Et fatamorgana i Nevada

Hotelanmeldelse: The Mirage er 80’er-Las Vegas med regnskov, tigre og vulkaner. Det er svulmende og overdådigt, men en hel etage ud af 30 er afsat til wellness, ro og god søvn.

The Mirage er verdens 22.-største hotel, men det siger ikke så meget i Las Vegas. Hotellet med regnskovstemaet blev bygget i 1989 og har været bestemmende for den høje standard på resort-hoteller i kasinobyen.

Det er dog siden blevet overhalet i størrelse og luksuriøsitet af blandt andre The Venetian og Wynn.

Mere vil have mere, som man siger. Men The Mirage indeholder stemning og muligheder nok til, at man nærmest ikke behøver at forlade det aircondition-nedkølede resort: kasino, natklub, shopping-gade, show, pool, tigre og delfiner, akvarium, regnskovsatrium, en Starbucks og flere (døgnåbne) restauranter.

The Mirage tårner sig op over Las Vegas. Det har tre fløje og i alt 3044 værelser og suiter, foruden kasino, natklub, resauranter, shoppinggade, pool og spa. Foto: Patrick Pelster/Wikimedia Commons

 

Man trækker sine kufferter fra hotellobbyen gennem et kugleformet atrium med vandfald og palmer, et bimlende og blinkende kasino, der lugter af parfume og røg (en mærkelig fornemmelse, når man er fløjet ind fra et røgfrit Danmark), og forbi en restaurant, inden man når hotelelevatorerne og på vejen har glemt, hvilken sal man skal af på. Det er en klassisk opbygning for et Las Vegas-hotel, at turen til værelserne går gennem fristelserne ved spillemaskiner, black jack-borde og forretninger.

Værelserne

Af de flere end 3000 værelser på The Mirage ligger mit på 12. sal. Stay Well hedder hele etagen, og værelserne er indrettet med wellness-principper: luftrenser, aircondition, aromaterapi og lysterapi. Det sidste er indstillet, så hele værelset lyser lyserødt, da jeg åbner døren. Og fatamorganaets overdådighed går igen i værelserne, hvor sengen er bredere, end den er lang, lænestolene så store, at man nærmest kan flyde to personer i hver, og badeværelsesvæggene er marmorbeklædte.

Under regnvejrsbruseren forsvinder lidt af wellnessfølelsen, da det klorholdige vand sender mindelser mod korkbælter og røde øjne i den kommunale svømmehal. Men sådan er vandet i Las Vegas (man skal ikke drikke det).

Historien

Fra 12. sal er der en overvældende udsigt over byens pulserende hovedgade The Strip, den konstant rumlende motorvej og bjergene, der indkapsler ørkenbyen fra alle sider. Hotellet blev bygget i 1989 for 630 millioner dollar (cirka fire milliarder kroner ud fra den aktuelle kurs). Det første Las Vegas-hotel bygget på Wall Street-penge og dengang det største i verden.

Det er siden blevet overhalet 21 gange. Men The Mirages historie gør det til klassisk Vegas og til en klassisk location i film. Lidt nysgerrigt gik jeg da også flere gange forbi et værelse på hoteletagen fyldt med filmudstyr og “action”-råb. Det var desværre ikke til at finde ud af, hvilken film der blev optaget, men The Mirage har tidligere været med i “The Wolf of Wall Street”, “Sgt. Bilko” og “Vegas Vacation”. Og så var high stakes-pokerrummet på hotellet drømmedestinationen for Matt Damon i filmen “Rounders”.

Maden

Ligegyldigt hvornår på døgnet man forlader wellnessværelset, er det muligt at spise morgenmad, aftensmad eller brunch. Der er meget få ure i Las Vegas, og derfor heller ingen rigtige eller forkerte tidspunkter at svælge i sin sult – om den er rettet mod mad, alkohol eller underholdning. The Pantry har åbnet 24 timer, men de finere restauranter som asiatiske Fin og japanske Otoro åbner til almindelig aftensmadstid.

Priser

Man kan booke et Stay Well-værelse med kingsize-seng for 970 kroner plus resort-tillæg og skatter på 250 kroner, men der er ofte tilbud på værelser. Generelt er det billigere at bo på Las Vegas-hoteller på hverdage, mens priserne i weekenden stiger, for der kommer amerikanerne flyvende på weekend.

Overnatning foretaget:

11. til 13. september 2017.


Artiklen blev bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Rejser. 

Et fatamorganga i Nevada