Sådan blev undselige Knud Christensen til musikeren Sebastian

Da Sebastian var ung i 60’erne, fortalte ens pladesamling, hvem man var. Og kunne man spille guitar var man noget. Ved første akkord var hans skæbne beseglet: Musikken blev meningen med hans liv. Her er fortællingen om, hvordan den generte, undselige Knud Grabow Christensen blev til musikeren Sebastian, der fornyede dansk rock og igangsatte musicalbølgen.

Det var første lørdag efter en lang sommerferie på kostskolen. Den 16-årige Knud Grabow Christensen var vendt hjem fra Norge, som genfødt Donovan-discipel. Han havde brugt ferien med den skotske, fingerspillende folkesangers to første plader og en lånt guitar, og sammen med værelseskammeraten Thomas ville Knud optræde til lørdagsballet.

Scenen lå i skolens udtørrede swimmingpool, og de to kammerater – den dobbelte-donovan, blev de kaldt – trådte op på den med deres to guitarer og et hidtil ukendt mod, der havde taget lidt tilløb at mønstre.

Sætlisten var alle sangene på de to Donovan-plader i samme rækkefølge, som de havde på pladerne. Og foran det velvillige publikum af kostskoleelever, lærte Knud Christensen hvad identitet og selvværd var. Pludselig var han noget. Og det var en fed følelse.

– Jeg gik fra at være en nobody, fra at stille spørgsmål som, hvem er jeg, og hvad skal jeg lave her i verden, til pludselig at have en krog, jeg kunne hænge mig op på. Fra det øjeblik vidste jeg, at det er det her, jeg skal lave i livet, siger Knud Christensen, der et par år senere nærmest ved et tilfælde fik kunstnernavnet Sebastian, for ”Knud” sælger ikke plader.

Den historie vender vi tilbage til.

Identitetsskabende musik

Sebastian sidder under en palme i Glyptotekets vinterhave, der er varmet godt op af sommerheden. Vi finder en stille plads i skyggen, og i mangel af rosévin hælder vi danskvand op i glassene.

Bag kasketten og solbrillerne er hans øjne imødekommende og glimter lidt af eventyr, Ronja Røverdatter, Skatteøen og alle historierne om drømme, kærlighed og en bedre verden, som han har fortalt i sine sange. Sangeren, sangskriveren, instruktøren og komponisten Sebastian fylder 70 senere på året, og det er – synes journalister – en oplagt mulighed for at kigge tilbage over et liv. I Sebastians tilfælde et, der er levet for og af musikken.

Stemmen ryster en smule, ligesom når han synger. Slidt af smøger og koncertturnéer, der afløste hinanden i en evig sløjfe op gennem 70’erne og 80’erne.

– Musik er så stor en del af min identitet. Jeg hører musik, jeg lever musik, jeg drømmer musik. Jeg gør alt muligt, der på en eller anden måde har med musik at gøre. Og sådan har det været, siden jeg fik min første guitar som 16-årig, siger han.

Som teenager i midten af 60’erne gik han på Asserbo Kostskole. Sendt af sted hjemme fra for at få luftforandring fra en familie, hvor det kunne være svært at trække vejret. I Asserbo og i resten af verden var der opbrud i luften. Rolling Stones smittede med en fandenivoldskhed, Donovan spillede eventyrlige melodier, og Bob Dylan satte nobelprisvindende ord på forandringerne.

Når Sebastian gik henad gangene på kostskolen, flød de forskelligartede toner og rytmer ud fra værelserne. Der var nok at vælge mellem: 50’er rock, Cliff Richards, Beatles eller Stones. Og valget var vigtigt, for det fortalte, hvem du var.

– Pludselig handlede alt om musik for en meget stor del af den generation. Det var en stor del af ens identitet, for man blev inddelt alt efter, hvilken musik man hørte. Og jeg havde haft en noget usikker barndom. Vi flyttede meget rundt, og det tog mig meget lang tid at finde ud af, hvem jeg var for en. Jeg kom ret langt op i årene, før jeg overhovedet opdagede, at jeg var mig. For mig betød det, at musikken fra det ene øjeblik til det næste blev det vigtigste at forfølge, siger han.

I julegave fik han en 100-kroners guitar og ved at følge med, når de ældre drenge spillede, og med inspiration fra idolbilleder, hvor de guitarspillende rockstjerner holdt et tilfældigt greb, lærte han sig selv at spille musik. Værelseskammeraten Thomas spillede akustisk og sammen trodsede de generthed, manglende tro på dem selv og stillede sig op foran hele skolen en sommerlørdag med deres Donovan-duo. Senere blev duoen til Night and Day, der begav sig rundt i landet til talentshows og blev betalt i smørrebrød.

