der på muren ved trappen, der fører ned til et kælderværtshus. Ved baren sidder en enkelt mand med en enkelt øl og ser Tour de France i fjernsynet. Peter Sommer lyser op, da han ser ham. Det er en kammerat fra ungdommen. En af dem, han spillede fodbold og røg sig skæv med. Eller var det i modsat rækkefølge? De griner lidt ad det.
Han tager saksen og smøgerne frem og snakker lidt. Sådan som man gør det bedst vest for Valby Bakke. Da han går på toilettet, skal jeg lige høre:
– Hvordan er Peter Sommer blevet, efter han er blevet berømt?
– Peter er sgu fin nok. Han har aldrig fået nøkker, siger ungdomskammeraten.
Blå bog: Peter Sommer
Dansk sanger og sangskriver.
Udgav i 2002 sit første album som en del af bandet Superjeg.
I 2004 debuterede han som solist med albummet ”På den anden side”, hvorfra ”Valby Bakke” blev ugens uundgåelige på P3. Samme år vandt han P3 Gulds hovedpris. Han har senere vundet flere Danish Music Awards for årets popalbum, bedste mandlige kunstner, bedste sangskriver og bedste rockalbum. Prisen Steppeulven har han også modtaget flere gange.
I 2010 dannede han sammen med Simon Kwamm duoen De eneste to. De arbejdede sammen om to albummer, mens Peter Sommer sideløbende udgav soloplader.
Hans seneste plade ”De uforelskede i København” udkom i marts 2022.
Han er aktuel med teaterkoncerten ”I morgen er alt muligt”, der spiller på Aveny-T i september og oktober.
Han er 48 år, gift med forfatteren Marianne Verge, og de har i alt fem børn i deres sammenbragte familie. De bor i København og har sommerhus i Skanderborg.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” i august 2022.