Selv om dansktopduoen Keld og Hilda Heick udgav deres sidste album i januar, har de mere travlt end nogensinde. Ægteparret på 75 og 76 har turneret sammen i 41 år og haft både datter, hund og campingvogn med rundt i hele landet. Men de har lovet sig selv at skrue ned for tempoet efter sankthans og holde sig til to jobs om ugen. Hvis de da kan finde ud af at sige nej. Keld og Hilda er aktuelle på Langelandsfestivalen og dansktopfestivalen i Svendborg til sommer
Hilda Heick kiggede ud bag scenetæppet og så de 700 festklædte mennesker i salen. Pludselig ønskede hun sig alle andre steder hen. Allerhelst hjem under dynen i sin seng. Hun kiggede på Keld.
– Det gør jeg bare ikke. Jeg tør ikke, sagde hun og satte sig ned og tudede.
Hun havde aldrig stået på en scene før og havde gennem årene sagt nej talrige gange, når hun blev opfordret til det. Men parret havde øvet sig hjemme i stuen med lydanlæg og et publikum af familie, venner og naboer. Og Keld, der allerede havde 20 års erfaring som sanger, havde forvisset hende om, at det værste var at optræde for folk, man kender. Men de 700 ukendte, forventningsfulde ansigter var nu alligevel mere skræmmende for Hilda.
– Så fik jeg Jordens største skideballe af dig, husker Hilda, mens hun kigger på sin mand.
– Du sagde, sådan går det ikke. Når man har sagt ja, har man sagt ja. Og det mener jeg jo også, så jeg måtte tage mig sammen. Heldigvis var folk så søde. De kunne jo se, at jeg var faldet ned fra Månen, men de bar mig igennem med deres sympati. Men man er jo ikke ligefrem verdensstjerne, når man står der for første gang. Når alle kigger på en, og man ikke ved, hvor man skal gøre af sig selv og sine hænder. Sådan havde jeg det i lang tid, siger hun.
– Men du kom til at synes om det, smiler Keld Heick tilbage til sin hustru.
– Det gik jo meget godt. Og efter et halvt år, hvor jeg var med ude at synge, kunne jeg godt se, at jeg ikke både havde tid til at læse til merkonom, passe mit job på Lundbeck og synge i weekenderne. Vores hjem så forfærdeligt ud, og jeg bryder mig ikke om at have rod. Jeg syntes også, lille Annette blev forsømt, siger Hilda, der sagde sit job op og blev fuldtids-duetsanger med sin allerede berømte mand.
Siden deres første optræden sammen på Pejsegården ved Brædstrup er der gået 41 år. Og selv om parret i år har udgivet deres sidste album, er de lige nu travlere end nogensinde.
Matcher hinanden
Der står et fad ostemadder på spisebordet, og Hilda Heick pisker flødeskum til kagen, mens hendes mand laver kaffen. Hun er klædt i hvidt og beige, og han har en blomstret skjorte på i lilla, grønne og blå farver, som skulle han matche hendes øjne. I det hele taget virker de som et par, der matcher hinanden.
Når hun glemmer et ord i en sang, er han klar til at synge det. Når han glemmer, hvor de skal være på søndag, ved hun det på fingerspidserne. Og når han sidder med guitaren et par timer, gør hun rent eller ordner haven. Han er drømmeren og romantikeren, og hun er den praktiske.
– Jeg er nok lidt en arbejdshest, siger Hilda Heick.
– Du er overpligtopfyldende, siger hendes mand.
– Ja, sig det bare: Jeg er irriterende. For det sagde han til mig så sent som i går. Vi var kommet hjem, og så sagde Keld: ”Årh, skal vi ikke bare sætte os ud på terrassen i fem minutter?” Og jeg kan ikke sidde stille så lang tid, for jeg skal lige … Så siger Keld: ”Sæt dig ned!”, fortæller Hilda.
– ”Nej, den er ikke blevet klippet pænt, den der. Den skal jeg lige rette på.” Og ”prøv lige at se, det ser jo forfærdeligt ud, det er jeg lige nødt til at ordne”, parodierer Keld sin hustru.
