Asylmedarbejder gik på arbejde med livet som indsats

Susana Christensen var en af de asylmedarbejdere, der gik ned. Tre år tog det hende at komme op igen og smide lykkepillerne. Efter fire år sidder et traume stadig i hende. Flere af hendes kolleger kæmpede i flere år med frygt, trusler, utryghed og mobning på de asylcentre, som Langeland Kommune driver. Så sent som i januar 2016 påpegede en konsulentrapport problemer med medarbejder-kliker. Hvorfor blev det sådan?

Langeland: Der er noget nær landsby- og efterårsidyl mellem barakker og bygninger på Asylcenter Holmegaard. Asylsøgere med river og koste i hænderne og kulde i kinderne samler gule, brune og røde blade sammen i bunker. De smiler og hilser på et ukendt trekløver: En journalist, en fotograf og en tidligere ansat.

Det er over fire år siden, at Susana Kimberly Christensen sidst så asylcenteret. 28. juni 2012 kørte hun hjem fra den arbejdsdag, der viste sig at blive en voldsom afslutning på hendes arbejde på centeret og start på en flerårig kamp mod depression og angst.

I dag er hun rolig. Der er ingen sved i håndfladerne, hun smiler og viser dem frem. Men hun er på dupperne, fortæller hun og drejer på hovedet, som kigger hun sig over skuldrene. Det er resterne af det, hun selv kalder PTSD, posttraumatisk stresssyndrom, men som lægen har kaldt et traume og en reaktiv depression, der er udløst af voldsomme hændelser i hendes arbejde på asylcenteret.

Med livet som indsats

Hun var ikke den eneste, der byttede et asylcenter-job ud med psykiske udfordringer eller sygdomme. Nogle blev sygemeldte, andre blev fyret, og flere sagde op på grund af et hårdt arbejdsmiljø.

– Jeg var virkelig glad for mit job. Sådan rigtig, rigtig glad for det. Det var nok derfor, jeg aldrig overvejede at sige op. Når man til sidst kommer så langt ud i stress, er der jo heller aldrig energi eller overskud til at finde et nyt job, fortæller Susanne Christensen.

Mens hun nærmede sig det, der blev en psykisk afgrund, forsvandt flere af hendes kolleger.

– Der var mange, der sagde op. De ville ikke blive ved med at kæmpe for at få lov til at lave deres arbejde. Men jeg nåede ikke at sige stop, fortæller hun.

Den sidste torsdag i juni 2012 klokken otte om aftenen kørte hun sin bil fra Holmegaard og vendte først tilbage mere end fire år efter i følgeskab med avisen. Tidligere den dag var to af hendes kolleger blevet slået ned af en asylsøger, der prøvede at nå frem til Susana Christensen.

– Det var sådan set bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nu begyndte de også at slå på os. Nu var det ikke bare bygningerne og hinanden. Det føltes, som om jeg gik på arbejde med livet som indsats, siger hun.

Den sidste dag

Det var pocketmoney-dag på asylcenteret. Den torsdag hver anden uge, hvor asylsøgerne får deres lommepenge. En 32-årig libysk asylsøger mødte Susana Christensen på parkeringspladsen med et ønske om at få sine penge før tid. Han havde en forklaring om en kone, der var indlagt, og børn, der skulle hentes. Så Susana Christensen tog hans ønske med ind til sine kolleger. Men det var kutyme, at ingen penge blev udbetalt før tid uden aftale. Og det havde han ikke. Hun tænkte ikke mere over det, men begyndte på frokosten, for når lommepengeuddelingen gik i gang, var resten af dagen hektisk og uden pauser. Midt i maden frøs hun. Hun hørte tumult ude fra døren. Her stod tre kvinder og forsøgte at holde den libyske mand ude. Han råbte efter Susana Christensen, der blev siddende helt stille af skræk. Det lykkedes ikke kollegerne at holde ham tilbage. Han slog en så voldsomt, at hun gik i gulvet. Han ramte en anden, og den sidste, Selma Nakhodazadeh, blev fanget i hullet bag døren. Men han nåede aldrig ind i frokoststuen. Andre asylsøgere og flere kolleger var kommet til på grund af larmen. Netværkeren Richard Worrell husker, at han fik trængt asylsøgeren op i et hjørne med et skrivebord. Det eneste Susana Christensen selv husker er, at hun stod på parkeringspladsen bagefter og følte sig fyldt med tomhed. Og tomheden blev i hende i flere måneder.

