Da hun var barn, flygtede hun ud i naturen, når faren var voldelig, og moren drak. Der fandt hun både styrke, tro og et motiv, som hun bliver ved med at vende tilbage til. Billedkunstner Maja Lisa Engelhardt er kendt for sine abstrakte malerier, der altid kredser om barndommens landskab. Efter årtier i udlandet er hun og hendes mand, Peter Brandes, vendt hjem til gæs, gyldne siv og de vestsjællandske kysters lys.
Der er spor af kamp foran malerierne. Farver på gulv og vægge vidner om voldsomme strøg på lærrederne. Her har billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt trampet i gulvet, kæmpet med motiverne og tankerne om at være uduelig, dum og utilstrækkelig, inden fem abstrakte malerier af en skovkilde er vokset frem mellem lagene af maling.
Lige nu hænger de der, mens hun lader tiden gå og mærker efter, om de er færdige, om kampen er overstået for denne gang. For den kommer igen, næste gang hun maler. Der er intet lys uden mørke. Ingen stilhed uden storm. Ingen glæde uden sorg. Og ingen kunst uden kamp i Maja Lisa Engelhardts atelier.
– Jeg er nødt til at skulle kampen igennem. Den er uundgåelig. Når jeg har kæmpet i timevis … der er jeg vred. Altså, rigtig vred, og den, jeg er vred på, det er kun mig. Jeg er ikke vred på nogen andre. Jeg er ikke vred, fordi jeg synes, det er synd for mig. Jeg er bare vred over at mærke, hvor tumpet, hvor dumt det er, at jeg bliver ved med at gøre den samme fejl. Efter timer giver jeg op. Så sætter jeg mig her og vender det ryggen, fordi jeg ikke kan holde skidtet ud. Og så føler jeg en fuldstændig tomhed. I den tomhed opstår der noget, som jeg ikke kan forklare. Men der bliver pludselig plads til løsninger eller idéer, jeg aldrig havde kunnet tænke mig til. Så går jeg hen og tager de rigtige farver og gør alt det rigtige, og så er maleriet færdigt. Men man bliver nødt til at turde den totale ensomhed og stilhed i tomrummet og overgive sig, siger kunstneren, der sidder med ryggen til malerierne i sit nærmest andægtigt højloftede og tomme atelier.
Det er der, hun sidder, når malerierne ”kommer i skammekrogen”.
Hun griner lidt, når hun fortæller om det. Når de er det, tager hun en bog om fugle fra reolen og kigger i den, indtil stilheden og løsningerne dukker op, eller til hun har samlet kræfter til endnu en kamp.
– Jeg bliver jo ikke klogere, for jeg har jo hele kampen hver gang. Det starter forfra, siger den 67-årige billedkunstner.
– Er dette atelier bygget til at skabe den tomhed og ensomhed?
– Jeg ville have et rum, hvor jeg kunne være helt alene. Hvor jeg kunne låse min dør, og hvor der var meget plads, når jeg tramper i gulvet. Hvor jeg er afskåret fra at kigge ud på den natur, jeg elsker. Det kan jo ikke nytte noget, for så ville jeg stå og fortabe mig. Og man kan ikke konkurrere med naturen, fordi den er meget smukkere, end jeg nogensinde kunne male. Så jeg har vinduer i loftet, der giver et douche, naturligt lys, der gør, jeg kan arbejde. Når jeg går ud af atelieret, låser jeg døren bag mig og efterlader alt det mareridt, der gemmer sig herinde. Og så er der heldigvis lige nogle meter op til huset, hvor jeg kan nå at trampe af, ikk’? Og møde nogle fugle. Man kan ikke være vred, når man møder fugle, smiler hun.
Et hus med glæde
Maja Lisa Engelhardt er klædt helt i sort, da hun åbner døren til det nordvestsjællandske husmandssted. Det gule køkken, vi inviteres ind i, dufter af kaffe og kærnemælkshorn, hun har bagt om formiddagen. Stedet emmer af kunst, patina og ånden af levede liv. Farverne på væggene og bjælkerne er de samme, som da kunstnerægteparret Engelhardt og Brandes købte huset af komponisten Sven Gyldmarks enke. Det var ham med ”Der kommer altid en sporvogn” og ”Er du dus med himlens fugle”.
Sange, der helt sikkert er blevet sunget af Poul Reichhardt, Dirch Passer og alle de andre lystspil-skuespillere, når de mødtes rundt om flyglet i den ombyggede stald, fortæller Maja Lisa Engelhardt, da hun viser rundt.