– Ja, det er noget, jeg har lært hjemmefra. Jeg havde en mor, der var militaristisk i sin orden. Og når man er opdraget til det, er det også sådan, når man får sit eget hjem. Det kan man nok ikke lægge af sig. Og når Keld så slapper af, når jeg lige det, jeg havde regnet med, at han nåede, også, griner hun.
Keld og Hilda Heick har kendt hinanden siden de gik i 2. klasse og været kærester, siden de var 14 år. Det er 61 år siden, og der er stadig hele tiden kontakt mellem dem – enten med hænderne eller øjnene. Også når de driller hinanden lidt.
Musik og livsglæde
Som teenagere sad de på Hildas værelse og sang duetter, mens de optog på spolebåndoptageren. Nina & Frederik, The Everly Brothers og Willie Nelson var på repertoiret. Mens Hilda fik flidspræmier i skolen, gik Keld mere op i musikken. Så meget, at hans forældre syntes, det gik ud over hans skolegang. Og da Hilda også mente, at han burde bruge tiden mere fornuftigt, lagde han guitaren fra sig.
– Det var min store lidenskab, så jeg brugte alt for meget tid på musik. Det kan man jo ikke sige i dag, for det endte jo med at blive min livsvej og min karriere. Jeg kunne nu godt leve med, at mine forældre var trætte af, at jeg spillede musik, men at Hilda ikke var glad for det, det duede ikke. Så jeg sagde til de andre i The Donkeys, at jeg stoppede. Vi opløste orkesteret. Der gik nogle måneder, inden Hilda en dag sagde til mig: ”Du er altså ikke min gamle Keld mere. Du virker trist og ked af det. Jeg kan mærke, du ikke har det godt. Savner du musikken?”. ”Ja, det gør jeg selvfølgelig”. Og så spurgte hun mig, om jeg ikke ville være sød og spille igen. Så fik hun sin gamle Keld igen, siger han.
– Han blev fuldstændig indesluttet. Der var ingen humør tilbage, han var bare en trist, ung mand at se på. Og jeg tænkte, det går ikke. Når han er så glad for musik, kan det ikke nytte noget, at jeg synes, han skal være en almindelig mand, der går på arbejde fra 8 til 16. Jeg kunne jo lide ham, og jeg kunne se, jeg slog ham ihjel ved at sige, at han ikke måtte spille, siger hun.
– Hvis nogen dengang havde sagt, at nu sidder vi her som 75-76-årige …, siger Keld, og Hilda afslutter hans sætning:
– … og stadigvæk har travlt, havde vi sagt, at den måtte de længere ud på landet med. Det havde vi aldrig drømt om.
Han nikker bekræftende.
Da Keld samlede The Donkeys igen, gik der bare tre måneder, før de var danmarksmestre i pigtråd og havde en pladekontrakt. Men de første sange, bandet indspillede, blev ikke en større succes, og de overvejede at stoppe med musikken for at studere.
– Men vi blev overtalt til endnu en plade. Denne gang på dansk. Jeg fik en stak noder, som jeg sad og klimprede mig igennem efter bedste evne. Og så kom jeg til en gammel slager. Jeg tænkte, den var ikke helt tosset, hvis man lige ændrede den fra tre fjerdedele til fire fjerdedele, så den blev lidt mere pigtrådsagtig. Det kunne man godt prøve. Det var ”Ved landsbyens gadekær”. Det var bare et svineheld, at vi lige dumpede ind i et kæmpehit. Og så fortsatte vi, siger han.
”Ved landsbyens gadekær” overhalede The Beatles’ ”Yellow Submarine” og fik en førsteplads på Top20, da den udkom i 1966.
Duetterne
Keld Heick fortsatte med The Donkeys, indtil han fik en knude på stemmebåndet og en formaning om at lægge sit liv om. Det var slut med at synge 6 til 7 timer om dagen, så Keld forlod bandet i 1980 og tog ud som solist, hvor han kunne nøjes med at synge to gange 20 minutter.
