Da hun var 12 år, vidste hun intet om ballet. Tre år senere dansede hun sin første solorolle på scenen. Med et enormt talent og en ukuelig vilje er ukrainsk-tyske Iana Salenko blevet en af verdens bedste balletdansere. Men det er ikke kommet let. Magasinet Livsstil mødte hende i Berlin, hvor hun fortalte om anoreksi, depression og om at starte forfra flere gange i livet. I juli og august kan du opleve balletstjernen i Danmark, når hun turnerer landet rundt med Verdensballetten.
En tallerken med fisk blev stillet på bordet foran hende.
”Spis!”
Balletdanseren Iana Salenko holder sig på maven, når hun genfortæller historien. Dengang var hun 14 år og havde ikke spist rigtigt i flere måneder. Hun havde anoreksi og var så svag, at hun næsten ikke havde været ude af sengen i en måned. En rygskade og lægernes besked om, at hun ikke længere kunne danse ballet havde gjort den 14-årige pige deprimeret.
– Min mave gjorde ondt, men jeg spiste. Det var min balletlærer, der havde taget mig med hjem fra skolen og tvang mig til at spise. Hver dag i 14 dage gjorde hun det samme. Fisk på bordet og ”spis!”. Og det virkede. Efter 14 dage begyndte min hud at skinne igen. Jeg fik det bedre. Jeg kunne endda mærke, ryggen blev bedre. Og jeg kunne begynde at danse igen, fortæller Iana Salenko, der er solodanser i Berlin Statsballet og danser med Verdensballetten, der turnerer Danmark rundt denne sommer.
Det var kun to år tidligere, at hun første gang havde været til ballet. Men med et fighter-gen og et ”fanatisk hoved”, som hun selv kalder det, havde hun allerede forbløffet og begejstret med sit talent. Derfor var hun flyttet fra familien i Kiev til Donetsk, hvor Pisarevs Balletskole lå.
Et år efter hun begyndte at spise igen, fik hun sin første solorolle i “Don Quijote” i Pisarevs kompagni. Og som 19-årig var hun balletstjerne i Kiev med eget tv-program og en berømmelse, der gjorde, at hun blev genkendt på gaden. En rigtig primaballerina.
Men på grund af kærligheden valgte hun at starte forfra i Berlin. Og det blev ikke sidste gang, at hun skulle starte forfra i sin karriere.
En klovn på scenen
Iana Salenko har sat sig til rette i en split. Det er afslappende at strække musklerne efter et par timers træning, siger hun med et smil. Vi sidder på gulvet i det studio, hvor hun og hendes mand Marian Walther lige har øvet en pas de deux. Der var spring og piruetter. Smil og grin. Rettelser og stakåndethed.
Han er tidligere solodanser ved Berlin Statsballet, men efter en sygdomsperiode med corona, der satte sig på lungerne, har han mistet jobbet og er nu ved at danse sig tilbage i form. Sammen tager de til dansegallaer i Europa og på turné med Verdensballetten i Danmark i juli. De to mødtes også over en dans, men det vender vi tilbage til.
Først skal vi høre, hvordan Iana Salenko voksede op i det tidligere Sovjetunionen og blev balletstjerne, selv om hun ikke anede, hvad ballet var, da hun fyldte 12 år.
– Det var et tilfælde, at jeg begyndte på ballet. Jeg voksede op i en familie med dans og musik. Min far var folkedanser i Ukraine, og min bedstemor var musiker. Min mor elskede gymnastik og kunstskøjteløb, og hun ville gerne have, at jeg begyndte til sport. Det gjorde jeg som 4-årig. Og det gav mig allerede der styrken og viljen til at kæmpe. Men gymnastik var så kedeligt, vi skulle bare strække og strække og gøre de samme øvelser hundrede gange. En dag spurgte min gymnastiklærer, hvad jeg ønskede at blive, og jeg svarede: ”jeg drømmer om at blive klovn.” ”Hvorfor vil du være klovn?” spurgte hun. Og jeg sagde: ”Jeg vil gerne gøre folk glade”, griner hun og gestikulerer overdrevent og fjollet med både hænder og fødder.
– Min far tog sig meget af mig som barn. Hver lørdag tog vi ud og oplevede noget – også cirkus. Og det var som at gå ind i en drøm. Jeg elskede klovne, deres makeup, og at kvinderne var så smidige, at de kunne gøre alt med deres krop, mens folk grinede.
