Preben Kristensen: Linie 3 var som en række dåser, der raslede efter mig. Jeg var nødt til at klippe snoren

Preben Kristensen har levet et liv i medvind, hvor langt det meste er lykkedes bedre, end han kunne håbe på. Nogle gange var vinden i ryggen dog så strid, at det var svært at følge med. Som da den pludselige berømmelse med Linie 3 overskyggede alt. Det satte sine spor i kærlighedslivet og karrieren. Efter mere end 40 år i rampelyset opfatter han sig stadig bare som en almindelig mand, der stammer fra arbejderkvarteret i Skive. Men det kan nu også noget særligt.

Mens den 26-årige skuespiller Preben Kristensen stod på scenen som hest i sæsonens sidste forestilling, sad familien Danmark og grinede til Linie 3’s første tv-optræden i maj 1980. Næste morgen vågnede han op til sommerferie fra Aarhus Teater og til en helt ny virkelighed.

Sammen med Thomas Eje og Anders Bircow var han blevet berømt for deres blanding af barbershop-sang og sketcher, der fik krampelatteren frem i publikum.

Den umiddelbare rus af glæde blev i løbet af dagen afløst af stikkende blikke, svimmelhed og vejrtrækningsbesvær. Thomas Eje og Anders Bircow støttede deres kammerat, da han udmattet satte sig på en bænk. Er det sådan, berømmelse føles?

Dagen efter tog han til lægen og fik udskrevet nervepiller. Men han smed dem hurtigt ud igen. For sådan kan man ikke leve et helt liv, tænkte han.

– Det var både skønt og frygteligt. For vi opnåede det, vi havde ønsket os, men samtidig var det forfærdeligt. Der er ingen, der aner, hvor grænseoverskridende det er, at alle glor på en. Og vi var totalt uforberedte på det. Vi optrådte normalt for 60-70 mennesker på Jacobs BarBQ oppe under loftet. Og pludselig havde hele landet set os i tv. Der var kun en tv-kanal dengang i 80’erne. Og der var et hul, vi kunne fylde ud, for vi havde mistet alle de sjove: Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Så der var plads til sådan nogle som os, der fik folk til at grine. Men vi kunne ikke gå nogen steder. Jeg turde ikke længere tage bussen og køre i tog. I drømmer ikke om, hvordan det var, siger Preben Kristensen.

Men hører det ikke med, når man gerne vil stå forrest på scenen og modtage klapsalver, at man også bliver berømt?

– Nej og jo, på en måde er det jo noget selvmodsigende blæver. Men jeg vil gerne stå forrest på scenen. Og jeg vil også gerne have, at publikum klapper ad mig. Jeg er jo ikke mindre forfængelig end mine andre kolleger. Jeg vil endda også gerne have det største bifald, når jeg kommer ind. Og så vil jeg gerne gå ud af teateret og være almindelig.

Sammen med Thomas Eje og Anders Bircow var han blevet berømt for deres blanding af barbershop-sang og sketcher, der fik krampelatteren frem i publikum.

Dagen efter tog han til lægen og fik udskrevet nervepiller. Men han smed dem hurtigt ud igen. For sådan kan man ikke leve et helt liv, tænkte han.

Men hører det ikke med, når man gerne vil stå forrest på scenen og modtage klapsalver, at man også bliver berømt?

Det er dog ikke helt almindeligt, at en arbejderdreng fra Skive bliver stjerne på tv og modtager af Reumerts hæderspris. Eller har sin veninde Ghita Nørby med til overrækkelsen af Lauritzen-prisen og kronprinsparret med til sit bryllup.

Fra Skive til skuespillerskolen

Vi sidder i biblioteket på Det Ny Teater. Bag teaterets krinkelkroge og under orkestergangen er et rum fyldt med bøger og bløde stole. Preben Kristensen læner sig tilbage med en kop kaffe i hånden. Men ikke længe, for pludselig sidder han på kanten af stolen med funklende øjne. Snart former hans hænder figurer til ordene, der kommer ud af munden. Han taler med hele kroppen og hele stemmen. Indlevende og medrivende vokser brudstykker af film eller scener fra teaterstykker ud af hans fortællinger. Og han har mange roller at fortælle om, for gennem 42 år som skuespiller har han aldrig været arbejdsløs.

