Ny gyngestol mellem fortidens designikoner

Funktion og følelser blandes sammen til nyt, dansk design, når Anker Bak tegner møbler. Rocking Nest Chair er resultatet af den unge designers samarbejde med den traditionelle møbelfabrik Carl Hansen & Søn, der har produceret ikoniske stole siden dansk designs guldalder i midten af sidste århundrede.

Snedkeren Anker Bak løser problemer med møbler og design. Som da hans søster var studerende, ammende og havde brug for en stol, hun kunne sidde i med sin nyfødte baby. Det var en historie, der rørte broren så meget, at han straks gik hjem og tegnede forstadierne til stolen Rocking Nest Chair. En stol, som havde et armlæn til at støtte armen, der skulle holde det diende barn, som havde gyngestolsben, så den kunne vugge frem og tilbage, og som kunne klappes sammen og pakkes væk, så den ikke fyldte i et lille lejlighedskøkken.

Sådan skaber Anker Bak møbler på historier og kærlighed. Og med hænder, der har lært et gammelt håndværk. Det sidste har han tilfælles med en stor del af de danske guldalderdesignere.

– Det kan man tydeligt se, siger Knud Erik Hansen, direktør i familievirksomheden Carl Hansen & Søn, som i gennem 109 år har produceret populære danske træmøbler.Dette er historien om Carl Hansen & Søns samarbejde med en ny ung designer, men også om dansk designs guldalder og renæssance. Fortalt af to Wegner-fans: Anker Bak og Knud Erik Hansen.

 

Verden elsker Wegner

Efterhånden producerer Carl Hansen & Søn alle de store designere. Fra Kaare Klint til Børge Mogensen. Ole Wanscher og Poul Kjærholm. Og ikke mindst Hans J. Wegner. De står på rad og række i store lokaler i virksomhedens flagship-store på Bredgade i midten af København. Og mellem ikoner og nye klassikere i den danske designhistorie er Anker Baks Rocking Nest Chair flyttet ind.

– Det er selvfølgelig en stor ære at stå her ved siden af Wegners stole. Han har været en stor inspirationskilde for mig, siger Anker Bak, mens han viser sin gyngestol frem.

– Hvordan sidder du i den?, vil han vide, inden han klapper den sammen og ud igen og flytter på sædet.

Jeg sidder og gynger lidt frem og tilbage, mens designeren får taget billeder med en distributør, der er fløjet ind fra Hong Kong. For at få en stol produceret af Carl Hansen & Søn betyder ikke bare, at man flytter ind i en række af ikoniske danske designere, men også at man bliver eksporteret til hele verden. For verden elsker danske træmøbler. Både dem fra guldalderen og de (få) nye. Det gjorde den allerede i 1950’erne og 60’erne. Efter nogle sløje årtier, hvor selv ikke navnet Finn Juhl solgte møbler, fik designikonerne en renæssance fra årtusindskiftet. Og med omfattende bagkataloger – Wegner har alene tegnet cirka 500 stole – har det været svært for unge designere at slå igennem.

– Vi har produkter nok til de næste 10 år. Så nej, vi behøver egentlig ikke nye designere. Men der er flere grunde til, at vi tager nye designere ind. Den ene er, at det er sjovt at lave noget med nogle, som er i live. For alle dem, vi ellers arbejder med, er døde. Og det kan godt være lidt trist en gang imellem. Den anden er, at vi skal forny os: Vi skal ikke bare hvile på laurbærrene. Vi vil give de unge mennesker en chance, ligesåvel som min far gav unge designere en chance. Den ene af dem var Wegner, siger Knud Erik Hansen, der er tredje generation i familievirksomheden.

Hans farfar, Carl Hansen, grundlagde virksomheden i 1908, hans far, Holger Hansen, overtog den efter 26 år, og som barn rendte Knud Erik Hansen rundt om benene på Hans J. Wegner, der har skabt størstedelen af virksomhedens produkter. Efter mere end 26 år som blandt andet ØK-direktør i udlandet overtog Knud Erik Hansen familiens virksomhed fra sin bror, Jørgen Gerner Hansen, i 2002. Siden er den vokset ud af produktionslokalerne i Aarup og ind i nabobyen Gelsteds 37.000 kvadratmeter store erhvervskompleks.Ligesom Knud Erik Hansen er opvokset med Wegner-møbler, er Anker Baks forståelse for håndværk og design også formet af den berømte designers mange kreationer.

