Efter 25 år som teaterchef har Kasper Wilton endelig fået selvtillid nok til at instruere forestillingen ”Fra regnormenes liv” med fire stjerneskuespillere på scenen. Han har også fået ridderkorset og vundet priser for sine forestillinger, bygget Folketeatret om og fået tilskuertallet op over 150.000 om året. Alligevel omtaler han sig selv som kedelig og fantasiløs. Som et sikkert valg: En instruktør, der kan få folk ind og ud af scenen, uden at de støder sammen. Og som en mand, der sparer op, bor småt og forsøger at give sine børn en helt almindelig barndom, for det har han aldrig selv haft.
Kasper Wiltons telefon ringer, og han hopper begejstret op fra stolen.
– Jeg tager lige den her. For det skal I også høre. Det er helt sindssygt, siger Folketeatrets chef, mens han fører telefonen op til øret og begynder at fortælle:
– En af vores nye praktikanter har set Sofus. Han kom gående nede i foyeren med en værktøjskasse. Først troede hun, det var en af hendes medpraktikanter, men han stod bag ved hende. Hun vidste ikke noget om, at der er et spøgelse her. Og så forsvandt manden med værktøjskassen sådan her.
Han slår den frie hånd ud til siden.
– Er det ikke vildt? spørger han, da han vender sig fra telefonen og tilbage til mødebordet.
– Jeg har aldrig oplevet det, men det er der mange, der har. Det skulle være en scenemedarbejder, der hedder Sofus, som hængte sig af ulykkelig kærlighed på scenen i 1950. Siden har han ikke forladt teatret. Der er flere, der har oplevet ham: Lone Hertz, Mathilde Norholt og Birgit Sadolin. Det er den sjoveste historie. Hun kommer gående med favnen fyldt med tøj hen mod en dør, og så åbner den sig bare. Hun var fuldstændig chokeret, siger han med et grin.
– Men på Odense Teater har jeg set noget. Der var helt sikkert et spøgelse, men det siges, at han er holdt op nu. Han dukkede op på anden balkon. Da vi lavede ”Jul i Gammelby” i 2004, havde vi en masse nissebørn med, og de fortalte en dag, at ”manden på det billede er altid så sur, når vi møder ham”. Sådan helt uskyldigt, for de vidste ikke, at det var en afdød, de pegede på. Og de havde også set ham på balkonen, fortæller Kasper Wilton og afbryder sig selv:
– Nå, men nu skal det jo ikke handle om spøgelser det hele.
Og så alligevel. For Kasper Wilton har sine egne personlige spøgelser. De har hjemsøgt ham, siden hans far, teaterdirektør Kai Wilton, blev fyret, forlod Odense Teater i vanære og få år senere tog sit eget liv.
2022-01-30_Tillaeg_-_30-01-2022Voksede op på teateret
Han griner ofte, Kasper Wilton. Han gestikulerer levende og banker gerne i bordet for at understrege en pointe. Andre gange gnider han hænderne rundt i hovedet. Og ellers beskæftiger de sig med brillerne, der ryger af og på og bliver pudset i en nissehue, der ligger bag skrivebordet på teaterchefens kontor.
Her sidder han tit med fødderne oppe i vindueskarmen og kigger ud over Nørre Voldgade, mens han arbejder. Men man får på fornemmelsen, at han ikke sidder stille alt for længe ad gangen.
Siden 2010 har Kasper Wilton været chef på Folketeatret i København, og i den tid har han sat sit aftryk på stort set alt. Han har lavet gennemgribende ombygninger for millioner, overværet, hvordan teatersalens loft blev malet sirligt op, og bestemt en ny hældning på sæderne, der giver ekstra benplads. Han har opnået tilskuertal på over 150.000 om året, hvis man tæller turné-forestillingerne med. Foruden at instruere og endda spille med i en enkelt forestilling.
– Jeg har ikke stået på scenen i 20 år bortset fra sidste sæson, hvor Mads Reuter, en ung, flot skuespiller, var blevet syg af corona. Og i stedet for at aflyse gik jeg ind og spillede den unge elsker på 18 år, siger han med et af sine brede smil.
– Er det sådan noget, man kun får lov til, når man er teaterdirektør?
– Ja, men jeg gjorde det med en bog i hånden, mine briller på og i mit eget tøj, så det var tydeligt, at jeg ikke på nogen måde skulle prøve at være ham. Men det var sjovt, publikum fik nogle gode grin, og vi fik gennemført vores forestillinger, fortæller Kasper Wilton, der debuterede på teaterscenen som fireårig.
Det var i ”Karamelmaskinen” i 1965 på Odense Teater.