– Jeg besluttede mig for, at sådan måtte det være. Og jeg sagde til Hilda, at det kunne være sjovt at stå på scenen sammen, vi to. Vi havde jo sunget duet hjemme på værelset, da vi var unge, og tre år tidligere havde jeg overtalt hende til at komme i studiet og synge ”Honey I do”, når jeg sang ”Do You Speak English?”. Den sang, havde ligget på førstepladsen på hitlisten i syv uger. Men det var hun absolut ikke interesseret i. Jeg måtte køre alene på landevejen, og jeg kedede mig altså så forfærdeligt. Og jeg var jo irriterende, for jeg ringede hjem hele tiden, siger Keld.
– Ja, hver gang han så en telefonboks, ringede han, bryder hun ind.
Og der var mange telefonbokse. Nogle gange gik der kun 20 minutter imellem, at telefonen ringede hjemme hos Hilda i Skovlunde.
– Til sidst sagde Hilda, nu må du altså holde op med at ringe hele tiden. Jeg har travlt og skal alt muligt, jeg kan ikke hele tiden sidde ved telefonen. Men jeg syntes, det var så rædselsfuldt at køre de lange ture alene. Så jeg spurgte hende igen, om vi ikke kunne finde ud af noget. ”Nej, det kan vi ikke,” fortæller han.
Samtidig var der en impresario, der fra tid til anden ringede til Hilda og spurgte, om hun ikke snart skulle synge sammen med Keld. Hun sagde igen og igen nej. Det var hun alt for genert til.
– Men en dag stod han og ringede på døren og spurgte: ”Nå, kan man så overtale dig?”. Og det var jo svært at sige nej, når han stod der. Så jeg endte med at sige ja til at tage med 10-12 gange, når jeg havde fri fra Lundbeck om lørdagen eller søndagen. Men det kan man jo ikke nøjes med, for man skal også øve et repertoire, så når jeg kom hjem fra kontoret, stod vi med lydanlægget i stuen og øvede til klokken 22, og så kunne jeg stå op næste dag og tage på arbejde igen, fortæller Hilda.
– Ja, det var hårdt, skyder Keld ind.
– Så jeg tænkte, nu tager jeg med de 10-12 gange, og så bliver han nok træt af det. Men nu er der gået 41 år, siger hun og smiler til ham.
Familien på landevejen
De kaldte sig selv Cirkus Heick, når de spændte campingvognen bag bilen og rejste ud i landet alle tre: Keld, Hilda og Annette. I begyndelsen havde de turneret mellem kedelige omklædningsrum og hotelværelser med en ekstra opredning. Men Hilda fik ondt i maven af, at hendes 10-årige datter skulle sidde i et iskoldt rum og vente på, at forældrene havde sunget. Eller når Annette sagde, at hun var sulten klokken 22 om aftenen, og der ikke var andet end nogle lakridser i tasken.
– Det havde jeg det forfærdeligt med, så jeg sagde til Keld: Hvis det her skal fortsætte, skal vi have en campingvogn. ”Ej, det skal vi ikke,” sagde Keld. Men det skulle vi. Og da vi fik campingvognen, blev det rigtig hyggeligt. Vi fik også en hund, der kunne holde Annette med selskab. Selvfølgelig var det besværligt at køre rundt med, men det var ligesom at have vores hjem med alle steder, siger Hilda, der selv syede gardiner til det rullende hjem.
– Jo, det var en hyggelig tid, medgiver Keld og forsætter:
– Vi har altid været lidt usikre på, hvordan Annette følte det. Var hun ærlig, når hun sagde, det var sjovt og hyggeligt, eller bare flink over for os? Men så skrev hun i sin bog (”Datteren”, red.), der kom sidste efterår, at det var noget af den hyggeligste tid overhovedet. Det var godt at vide.
