Under coronanedlukningen fik dirigent og komponist Phillip Faber sit store folkelige gennembrud, da han samlede hundredtusinder danskere til fællessang foran fjernsynet. Selv mener han, at det er sangen, der fik et gennembrud. Nu er han tilbage på skærmen med fællessang på DR hver fredag aften indtil jul.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter, museer” 25. oktober 2020.
F
Første gang Phillip Faber stod med sin nyfødte søn i armene, sang han. Det var første gang i mange år, at han bare sang. Umiddelbart. Fra hjertet. Uden at tænke over toneart, eller hvilken sang det nu skulle være.
Han sang uden at vide det. Og ligesom hans mor og far sang for ham, da han var barn.
– Musikken findes i en helt ren form, hvor der ikke er tanker indover. Når man synger for et barn, når man synger i badet eller i bilen for eksempel, siger Phillip Faber og afbryder sig selv med et grin.
– Min sang for August, da han var helt nyfødt, flød bare helt frit fra hjertet. Og det var et skridt på vejen i min tilbagevenden til kernen. Til glæden og nysgerrigheden for musikken, siger han.
Æ
Ærlighed og kærlighed er kernen i alting for dirigent, komponist og fællessang-akkompagnatør Phillip Faber. Han siger sætninger som: ”Hvis man ikke har noget på hjerte, skal man ikke sige noget.” ”Så længe, der er forældre, der elsker deres børn, findes der musik.” Og: ”Det skal være drevet af nysgerrighed, kærlighed og musikglæde, ellers funker det ikke.”
Han siger det overbevisende og med øjne, der funkler, så man forstår, at han mener det. Men det har ikke altid været sådan.
I sin stræben efter viden og uddannelser, titler og karrieremuligheder mistede Phillip Faber sin musikalske uskyld og glemte, hvordan man mærker musikken.
Under coronanedlukningen i foråret fik dirigenten sit store folkelige gennembrud, da han med fællessang på DR skabte et samlingspunkt for 250.000 danskere, der hver morgen sang med på den danske sangskat.
Selv kalder han det et gennembrud for fællessangen.
– Den danske fællessang fik et kæmpe gennembrud. Jeg ved godt, at jeg også fik et gennembrud, men jeg ser det mere, som om jeg tilfældigvis var den, der sad og spillede til. Det er vigtigt for mig at finde frem til den rigtige værdi i det. Og den rigtige værdi var ikke, at jeg var på tv i 100 morgener. Den rigtige værdi var, at vi lavede en ramme, der betød meget for mange mennesker, der ligesom jeg var bekymret, bange og isoleret i den tid, siger han.
I fredags var Phillip Faber tilbage bag flyglet på DR1 med en ny omgang fællessang.
L
Ligesom på tv, står der et flygel i Phillip Fabers stue. Men hverken instrument eller stue er den, som er kendt fra fjernsynet. Den ældre, fotogene stue, som han akkompagnerede fællessang fra, tilhørte en chef på DR. Phillip Faber bor sammen med sin hustru og deres treårige søn i en moderne bygning i et københavnsk kvarter, der stadig er ved at vokse. Her er lyst og hvidt. Store vinduer. Legetøj på gulvet. Sangbøger i reolen. Og så et sort, blankt flygel i hjørnet.
Det er her, han spiller ”Septembers himmel er så blå”, når han opdager, at det er blevet efterår. Når det sner første gang, er det tonerne af ”Der er ingenting i verden så stille som sne”. Og når den første forårssol sender stråler ind i stuen i marts, er det ”Den blå anemone”, han synger.
L
Lige siden han var seks år, har han spillet klaver. Han er aldrig blevet nødet til det. Der var ingen forældre, der sagde, at han skulle øve sine skalaer, lære en sang udenad eller læse sine noder. Det behøvede de ikke.
– Jeg faldt for musikken, ligesom når man falder for nogen. På den måde har jeg mødt musikken med hjertet først. Jeg følte aldrig, at jeg øvede mig, ikke før jeg var 19-20 år. Men det gjorde jeg jo hele tiden. For der kommer ikke noget uden hårdt arbejde, men jeg følte det ikke sådan, fordi det var drevet af nysgerrighed og fascination, siger Phillip Faber.
I reolen finder han en blå sangbog, der hedder Sangbogen. Den kunne og kan han stadig udenad, for han støvsugede den for informationer om noder, rytmer, sange, tekster og noter.
– Jeg havde jo ingen af Mozarts partiturer, siger han og griner.
– Jeg var så stolt, da jeg fik en af mine egne sange optaget i Sangbogen. Det var faktisk næsten større end at komme i Højskolesangbogen. Men det var, fordi det var min første.
E
Efter den første forelskelse i musikken gik han mere metodisk til værks.