– Jeg kunne bare ikke køre på arbejde igen. I lang tid kunne jeg faktisk slet ikke køre sydpå på Langeland uden at ryste over hele kroppen og få svedeture. Jeg kan ikke rigtig huske hele det år. Altså jeg kan huske, at der kom folk på besøg, og jeg tog mig af mine børn, men det er lidt en tåge det hele, siger hun.

Utrygheden blev voldsommere

Ligesom Susana Christensen ender netværker Richard Worrell og kliniksekretær Selma Nakhodazadeh med at forlade arbejdet på asylcenteret. Richard Worrell blev fyret i december 2014 og gik psykisk ned. Han mistede sit ægteskab, sin familie og sin indkomst, fortæller han.

Selma Nakhodazadeh mistede bare lysten til at arbejde på et asylcenter, der var præget af kliker og mobning blandt medarbejderne.

– Jeg havde aldrig været på et asylcenter, før jeg begyndte at arbejde der. Men hold da op, ens liv står faktisk på spil. De kommer fra krige. De har været torturerede. Og de kan vende på et øjeblik, siger Selma Nakhodazadeh, der arbejdede som kliniksekretær og tolk på asylcenteret fra 2012 til 2014.

Især hver anden torsdag, pocketmoneydagene, kunne være en voldsom oplevelse for de ansatte på centeret.

– De kunne nærmest kvæle hinanden for at få lommepenge først. De kunne finde på at slås midt i det hele. De skulle altid have deres penge i en fart, og der var ingen køkultur, siger Selma Nakhodazadeh.

Hun fortæller, at trygheden steg blandt medarbejderne, da der kom vagter på lommepengeuddelingerne. Men det skete først, efter Susana Christensen forlod asylcenteret for sidste gang.

– Jeg startede med at arbejde på asylcenteret i 2009. Året efter kom jeg i jobcenteret. Det er midt i brændpunktet, for det jeg lavede havde direkte indflydelse på, hvor mange penge asylsøgerene fik udbetalt. Da kommunen tog over, kom der flere asylsøgere, og det blev meget stressende. Det blev også mere utrygt. Beboerne blev voldsommere, fortæller Susana Christensen.

Der skete flere forandringer på asylcenteret, da Langeland overtog driften i 2011. Da natte- og weekendvagter blev skåret væk steg kriminaliteten, hærværksfrekvensen blev hyppigere, arbejdet med asylsøgerne blev sværere og arbejdsmiljøet blev voldsommere, husker den tidligere medarbejder.

– Der kom trusler mod personalet. De hængte sedler med truslerne op på dørene. Lige pludselig havde vi flere brande, en kollega blev jagtet med kniv, en beboer var ikke sød ved sin kone. Asylsøgerne var generelt mere kede af det og utilfredse, de var mugne og sure og skældte ud. Der var nu ikke stille under Røde Kors. Arbejdet på asylcentre er ikke for svage sjæle, men forskellen var utrygheden. Bagstøtten og netværket var forsvundet, siger hun.

Ikke uddannet til opgaven

Hun følte sig ofte alene med sit arbejde og ansvaret. En følelse, som hendes kollega Richard Worrell genkender.

– Jeg brød mentalt sammen til sidst. Det var på vej længe, men der var ingen, der hjalp mig. Jeg havde arbejdet i fem år i træk, men der var ingen support, da jeg fik problemer med stress og pres. Det endte med, at jeg mistede mit arbejde, jeg blev skilt, og jeg havde ikke et job i 14 måneder, siger Richard Worrell, der nu arbejder på et Røde Kors-asylcenter.