– En gang imellem var hun dog træt af tivolipladser og røde pølser og ærgrede sig over, at vi aldrig kom ud og rejse i ferierne, fordi vi arbejdede. Men når hun kom tilbage til skolen, var de andre børn misundelige over, at hun havde brugt hele ferien på tivolier. Sådan er det jo. Vi arbejder på de tidspunkter, hvor andre har fri. Vi har måttet sige nej til mange af vennernes fødselsdage og fester, men så var vi hjemme i hverdagene, og det var også skønt. Her på vores gamle dage er det mest hverdagsjobs, vi har, fordi vi henvender os til ældre mennesker, som hellere vil ud i hverdagene, så de kan bruge weekenderne med familierne. Sådan skifter tiderne, forklarer Hilda.
Selv om de stadig kører hele landet rundt, rejser de ikke længere med campingvogn, men familiens hund, pudlen Bertil, har de med på turné. Han ligger i sin kurv i omklædningsrummene og får en lur, mens de optræder.
Taknemmelighed
Sidste år holdt de 100-års jubilæum som musikere, og de har været over hele landet flere gange. Hvis de ikke lige har været i en bestemt landsby, har de sikkert spillet inden for en radius af 10 kilometer. Men de har aldrig haft så travlt som nu.
– På grund af coronakrisen har vi flyttet flere af vores jobs til dette forår, men der lå jo andre jobs i forvejen, så vi har måttet putte dem indimellem. Og vi putter stadig jobs ind. Samtidig er der blevet bevilget penge til underholdning til de ældre, og det gør også, at vi er ret pressede. Men når vi når til sankthans, er det overstået. Der bliver det normalt igen med et par jobs om ugen. Og det er fint, vi skal ikke have mere end det, for så hygger vi os mere med det. Når man har fem eller seks jobs på en uge, bliver det lidt hårdt. Men folk kan ikke mærke det. De skal ikke mærke, at man tænker, ”åh, gud jeg orker det ikke”, når man kører hjemmefra. Men når man så kommer ud til alle de dejlige mennesker, har man glemt det, siger Hilda.
– Så kommer adrenalinen, tilføjer Keld.
– Og så er det først, når man kommer hjem igen, at man siger ”århhhh …”, siger hun og fortæller om alle de gange, de har optrådt, hvor andre måske ville have aflyst.
Da hun havde fået opereret foden og måtte hvile den på en slags rollator. Da Keld havde brækket armen under en fodboldkamp og jo ikke kunne spille guitar. Eller dengang han fik opereret sin stemme og ikke måtte sige et ord.
– Vi havde det ad helvede til med det begge to, siger Keld.
– Ja, vi ringede for at aflyse, men arrangøren var helt ulykkelig. Og han spurgte, om vi ikke bare kunne mime. Vi måtte sidde og lytte pladerne igennem og lave et bånd. Det er meget sværere, for man synger ikke altid på samme måde, og man skal ramme lige oveni. Jeg annoncerede det hele, og der er nok nogen, der har tænkt, at nu har hun da overtaget hele roret hende der, siger Hilda og griner lidt.
– Jeg kunne ingenting sige. Men det føltes som snyd, når man stod der og lod som om. Der var ingen, der opdagede det, men vi var simpelthen så bange for, at båndet knækkede, og det hele ville blive afsløret, siger Keld.
– Det gør vi aldrig mere. Vi har også lovet os selv, at vi ikke siger ja til alt mere, siger Hilda.
– Men det er svært, når folk ringer og er søde og siger, at en eller anden har fødselsdag lige den aften, og det eneste, de ønsker sig, er, at vi kommer og synger. Så siger man ”okay, vi kommer”. Og bagefter hader man sig selv for det, siger Keld.
– Selv om I er trætte og har travlt, kan I så altid være på, når I står foran publikum?
– Ja, kommer det kort fra Keld.
– Den dag, vi ikke kan være klar og ikke længere føler, at det er sjovt og hyggeligt, og at vi gør vores arbejde ordentligt, stopper vi helt sikkert. Men det er stadig hyggeligt og rart at synge. Bilturene kunne jeg dog godt undvære, siger Hilda.