– Hvordan kom du fra klovn til balletdanser?
– Måske er jeg bare en klovn på scenen, griner hun.
– Man kan da sige, at du gør folk glade med din dans, men måske ikke en klovn ..?
– Ej, jeg ville også gerne spille violin, men det ville min mor ikke have. Hun kunne ikke lide instrumentet og de hvinende lyde, og hun syntes, at jeg var for gammel til at begynde på det, da jeg var 12 år. Så min far sagde, lad os tage til ballet i stedet, og for mig var det lidt den samme verden. Men jeg anede ikke, hvad ballet var, jeg havde aldrig set en rigtig ballet. Han havde fundet et kompagni, hvor balletbørn kunne rejse verden rundt, og jeg kom til optagelsesprøve. Det var helt forfærdeligt. Jeg blev bedt om at tage tøjet af, og jeg var 12 år, havde fået bryster og var allerede en kvinde, så det brød jeg mig ikke om. Men jeg stod der med kun et klæde på og blev undersøgt på ryggen, hofterne, leddene, hele kroppen, og de sagde, okay, jeg kunne måske godt, men det var for sent at starte som 12-årig. Men jeg sagde: ”jeg vil det virkelig meget. Jeg vil virkelig kæmpe for det,” og så kom jeg med, fortæller Iana Salenko.
– Fordi jeg var så gammel, startede jeg i tredje klasse, og jeg kom bare som en normal pige, blandt alle de balletbørn med deres perfekte, hvide gymnastikdragter. Jeg vidste bare, at jeg ville være ligesom dem. Men det var svært. Der var hård disciplin. En dag kom jeg et minut for sent til timen, og så blev jeg smidt ud. Jeg sad bare og græd, for jeg havde taget toget en time for at komme frem. Men næste gang løb jeg og kom et kvarter før. Jeg lærte en masse om disciplin der, fortæller hun.
– Det lyder hårdt for et barn. Havde du aldrig lyst til at give op?
– Nej, det gik selvfølgelig op og ned, men når man oplever, at folk bliver begejstrede for det, man kan, og at de siger, man har talent, er det motiverende. Så har man lyst til at gøre det, der forbløffede dem, igen og igen. Efter et halvt år fik jeg min første rolle, efter et år fik jeg tredjepladsen i en konkurrence. Der var hele tiden noget nyt, jeg opnåede. Jeg havde talentet og viljen, så jeg arbejdede hårdt. Jeg ville have den perfekte krop, det perfekte ansigt og se ud som de andre ballerinaer. Jeg ville hele tiden have mere. Men jeg blev fanatisk, jeg gjorde for meget og fik en rygskade, fortæller hun.
Med skaden kom også depression og anoreksi. Indtil en lærer på balletskolen i Donetsk tog hende med hjem og tog sig af hende, så hun begyndte at spise igen.
– To uger hos hende forandrede alting. Måske havde jeg brug for, at nogen tog sig af mig, da jeg var så langt fra min familie. Jeg fik også håb, fordi min ryg føltes bedre, og jeg tænkte: ”måske kan jeg alligevel blive ved med at danse, selv om lægerne havde sagt, at jeg blev nødt til at holde op.” Men jeg kom tilbage på scenen, og efter et år fik jeg min første solorolle i Don Q. Det var ligesom et mirakel, og derfra blev alt bare givet til mig, siger hun og slår ydmygt blikket lidt ned.
– Det er mange oplevelser på bare tre år. Hvordan var det at gå igennem så meget så ung?
– Det, jeg oplevede på tre år, er der nogen, der ikke oplever på et helt liv. Da jeg skulle danse mit første show, fik jeg høj feber, så de var lige ved at aflyse. Men jeg kæmpede for at danse, og jeg tænkte, at jeg skal danse, om jeg så dør af det. Men så nervøs bliver jeg heldigvis ikke mere.
Den slanke, stærke kvinde blev hurtigt en stjerne i Ukraine. Hun blev primaballerina ved Ukraines Nationalopera, og med den titel fulgte berømmelse og tv-shows. Det er en af forskellene mellem Ukraine og Berlin, fortæller hun. Derovre blev hun som stjerne tilbudt alle de store roller uden at arbejde for det, i Berlin skal man hele tiden konkurrere med de andre dansere. Men det vidste hun ikke dengang.