– Jeg spillede, lyttede, begyndte at skrive musik helt umiddelbart, men på et tidspunkt slog jeg hjernen til for at finde ud af, hvorfor det var så fantastisk det musik, hvad det bestod af, og hvordan jeg kunne lære det. Jeg piskede igennem musikken i mange år – søgte ind på alle mulige konservatorier, så jeg kunne blive først komponist, så kordirigent. Jeg følte, at jeg havde travlt med at blive til noget. Blive dygtig nok til at det gav mening. Men i al den søgen og jagt kan man godt glemme, hvorfor man gør det. Der sker et kæmpe uskyldstab undervejs i processen. I en årrække var jeg martret af, at jeg havde haft så travlt med at uddanne mig, travlt med at finde ud af, hvad det hedder, hvordan det hænger sammen, hvad er en subdominant og en parallel til tonika og bum, bum, bum – i den hjerneproces, uddannelsesproces, der tabte jeg poesien, siger Phillip Faber.
Der var perioder, hvor han ikke mærkede noget, når han hørte musik. For nylig dukkede et 12 år gammelt minde op på hans facebookside, hvor han skrev, at han var så glad, fordi han havde hørt et stykke musik og var blevet rørt.
– I de sidste år har jeg gjort meget ud af at finde tilbage til kærligheden til musikken og insistere på at nyde de momenter, hvor jeg bare spiller klaver, fordi septemberhimlen er blå, nyde, når jeg synger med min søn August, og nyde de øjeblikke, hvor musikken findes i sin reneste form – hvor det ikke er hjerne og teori, men bare er i den rene urform, som når små børn finder på deres egne sange.
– Så du er på en måde på vej tilbage til udgangspunktet?
– Præcis, men var jeg blevet i den barnlige uskyld, kunne jeg nok ikke have bragt det særlig langt. Jeg har været igennem en bevidstgørende proces, som har været lang, og nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan kigge tilbage og finde tilbage til det umiddelbare igen. Jeg kan forstå, hvorfor jeg elsker sangene og symfonierne. Men det er vigtigt at vende tilbage til musikglæden. Til følelsen af musikken, siger han.
S
Smilende fortæller Phillip Faber, at den musikglæde gennemsyrer alt, hvad han laver – som dirigent for DR Pigekoret, dirigent for forskellige orkestre, tv-vært på musikquizzen, indadvendt komponist ved flyglet, eller når han synger for på fællessangs-programmerne på DR. Det hele handler om at gøre musik tilgængelig og glædelig for dem, som vil have det.
S
Sammen med en kvart million danskere begyndte han 100 morgener med fællessang, da corona-restriktionerne lukkede landet ned. Med Phillip Faber bag flyglet og den danske sangskat som samlingspunkt blev fællessang et af de mest populære indslag under corona-krisen. Højskolesangbogen kom på bestsellerlisten, og i byerne sang beboere med altaner sammen med naboerne.
– Hvorfor?
– Fællessang er noget særligt dansk. Det er både det, at vi synger enstemmigt sammen, men også de sange, vi synger – den danske sangskat. Jeg har endnu ikke hørt om et andet land, hvor man fra kyst til kyst og på tværs af alle de måder, vi kunne opdele folk på, har så stor en del af sange, som vi alle sammen kender. Jeg tror, at alle børn ved i, hvilket verdenshjørne solen står op, og det er på grund af en sang fra 1837. At vi kender de sange er med til at binde os sammen og definere, hvem vi er. Det giver en fornemmelse af, at vi hører til et sted. Det er det, sangen kan, siger Phillip Faber.
Han mener desuden at det er en unik måde, at danskere synger sammen. Det er ikke stor harmonisk kunst, men en enstemmig fællessang, hvor alle synger samme melodi. Og hvor alle kan være med uanset, hvordan man synger.
– Det er nærmest fællessangens motto: Alle kan være med. Det er så spørgsmålet, om alle føler, at de kan være med, for der er så mange, der har fået at vide, at de ikke kan synge i skolen. Der er nogle lærere fra tidligere tider, der skulle skamme sig der. Men i teorien er fællessang for alle. Og den form for fællessang ser man heller ikke i andre kulturer i samme udstrækning. Mange kan måske synge deres nationalsang eller enkelte andre sange som ”We Shall Overcome” eller ”Amazing Grace”. Men i Danmark overskygger sangskatten det. Vi har ikke en sang at synge, vi har håndfulde, som vi alle sammen kender, forklarer han.
A
At fællessang er noget særligt dansk, skyldes Grundtvig, mener Phillip Faber. Præsten og højskolegrundlæggeren samlede nogle strømme af fællessang fra forskellige eksisterende miljøer, der tilsammen blev til en flod, der oversvømmede landet.
– Der har været fællessang i kirken siden reformationen, men det har vist aldrig fungeret særligt godt. Jeg har læst beskrivelser af, at det lød rædsomt. Fra 1770’erne kender man også fællessang i borgerlige klubber, hvor man nogle steder kunne blive optaget, hvis man selv havde en sang med. Det var altså i mere snævre kredse. Det har også eksisteret i menigheder rundt omkring og andre små fællesskaber, men Grundtvig samlede de bække, der havde løbet i hundredvis af år. Og så skete der noget, siger Phillip Faber.