– Det var et problem fra første dag, Langeland Kommune overtog asylcenteret. Men kan ikke drive et asylcenter med uuddannede folk. Det er ikke et nemt job. Og alle blev skubbet og presset til grænserne. Jeg så medarbejder efter medarbejder blive ofret på den måde, siger han.

Richard Worrell var en af medarbejderne på centret, der havde erfaring fra asylarbejde. Han havde 10 års erfaring fra arbejde med andre kulturer og en baggrund i FN flygtningelejre, før han kom til Langeland. En erfaring, som Susana Christensen manglede, mener hun.

– Jeg var ikke uddannet til at håndtere de situationer, jeg kom i. Der var næsten ingen af os, der var. Jeg skulle lege læge, sygeplejerske og psykolog, når jeg blev kaldt ud om aftenen. Men jeg havde ingen forudsætning for at klare de opgaver med selvmordstruede asylsøgere, trusler og brækkede arme. Nogle gange skulle jeg heldigvis kun skifte en lyspære, siger hun.

Kliker og mobning

Midt i opbygningen og udbygningen af de langelandske asylcentre begyndte en voksende splid medarbejderne imellem. Utrygheden blandt asylsøgerne steg, procedurer blev ikke overholdt, og medarbejder-kliker blev skabt, fortæller flere tidligere medarbejdere.

– Der begyndte at være forskellige tilgange til, hvordan man arbejdede med asylsøgerne. Vi havde en pædagogik med fra Røde Kors, men andre opførte sig anderledes, fortæller Susana Christensen.

I hendes optik betød nye fremgangsmåder og procedurer endnu mere frustration blandt asylsøgerne.

– Det gik jo ud over mig og mit arbejde, at asylsøgerne blev mere sure og havde sværere ved at forstå, hvordan vi gjorde ting, siger hun.

Klikerne på asylcenteret var ikke et forbigående problem. Mens kriminaliteten svandt med årene, og sygedagene blandt medarbejderne også blev færre, blev klikedannelsen ved. Det viser en konsulentrapport, som Langelands økonomiudvalg fik fremlagt den 4. januar 2016.

KONKLUSION OM KLIKEDANNELSER (p. 2)

Det var også klikerne og mobning mellem dem, der fik Selma Nakhodazadeh til at sige sit job op.

– Jeg er en sej pige. Jeg var ikke bange for alle de ting, der skete, og jeg elskede at hjælpe de mennesker. Men til sidst fik jeg nok. Der var bagtaleri og mobning. Jeg troede aldrig, at jeg skulle opleve børnehavemobning mellem voksne. Der var rygter om, at nogen havde sex med nogle af asylsøgerne, der var snak om det tøj, vi gik i, der var ballade, hvis nye fik mere ansvar. Jeg syntes, at nogle var efter os udlændinge, der arbejdede der, siger hun.

I 2014 skiftede hun jobbet på asylcenteret ud med sygeplejerske-studiet.

Et afsluttet kapitel

Både Richard Worrell og Selma Nakhodazadeh har afsluttet den del af deres liv, som foregik på asylcenter Holmegaard, men den sidder stadig som et traume i Susana Christensen, da hun den efterårsdag tager til asylcenteret for første gang i fire år.

Siden vi lavede aftalen om at mødes på asylcentret, har hun tænkt over det. Hun har faktisk brugt rigtig mange tanker på det, fortæller hun. Men under efterårsløvet fra træerne, der flankerer indkørslen til asylcenteret, fortæller hun, at hun er lettet. Vi har været en tur rundt og kigge på bygningerne, fotografen har taget sine billeder, og nu går vi alle tre tilbage mod bilerne.

– Jeg er rigtig glad for, at I tog mig med herned. Nu kan jeg afslutte det kapitel. Jeg behøver aldrig at komme her igen, nu jeg ved, at jeg godt kan, siger Susana Christensen med ryggen til Holmegaard.


Artiklen blev bragt på fyens.dk den 18. november 2016 og i Fyns Amts Avis dagen efter. 

asylcentersusana