– Her har været sunget og danset, når de var samlet for at optage film nede på lyngen. Her har de været glade og haft det sjovt. Selv om det er en tid, der for længst er forbi, er stemningen her. Der er et aftryk af glæde. Det er sådan noget, mennesker efterlader i et hus, siger hun og tilføjer, at de har det med at falde for huse med historie.
Siden 1981 har hun og Peter Brandes boet sammen i en forstad til Paris i Asger Jorns gamle hus, hvor de også begge har atelierer. De har også boet i Dublin, har en lejet lejlighed i Grækenland og er ofte i Italien og på Fyn for at arbejde på henholdsvis bronze-, keramik- og glasværksteder. Selv rejser hun ofte til USA, hvor hun udstiller og sælger sine nordiske værker i stor stil.
Men efter coronaen har de besluttet sig for langsomt at vende hjem til Vestsjælland med fugletrækkene, lyngheden og det bakkede morænelandskab, som Maja Lisa Engelhardt voksede op i.
– Da min mor kom på plejehjem i Kalundborg, og vi besøgte hende, kørte vi ture i landskabet. Jeg elsker bare det landskab. Da blev vi enige om at finde et sted her, og så dukkede det her bare op. Det er sådan et tilfælde, som det ofte er i tilværelsen, at man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, fortæller hun.
Vi bærer hjemmebag, kaffe og kopper med os over i hendes atelier. Hun nøder, mens hun fortæller: om at male, om at have en tosset far og en alkoholiseret mor og om at flygte fra den komplicerede barndom ud i naturen og ind i kunsten.
Barndommens landskab
Maja Lisa Engelhardt har altid malet landskaber – og kun landskaber. De er abstrakte, men aldrig helt uden en krog til virkeligheden – i skovkilderne på væggen ser man både træer og vand i abstraktionen. Selv om hun har rejst, boet og solgt sin kunst i hele verden, er det altid det danske landskab, lyset og farverne, som hun vender tilbage til, undersøger og udforsker. Det er barndommens landskab, som har en helt særlig betydning – det var der, hun fandt orden og styrke, sit fundament og sin tro.
– Min barndom var ikke enkel, så det blev min redning at kunne tegne og at have den vidunderlige natur lige udenfor. Jeg kunne gå ud i den og finde en skat, tegne den og få den med hjem. Dengang var man jo en lille smule selvbetaget, når man kunne tegne sådan nogle fine, små blomster, fuldstændig så de ligner. Men det gælder jo ligesom ikke i dag. Det er teknik, og det kan alle lære. Da jeg gik i skole, havde jeg en formningslærer, der sagde til mig, at jeg var rigtig dygtig, så nu skulle jeg tegne æblerne, ikke så de lignende, men så de duftede. Det er der, kunsten kommer ind. Det er jo bly på papir, hvordan kan det dufte? Det er det uhåndgribelige, poesien, som gør det til kunst, siger hun.
– Hvornår gik du så fra at tegne til at lave kunst?
– Det gjorde jeg lige der i første real, da han sagde det til mig. Inden da havde jeg tegnet tusindvis af hestetegninger til alle mine klassekammerater. Det er sjovt, når jeg ser på nogle af de ting, som jeg tegnede dengang, var det altid kun naturen. Det var ikke mennesker. Jeg kunne ikke forholde mig til mennesker, når jeg levede en barndom med en mor, der var alkoholiker, og en far, der var voldelig. Og jeg havde mine to små søskende, som jeg elskede og skulle passe på. Jeg stolede simpelthen ikke på mennesker, så jeg kunne ikke sidde og kigge på dem og tegne dem, men naturen, dyrene, lyset og farverne. Og fuglene. Jeg kan love dig for, at jeg elsker fugle. Og når jeg er ude i naturen sammen med dem, er jeg i mit es.
– Jeg er slet ikke et bymenneske, selv om der er spændende i byen. Men når jeg er i New York og har mine udstillinger der, hører jeg en lille lyd, og jeg ser op. Så er der en lille rød kardinal, den rødeste, rødeste fugl, der overhovedet findes, som sidder i en lygtepæl. Sådan finder jeg altid naturen, for jeg søger den, og den glæde, der kommer fra den, fortæller Maja Lisa Engelhardt.