– Ja, så var den dag reddet, husker Sebastian, der i hans egne ord var ludfattig.

Duoens drømme og en helt konkret aftale om en pladeindspilning gik op i stoffer. Thomas var taget på det store trip helt til Nepal og tilbage igen. Selv om han aldrig rigtig kom tilbage. Sebastian var mere til øl.

– Jeg har kun en enkelt gang ved en fejl fået sådan en pille. Formodentlig i en øl. På en måde var jeg meget glad for det skete, for så fik jeg muligheden for at opleve, hvad sådan en pille kunne, og samtidig nå til en erkendelse af, at det er simpelthen for farligt. Det er i virkeligheden ikke det, jeg vil. Så selv om jeg var fattig og levede hårdt, kunne jeg vågne op og sige, ”okay, det er ikke det, jeg skal”. I stedet kom jeg med i noget radiohalløj og blev hørt af en pladeselskabsmand, og så var jeg gået solo, fortæller han.

Et succesfuldt navn

”Du kan ikke hedde Knud, det kan du nok se, mand,” sagde pladeselskabsmanden fra Mørks Musikforlag, der hed René Gosvig.

”Hvorfor ikke?” spurgte Sebastian og prøvede at se ud som om, han ikke kunne forstå det.

Sådan gengives samtalen af musikjournalist Torben Bille i Sebastian-biografien ”Når lyset bryder frem”.

I forvasket cowboyjakke og med akustisk guitar havde Sebastian indspillet sin første plade – ”Det var allerede på mode dengang”, siger han med et smil – med de to Donovan-inspirerede sange ”I Won’t do it, Mama” og ”Babe, I Can Carry Your Tombstone”.

På vej ud fra optagelsen begyndte diskussionen om hans navn.

Gosvig stak Sebastian en liste med navne, der kunne begå sig internationalt, men fik den tilbage med lutter minusser. Og som Sebastian husker det, troede han, at han stadig hed Knud Christensen, indtil han blev ringet op af en radiojournalist, der ville tale om den nye plade. Journalisten blev ved med at kalde ham Sebastian, som også var navnet på pladeomslaget.

Snart 50 år senere har han under navnet Sebastian solgt to millioner plader, skrevet sange til en lang række musicaler, lavet den første danske rap, komponeret en ballet og spillet flere end 2000 koncerter.

”Sebastian er ham, jeg lever af. Knud er jo den, jeg er”, sagde han i ovennævnte biografi.

Men det var nu ikke navnet i sig selv, der skabte succesen. Der var ikke mange, der brugte penge på at købe plader med en Donovan-efterligning. Og Sebastian forstod dem godt. Hvorfor skulle de bruge penge på en Sebastian-plade, når de for samme beløb kunne få den nyeste med Bob Dylan? Han var nødt til at skabe sin egen personlighed i musikken. Finde det, der gjorde Sebastian interessant. Det blev han, når han skrev og sang på dansk. Og blev akkompagneret af de bedste musikere.

I 1972 udkom ”Den store flugt” med eventyrlige ”Når lyset bryder frem”, poetiske ”Rose” og protesten ”Hvis du tror, du er noget”. 56 uger på hitlisten, og 57.000 solgte plader blev det til.

Troubadouren i trompetbukser, bølgende, lyst pagehår og akustisk guitar turnerede skiftevis landet rundt og indspillede nye plader de næste to årtier, som foreløbigt kulminerede i ”Stjerne til Støv” fra 1981, der længe var hans bedst sælgende album.

– Det blev nu overhalet af ”Skatteøen” og efterhånden måske også ”Ronja Røverdatter”, indskyder han.

Albummet gav ham desuden en plads i den danske kulturkanon med begrundelsen: ” De sidste mange år har Sebastian mest været kendt og anerkendt som den, der igangsatte den danske musical … Op gennem 1970’erne fornyede han dansk rock, fordi han befandt sig dårligt i en bås. Og han gik ind i 1980’erne med albummet ”Stjerne til støv”, der har masseappeal uden at angle efter den laveste fællesnævner.”

I 80’erne betød det sekscifrede salgstal og stor popularitet. Men Sebastian havde snart skrevet sig ud. Og han begyndte at kede sig ved den evige gentagelse af indspilning, pladeudgivelse og turné.

Kan ikke sættes i bås

Og så har Sebastian altid gjort en dyd ud af ikke at være Sebastian.

