Søen er en af Geneves største aktiver. Og som turist kan man lære af de lokale, der både spiser af, bader i og lever ved vandet, der er så klart, som det kun kan være, når det kommer direkte fra en gletsjer i Alperne.
Det er klart og blågrønt. Og meget rent, fortæller Lucie Gerber, pr- og mediemanager i Geneves Turistråd.
– Det kommer direkte fra Alperne, og der er ingen industri, som har ødelagt vandet. Det sker først i Frankrig, siger hun.
For Genevesøen, som vi står og beundrer på kuldskær afstand, er teknisk set ikke en sø, men Rhônefloden, som udspringer i De Schweiziske Alper og fortsætter ind over grænsen til Frankrig, passerer Lyon og graver sig ned i Rhônedalen, som alle vin- og Tour de France-entusiaster kender, inden den løber ud i Middelhavet midt i et fransk nationalparkområde.
Der er noget dragende over vand, så klart og rent, at selv om vinteren kun lige er ovre, da jeg besøger byen, har man lyst til at tage et hovedspring i. Og det kunne man også sagtens, fortæller Lucie Gerber, der bruger sine frokostpauser, som i Schweiz er på en time – ikke mindre, ikke mere – på også at bade i søen, når det er sommer. En halv time til at gå ud at spise på en af byens 9023 restauranter, og en halv time til at skifte til badetøj og svømme. Det er schweizisk effektivitet blandet med fransk livsnyderi. En blanding, der er meget passende for Geneve, som ligger i et fjernt hjørne af Schweiz, nærmest inde i Frankrig. Kigger man op fra vandet og ud mod bjergene, der omkranser byen, ser man også grænsen til nabolandet.
Det er ikke kun forfriskende frokostpauser, schweizerne bruger deres enorme sø til. 75 kilometer lang forbinder den ikke kun Schweiz med Frankrig, men også Geneve med andre byer som Nyon og Lausanne. Den er stedet for kapsejlads og turistvenlig vandsport, og så er den en vigtig fødekilde for byens borgere og besøgende.
Fisk fra søen
Lucie Gerber har taget os med ud til landsbyen Hermance, der bogstavelig talt ligger på grænsen til Frankrig. 10 kilometer fra bymidten er der pittoreske stenbygninger med grønne træskodder for vinduerne, altaner med farverige blomster og krogede veje. Her ligger Restaurant de Quais, som skulle være hele udflugten værd. Med borde ud til den blå, glimtende sø er udsigten det nærmest i sig selv. Men det Michelin-rekommanderede spisesteds serveringer med aborrefileter hevet direkte op fra søen og krydret med salt, peber, citron og grønne urter var det nu også. Man spiser godt i Geneve takket være den franske indflydelse. Men man spiser bedst, når man vælger enkelt, lokalt og friske råvarer, som på restauranten på kajen.
Ved en bådebro venter Balthazar Witzig, en stort smilende fyr midt i tyverne, i en hurtig motorbåd. Han ejer Geneva Boats. I Canadian Goose-jakke, Rayban-solbriller og et Patek Philippe-ur på armen er han ikke en typisk fisker, men han fortæller, at aborrerne, vi lige har spist, højst sandsynligt var nogle, han fangede tidligere på dagen. Balthazar Witzig har fisket, siden han var syv år, og han købte sin første båd som 13-årig. Til gengæld er han typisk indfødt, fortæller Lucie Gerber: idérig, entusiastisk, iværksætter og altid omgivet af dyre ting og nye både. Nogle af dem hans egne, andre rige menneskers, som han vedligeholder og passer.
– Vil I beholde varmen eller komme for sent?, spørger han på hurtigt fransk.
Vi er allerede sent på den, lyder svaret, og med det samme hæver forenden af båden sig op og skyder gennem søens bølger. I bump, motorlarm og solskin har vi første parket til de umanerligt store villaer og palæer, der ligger langs søens østlige kyst. Nogle få gamle Geneve-familier har huse mellem de ny- og udefrakommende, ufatteligt rige mennesker. En datter af en præsident og en direktør for Patek Philippe og mange fleres huse får vi udpeget af Balthazar Witzig, mens han styrer båden med den anden hånd.
Delt i to
Fra vandsiden kan man se, hvordan byen er delt op i to af floden. Mod syd ligger de store palæer og den gamle bydel, hvor katedralens tårn hæver sig over middelalderarkitektur. Det er den rige del af Geneve, fortæller Lucie Gerber. Mod nord er den fattige del og efter et spørgende blik, modererer hun sig selv:
– Altså schweizisk fattig, siger hun, og det betyder ikke fattig overhovedet.