– 7-9-13, banker han under bordet.

På nær, selvfølgelig, månederne under coronanedlukningen, som han brugte med sin mand i Nordjylland.

– Jeg føler mig utroligt privilegeret. Jeg har nået meget mere, end jeg nogensinde havde sat mig for. Det er meget rart at kunne sige i min alder og stadig have fuld drøn på, siger den 67-årige skuespiller, der hele efteråret spiller Dickens’ skurk Fagin i musicalen “Oliver!” på Det Ny Teater.

Der er ikke meget, der er ikke er gået Preben Kristensens vej. Selv kalder han det et liv i strid medvind. De første kærlige pust i ryggen fik han af sine forældre i barndomshjemmet i Skive. De bakkede op om skuespillerdrømmene, der blev dannet i mørket i byens biograf.

– Min barndom var “Cinema Paradiso”, for jeg elskede simpelthen at se film. Det var det bedste, jeg kunne tænke mig. Jeg var også optaget af mediet, af filmrullerne, der skulle sættes i apparatet. Og senere, da jeg arbejdede i biografen, fik jeg lov til at komme i operatørrummet og se, hvordan filmen blev lagt møjsommeligt ned, og man sørgede for, at den ikke satte sig fast, for så kunne celluloiden brænde, og så forsvandt billedet i et sort hul på lærredet. Det var dybt fascinerende. Og når man satte sig ned i stolen, og det store tæppe gled fra: Det var simpelthen magi. Jeg begyndte at komme i biografen med min bedstefar, da jeg var fem-seks år. Og jeg havde yndlingsfilm allerede dengang. Jeg kunne se dem igen og igen. En af mine yndlingsfilm var “Baronessen fra benzintanken”. Den er jeg stadig vild med efter alle de år, siger Preben Kristensen.

Var det i biografen, du fandt ud af, at du ville være skuespiller?

– Ja, jeg ville op på det store lærred. Jeg ville med ind i filmene. Jeg anede jo ikke, hvad det ville sige at være skuespiller. Men jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Jeg kunne ikke sige hvorfor dengang. Det tror jeg egentlig stadigvæk ikke, at jeg kan, siger han og afbryder sig selv med et grin, der runger i biblioteket.

– At være skuespiller er at kunne leve sig ind i andre personer, i et andet miljø, i en anden tid end der, hvor man er. Det har været spændende. Men jeg havde og har nu egentlig ikke et stort behov for at komme væk fra det miljø, jeg var i. Jeg havde det ret skønt, hvor jeg var, siger han.

Hvordan var det at skifte arbejderkvarterets tryghed ud med skuespillerskolen i Aarhus?

– Den dag, jeg fik brevet om, at jeg var optaget på skolen, var en af de største øjeblikke i mit liv. I min karriere i hvert fald. Det var alt, hvad jeg havde ønsket mig. Jeg havde mødt fordomme om at gå ind i skuespillerfaget. Den gængse var, at jeg skulle tage mig en uddannelse først. Men hvorfor skulle jeg spilde min dyrebare tid på det? Min faster sagde engang: Hvad nu, hvis det ikke lykkes, og du ender i tredje bølge fra venstre? Og jeg svarede meget frejdigt, og uden det havde noget med storhedsvanvid at gøre, at “det kommer ikke til at ske, jeg bliver ved, indtil jeg står i forreste række”, siger han.

Det skete hurtigere, end Preben Kristensen selv kunne nå at følge med. For til tider kunne medvinden nærmest storme. Som da han, Anders Bircow og Thomas Eje om aftenen 3. maj 1980 blev blæst ud i alle de danske stuer i deres første tv-optræden som gruppen Linie 3.

Grinene, der holdt op

Hjertet bankede, da han gik op ad trinene til scenen. I hånden havde han sin farfars stok både som rekvisit, amulet og helt fysisk støtte. For hans hænder rystede, da han satte sig på stolen og løftede blikket ud over publikum. Den 17-årige debutant pustede ud og sang revyvisen.

Om formiddagen havde han fået en kedelig karakter i realeksamen i historie, men den blev visket væk af grinet fra publikum. Det første i hans karriere.