Derfor kom det også som en overraskelse, at hun blev afvist, da hun søgte til Berlin Statsballet i 2005.
Kærlighed ved første blik
Det var kærlighed ved første blik, da Iana Salenko så Marian Walther danse i Wien. De var begge i den østrigske hovedstad for at deltage i en balletkonkurrence. Hun sad i teateret og kiggede på de andre dansere og vidste med det samme, at den dengang 21-årige tyske danser var ham, hun ville være sammen med. Hun lyser stadig op, når hun fortæller om mødet. Hun viser med hele kroppen, hvor genert hun var, da de udvekslede numre, og griner, når hun fortæller, at Marian gav hende et forkert nummer, så hun måtte få arrangørerne til at finde hans mail frem. Det er 20 år siden nu.
– Jeg tænkte på ham hele tiden. Da han endelig ringede, og jeg fandt ud af, at han var lige så forelsket i mig, pakkede jeg to tasker med mine ting og flyttede ud af lejligheden, som jeg boede i sammen med min daværende kæreste. Vi snakkede sammen i telefonen ofte, og jeg ville have ham til at komme til Kiev og danse sammen med mig. Jeg havde en hel karriere allerede og alt det, jeg altid havde ønsket mig, men han ønskede, jeg kom til Berlin. Og for mig var det vigtigste at have ham og hans støtte. Berømmelsen er ingenting ved siden af kærligheden, trygheden og familien. Så jeg sagde: ”Okay jeg starter fra nul i Berlin”, siger hun.
Men det var ikke så nemt, som hun troede at få nyt job i Berlin, efter parret var blevet gift. Hun var for lav, og statsballetten havde de dansere, de skulle bruge, fik hun at vide.
– Men så tog jeg til konkurrencer og vandt to guldmedaljer. Jeg kom tilbage med priserne og tænkte: ”Hvad mere vil I have?”, og så fik jeg en rolle i korpset. Så jeg startede småt ud, men efter den første rolle blev jeg solodanser (Det, der andre steder kaldes primaballerina, red.). Så var jeg ikke for lav mere. Men det var ikke nemt. Her er en meget anderledes mentalitet end i Ukraine. Hvis man i Rusland eller Ukraine er primaballerina, ville man få det hele serveret. Alle ville gøre alt for en. Her er der konkurrence. Men det er bedre sådan, for så bliver man ved med at være god. I Ukraine ville jeg måske være blevet doven og svag, siger den nu 39-årige balletdanser.
Hun har født tre børn, den yngste er bare ni måneder, og efter hver fødsel startede hun igen fra nul. En graviditet er, som om kroppen bliver ødelagt, siger hun med et grin og tilføjer, at det hele er i hovedet. Man må bare kæmpe sig tilbage. Og det har hun gjort hver gang. Det virker som om, intet kan få hende til at stoppe med at danse.
– Nej, det tænker jeg ikke på, så længe mine børn er sunde og glade. Og i dag afleverede jeg min søn i børnehaven, og når han griner og vinker farvel, er det nemt at tage på arbejde og øve. Når jeg tænker over det, så ser jeg faktisk stadig mig selv danse om 10 år, siger hun.
– Hvordan har kroppen det? Det er ikke sådan, at den begynder at gøre mere ondt med alderen?
– Det har altid gjort ondt. Lige siden jeg begyndte til gymnastik som syv-årig. Det er bare sådan, det er. Måske er det endda blevet en lille smule bedre med alderen. Jeg passer på min krop, varmer op og strækker ud. Det lærte jeg allerede, da jeg fik rygskade som 14-årig. Men selvfølgelig vil jeg acceptere det, hvis jeg bliver nødt til at stoppe på grund af helbredet, eller fordi mine børn har brug for mig. Jeg kan dog ikke forestille mig ikke at arbejde med ballet. Måske vil jeg være lærer for de unge eller børnene. Måske som kostumedesigner, for jeg har fået en hobby med at sy kostumer og sidder og laver alle de fine detaljer. Det elsker jeg. Jeg er bare en amatør, men jeg kunne lære det.
Brug for støtte
– Hvordan balancerer I tiden mellem familien med tre børn og stadig begge at være balletdansere. Er det ikke svært at få til at hænge sammen?