Hun voksede op i Raklev, 10 kilometer fra Kalundborg, på et husmandssted, hvor familien dyrkede jorden biodynamisk og levede vegetarisk. Men der var ingen, der holdt øje med, om pigerne havde rene negle eller skældte dem ud, hvis de havde revet hul på bukserne.
– Måske er det derfor, jeg godt kan lide, der er orden omkring mig, siger hun og kigger sig om i atelieret.
– Fordi det var der jo ikke derhjemme. Min far var skør. Der kom nogle gange unge mennesker op til os, som var helt betaget af ham. Han var en guru for dem og gav gode råd. Når de så var taget af sted, var han den samme mærkelige mand igen. Og min mor drak og var bange for ham. Så kom de op at skændes, og vi kendte det der mønster fuldstændig. Det er også derfor, jeg arbejder i forskellige sammenhænge for børn i voldsramte familier, fordi på den måde kan jeg acceptere det og ikke føle mig som et offer. Men jeg vil heller ikke gemme det væk. Mine forældre gjorde det jo ikke for at være onde, de kunne bare ikke. Alkoholisme er jo en sygdom, og det var synd for hende. Men det der med som ung pige at skulle ind og finde sin mor, der sidder sammen med ikke så behagelige mænd, det er ikke rart. Men på en eller anden måde får man også en styrke. Og den styrke fandt jeg både i min tro og min kunst.
– Og i naturen?
– Ja, naturen er en stor gave til os alle sammen. Det er bare, om man åbner øjnene. Når du går derude, især hvis du går alene i naturen, oplever man den ensomhed, den tomhed, der kan give en følelse af lykke, som er ubeskrivelig. Det er det, jeg kalder troen. At vide, at der er noget ud over mig, som er godt.
– Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det var heldigt, at du voksede op herude. At det ikke var midt på Vesterbro?
– Det kan du også tro, jeg har tænkt. At det var mit held – også som kunstner. Hvad skulle jeg have tegnet der? Hvor skulle jeg have gået ud og været alene? Her kunne jeg jo gå kilometer efter kilometer ud ad Vrøjet uden at møde nogen mennesker. Og så fandt jeg stenredskaber. Det er en lidenskab. Jeg går ligesom en høne og finder rav og flint, mens jeg griner ad mig selv. Det var ligesom at finde en skat, når jeg fandt vættelys eller forstenede søpindsvin. Jeg tog det med i skole og viste det til en lærer, der fortalte mig, hvad det var. Men jeg måtte skjule det for min far, som var jaloux over, at jeg kunne finde de ting. Han fandt aldrig noget. Jeg gemte også mine tegninger, for han blev jaloux, hvis han hørte nogen rose dem, fortæller hun og rejser sig.
Bagerst i atelieret står tre glasvitriner med noget af alt det, hun elsker: udstoppede fugle og skattene fra jorden. Hun finder en flække, slagbuer og små pilespidser af flint frem, som hun har samlet op på sine ture i naturen.
– Når vi kører gennem det her landskab i dag, siger jeg ”stop” til min mand, ”jeg skal lige ud”. For jeg kan mærke, at der er et eller andet derude. Så går jeg over en mark og kommer altid tilbage med noget, smiler hun.
Der er en form for naturkraft over Maja Lisa Engelhardt, som lever hun i pagt og takt med årstidernes og døgnets rytme. Hun maler kun i dagslys, for ellers bliver farverne forvanskede. Hun tiltrækker dyrene, så snart hun åbner døren til sit atelier. En dag sad en ugle på marken og kiggede forundret og nysgerrigt på hende. Landskabet er blevet en del af hende og hun en del af det.
– Det er den, jeg er. Det er den kilde, jeg øser af, siger hun.
Og derfor undrer det ikke, at hun også er i så tæt kontakt med den brune muld – en farve, der går igen i hendes malerier – at hun kan mærke, når den har løftet et levn fra forhistorien op til overfladen, så hun kan finde det.
Et kald
Historien interesserer hende. Ikke kun den, der ligger under jorden, men også den, der findes i bøger og i malerier. Filosofien og kunsthistorien blev en del af det solide fundament, hun skabte for sig selv som barn. I bogreolen finder hun en gammel, slidt børnebog.
– Den læste jeg højt af for mine søstre, siger hun og lader fingrene glider hen over illustrationerne på siderne.
De sirlige tegninger af dyrene fra fortællingerne er skabt af guldaldermaleren Johan Th. Lundbye, der stammer fra Kalundborg. Han er rundet af samme landskab, af samme renfærdige glæde ved naturen og dyrene, som Maja Lisa Engelhardt føler.