– Det er ikke noget, der er blomstret ud af ingenting lige på vores himmelstrøg eller er plantet i os med et tryllesalg. Der er mennesker og institutioner, der i hundredvis af år har gjort en aktiv indsats for at få banket den kultur op. Det er sket i kirkerne, højskolerne og skolerne. Alting står på skuldrene af noget andet, siger han.
Det samme gjorde hans eget program ”Morgensang” på DR. Det er blevet sammenlignet med alsang under anden verdenskrig, hvor hundredtusinder af danskere mødtes til fællessangsstævner og sang fædrelandssange under besættelsen. Men også alsangen har stillet sig på skuldrene af en tradition.
– Alsang havde ikke eksisteret, hvis Oluf Ring, som har skrevet ”Se nu stiger solen af havets skød”, ikke i en årrække havde haft et program i radioen med fællessang. Det var i 30’erne – næsten for hundrede år siden – og han gødede vandene for fællessang under krigen. I øvrigt sammen med Carl Nielsen og nogle andre, der ville brede sangene ud. Der er ingen kultur, der mirakuløst opstår ud af ingenting, siger Phillip Faber.
N
Når man synger sammen, sker der ting i hjernen og kroppen. Det sker en form for samhørighed, man bliver en del af et fællesskab. Måske også selv om, man ikke fysisk er i samme rum.
Under optagelserne til morgensang-programmet oplevede Phillip Faber, at sangene fik en anden energi, når kameraerne kørte.
– Jeg øvede mig inden og spillede lige sangene igennem og tænkte, det er en smuk sang. Men når vi gik på live, ændrede sangen sig. Jeg kunne mærke energien fra alle dem, der sang med. Jeg følte, at jeg kunne mærke, at vi var mange, der sang.
– Under nedlukningen, hvor vi var isolerede og ensomme, blev sangen en genvej til at mærke, at man ikke var alene. At man var en del af noget og stod sammen med nogen. At lige nu står jeg og trækker vejret sammen med en kvart million andre mennesker. Vi trækker vejret på samme tid, vores hjerter slår nærmest på samme tid. Vi kender de samme sange. Vi er forbundet af et rodnet af historie, når vi alle sammen kan stå og synge ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, og så skal det nok gå alt sammen, siger han.
Ligesom han kender historien bag fællessangen, kender han også de fysiologiske forandringer, som fællessangen medfører. Frigivelsen af oxytocin i hjernen, der også kaldes kærlighedshormonet, som gør at vi føler os forbundet – enten til vores partnere eller til børn. Men han er ikke meget for at tale om sangens virkninger på den måde. Den skal ikke blive til en medicin eller til en recept, man tager for at få det bedre i hjernen.
– Det er de samme hormoner, der frigives, når jeg kysser eller krammer min kone. Men det ville jeg jo aldrig gøre for at få de hormoner. Det gør jeg, fordi jeg har lyst. Og sådan skal det også være med fællessangen – man skal synge, fordi man har lyst til det. Det skal være drevet af nysgerrighed, kærlighed og musikglæde, ellers funker det ikke, siger han.
G
Givetvis forsvinder lidt af fællessangens momentum igen. Ligesom surdejene er døde, gåturene er overstået, og puslespillene er lagt tilbage øverst på reolen til en gråvejrsdag. Mange af de ting, som coronanedlukningen medførte af sunde vaner og langsomt nærvær, er forsvundet i takt med, at livets tempo er sat op igen. Lærte vi noget af krisen? Tager vi noget af det med ud på den anden side, når den engang kommer? Bliver vi ved med at synge?
– På en måde blev vi tvunget lidt til at gøre status under nedlukningen. Der kom fokus på det vigtige. På det vi savnede. Da vi efter sommerferien endelig måtte samles med Pigekoret igen – alle 55 piger – og jeg hørte pigernes klang igen efter så lang tid, blev jeg virkelig rørt, og så tænkte jeg: ”Årh, det er jo det her, jeg laver. Det er det her, jeg elsker.” Selv om der er enorm efterspørgsel på fællessang og mig, er det arbejdet med Pigekoret, der giver mening for mig. På den måde har jeg gjort status. Men når det er sagt, tror jeg, at når det hele åbner, og vores omgivelser kommer til at ligne sig selv igen, kommer vi til at gøre nøjagtig, som vi gjorde før, siger Philip Faber og hans grin fylder rungende stuen ud.
– Vi har haft tid til at tænke alle de her tanker, men når møllen ruller igen … Så bliver der måske ikke så meget tid til fællessang på den måde. Men det gør ikke noget. Sangen var der, da vi havde brug for den. Og det vil den være igen.