Han har som få krydset genregrænser. Han har skrevet dansk rockhistorie og store musicalværker. Han rappede som den første på dansk og komponerede en ballet, selv om han ikke læser noder. Han har hittet og floppet, stået på scenen som musicalskuespiller og bag den som instruktør.

Han har hele tiden insisteret på udvikling og slået sig tøjret, når avisernes anmeldere og andre journalister kunne finde på at putte ham i kasser med mærkater, han ikke brød sig om.

Som dengang en DR-kanal ville ham med i en programrække om dansk musikhistorie under temaet protestsangere. Der hørte han ikke hjemme, synes han.

– Protestsangene har kun været en del af det. Måske endda en meget lille del. Det er ligesom med Dylan, der lavede nogle sange, der virkelig satte spor som ”The Times The Are A Changin”, ”Chimes of Freedom” og ”Blowin in the Wind”. Kigger man udover hele hans værk, er det meget mere. Og sådan er det også med mig. Tiden i 70’erne var bare politisk, og inden for musikverdenen skulle man synge sange, der kunne forandre verden. Men det var mediernes fokus dengang. Der er tre hovednumre på ”Den store flugt”, og det var ”Hvis du tror du er noget”, der blev spillet i 70’erne. I dag er det ”Når lyset bryder frem”. Så enkelt er det, man kan ligefrem måle udviklingen, siger Sebastian.

En bedstemor med barnebarn går forbi os i Glyptotekets overdådige marmorsal. De kigger efter den opsigtvækkende opstilling af snart 70-årig mand i ternet skjorte og solbriller, der bliver fotograferet igen og igen uden at være synderligt tilfreds med situationen. På afstand ser han undselig ud, i hvert fald temmelig almindelig, men da de opdager, hvem han er, hvisker de alligevel.

”Se, det er Sebastian”, siger bedstemoren.

Hun kender ham måske som protestsanger og poet, mens drengen nærmere synger med på Hodja fra Pjort, Ronja Røverdatters sange og den strandede skattejægers ostesang. For hver generation har hver deres indgang til Sebastians værk, der folder sig ud som et nærmest uendeligt univers, når man dykker ned i dets kroge.

Måske er det derfor, han stadig samler et publikum i alle aldre foran scenen, når han turnerer med sin guitar.

– Når de får muligheden for det, hvis jeg for eksempel spiller gratis koncerter, kommer de unge. Men ellers er det ofte et bredt publikum på folk i 30’erne og op efter. Der er selvfølgelig også mange på min alder, siger han.

– Da jeg var ung spillede jeg på IMikroskopet for en ostemad og en øl eller to. Det var en halvåben scene, hvor man kunne få lov til at optræde, hvis man havde talent. Jeg var også vært hver onsdag i en lang periode. Det var der, det skete i København, hvis man var 17-18 år. Og i dag møder jeg næsten til hver eneste koncert, jeg giver, folk, der husker IMikroskopet fra 1970 og 71. Det er vildt at opleve. I starten tænkte jeg, ”Hold kæft mand, jeg har givet tusindvis af koncerter andre steder, og også gode koncerter. Men det er aldrig dem, folk husker.” De husker nostalgien. Fordi det betød lige præcis noget meget specielt for dem på det tidspunkt, hvor de skulle ud og finde ud af livet, siger han.

Faktisk giver Sebastian ikke meget for nostalgi. For så kan man blive ved med at hænge fast i fortidens koryfæer, som han siger.

– Men betyder det, at du er færdig med dine sange fra 70’erne?

– Nej, ikke de gode af dem, de holder jo. Jeg spiller dem også i koncerterne, for de fungerer som brobyggere. De er en slags piller i konstruktionen, som er vigtige for at holde broen oppe. Hvis jeg spiller de sange, som folk kender, er de modtagelige over for det nye, jeg har lavet. Men jeg synes altid, at det er det seneste, jeg har lavet, der er det bedste, siger Sebastian.

Også selv om rockanmelderne ikke altid forstår det.


Faktaboks:

Sebastian

  • Knud Grabow Christensen med kunstnernavnet Sebastian fylder 70 år 19. december i år.
  • Han er sanger, sangskriver, musiker, komponist og instruktør.
  • Han begyndte sin musikerkarriere i 60’erne i duoen Night and Day, men slog endegyldigt igennem i 1972 med albummet “Den store flugt”. Siden har han solgt omtrent to millioner albummer og komponeret en række store musicals som blandt andre Skatteøen, Cyrano, Aladdin, Ronja Røverdatter og Pippi. Flere af dem har han også instrueret hos teatergruppen Mastodonterne.

Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter, museer”. Og på fyens.dk den 24. august 2019.