Design fra verdens nordligste ende

Finsk design brød igennem på verdensplan samtidig med designer og kunstner Tapio Wirkkala vandt internationale priser. Den finske designer er trods et bredt materialevalg mest kendt for sine glasobjekter – både det farverige fra italienske Venini og det iskolde som Ultima Thule fra finske Iittala. Den sidste fylder 50 i år.

En drik kan vel næppe se mere kold ud, end når den bliver serveret i et af Tapio Wirkkalas Ultima Thule-glas. Formet som var det et glas af istapper, har det tydelig inspiration fra den nordlige, laplandske natur, som designeren yndede at isolere sig i, når han søgte ro og familietid. Den kølige glasserie blev skabt for 50 år siden af en af de mest toneangivende finske designere, der var designer – og i en periode også kunstnerisk direktør – på glasfabrikken Iittala fra 1947 og frem til hans død i 1985. Udover den store indflydelse på et af Skandinaviens største designmærker var Tapio Wirkkala desuden kunstnerisk leder på det finske Institut for industriel kunst i finsk designs gyldne æra i start 50’erne, tilknyttet tyske Rosenthal (ligesom danske Bjørn Wiinblad var det) og ikke mindst den italienske glasproducent Venini. Tapio Wirkkala var en meget produktiv designer og kunstner, fortæller hans barnebarn Petra Wirkkala, der er administrerende direktør i Tapio Wirkkala – Rut Bryt Foundation, der råder over både Tapio Wirkkalas og hans hustru Rut Bryts designarv. – Han har skabt hundrede, tusinder af ting. Vores arkiv er så bredt og stort, men det er umuligt at sige, for vi har ikke skitser af alle tingene. Men han var virkelig produktiv, så selv om Ultima Thule er et af de mest kendte af hans design, er der mange andre ting lige fra ketchupflasken og frimærker til landskabsmomumenter, siger Petra Wirkkala. De seneste fire år har hun arbejdet, som formand for sine bedsteforældres fond, der har det formål at bevare den designarv, de efterlod, samarbejde med kunstskoler og udstille noget af den omfattende samling, der findes i fondens arkiv. I dag giver hun interview, fordi Iittala fejrer 50 års jubilæet for deres mest sælgende serie: Ultima Thule, med at lancere glasserien i en ny blå, kølig farve. – Det er fantastisk, at Ultima Thule stadig er derude og at se, at min bedstefars arv lever videre. Det er flot, at Iittala aldrig har glemt det og laver en special udgave til jubilæet, siger hun.

Sveden må ikke ses

Et rygte siger, at det har taget tusindvis af timer at finde teknikken til at skabe den iskolde effekt på Ultima Thule-serien. Og hvis det er rigtigt, ville det ikke være ulige Tapio Wirkkalas måde at arbejde på. Han skabte forsøg på forsøg, prototype efter prototype, indtil han fandt frem til den helt rigtige form. Ofte er resultatet enkelt, for sådan kunne han bedste lide det. Beskueren skulle ikke kunne se, at der var lagt hårdt arbejde i. – Det var virkelig vigtigt for ham, at publikum ikke kunne se de problemer, der kunne være i processen. Han sagde altid, at sveden ikke skulle kunne ses, selv om der måske skulle 100 prototyper til. For han mente, at det ville tage noget fra værket, hvis publikum kunne se vanskelighederne, fortæller Petra Wirkkala. Selv om han er mest kendt for sit arbejde med de finske og italienske glas, har Tapio Wirkkala arbejdet med alle slags materialer. En strømlinet ketchupflaske i plastik, vaser i keramik, pengesedler i papir, en kniv i metal, møbler i træ er nogle af hans designs, der også tæller værker i en meget større skala som byplanlægning og skulpturer. – Han var en hårdt arbejdende mand. Han havde også altid noget at lave med sine hænder og sit hoved, men samtidig var han meget nærværende med sin familie, husker Petra Wirkkala, der var det første barnebarn i familien.

Tilbagetrukket fra verden

Hun husker, hvordan de levede med prototyperne, som både hendes bedsteforældre og hendes arkitekt far skabte. Som barn tænkte hun ikke over, det var designs, der blev skabt og solgt i hele verden, men omfattede dem bare som ting, man brugte og prøvede af. Blandt andet når hun besøgte Tapio Wirkkala og Rut Bryt i deres sommerhus i Lapland. – Han brugte sommeren og ferierne i deres hus i Lapland. Det var så isoleret, at man kun kunne komme dertil med båd. Den nærmeste vej lå 49 kilometer væk. Men det var ikke kun ferie, han arbejdede også, så Tapio Wirkkala fik fløjet materiale og protoyper ind med fly, der landede på vandet, fortæller Petra Wirkkala. Det var et sted til fordybelse. I naturen, arbejdet og familien. – Det var et sted, hvor man trak sig tilbage fra verden, genopladede batterierne og kunne være alene med familien. Det var et godt sted af skifte perspektiv. Det var der, han fandt inspiration. Han elskede naturen og at fiske, og mange af navnene til hans glasobjekter kommer fra Lapland. fortæller Petra Wirkkala. Navnet Ultima Thule er også inspireret af den nordligste natur. Det betyder det yderste Thule, og er et begreb i den klassiske litteratur for en ø, der befinder sig på den nordlige grænse til verdens ende. Den ligger sikkert ikke langt fra Lapland.


TAPIO WIRKKALA

Levede fra 1915 – 1985.Var en finsk designer og kunstner.

Siden 1947 var han designer for glasfabrikken Iittala. I perioden fra 1954 til slutningen af 60’erne var han desuden virksomhedens kunstnerisk direktør.

Fra 1951 til 1954 var han kunstnerisk leder på det finske Institut for industriel kunst.

Han arbejdede desuden med store producenter som tyske Rosenthal og italienske Venini.

Hans mest kendte designs er Ultima Thule-glasserien for Iittala og samme producents mere enkle Tapio-glas, Finlandia Vodka-flasken (1970-1998), mens hans mest brugte design vil være de finske olympiske frimærker i 1952 og de finske markaa pengesedler i 1955. Derudover designede han i 1981 det finske glasmuseums lokaler i Riihimäki.

Tapio Wirkkala vandt talrige priser for sit arbejde blandt andet tre Grand Prix-priser ved Milan Triennalen i 1951 og det samme i 1954.


Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers “Bolig og Livsstil” 30. august 2018 og på fyens.dk.

Foto i toppen: Iittala