 

Håndværk og design

– Wegner var en ekstrem dygtig håndværker. Jeg er også selv møbelsnedker og meget nørdet med det. Jeg boede en gang hernede i Gothersgade, hvor der lå en møbelbutik på hjørnet, som jeg gik forbi hver dag. Jeg kunne stå i 20 minutter og kigge på Wegners møbler for at forstå, hvordan han gjorde. Og hvorfor han gjorde det. Og jeg gik først videre, når jeg havde regnet det ud. Det, der er spændende ved hans møbler, er, at alt har en funktion. Der er en grund til hver detalje. Det er ikke bare en flot form, det er et smukt stykke håndværk, hvor der er kommet en flot form på. Det er der, hvor Wegner har inspireret mig. Og at det skal være så enkelt, at man ikke kan tage noget væk, siger Anker Bak.

I modsætning til de fleste yngre designere er Anker Baks tilgang til faget håndværket. Hans svenske farfar var billedskærer, og faren stålmand. Selv er han uddannet snedker fra et bådværksted, hvor alt bliver lavet i hånden.- Jeg forsøgte faktisk at flygte fra snedkeriet i nogle år. Alle mine kammerater, der gik på akademiske uddannelser havde det meget sjovere og gik til store fester. Men flugten resulterede bare i, at jeg sad derhjemme hver aften og syede lædertasker til mit kamera eller lavede billeder. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne flygte fra mine hænder. Det var en hel befrielse at bruge dem igen. Det er det, jeg skal gøre, siger han.

Håndværket har han tilfælles med de gamle designere. Og det skinner igennem i hans produkter, mener Knud Erik Hansen.

 

En lille kylling

Der er en forståelse for træet. Et øje for detaljerne. En grundighed og holdbarhed. Og så har det, det der særlige: en udstråling, en charme og en historie, mener møbeldirektøren.

– Det tog ikke to minutter, før jeg vidste, at vi ville producere hans stol. Den har udstråling, ligesom alle de andre møbler i lokalet her, siger han og svinger armen ud, så den peger forbi Wanschers Colonial Chair, Kaare Klints Mix Chair og Wegners Wing Chair, inden han fortsætter:

– Jeg får flere forslag fra designere hver dag, og jeg ved med det samme, om det holder. Det er der meget lidt af det, der gør. Det er en fornemmelse, jeg har. Jeg ved ikke, om jeg er født med den, men jeg er i hvert fald vokset op med den og med alle møbelarkitekterne. Jeg har jo set det hele.

Mellem imposante Kaare Klint, der bliver solgt for hundredtusinder af kroner, nærmest skulpturelle relanceringer af polstrede Wegner lænestole og klassiske, organiske Wanscher i mørkt træ, virker Anker Baks gyngestol lille, enkel og ung. Men den bygger på en design-tradition, som startede med Kaare Klint, og det kan mærkes, mener Knud Erik Hansen.

– Jeg sætter pris på, at alle møblerne, vi laver, kan stå i samme stue. Og Ankers stol kan sagtens stå sammen med Kaare Klint. Den vil se ud som en lille kylling i en hønsefarm, men den hører til. Den har sin berettigelse. Den danner fundament for fremtiden, siger han.Anker Bak griner. Carl Hansen & Søn er en god virksomhed at være fremtiden i, mener han.

 

Fremtiden og familien

Siden 2000 er virksomheden vokset fra 25 til omtrent 350 medarbejdere. Og interessen for dansk design er vokset i samme takt.

– Som ung designer betyder det selvfølgelig noget, at der bliver langet nogle stole over disken. Og det gør der, for det er en virksomhed i vækst, det er der ingen tvivl om. Men det betyder også noget, at det er en menneskeligt sund virksomhed. Og så er jeg glad for, at stolene bliver produceret her i Danmark, at vi bevarer håndværket og den viden i landet, siger Anker Bak.

Og produktionen af de danske møbelklassikere rykker aldrig til udlandet, lover Knud Erik Hansen. Selv om virksomheden bliver presset af kopivarer fra Østen og lønningerne ville være billigere over grænsen, bliver produktionen i det vestfynske. For Carl Hansen & Søn er mere end business og bundlinjer for direktøren. Den er familiens historie og stolthed, og det kan gøre en international forretningsmand ligeså drevet af følelser som designeren på den anden side af (Wegner-)bordet.

– Nu er de fleste væk, men jeg tror sgu egentlig, at hvis de havde levet, havde min familie været stolte af det her. Det er faktisk det, der driver mig. Jeg kan ikke gå hen og sælge virksomheden i morgen. Der er jeg ligeså følsom som Anker, for jeg har set, hvordan de her mennesker har sloges for at få det til at køre og arbejdet, arbejdet og arbejdet til de døde af det. Mine børn, fjerde generation, skal tage over, og de skal have en virksomhed, som er sund og stærk, siger Knud Erik Hansen og tilføjer:

– Og mine børn er forresten vilde med Ankers stol.


Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Bolig 20. oktober 2017. Foto er fra Carl Hansen og Søn.