Efter mere end 700 forestillinger som Jean Valjean i ”Les Misérables” faldt Stig Rossen i søvn på scenen. Han havde i lang tid slået hjernen fra og sendt sin krop på arbejde. Men med et sæt vågnede han – både i bogstavelig forstand og overført betydning. Nu arbejder han hver dag på at gøre sig umage, være nysgerrig og hele tiden forbedre sig. Det er i detaljerne, at lykken og nærværet findes. Avisen har fulgt skuespilleren under forberedelserne til forpremieren på musicalen ”Atlantis”.

Han sidder på en trækasse med ryggen til publikum og hviler hovedet i hænderne. Koret af studenter-revolutionære synger blidt og poetisk ”Drink with me / To days gone by”, som de har gjort det over 700 gange før i musicalen ”Les Misérables”.

Men i dag hører Stig Rossen ikke mere af sangen, for han lukker øjnene et øjeblik for at samle energien til sin store falset-arie, som han i hovedrollen som Jean Valjean skal til lige om lidt.
Da han vågner, er der helt stille. Både på scenen og i salen. Og han har ingen anelse om, hvor længe han har sovet.

– Jeg vidste med det samme, at de bare ventede på mig. At dirigenten ventede på, jeg rejste mig, så han kunne begynde forspillet. Jeg turde næsten ikke rejse mig for hvad nu, hvis der var gået flere minutter, siger Stig Rossen, der dog kom hurtigt på benene, så den stille harpe kunne slå tonerne an, inden han brød ud i falset: ”God on high / Hear my prayer …”

Han er rystet. Men ingen lader sig mærke med den lille pause. Måske, skrev han i sin biografi fra 2006, fordi hans kolleger er lige så fraværende som han selv. Efter forestillingen går han hen til dirigenten for at undskylde, men inden han når så langt, bliver han rost for sin utilsigtede kunstpause.

– Jeg sagde bare ”tak, man bliver nødt til at prøve noget nyt en gang imellem”. Men jeg havde altså siddet og snorksovet på scenen foran 2500 betalende publikummere. Det var helt grotesk. Så langt kan man komme ud på automatpilot, at man falder i søvn midt i en kæmpe forestilling i en drømmerolle, siger Stig Rossen.

– Mon ikke, der er mange af os, der falder i søvn, måske ikke bogstavelig talt, men så i overført betydning, i løbet af vores arbejdsliv?

– Jo, og jeg tror, at de fleste mennesker slet ikke ved, at de har slået automatpiloten til. Tiden går bare. Man skal fandeme en gang imellem lige spørge: Er jeg på vej det rigtige sted hen? Vil jeg det her? Og kan jeg gøre det bedre? Det er derfor, jeg begyndte at udvikle min groundhog-teknik, siger Stig Rossen.

En del af teknikken går ud på altid at være nærværende. Altid at være åben og nysgerrig. Altid at være vågen. Og siden har han aldrig kedet sig på scenen. Heller ikke selv om han rundede 1500 forestillinger som den forfulgte helt Jean Valjean i den episke musical.

I garderoben

Stig Rossen er ved at skifte tøj, da han åbner døren til garderoben. Vi er velkomne og skal sætte os ned, mens han siger, at han lige tager kostumet på, så interviewet ikke skal foregå halvt påklædt.

Vi møder skuespilleren et par timer før forpremieren på musicalen ”Atlantis” i Tivolis Koncertsal, hvor han spiller skurken Jabbadoor, der forfører et helt folk og leder det mod en uundgåelig undergang.

I garderoben er to sminkeborde og en lænestol. En duft af candyfloss og hvinende børnestemmer fra rutsjebanerne finder ind gennem det åbne vindue. Musicalsange spiller over højttaleranlægget. Og på bordet står kamillete, en kaffemaskine og en enkelt blå kop.

Foran spejlet foregår en helt fastlagt rutine, som Stig Rossen gennemgår inden en forestilling.

– I det øjeblik jeg går i gang med sminken 18.30, ved jeg, at jeg ikke kan andet. Nu er det fuldstændig ligegyldigt, om telefonen ringer, om der kommer mails eller sms’er ind, for jeg kan ikke tage mig af det nu. Når jeg vender mig mod spejlet, ved jeg, at nu og frem til 22.15 er det Jabbadoor. Det giver en vidunderlig ro, at jeg ved, at lige meget, hvad der sker ude omkring i verden, er det her det eneste, jeg behøver at beskæftige mig med. Uanset, hvad der er sket i løbet af dagen, nulstiller jeg helt, når jeg når til sminken. Stille og roligt tuner jeg ind på det, og kan se, at jeg begynder at ligne Jabbadoor, og så bliver alt andet lige meget, forklarer han.