– Jeg kan tydeligt huske første gang, at publikum grinede. Det er opium for skuespillere. Det er kontant afregning. Nogle gange er der så nogle skuespillere, der forledes til at tro, at grinet er det vigtigste. Men det skal nu helst ske på de rigtige tidspunkter, til de rigtige pointer. Mit første grin var i Gøglervognens revy, hvor jeg havde en lille vise om forurening i det lokale anlæg. Jeg var en gammel mand, der sad og sang om, hvordan vores natur blev ødelagt. Skive Folkeblad gav mig en god anmeldelse, og jeg blev vanvittig stolt. Jeg havde stillet mig foran publikum og overvundet nervøsiteten. For første gang giver et sug i maven, det kan man lige så godt indrømme. Det gør det nu stadigvæk lidt, men jeg kan heldigvis styre det på en helt anden måde, siger Preben Kristensen.

Grin har han været velsignet med i hele karrieren. Men efter Linie 3’s overvældende succes begyndte publikum også at le, når det ikke passede sig.

– Jeg kalder det Dirch Passer-syndromet. Jeg oplevede, at publikum grinede på et helt forkert tidspunkt, da jeg spillede over for Søren Sætter Lassen i “Biloxy Blues”. Og jeg spurgte min instruktør, Peter Steen: “Hvad gør jeg forkert?“ Men jeg gjorde intet forkert. Han sagde: “Det er, fordi folk har nogle andre forventninger, og du må vente, til de har grinet af, så du kan fortælle historien.” Det kræver mod at holde så lange pauser. Og det er sgu ikke alle, der har det mod. Dirch havde det ikke. Jeg kan ikke huske, om det var Ove Sprogøe eller Lone Hertz, der fortalte mig det, men han skulle have været blændende til prøverne, da han spillede Lennie i “Mus og Mænd”. Men da folk lo, blev han usikker. Og så begyndte han at fjolle i stedet for at holde fast. Og så ødelagde han det. Men han havde heller ikke nogen til at holde ham i hånden og hjælpe ham med at stå fast. Det havde jeg. Jeg havde min teaterdirektør, instruktøren og alle kammeraterne på scenen. Men jeg var ulykkelig, når det skete, siger Preben Kristensen.

– Jeg gik ind til karakterrollerne med en hel anden bagage end mine kolleger. Det var som en række dåser, der raslede efter mig. Og jeg var nødt til at klippe snoren over hurtigt, siger han.

I slutningen af 90’erne holdt publikum op med at grine, når de ikke skulle.

Og i 2005 fik Preben Kristensen den største ærespris i dansk teaterverden, mens han blev hyldet for både det sjove, det syngende og det seriøse. Reumert-uddelingens hæderspris fik han overrakt af direktør Kay Dam Steffensen med ordene:

“Han har være ung bandit, anarkist og transvestit. Lagt usynligt stemmebånd til Aladdins lampeånd. Døjet som et blegt fantom med et operasyndrom … Hvem kan smile så majestætisk. Hvem kan vinke så margrethisk? Hvem kan stråle som en sol, så det bliver “Sommer i Tyrol”? Så nu falder jeg for fristelsen og siger: Det er Preben Kristensen.”

– Jeg var jo både vanvittig stolt og glad. Jeg havde aldrig drømt om, at det kunne ske for mig, så det kom helt bag på mig, og jeg har det jo med, at jeg ikke så godt kan lide, når jeg ikke er i kontrol. Men når det er noget glædeligt, er det fantastisk, siger skuespilleren, der vist både snøftede og fældede en tåre på scenen.

Han har senere både modtaget Ridderkorset og Lauritzen-prisen. Den sidste fik han sidste år, mens både hans mand, Søren Hedegaard, og veninden – baronessen fra benzintanken – Ghita Nørby var med.

Helt privat

Det var også i 2005, at Preben Kristensen overraskede sin kæreste gennem mere end 20 år med et forårsbryllup i haven. Det var en hemmelig gave til Søren Hedegaards 50-års fødselsdag. I sin bog “Husk at være glad” fortæller Preben Kristensen første gang, hvordan han involverede kronprinssese Mary i bestræbelserne på at få gennemført det hemmelige bryllup:

“Jeg vidste, at en af Sørens faste klienter kunne få ham til at smide alt: Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary. Hende tog jeg kontakt til: Jeg har brug for deres hjælp. Jeg planlægger at overraske Søren med et bryllup på hans fødselsdag. Men han tager ud af byen for at arbejde, og det eneste, der kan lokke ham tilbage, er, hvis kronprinsessen siger, at hun har brug for ham til et arrangement. “Den klarer jeg,” svarede kronprinsessen.”

