I snart 70 år har skuespiller Lone Hertz sat sit tydelige præg på de danske teaterscener. Den dragende, eventyrlige verden opslugte hende som barn og har aldrig siden sluppet sit tag. Men bag teaterets funklende stjerner er også et dybt mørke. – Det er ikke noget, man vil ønske for sine børn, for man ved, hvor meget det koster, siger Lone Hertz, der tager os med ind bag tæppet på Folketeatret, hvor hun spiller med i “Mød mig på Cassiopeia” og synger sin egen Kai Normann Andersen-kabaret.
“Pige træd varsomt, thi scenen er skrå. Ønsk dig ej det, som du aldrig kan nå. Alt, hvad du tror, er så yndigt og smukt, blegner og falmer, når lyset er slukt.”
En teatertåre triller ned ad Lone Hertz’ kind, da hun når til slutningen af revyvisen. Kapelmester Jens Krøyer spiller på klaveret, mens en lydmand står og skruer på sin teknik. Lysene er tændt, bagtæppet er funklende velourrødt, og alle sæderne er tomme, for det er stadig bare en prøve på den korte Kai Normann Andersen-kabaret, som Lone Hertz og Jens Krøyer skal opføre for de spisende publikummer, inden de skal se “Mød mig på Cassiopeia” på Folketeatrets store scene.
Klædt ud som skuespiller i kimono og tørklæde om håret står Lone Hertz på en lav scene og synger sig gennem kabaretens sange. En gang med musik til. En gang på tid. For selv om skuespilleren har arbejdet på skrå scener i 70 år, bliver hun aldrig for gammel til at øve sig, til at være nervøs inden en premiere og til at være sikker på, at hun glemmer teksterne.
Og Lone Hertz bliver heller aldrig for gammel til at blive ved.
– Jeg er da i høj grad over pensionsalderen, men man må sige, at de fleste skuespillere, medmindre de bliver så syge, at de ikke kan, har lyst til at fortsætte. På en måde er vores fag aldersløst, men der er ganske vist ikke så mange roller. Det kan man roligt sige. Især ikke kvinderoller. Men hvis man er heldig og kan fylde noget, kan man blive ved. Det er jo den store fordel, når man har et arbejde, som også er ens kærlighed og lidenskab. Det er næsten som narkotika, at man bliver misbruger, siger Lone Hertz.
En af alle de store
Et par timer tidligere inviterer Lone Hertz os indenfor i den snævre garderobe i Folketeatrets 160 år gamle bygninger.
– Hvis I vil have et billede af mig, hvor jeg ser nogenlunde normal ud, så er det nu, siger hun og forklarer:
– Lige om lidt går jeg i gang med sminken, og så har jeg streger i hele hovedet. Jeg har aldrig været særlig god til at lægge sminke. Jeg har overhovedet ikke en sikker hånd, så jeg bruger lang tid på det.
De blågrå øjne stråler mod kameraet, ligesom de har gjort det i danske film gennem 68 år. Hun fik sin første rolle i familiefilmen “Hold fingrene fra mor” i 1951. Da spillede hun sammen med Berthe Qvistgaard og Ib Schønberg. Og der er vel næppe nogle store danske skuespillere, som hun ikke har spillet sammen med på scenen eller i filmene.
– Skuespillet har jo været mit liv. Lige siden jeg kom på balletskolen som 8-årig. Og jeg debuterede på scenen i “Ordet” af Kaj Munk som 10-årig. Det var sammen med Poul Reumert og Ebbe Rode. Ja, men det gik ikke med balletskolen, for jeg var ikke specielt egnet til det. Jeg var ellers god til at sige replikker, så de ville gerne have beholdt mig. Men jeg var i bedste fald blevet en elendig korpsdanser, og det er der jo ingen grund til. Men jeg elskede at være på Det Kongelige Teater. Det var sådan en fantasiverden for et barn og en helt vidunderlig atmosfære, fortæller Lone Hertz, mens hun streger øjnene op med sort og grønt, der skal kunne ses fra bagerste række på balkonen.
– Min bror var helt fortvivlet på mine vegne over, at jeg ikke skulle være på balletten mere. Vi var meget tætte, og han projicerede sine egne skuespillerdrømme over i mig. Så han sendte mit billede ind til filmselskaberne. Ligesom man nu har X Factor. Jeg kom til prøver blandt 350 andre børn og fik rollen i “Hold fingrene fra mor”. Jeg har spillet sammen med alle de store lige siden. Og nu spiller jeg sammen med alle de unge her på teateret. Det minder mig om dengang, jeg var rektor på Statens Teaterskole. Det er så opløftende at være sammen med de unge mennesker, der er så dygtige og elsker teater. Det er en vidunderlig atmosfære at være i for sådan en som mig, siger hun.