– Selv om der ikke er noget teater, jeg har påvirket så meget som Folketeatret – især med den store ombygning til 48 millioner kroner – er det sted, hvor jeg virkelig føler mig hjemme, Odense Teater. Fordi jeg tilbragte min barndom der. Bogstavelig talt voksede jeg op der, og der er ikke en krog, jeg ikke kender på det teater, siger han.
Han var kun få måneder, da han første gang blev båret ind på teateret af sin mor, skuespillerinden Grethe Holmer, der senere blev rektor på skuespillerskolen i Odense, og sin far, teaterdirektør og -instruktør Kai Wilton.
Han var næsten et år, da han optrådte på et billede i avisen første gang. Hans mor står med den bredkindede baby i armene, mens hans far plukker æbler. Det er taget i haven til Hunderup-villaen – det fine kvarter i byen.
– Jeg har aldrig nogensinde oplevet et normalt liv. Jeg debuterede som fireårig. Altså, det er jo sygt. Og jeg var med i alle mulige barneroller hele tiden, siger Kasper Wilton.
Det er bare teater
Alligevel var det en tilfældighed, der gjorde, at han ikke blev præst, men skuespiller. I 79 fik han sin første rolle på Det Ny Teater, der lige manglede en ung mand til at spille Poul Reichhardts søn i stykket ”Far”. Derefter kom han i mesterlære på Aalborg Teater.
– Jeg kunne jo ikke noget. Men jeg var ung, og jeg fik da også gode anmeldelser, siger han.
– Du har vel også lært lidt af dine forældre undervejs?
– Selvfølgelig har jeg det. De lærte mig ikke noget konkret, men man lærer jo ubevidst en masse ting. Det var det samme, da jeg blev teaterchef. For jeg havde jo set på min far. Og – det er sagt i al kærlighed – så er han på mange måder mit kors og min antihelt. Fordi jeg synes, at han var en frygtelig chef. Og at se det kan også være ganske godt, for det kan man lære meget af. Da jeg kom til Odense Teater i 2000, var der en gammel scenearbejder, som også havde været der, da jeg var barn, og han sagde: ”Du ska’ bare vi’e no’et. Din far – han var verdens dårligste teaterchef, men verdens bedste teatermand,” siger Kasper Wilton.
– Far var en teatermand. Han fik kæmpe ting til at ske. Ting, som jeg aldrig nogensinde kommer til. Men rent fagligt som chef, der sejlede det. Det gjorde det.
Da Kai Wilton i 1976 blev fyret fra Odense Teater, flyttede familien fra Hunderup-villaen til en lejlighed – godt nok i Hellerup – men for Kasper Wilton var alt et tilbageslag fra Odense. Han var 15 år, og omvæltningen satte sine spor.
– Det var forfærdeligt, og det sidder i mig endnu. Det er også derfor, at min kone og jeg og vores to børn bor i en lille lejlighed. En skøn, lille lejlighed ude i Skovshoved. Men folk spørger, hvorfor vi ikke flytter til noget større. Det gør vi ikke, for den lille lejlighed kan vi altid have. Og så ved vores børn, at det er deres barndomshjem. Det kan godt være, at det ikke er stort, men det forandrer sig ikke. Det er vigtigt at give dem den tryghed, som jeg ikke har oplevet. Simpelthen. Hvis man som min far sætter hele sin tilværelse ind på det kort, der hedder, at jeg er teaterchef, er man jo dømt til at miste det. Og som Ghita Nørby sagde til mig engang: ”Det er jo bare teater, altså,” siger han og gentager ordene, som sine egne:
– Fuck, det er bare teater.
– Mine børn har heller aldrig været statister. Vi har aldrig pustet til noget i den retning. Og vi prøver så vidt muligt at lave et fornuftigt familieliv, selv om det er svært, for jeg arbejder meget, og Jeanette arbejder i perioder meget. Men vi er ude at se fodbold hver weekend og prøver så godt, som det nu kan lade sig gøre, siger Kasper Wilton og læner sig tilbage i stolen og slår ud med hænderne.
Han holder en pause. Og vender tilbage til teenageårene.
– Det var en rigtig hård periode i mit liv. Også fordi min far var misbruger og alkoholiker. Han tog piller. Ketogan, kan jeg huske, der var noget, der hed. Det er vist noget værre noget. Det var nogle frygtelige år. Han instruerede lidt efter tiden i Odense, men det var ikke særlig godt. Han var færdig. Han var kun 63 år, da han døde. Han tog sit eget liv. Det var nogle hæslige år.
– Hvordan var det så at komme tilbage til Odense Teater, da du blev chef der i 2000? Hvordan turde du?