Men betingelsen var, at hun ville med til ceremonien. Og sådan blev kredsen af få gæster udvidet med to til.

Nu har parret snart været sammen i 40 år. Men de første mange år holdt de deres forhold hemmeligt for offentligheden, indtil de havnede på Ekstra Bladets forside dagen efter et hofbal. Den pludselige berømmelse og voldsomme opmærksomhed havde sat sine spor i Preben Kristensens liv. Han havde brug for at holde noget af sig selv privat.

– Dengang kunne det måske have betydet, at der var roller, jeg ikke kunne få. Det er muligvis ikke rigtigt, men sådan tænkte jeg. Og en anden vigtig faktor var, at i 80’erne kom aids og med den en stigmatisering af homoseksuelle. Og det kan være, at jeg har været for bekymret, men det var virkelig en anden tid. I dag er folk fuldstændigt ligeglade. De fleste er i hvert fald. Men derudover har Søren og jeg altid været private mennesker. Vi har heller aldrig inviteret pressen ind i vores hjem og kommer heller ikke til det. Noget må man have for sig selv, siger Preben Kristensen, der også har markeret sine grænser med retssager, når de kulørte blade kom for tæt på.

– Jeg er med på, at det er et spændende fag. Det er også derfor, jeg er i det. Men alt det, der følger med af berømmelse, er ikke interessant for mig. Jeg ser ikke mig selv som “den store skuespiller”, når jeg har forladt scenen. Hvordan pokker skal jeg forklare det uden at lyde helt vildt krukket? Min oplevelse af mig selv er ikke som andre menneskers. For ikke så lang tid siden var jeg sammen med en flok gamle skolekammerater, da vi havde 50-års jubilæum på skolen. Og det var så skønt at opleve, at vi bare var os. Der var bedstemødre og pensionister. Der var et par stykker af os, der stadig arbejdede. Og vi fandt guitaren frem og skrålede med på sange fra dengang og nye, der er kommet til. Og jeg ved godt, at nogle skuespillere ser sig selv, som om de er blevet stjerner. Øh ja, det er jeg vel nok også, men sådan ser jeg det ikke.

Du er bare stadig en dreng fra Skive?

– Ja. Eller bare? Der kan jeg kun sige, at det er skønt at være fra Skive. Vi er sgu nogle stykker. Ulf Pilgaard, Mads Langer og Tarok kommer også fra Skive. Det er skam en stor ting. Ulf er for øvrigt født lidt længere nede ad Holstebrovej, hvor jeg voksede op. Min faster skiftede ble på ham. Det er da lidt sjovt, siger Preben Kristensen og smiler med øjnene.

FAKTA:

Preben Kristensen

Dansk skuespiller og entertainer.

67 år.

Født og opvokset i Skive.

Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1978. Han var ansat ved teateret til 1982. Siden har han arbejdet freelance på danske teatre, i film og tv. Han har desuden lagt stemme til et hav af tegnefilm. For eksempel var han lampeånden i “Aladdin”.

Blev danmarksberømt i 1980 som en tredjedel af Linie 3, da han sammen med Anders Bircow og Thomas Eje optrådte i “TV i teltet” hele sommeren.

Slog igennem som karakterskuespiller på Rialto Teatret, hvor han i 1983 spillede hovedrollen i “Det var en lørdag aften”. Har gennem årene spillet mange store roller, blandt andre George i “Hvem er bange for Virginia Woolf?”, kong Claudius i “Hamlet” og fantomet i “Phantom of the Opera”.

På tv kender man ham fra “Forbrydelsen 2″ og “Sygeplejeskolen”.

Han er Ridder af Dannebrog og har modtaget flere priser og udmærkelser, som Teaterpokalen (1992), Reumerts hæderspris (2005) og Lauritzen-prisen (2019).

Er aktuel som Fagin i “Oliver!” På Det Ny Teater fra 17. september.

Han er gift med Søren Hedegaard, der er frisør og makeup-artist for kronprinsesse Mary.

Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, Koncerter, Museer” 29. august 2020.