– Og han læste også Kierkegaard, ligesom jeg gjorde, siger hun.
Maja Lisa Engelhardt debuterede først som 29-årig i Nikolaj Kunsthal. Indtil da havde ingen fået lov til at se hendes kunst, ikke engang hendes mand, Peter Brandes. Hendes store idol, guldaldermaleren Johan Th. Lundbye, døde som 29-årig, men havde da allerede skabt et helt livsværk. Det var kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der gjorde hende opmærksom på sammenfaldet.
Hun havde malet i mange år. Altid egentlig. Men da hun i 1981 flyttede sammen med Peter Brandes i Paris, gemte hun sig på loftværelset, når hun arbejdede. Først efter fire-fem år var hun klar til at vise værkerne frem til kunsthistorikeren Lise Funder, der insisterede. Hendes mand måtte stadig blive ude.
– Jeg tror, det havde noget at gøre med, at Peter var en del ældre end mig og allerede en etableret kunstner. Så han skulle ikke indover. Men jeg har det stadig sådan, at jeg arbejder alene. Jeg kæmper min kamp med malerierne alene, det er bedst sådan, siger hun med et grin.
– Men hvorfor bliver du ved med at kæmpe den kamp ved malerierne? Det er nemt at forstå, hvordan naturen og kunsten hjalp dig i barndommen, men hvorfor bliver du ved at udsætte dig selv for kampen og mareridtet nu?
– Det er et kald. Det er noget, jeg skal, og jeg kan simpelthen ikke andet. Det var også det, der gav mig styrke, at jeg vidste, at kunsten ventede på mig. Når jeg maler, er jeg ikke et offer. Jeg synes sørme ikke, at det har været synd for mig, at jeg har haft den opvækst og skulle passe mine søstre. Det var vilkåret, og jeg har aldrig følt mig som et offer. Men det er også på grund af Kierkegaard, at jeg har kunnet håndtere det. Så jeg maler, fordi det er det, jeg skal bruge mit liv til. Så enkelt er det.
Da vi siger farvel, giver hun os en pose i hånden. Den er fyldt med de lækre kærnemælkshorn, som vi ikke kunne spise.
– De er bagt til jer, siger hun, da vi høfligt protesterer.
På vej hjem stopper vi ved Tissø, for at se de gyldne siv, gæssene og lyset, som Maja Lisa Engelhardt er formet af.
Blå bog: Maja Lisa Engelhardt
67 år. Dansk billedkunstner.
Er kendt for sine abstrakte landskabsmalerier, sine kirkeudsmykninger i glasmosaikker og sine bronzeskulpturer og relieffer.
Har blandt andet solgt værker til Statens Museum for Kunst og Ball State Museum i USA.
Har udsmykket mere end 30 danske kirker og flere amerikanske kirker.
Hun har modtaget Rockwool Prisen (1988), Prins Henriks Legat (1989), Kristeligt Dagblads Pris (2009), Skovgaard Medaljen (2012) og Ridderkorset (2023).
Siden 2001 har hun været medlem af kunstnersammenslutningen Corner.
Har siden 1981 boet sammen med ægtefællen Peter Brandes i Paris i Asger Jorns gamle hus. Købte i 2000 et husmandssted i Eskebjerg ikke langt fra Raklev nord for Kalundborg, hvor hun voksede op. Kunstnerparret arbejder desuden i Italien på et bronzeværksted og på Fyn med keramik- og glasværksteder. Derudover har de en lejlighed i Grækenland.
Oplev Maja Lisa Engelhardts kunst
Til efteråret udstiller Maja Lisa Engelhardt nye værker på Galerie Moderne i Silkeborg. Her kan du blandt andet opleve serien med skovkilder, som hun arbejdede på, da denne artikel blev til. Udstillingen kan ses fra 19. september 2023.
Samtidig udstiller hun i Los Angeles resten året. Her kan man opleve over 50 værker, som en amerikansk kunstsamler og mæcen har samlet.
På den anden side af Atlanten kan man også se hendes kirkeudsmykninger. Men kommer man ikke så langt væk, er der omkring 30 kirker i Danmark, der er prydet med hendes maler- eller glaskunst. Blandt andet i domkirken i Viborg, i Raklev Kirke, Gjellerup Kirke, Frederiks Kirke, Holsted Kirke og Skelund Kirke.
Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter og museer” i august 2023. Og på blandt andet fyens.dk.