Hotelanmeldelse: Polstret schweizisk luksus

Mellem klassisk design og antikviteter sover man blødt og spiser godt på Hotel Rotary Geneva i Geneve. Et udmærket hotel for et par på byferie i en weekend, hvor hotelpriserne er lavere end på hverdage.

Hotel Rotary Geneva er et billede på Geneve: Klassisk, luksuriøst og forretningsvenligt – uden samtidig at gøre det store væsen af sig. I en by, hvor jakkesæt, attachémapper og elegant klædte kvinder fylder gaderne, giver det mening, at hotellerne afspejler deres besøgende, der oftest er forretningsrejsende, der er i byen mellem mandag og fredag.

Ligesom byen er hotellet funktionelt, men ikke enkelt. Det er klassisk design, der møder antikviteter. Marmorfliser og dybe, bløde tæpper. Schweizisk luksus, der absolut ikke kan støde nogen, men måske også bliver lidt kedeligt i længden.

Værelset

De bløde tæpper fortsætter fra gangen ind på værelset, hvor tunge gardiner lukker lyset ude. En god funktion, hvis man skal sove godt og være frisk til et møde om morgenen. Et antikt udseende, sortmalet skrivebord kan man arbejde fra, og i en polstret lænestol kan man stille sine shopping-poser fra byturen. Der er, hvad der skal være for både at sove godt, slappe af, arbejde lidt og lade op, og så krydret med polstret, blød og gennemført luksus i en nøje afstemt farvepalet.

Det er også luksus – men en, man lige skal vænne sig til – at værelset ikke blot bliver gjort rent om formiddagen. Sengen bliver også gjort klar til natten og vandflasker stillet frem på natbordet ved siden af vejrudsigten for morgendagen.

Restauranten

Ud over den klassiske indretning er restauranten og maden et helt klart fokusområde for Hotel Rotary Geneva. Restaurant L’Artisan serverer en overdådig, men ikke vulgært overfyldt morgenbuffet. Til gengæld virker restauranten overrendt af tjenere, der nærmest er flere af end gæster om morgenen, og de brugte tallerkener med melonskræller forsvinder også i samme sekund, man har tygget af munden – nogle gange før.

Ud over det store forbrug af tallerkener er indtrykket af restauranten godt. Den er også åben til frokost og aften og bliver ikke kun brugt af hotellets gæster. Råvarerne er lokale, kvaliteten er høj, og Restaurant L’Artisan bliver spået hæder i Michelin-guiden de kommende år. Det er muligvis der, at Geneve får sin 15. restaurant med Michelin-stjerner, en hæder man går meget op i i denne fransktalende del af Schweiz.

Som et lille kuriosum får frokostgæster, der indtager maden på hotellets sydvendte terrasse, udleveret solbriller med logo, som de kan bruge under måltidet og tage med hjem efterfølgende.

Pris

I en by, hvor over 80 procent af de besøgende kommer for at gøre forretning, for at skabe fred eller for at arbejde i en af de 35 humanitære organisationer, er der størst brug af hotellerne på hverdagene. Derfor er priserne mere overkommelige, når turister på byferie dukker op i weekenden. Ophold på Hotel Rotary Geneva med to overnatninger (fra fredag til søndag) for to voksne i et standard-dobbeltværelse koster fra 3000 kroner. Lægger man i stedet sit besøg i Geneve fra mandag til onsdag skal man af med cirka 1500 kroner mere for samme værelse.

Overnatning foretaget 22.-24. marts 2018.


FAKTA:
HOTEL ROTARY GENEVA
Adresse: Rue du Cendrier 18-20,
1201 Genève, Schweizww.sofitel.com/gb/hotel-1322-hotel-rotary-geneva-mgallery-by-sofitel/index.shtml


Artikel bragt i Magasinet Rejser og på fyens.dk 27. maj 2018. Pressefoto: Hotel Rotary Geneva.

Geneve hotel (1)