– Hvis jeg ikke havde børn, ville det hele handle om balletten, om at træne, få massage og at spise sund mad. Men med tre børn har man ikke tid til det. Så du står op og spiser, hvad der nu er, løber rundt, kommer til prøverne, giver alt, hvad du har, løber ud for at hente, lave mad, trøste, og så måske om aftenen har man en lille smule tid til hurtigt at strække ud. Men så skal du sove og så forfra næste dag. Jeg elsker det liv, fordi det er så intenst, og det handler ikke kun om ballet, men om et helt normalt liv. For hvad hvis jeg ikke havde familien. Hvad skulle jeg så, når jeg ikke længere kunne danse? Var mit liv så ovre? Det er ikke godt på den måde. Men nu har vi også hjælp fra mine forældre, fortæller hun.
– Ja, jeg kan forstå, at de er flygtet fra krigen i Ukraine og bor hos jer?
– Min mor kom allerede i januar for at hjælpe med babyen. Og da krigen brød ud, blev hun. Hun er den perfekte bedstemor, hun laver mad, gør rent og tager sig af børnene. Det var lidt svært for min mand i starten af have hende boende, men nu er han også blevet vant til al den hjælp. Min far blev for at passe på huset i Kiev. Vi tryglede ham om at komme, men han ville blive, selv om han er en gammel mand på 75 år. Der var ellers roligt i Kiev i flere måneder, men nu er bomberne begyndt igen. I maj kom han til Tyskland, så nu behøver vi ikke være nervøse mere, siger balletstjernen, der dog stadig har to brødre i Ukraine og sine tanker der.
Derfor arrangerede hun velgørenhedsshowet ”Ballet for livet” og samlede omkring 60.000 euro ind. De er givet til den ukrainske stat, så de kan støtte kvinder, der føder for tidligt på grund af stress over krigen. Dem er der alt for mange af, forklarer Iana Salenko, der fik et takkebrev fra præsidentfruen i Ukraine.
– Det er ikke mange penge, men det handler også om at hjælpe lidt. Jeg mødte så meget støtte, da jeg ville lave showet: Kompagnier stillede dansere til rådighed, nogle gav gratis mad, andre gav gratis hotelværelser til danserne. Det var dog svært at få støtte fra tyske politikere, men det har vist ændret sig nu. Men det har været helt vildt at møde al den støtte. I starten gav folk mig knus, når de hørte, jeg var fra Ukraine, og jeg græd over omsorgen, siger hun, og for første gang i interviewet er der langt til et smil i hendes ansigt.
– Jeg tænker også på det russiske folk og er ked af, at folk nu hader dem, bare fordi de er russere. De kan ikke gøre for det. De kan intet at stille op, siger hun.
Blå bog: Iana Salenko
39-årig balletdanser.
Opvokset i Kiev.
Uddannet på Pisarevs balletskole i Donetsk. Fik sin første solorolle i ”Don Quijote” i Pisarevs Kompagni som 15-årig. Var primaballerina i Kiev Opera Ballet i 2002. I 2005 rejste hun til Berlin, hvor hun startede som halvsolist, blev så solist i 2006, og siden 2007 har hun været primaballerina (principal dancer på engelsk, red.) i Berlin Statsballet.
Hun danser ofte som gæstedanser i andre lande – blandt andet i London ved den kongelige ballet, i Rom, i Firenze, i Hong Kong, i Moskva, i Slovenien og mange flere lande. Hun har flere gange turneret med Verdensballetten i Danmark, og hun optrådte for nylig til en galla-forestilling til fordel for Ukraine, som Verdensballetten var med til at arrangere på Det Kongelige Teater i København. Der blev samlet næsten en million kroner ind til Røde Kors’ arbejde for ofrene i Ukraine.
Har vundet fem guldmedaljer ved internationale konkurrencer. Blandt andet i 2004 i Wien, dengang hun mødte sin mand: Marian Walther.
Hun er gift med den tyske balletdanser Marian Walther, der i 19 år var solodanser ved Berlin Statsballet. De har sammen tre børn på 13 år, 3 år og 9 måneder. De bor i Tegel i Berlin sammen med hendes forældre, der er flygtet fra Kiev på grund af krigen i Ukraine.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil i juli 2022.