– Det var fantastisk.
– På en eller anden måde, har jeg altid vidst – apropos spøgelser og overtro – at jeg skulle være chef for Odense Teater. Det har været en meget stærk viljeprægning. Så at blive chef for Odense Teater som 38-årig, det var det, der var meningen, siden jeg blev båret ind i det hus som baby. Det var 10 fede år. Hårde år og dejlige år. Vi fik trukket teateret op, siger han.
– Og du fik ryddet op efter din far?
– Ja, også på det fysiske plan. Der var nogle hæslige ting efter hans ombygning, som jeg fik lavet om. For eksempel en trappe, som i personalets folkemunde blev kaldt Kai Wiltons hævn, for den var simpelthen så grim. Den fik jeg muret og malet om. Det var også en form for renselse. Jeg opdagede, at det var fuldstændig rimeligt, at min far blev fyret fra teateret. Og hele den proces: at gå fra at synes, at alt var synd for min far til at se mere objektivt på det, og så endda komme derhen, hvor jeg får ryddet op og – det lyder måske lidt højrøvet, men sådan er det ikke ment – får reetableret navnet. Det betød meget for mig. Det må jeg sige.
Teaterchef eller teatermand?
– Er du mere en teaterchef end en teatermand?
Ja, svarer han straks.
– Som en modsætning til din far?
– Min far havde et vanvid – altså vanvid i positiv forstand – som jeg ikke har arvet. Hvis jeg har, har jeg brændt det ud. Til gengæld er jeg en chef, der har orden i butikken. Det kører stabilt. Men jeg er lidt kedelig og sikker. Arh, nu er jeg også selvkritisk, for jeg overtog Folketeatret, da det var kørt i sænk. Vi skulle stille hver tredje måned på Kulturstyrelsen med vores regnskaber, og der kom ingen folk i salen. Men det gør der nu. Så helt kedeligt er det jo ikke. De meget store armbevægelser har jeg ikke, men jeg har nogle armbevægelser. Sådan tror jeg nok, at jeg vil sige det.
– Men jeg er blevet en forsigtigper på mange punkter. Både i mit privatliv og i mit arbejde. Også for meget. Jeg sad med en chefkollega, som fortalte om, hvordan han købte hus i København for nogle år siden, og hvor meget han har tjent i prisstigning. Jeg har ikke haft mod til at gå ud og købe et hus. Jeg er meget forsigtig. Og lidt kedelig.
– Det bliver du ved med at sige. At du er kedelig?
– Ja, er jeg ikke? griner han.
– Men jeg har selvfølgelig sparet helt vildt op. Sådan er jeg jo. Da jeg gik ind på Det Ny Teater og fik min første rolle som 18-årig, startede jeg en selvpension.
Bam. Han slår i bordet.
– 200 kroner ind om måneden. Jeg har sparet op hele mit liv. Jeg tror, det er, fordi jeg har en generel usikkerhed. Det er sjovt, at du spørger om det der. For jeg tror, at det har gjort stærkere indtryk på mig at flytte fra det store hus i Hunderup, end jeg egentlig havde været klar over, siger han.
Selvtilliden og stjernerne
Efter mere end 25 år som teaterchef har Kasper Wilton endelig fået selvtillid nok til at instruere en forestilling, han altid har drømt om at lave, og til at arbejde med de store stjerner, som stykket kræver. ”Fra regnormenes liv” af Per Olov Enquist ligger på bordet i en godt gennembladret udgave. Han har vel læst den en 30-40 gange og har drømt om at sætte kammerspillet op i mere end 30 år. Det sker nu.
I et prøvelokale et par etager højere oppe sidder halvdelen af stjerne-castet, Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke, og diskuterer teksten og rollerne som Johanne Luise Heiberg og H.C. Andersen.
Preben Kristensen og Lisbet Lundquist er de andre skuespillere i forestillingen, der spiller i Nørregade fra 4. februar.
– Det lyder som en kliché, men det er et stykke, der kræver fire stjerner. Og det har vi fået, siger Kasper Wilton.
– Hvordan kan det være, at du først laver det nu, hvis du har drømt om det i 30 år?
– Jeg har nok altid sat teaterets tarv over mit eget tarv. Jeg er sådan en instruktør, der kan finde ud af at få folk ind og ud ad en dør, uden at de støder sammen, så jeg har taget de folkelige familieforestillinger, de mindre prætentiøse opgaver, på mig, og så har jeg overladt de spændende opgaver til andre. Hvis der er noget, jeg fortryder, er det måske netop det, siger instruktøren.
