En varm solopgang på en stol

Der er begejstring for design og historiefortælling i stolen Sunrise Sibast no. 8. Kunstneren Kasper Eistrup har udvalgt solopgangsfarverne, som en begrænset produktion på 88 stole er malet i.

Det orange-veloursæde skinner lidt i lyset, der rammer det. Sædet er solen, der stråler dagens første farver ud over stolens ryglæn, der består af ni pinde. Det er kunstneren Kasper Eistrup, der har arbejdet med malerpensel og farver på en af dansk designs nyligt genopståede klassikere Sibast no.8. I Kasper Eistrups udgave hedder den Sunrise til fornavn og den farverige stol i sort ramme er produceret i det, møbelproducenten kalder en “artistic edition” på 88 eksemplarer.

– Det er ikke en traditionel limited edition. Man skal se den som en kombination af kunst og møbeldesign. Det er selvfølgelig et møbel, men de fleste bruger det som en skulptur, man kan nyde at se på, siger Ditlev Sibast, ejer af Sibast Furniture og barnebarn til Helge Sibast, der designede den originale no.8.

Stolens historie
I 1950’erne ejede Helge Sibast en møbelfabrik med mere end 120 medarbejdere. Her blev der produceret danske møbler designet af Arne Vodder og Grethe Jalk, men også af fabrikkens ejer Helge Sibast selv. Sibast no. 8 blev til i 1953 og blev produceret i 10 års tid, mens danske designmøbler nød stor opmærksomhed i ind- og udland. i 1984, året inden han døde, solgte Helge Sibast fabrikken, som han havde arvet fra sin far. I 90’erne gik den konkurs under de nye ejere. Men i 2012 genopdager designerens barnebarn den karakteristiske pindestol Sibast no. 8, og den nyeste generation af familien, Ditlev og hans kone Anna Sibast, beslutter sig for at relancere morfarens glemte møbler.

– Vi fandt stolen hos en marskandiser en efterårsdag i 2012, og derfra undersøgte vi, hvad morfar ellers havde designet og fandt ud af, at der var en lang række smukke møbler. Jeg har været på fabrikken som barn, og vores hjem var præget af forskelligt dansk møbeldesign lavet på fabrikken, men vi havde ikke morfars egne, fortæller Ditlev Sibast.

Rettighederne var nedarvet i familien, og Sibast-parret satte no. 8 i produktion i 2013. Nu har de forhandlere i 20 lande fra USA til Australien og Singapore, og flere af Helge Sibasts møbler er sat i produktion igen ved siden af nogle af parrets egne.

– Jeg er enormt glad for, at de er blevet taget så godt imod verden over. For vi havde selv en opfattelse af, at vi stod med en del af den danske designarv, som ville være ærgerligt, hvis den skulle gå i glemmebogen, siger han.

Solopgangens symbolik
Det er i grove træk den historie, som kunstneren Kasper Eistrup researchede sig frem til, efter han havde forelsket sig i den udtryksfulde pindestol.

– Første gang jeg så Sibast no. 8, var da jeg besøgte venner på landet. Jeg faldt med det samme for stolens velkendte og samtidige originale design – umiskendeligt dansk, men stadig anderledes end resten af de store 1950’er stoledesign, forklarer Kasper Eistrup i en pressemeddelelse fra Sibast Furniture.

Forelskelsen og lysten til at vide mere bragte ham sammen med Ditlev Sibast og endte i en stol, hvor Eistrup har tilføjet solopgangen, som man vel nærmest kan kalde et varemærke for ham. Solopgangen som motiv og de varme farver går igen i mange af hans malerier.

– Solopgange og solnedgange har været tilbagevendende emner i mit seneste arbejde. De repræsenterer den uendelige spiral af kommen og gåen. En mands død er en anden mands fødsel, siger Kasper Eistrup.

Solopgangens symbolik passer til stolen, der er genopstået, mener Ditlev Sibast.

Kasper Eistrup malede en prototype af Sunrise Sibast no. 8 i hånden, indtil han fandt frem til de helt rigtige solopgangsnuancer. Farverne får man på et farvekort ved siden af stolen. Eistrup har også designet solopgangs-emblemet, hver stol er udstyret med. Og så er alle 88 udgaver nummereret og signeret under sædet af kunstneren.

– Vi ville gerne have, at stolen blev et kunstnerisk projekt i modsætning til et kommercielt. Det har aldrig været meningen at sælge en masse stole, men at lave noget, som vi begge to var begejstrede for. Og som kan begejstre andre, der interesserer sig for møbelarkitektur og kunst, siger Ditlev Sibast.

Sunrise Sibast no.8 designet af Kasper Eistrup (2018) og Helge Sibast (1953) koster 14.800 kroner. Se nærmeste forhandler på sibast-furniture.com.


Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers “Bolig og Livsstil” 30. august 2018 og på fyens.dk. 

Foto i toppen er PR-foto fra Sibast Furniture og taget af Søren Solkjær.