– Kan du lukke alt ude, ligegyldigt hvad der er foregår i dit liv eller i verden?

– Ja, fuldstændig. I det øjeblik, jeg sminker, findes der ikke andet. Selv hvis man kone ringer en halv time før forestillingen, tager jeg ikke telefonen. Jeg sætter den som regel på flyfunktion, for jeg gider heller ikke se, at der kommer en forespørgsel på et job i maj 2022. Det forstyrrer bare mit fokus på rollen. Men jeg er ikke overtroisk, så jeg kan godt synge, uden jeg får en brusetablet, og skulle der være et trafikuheld på motorvejen, og jeg landede her et kvarter før, ville jeg sagtens kunne nå det. Jeg elsker bare at have god tid til processen, til at lave en kop kaffe og til at fokusere. Jeg har gjort det i så mange år, at det er blevet min måde at forberede mig på, siger den 59-årige skuespiller, der har spillet musicals og koncerter over hele verden, men begyndte sin karriere ved Kolding Festspil.

Fra Kolding til London

Det var faktisk opvæksten i den jyske by, der gjorde det muligt for en 25-årig Stig Rossen at blive optaget på den engelske skuespilskole Guildhall School of Music and Drama i 1988. For da han havde brugt hele sin opsparing på at tage til optagelsesprøver på fem skoler i England og overraskende for ham selv blev optaget i første forsøg, havde han ingen penge til at betale for uddannelsen.

Den knibe hørte Kolding Flisepudser Laug om, og de koldingensiske forretningsfolk, der hvert år pudser flisen, som viser, at Kolding i 1981 blev kåret til årets by, gik sammen om at skaffe de 110.000 kroner, som skuespillerspiren manglede. Så med byens opbakning uddannede Stig Rossen sig som første dansker fra den prestigefyldte skole, hvor også James Bond, skuespilleren Daniel Craig, gik. Han – altså Stig Rossen – gik direkte ud af skuespillerskolen og ind på Palace Theatre i London, hvor han spillede tre måneder i koret i ”Les Misérables”, inden han overtog den ikoniske hovedrolle som eks-fangen Jean Valjean.

– Ofte virker det, som om skuespillere nemt bliver sat i bås. Var din første rolle definerende for hele din karriere?

– Ja. Når man har en stærk sangstemme, kan det være svært for folk at se videre end det. Men jeg er jo skuespiller først og fremmest, siger Stig Rossen.

– Kunne du tænke dig, at det var gået anderledes? At du var havnet et andet sted?

– Næh, for det er jo en fantastisk historie. Jeg kom op på 1530 forestillinger som Jean Valjean. Og det er en af de bedste manderoller, der er skrevet i moderne musicals. På den måde kunne jeg ikke have forestillet mig en bedre start på karrieren.

– Det var også en god måde at lære på. Vi spillede otte gange om ugen. Man kan ikke forestille sig, hvordan det er, når man går på skuespillerskolen. Otte gange: dobbelt torsdag og dobbelt lørdag og kun fri om søndagen. Efter den første uge tænker man, fuck, det var hårdt, og så har man en fridag, inden det starter forfra. Man spiller 400 forestillinger om året med to ugers ferie. På et tidspunkt følte jeg, at jeg gik ind på en fabrik, gjorde hvad jeg skulle, gik hjem igen, og ind og hjem, ind og hjem. Man bliver en zombie. Dengang havde jeg ikke udviklet min groundhog-teknik, så jeg var en zombie ligesom de andre. Og jeg tænkte: ”Hvor er det hårdt, så kan jeg bedre forstå, at man får så mange penge for det.”

Et par opspærrede øjne i mit ansigt får ham til at uddybe:

– Det er ikke løgn, jeg tænkte sådan, for det var jo med livet som indsats. Der var folk, der fik nervesammenbrud. Folk, der gik rundt med tomme øjne. Og jeg hørte folk sidde og græde på kontoret, og så ”Understudy!”, ”Swing ready – Michael’s off!”

Det sidste råber Stig Rossen ud i garderoben, som tilkaldte han dubleanter på det engelske teater.