– Selv om det måske ikke ser sådan ud, er jeg ikke et menneske, der har fået meget selvtillid med i bagagen, altså slet ikke endda. Men efter jeg har været teaterchef i så mange år, har det givet mig den selvtillid, at jeg nu kan gå ind i et prøverum med fire store stjerner og udstråle den naturlige autoritet og tage føringen. Det, jeg laver nu, kunne jeg ikke have lavet for 30 år siden, siger han.
Det er noget interessant noget med den selvtillid. Da han spillede Henrik i Holbergs ”Den politiske kandestøber” på Aalborg Teater i start-80’erne, stod han mellem koryfæerne Bodil Udsen og Preben Neergaard. Og det gik ikke, husker han.
– Det var for stor en mundfuld for mig. Måske var jeg heller ikke så god en skuespiller, som jeg gik og troede dengang. Men det, jeg især husker, er, at efter premieren ville min mor ikke have noget med mig at gøre. Hun undgik mig, fordi hun syntes, jeg var dårlig. Det er ikke noget, der befordrer ens selvtillid. Når man har sådan noget med i bagagen, så sidder det. Jeg tror ikke, at det er noget, man kan komme over, men man kan måske komme forbi det.
Smilet er forsvundet fra hans ansigt.
– Som instruktør havde jeg også en frygtelig proces i slutningen af 80’erne, hvor jeg instruerede Birgitte Federspiel på Odense Teater. Hun syntes, at jeg var verdens dårligste instruktør, og jeg havde slet ikke noget til at stå imod med.
– Er det derfor, du stod for alle juleforestillingerne?
– Nej, det er, fordi jeg kan lide det. Og det er saftsuseme vigtigt, at det er gode forestillinger, for det er der, at mange børn første gang møder teateret, og så skal det være godt. På Odense Teater var det altid A-kæden af skuespillere, vi kørte ind til familieforestillingerne, og de gjorde det fremragende. Det har jeg også gjort herovre. Jeg er nok den eneste teaterchef, der nogensinde har headhuntet en nisse, griner han stort.
Selv om fortiden stadig spøger, har han fået både Reumertpriser og ridderkorset til at stive selvtilliden af. Det sidste fik han overrakt på sin 60-års fødselsdag. Så på en måde er han vel lykkedes med at blive berømt, medgiver han. Det var det, der var målet med at lave teater, da han var yngre. Nu er drømmen at dele oplevelserne, følelserne og fortællingerne med andre.
– Hvorfor har du arbejdet med teateret hele dit liv? Hvad er det, det kan?
– Ved du hvad, jeg kan svare på det, og det kunne jeg ikke have gjort for nogle år siden. Vi lavede en rigtig vellykket version af ”Frøken Nitouche”, der havde premiere på Værket i Randers. Der var buldrende udsolgt med omkring 1000 mennesker i salen. Jeg stod i lysrummet med min søn, der var med deroppe, og han spurgte mig: ”Hvorfor er du så glad, far?” Og jeg svarede: ”Fordi der er 1000 mennesker, der alle sammen er glade for det, din far har lavet.” Det er da det hele værd.
– Så jeg laver teater for at gøre folk glade, gøre folk eftertænksomme og for at dele. Det er gået op for mig. Da jeg var yngre, ville jeg lave teater, fordi jeg ville være berømt. Det var den eneste grund. Nu vil jeg gerne dele. Det er kommet med alderen.
Han griner igen.
Blå bog: Kasper Wilton
61 år. Teater- og operainstruktør.
Har været chef på Folketeatret i Nørregade i København siden 2010. Hans kontrakt udløber om to år, derefter vil han leve af at instruere teater og opera i Danmark og udlandet.
Fra 2000 til 2010 var han teaterchef på Odense Teater, og før det var han fem år som chef på Vendsyssel Teater.
Søn af teaterdirektør Kai Wilton (1916-1980) og skuespiller Grethe Holmer (1924-2004).
Født på Frederiksberg, men opvokset i Odense, hvor hans far var teaterdirektør fra 1961 til 1976.
Debuterede som skuespiller på Det Nye Teater i 1979 i ”Far”, hvor han spillede Poul Reichhardts søn. Kom derefter i mesterlære på Aalborg Teater. Har dog ikke stået på scenen de sidste 20 år. Fra 1990 har han primært arbejdet som instruktør.
Modtog i 2009 en Reumertpris for bedste forestilling for sin opsætning af ”Breaking the Waves” på Odense Teater. I 2020 blev han benådet med ridderkorset af første grad.
Han er gift med skuespiller og koreograf Jeanette Binderup-Schultz. Sammen har de to børn.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers kulturmagasin “Teater, koncerter og museer” den 30. januar 2022.