De sødmefulde og skælmske roller lå lige for, når den smukke, unge Lone Hertz spillede med i film eller på ABC-Teateret. Men hun fik sit helt store gennembrud på scenen, da hun spillede den dybt alvorlige, blinde Hedvig i Ibsens “Vildanden” som 25-årig. En rolle, der gjorde hende til Studenternes Æreskunstner og gav hende en tidlig optagelse i Kraks Blå Bog. Et par år senere var det rollen som Nora i “Et Dukkehjem”, der gav Hertz exceptionelle gode anmeldelser.
“En af de allerstørste sceniske skikkelser i dette århundrede,” skrev Berlingske Tidendes teateranmelder Svend Kragh-Jacobsen, efter han havde set hende på Folketeatrets store scene i 1967.
– Jeg havde ikke spillet på teaterets store scene siden “Et Dukkehjem”, da jeg kom her og skulle være med i “Mød mig på Cassiopeia” i år. Det var helt mærkværdigt at stå her igen og gå op ad trapperne, der er de samme som dengang, siger hun.
– Kom, nu skal vi ind og have lavet hår.
Turneret i 25 år
Sminkør Mikaela Artén gemmer Lone Hertz’ lange, hvide hår under en kort, krøllet Lucille Ball-inspireret paryk. Med lidt lim og en pincet placerer hun hurtigt falske øjenvipper ovenpå skuespillerens makeup.
– Meget kan man gøre alene, men man kan ikke det hele, siger Lone Hertz.
Det bliver hun dog snart nødt til, for når “Mød mig på Cassiopeia”-forestillingen tager på turne i hele landet fra marts til maj, står skuespillerne selv for hår, parykker, makeup, kostumer og de travle tøjskift mellem scenerne.
– Det er en fornøjelse at skulle med ud i landet. Det er der, jeg har mit publikum, for det er der, jeg har optrådt de seneste mere end 25 år. Det er ikke i København, at folk er flinke til at gå til foredrag. Det er man for blaserte til. Simpelthen. Men ude i landet er man sandelig glade for foredrag, siger den 79-årige skuespiller, der begyndte at turnere som foredragsholder, efter hun stoppede som rektor på Statens Teaterskole og havde brugt et par år på at skrive en bog om sin søn Tomas Strøbye, der fik et handicap efter en vaccine som helt lille.
Siden starten af halvfemserne har hun rejst landet rundt for at fortælle om handicapliv, sit eget liv, om livskvalitet eller Karen Blixen for at nævne nogle få af hendes 12 forskellige foredrag. Hun har læst op i kirker og sat skuespil op som solist. Men tilbud fra teatercheferne kom der meget få af.
– Alle teaterlederne må have troet, at jeg var død. Der kom ingen tilbud. Ikke før Waage Sandø satte forestillingen “Tvivl” op på Det Danske Teater. Jeg tror, det var i 2007. Og så gik der igen til 2016, da Kasper Wilton ville have mig med i “Frk. Nitouche” på Folketeatret, men da spillede vi ikke på store scene, som vi gør nu med Cassiopeia. Men de manglende tilbud har ikke været et problem for mig. Jeg har lavet min egne forestillinger og rejst rundt med foredrag. Jeg kan godt sige dig, der kan laves meget kunst på fire ølkasser og en dørplade. Og så har jeg været så privilegeret at kunne bestemme selv. Det gør skuespillere jo ikke. De er altid underlagt andres smag, både i forhold til hvad man skal spille og instruktion. Der er en masse mennesker, der bestemmer over en på et teater, og jeg er faktisk et menneske, som godt kan lide at bestemme selv. Så jeg har levet af foredragene i over 25 år, og det er vel også det, jeg begynder på igen til efteråret, vil jeg tro. Jeg kender ikke rigtig mit liv endnu, siger Lone Hertz.
– Hvordan har det været at turnere så meget?