Tidligere vendte de hele deres liv og alle deres tanker på bilturene. De snakkede om deres opvækst og oplevelser med forældrene. Om hvordan de ville leve livet anderledes. Hvordan de ikke ville bære nag, som Hildas forældre var gode til. Eller hvordan de ikke ville lave regler for, hvem Annette måtte være kærester med, som Kelds forældre forsøgte det, da han mødte Hilda.
– Vi har vendt og drejet hele livet, mens vi kørte fra job til job, så vi næsten ikke behøver at snakke mere, siger Hilda med et glimt i øjet.
– Nogle gange vender vi os om mod hinanden og begynder at sige det samme. Så tænker man, ej, nu har vi været gift for længe. Men på landevejene har vi haft tid til at snakke om alle de ting, som folk måske ikke når i deres travle hverdag, hvor man kommer hjem, henter børn, laver mad og vasker op, siger hun.
– Der må man sige, at vi har fået snakket godt igennem, siger han.
– Fra a til z og omvendt. Nu kører vi mere i tavshed, for vi har nok ikke så meget mere, vi skal have vendt, siger hun, og de griner begge to, inden hun fortsætter:
– Men jeg sidder og læser avis på min telefon og så beretter jeg for Keld, hvad der er sket i verden.
– Tror I nogensinde, I vil stoppe med at spille musik?
– Ja, det tror jeg, siger Keld, mens Hilda er mere tøvende.
– Tror du? Vi har sagt til os selv, at vi tager ’23 med, og så ser vi, hvordan det går. Vi har ikke nogen bookinger i ’24. Og lad os nu se, om der kommer nogen, det kan jo også være folk siger, ”nej, nu er de for gamle, nu er det slut”. Og måske er vi også selv ramt af et eller andet. Der kan ske mange ting i vores alder. Så man skal bare glæde sig over, at det går godt. Det siger vi også til hinanden næsten hver dag. At vi er taknemmelige over, at vi har hinanden, og at vi har det forholdsvis godt, selv med de skavanker, der kommer til, når man bliver gammel. Man halter lidt en gang imellem, men hvor er vi privilegerede, at vi stadig kan gå ud og lave alle de ting, vi gerne vil i vores alder. Og Annette, Jesper og ungerne har det godt. Hvad mere kan man forlange? siger hun og vender øjnene mod Keld.
De smiler til hinanden.
Keld og Hilda Heick
Er både ægtepar og dansktop-duo, der udgav deres første single, ”Do You Speak English?”, i 1976.
De er henholdsvis 76 og 75 år.
Mødte hinanden, da de gik i 2. klasse og blev kærester, da de var 14 år. Dengang sang de også duetter hjemme på teenageværelserne.
Keld vandt med bandet The Donkey Danmarksmesterskabet i pigtråd i 1965, og året efter slog de igennem med hittet ”Ved landsbyens gadekær”. Indtil 1980 spillede Keld & The Donkeys sammen. Fra 1981 har han turneret med sin hustru Hilda.
Hilda arbejdede som datalog hos Lundbeck, indtil hun blev fuldtidssanger.
Keld Heick har skrevet over 2000 sange. Heriblandt en del melodi-grandprixtekster både til dem selv og andre sangere. Han har vundet det danske grandprix ni gange som sangskriver: første gang med ”Disco Tango”, sunget af Tommy Seebach. Han er også manden bag ”Vi maler byen rød”, som Birthe Kjær vandt med i 1989 og ”Sku’ du spørge fra no’en” sunget af Hot Eyes i 1985. Den fik også en førsteplads.
Fra 1993-98 var parret i spidsen for Nykøbing Falster Revyen. Fra 1998 til 2002 var Keld vært for tv-programmet ”Musikbutikken” på DR1.
De udgav deres sidste album ”Hele vejen” i januar 2022. Men de er ikke færdige med at optræde live for publikum. De spiller blandt andet på Dansk Top Festivalen i Svendborg og har banko-underholdning på Langelandsfestivalen til sommer.
Keld og Hilda blev gift i 1968. De er forældre til Annette Heick, 50 år, der er skuespiller, sanger og tv-vært.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” i april 2022.