Det er den etniske del af byen, hvor man finder restauranter med mad fra asiatiske, mellemøstlige, afrikanske og sydamerikanske køkkener. Restauranter, som de mange besøgende diplomater fra disse lande benytter, fortæller hun. Ligesom fattig ikke betyder fattig, betyder etnisk heller ikke ghetto.
Balthazar Witzig tager farten af båden, som har sejlet os ind i centrum af byen. Ved en kort mole sætter han os af, og vi står på nordsiden af bredden, hvor et bredt promenadefortov følger vandkanten. På den anden side af vejen tårner de femstjernede hoteller sig op: Grand Hotel, D’Angleterre, Beau Rivage og længere nede ad bredden Four Seasons. De lever af rige turister og ikke mindst konferencedeltagere, diplomater og præsidenter, der besøger Genève på arbejde for verdens fred eller humanitær hjælp.
Et symbol på styrke
Den hurtige og lidt overvældende sejltur over vandet ryster jeg af benene med en gåtur langs vandkanten, der fører mig ud til Bains des Paquis, en søbadeanstalt, der ligger på en tange ud i søen. Her er der omklædningsrum, vinterbadning, svømmeundervisning om sommeren og de lidt mere luksusprægede aktiviteter som tyrkiske bade og hammam foruden afslappende massage og japansk shiatsu samt tai chi-undervisning hver søndag. På en helt almindelig fredag eftermiddag, hvor solen varmer, har schweizerne indtaget området omkring badene. Der er bare tæer og høje grin, sovende solbadere og gående grupper af mennesker, der vender ved fyrtårnet for enden af vejen. Ved Phare de Paquis kan man se skibene sejle ind i byen, både færgerne, som er en del af den kollektive transport, de større cruise-både og lystsejlerne.
Og på en vindstille dag som denne kan man også se Geneves vartegn: Jet d’eau, en 140 meter høj fontæne, sender sine tonsvis af vand op mod himlen. Den står der, hvor man siger, at søen bliver til floden, der flyder gennem byen. Jet d’eau blev oprindelig brugt til at skaffe vandenergi til byens håndværkere, men siden 1891 har den kun haft det formål at imponere med sine 500 liter vand i sekundet. Fontænen er blevet et symbol på byens styrke, ambition og vitalitet.
Og selvfølgelig står Geneves vartegn midt i vandet, som det hele handler om.
Geneve med lidt over 200.000 indbyggere i selve byen er Schweiz’ næststørste by.Den er i høj grad kendt for to ting:
1. FN, Røde Kors og alle de andre humanitære organisationer. 2. Og for håndværket at lave ure.
Man kan besøge de store urmærkers butikker eller det eksklusive museum for Patek Philippe-ure.
Det er den centrale placering i Europa, landets neutrale historie og de lave skatter, der har tiltrukket i alt 35 humanitære organisationer og 931 multinationale virksomheder til byen.
Turismen bærer præg af, at Geneve er en møde- og konferenceby. Over 80 procent af byens besøgende kommer i forretningsøjemed, hvilket gør, at hotelværelserne er billigst i weekenden, hvor det arbejdende folk er taget hjem.
Der er 152 hoteller at vælge imellem, og 14 af dem har fem stjerner. Der er over 2000 restauranter, og 14 af dem har fået stjerner i Michelin-guiden.
Byen er forbundet med omverdenen med gode togforbindelser og en lufthavn, der ligger fem minutter fra centrum. SAS og Easyjet flyver direkte fra København til Geneve. Det tager to timer, og en returbillet koster fra 600-700 kroner alt efter afrejsedag.
Man kan også tage toget. Det tager tre timer fra Paris til Geneve med TGV-toget. En tur, der koster cirka 200 kroner. Fra Aarhus og København er der afgange hver dag, og med DSB Orange kan man komme til Geneve for 639 kroner.
Skal man rundt i Geneve, er offentlig tranport gratis for overnattende turister. På ens hotel, campingplads eller bed & breakfast får besøgende udleveret et kort til transport. Det gælder alle dage, man er i byen.
Artiklen blev bragt i Magasinet Rejser og på fyens.dk 27. maj 2018. Foto: Anja Limkilde
Geneve vandet