– Det var forfærdeligt. Og da jeg faldt i søvn på scenen, da vi spillede i Hongkong, gik det op for mig, at jeg havde slået hjernen helt fra. Jeg sendte bare kroppen på arbejde. Jeg lirede lortet af ligesom i går og hævede mine penge uden at investere mig selv i det. Da lærte jeg, at man skal blive ved med at investere sig selv, søge nye nuancer, overraske sig selv og forblive nysgerrig. Og pludselig …, siger han og klapper hænderne rungende sammen.

– Så blev det fedt igen.

Glæden og detaljerne

Han vender blikket mod spejlet og tegner ansigtet op. Sorter streger og skygger, der ændrer ansigtets udtryk, fremhæver øjnene og markerer kindbenene. Det rolige, rare ansigt får et strejf af ondskab.

– Dit arbejde er jo at gentage det samme aften efter aften. Hvordan får du det til at være frisk og spændende hele tiden?

– Når jeg er begejstret for en rolle, som den jeg har nu, er det utroligt nemt. Jeg glæder mig bare til at skulle ind og spille den og bevæge mig gennem den udviklingsbue, som der er i Jabbadoor. Jeg glæder mig til at gå ind hver gang og få finpudset de der små ting – måske er det noget, publikum ikke lægger mærke til, men som skuespiller gør man – når man fanger nogle øjne eller et lys. Man kan blive ved med at finde nye detaljer, hvis man har øje for det. Der kan være små nuancer i intonationen. Kan jeg holde tonen lidt længere. Eller skal jeg forkorte den. Alle de der små ting.

– Det er simpelthen detaljerne, du tager fat på, for at holde fokus og være nærværende?

– Ja, hver eneste lille nuance. Det hele kan optimeres. Og jeg elsker at finjustere. Og bliver man ved med at gøre det og være nysgerrig, bliver det aldrig kedeligt.

– Og du føler dig aldrig bare lidt doven en dag og tager den på rutinen?

– Nej, nej, nej, fordi det er jo også blevet en sport. Og så synes jeg faktisk, det er en del af mit arbejde at gøre mig umage. Det er en enorm gave at få lov til at stå på scenen og påvirke mennesker. Da jeg skulle overtage hovedrollen i ”Les Misérables”, sagde Trevor Nunn (en legendarisk London-musicalinstruktør, red.) til mig: ”Du skal aldrig glemme, at vi har en mulighed for, at de 2000 mennesker, der sidder derude, er nogle andre, når de går ud af teatret, end da de kom ind. Vi har mulighed for at påvirke og inspirere mennesker, når de i to en halv time kun kigger på os. Alt, hvad vi gør, suger de til sig.” Hvis man kan ramme publikum i hjertet, tænker de over det, når de går ud af teatret. Det ved jeg, for det oplevede jeg selv, første gang at jeg så ”Les Misérables”. Jeg har ofte refereret til den oplevelse og reflekteret over Jean Valjeans måde at gøre tingene på, siger Stig Rossen.

– Det er det, teater kan, fordi det er så umiddelbart. Når publikum sidder foran scenen og et 20-mandsorkester spiller, siger det …, og med et klask banker hans håndflade ind i brystkassen.

– Og man bliver ramt. Man går på røven over musikken, lyssætningen, kostumerne og scenografien, og så skal vi endda også fortælle vores historie over et par timer. Det går lige ind.

Der står en sky af hvidt pudder ud fra hans ansigt. Det fikserer makeuppen, så de onde streger stadig sidder der, når projektørerne, de tunge læderkostumer og de store sange får ham til at svede på scenen.

Vi følger ham fra garderoben til de sidste forberedelser: Mikroport og mikrofon bliver fæstnet under det sorte tøj. En kappe bliver hængt op på bøjlen, så den er klar til tredje kostumeskift. Og de sidste dessiner kommer fra forestillingslederen. En eventyrkongen klædt i hvidt går ned ad trappen, efterfulgt af en høj kvinde i en smuk, græsk kjole. Flere krigere og sømænd finder vej til scenen, og Stig Rossen står selv helt kampklædt i sort.

– Er der mere, du vil spørge om? siger han og åbner armene.

– Nu hvor publikum sidder i salen, og der er 10 minutter til forpremieren, er der så stadig slet ingen nerver?

– Næh, jeg glæder mig, siger han smilende.

---

Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” 26. september 2021.