– Jeg kan forfærdeligt godt lide det. Det er, når jeg kører i min bil, at jeg har tid til at tænke, slappe af og høre lydbøger. Jeg har ellers aldrig tid til at læse skønlitteratur. Så jeg lever i min bil, simpelthen. Jeg spiser mad, har alt muligt tøj med, og når jeg er i Jylland, kører jeg over til min søn Tomas, som jeg helst skal se mindst en gang om ugen. Han bor på en vidunderlig højskole, Egmont i Hou, men han er derovre uden talesprog, så jeg skal løbende hjælpe folk med at lære at kommunikere med ham, siger Lone Hertz.
Meget mere end et arbejde
Tilbage i garderoben roder hun rundt i sine tasker. Manuskript, kostumer og kasketter skal med på gåturen gennem teaterets smalle, kringlede gange.
– Det er nogle tunge døre. Jeg hænger i klemme hver aften, siger hun og vender sig leende.
På væggene hænger 160 års fortryllende, dragende teaterhistorie i sort-hvide billeder. På reposen over den gamle skuespilfoyer hænger også et af Lone Hertz fra Shaws “Cesær og Kleopatra” i 1965.
– Jeg forstår ikke, at det ikke var fra ” Et Dukkehjem”. Hvis jeg skal være lidt fræk, var det en af Folketeatrets største succeser, siger hun med favnen fuld af aftenens kostumer, der skal hænges i rækkefølge: Først en uniform, så en kjole, et lagen og til sidst det helt store udstyr med strålende, sølvglinsende hat. Det er her “Mød mig på Cassiopeia”-tøjskiftene sker.
Med manuskriptet til kabareten under armen fortsætter hun ind på den store scene, hvor lamperne glinser som stjerner over salen, og op ad trappen til Snoreloftet til eftermiddagens prøve.
Siden begyndelsen af december har hun arbejdet otte til ti timer om dagen på teateret. Det tager al tid, forklarer hun. Men man kan ikke lade være, når man først har fået teateret i blodet.
– Man kan ikke holde op igen med at være skuespiller. En violinist vil da heller ikke holde op med at spille på sin violin. Det bliver man ved med, og det er på samme måde at være skuespiller. Man holder ikke op med at sige ord og hele den tænksomme periode, der ligger i det og indlevelsen i en rolle. Det er skuespillerens absolutte og mest fornemme talent at indleve sig i andre menneskers tankegang og psyke, de helt personlige svagheder og styrker. Det er jo det, en skuespiller lever af. Og det er meget rigt, og det er meget udfoldende for fantasien. Så det er meget mere end et arbejde, siger hun.
Men det har også en pris.
– Det er ikke noget, man ville ønske for sine børn. For man vil jo kun sine børn det allerbedste. Derfor er der også mange skuespillere, der siger til deres børn, lad være, lad være, lad være. Find på noget andet. Det er et helt utroligt spændende miljø, men det er et BRANDhårdt miljø. Alligevel er det et privilegium, at man får lov at gøre det, som man synes, at man lever ved. Og det oplever børnene jo også i familierne, så mange gange synes de, at det er det eneste rigtige for dem. Men jeg fik et chok, da min søn Steen kom hjem og sagde, at han ville være skuespiller. “Skal du ikke være vekseler?” Hans far havde meget forstand på penge, så det havde været naturligt, men nej, han skulle være skuespiller. Det er ikke noget, man ønsker, fordi man selv ved, hvor meget man betaler, ja, siger hun.
På Snoreloftets scene foran det tunge, røde tæppe synger hun Kai Normann Andersen:
” Pige træd varsomt, thi scenen er skrå. Himlen er malet og slet ikke blå. Alle de stjerner, der tindrer om kap, slukker man blot ved et tryk på en knap.”
FAKTA:
Lone Hertz
79-årig dansk skuespiller og foredragsholder.Har tidligere arbejdet som teaterdirektør (på Bristol-teateret i 1980-82 og Aveny Teateret fra 1982-84) og rektor for Statens Teaterskole fra 1984-90.
Har vundet flere Bodil-priser blandt andet for dokumentarfilmen “Tomas – En søn du ikke kan nå” fra 1980.
Er forfatter til bogen “Sisyfosbreve” fra 1992, der handler om sønnen Tomas’ lange sygdomsforløb.
Har medvirket i flere end 30 film og endnu flere teaterstykker siden debuten som 10-årig.
Er netop nu aktuel i Folketeatrets “Mød mig på Cassiopeia” og med en Kai Normann Andersen-kabaret samme sted.
Lone Hertz er mor til Steen Stig Lommer, Tomas Strøbye, Micaëla Strøbye og Maria Lindhardt.
Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Teater, koncerter, museer” og på fyens.dk 23. februar 2019.