Har himlen nogensinde været så blå som nu?
Den kolde tørre luft fra nord er en af grundene. Det høje lufttryk giver også en dybere blå farve. Og så er der det forunderlige (og ret vidunderlige) fravær af hvide flystriber hen over forårshimlen. Nogle ting lægger man først rigtig mærke til, når de forsvinder.
Den blå himmel er en stille påmindelse om, at alting ikke er, som det plejer at være. Herude mellem skoven og stranden med den klare udsigt til den sydfynske kyst, kan man ellers helt glemme, at coronavirussen har lukket landet ned. Har skabt bekymring, afstand og isolation.
Det tænker man ikke så meget over, når man går og luger ukrudt i køkkenhaven. Eller rettere sagt: Luften mellem det grønne græs og den blå himmel giver netop plads til at lægge mærke til tankerne. Og berøre de svære emner helt blødt, som det mos, der vokser i skyggen af hækken.
Når hænderne er beskæftiget, og solen skinner, forvandler bekymringer sig til taknemmelighed og panik til medfølelse.
Men jeg gik også først lidt i panik. Forsøgte at planlægge mig ud af det. Bagefter handle. Udnytte tiden. Bruge den til noget vigtigt. Men hurtigt overgav jeg mig og gik i haven.
”Keep calm and carry on gardening” stod der på en småkagedåse i en engelsk genbrugsbutik.
Og den tænkte jeg på, da jeg stod og gravede et forsømt jordbærbed i går. Kagedåsen blev en fødselsdagsgave til min kærestes gamle faster, der har en eventyrlig engelsk rosenhave og grønne fingre. Hun er i isolation sammen med den ene af sine omsorgsfulde sønner – den samme, der gav hende dåsen. Og når vi sender billeder af et pindsvin, der er vågnet for tidligt af sit vinterhi, sender de billeder fra køkkenet med det varme komfur og dampende tekrus.
Og på den måde bliver afstandene også kortere. Jeg har aldrig snakket så meget og ofte i telefon med min familie som nu. Lange samtaler om kemokure, KOL og sygdomsstatistikker, om tagetes og kruset persille. Om alt det vigtige, og alt det andet.
Vi lider afsavn, men er savn ikke bare et andet ord for kærlighed? Vi har pludselig fået foræret en masse tid. Hvad vælger vi at bruge den på?
Køkkenhaven har aldrig været så velplejet som nu.
Jordbærrene har fået plads til er gro. Blomsterfrøene er strøet. Roserne er pakket ind i hestemøg, krukkerne klargjort, og grøntsagsbedene fræset.
Bekymringstankerne er også blevet luget igennem, og de overflødige er blæst bort af den kølige nordenvind, der gør himlen så blå.
Tegning: Gert Ejton.
Klummen blev bragt i Bolig, et tillæg til Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende, samt på fyens.dk 12. april 2020.