Tv-vært og forfatter Abdel Aziz Mahmoud har brugt det meste af livet på at flygte fra sin baggrund for at være så dansk som muligt. Derfor lyttede han ikke, da hans mor ville fortælle om Libanon, krigen, flugten og fortiden. Men som han blev ældre, fortrød han, og hans nysgerrighed er nu blevet til samtalebogen “Fra Libanon til Lærkevej”, hvor hans mor, Souad Taha, fortæller sin – og mange andre flygtningemødres – historie.
– Har du grædt endnu?, spørger Abdel Aziz Mahmoud, da han går op ad havegangen til det veldækkede bord på terrassen.
Hans mor, Souad Taha, smiler let, som hun sidder for enden af bordet med et lommetørklæde i hånden.
– Lidt, siger hun og griner.
– Det er den der krig.
Krigen er lyden af F-16-flyene over Beirut, synet af bomberne over flygtningelejren Burj el-Barajneh, stilheden efter angrebet.
Løbende mennesker, døde mennesker, flygtende mennesker. Og løbesedlerne, der svævede ned over byen fra de israelske fly: “Forlad Beirut – ellers bliver I bombet.”
Souad Taha og hendes familie løb i beskyttelsesrum med håbet om, at angrebene snart var ovre. Men det var de ikke. De boede nærmest i deres beskyttelsesrum i måneder under de israelske angreb i 1980’erne.
– Man husker hvert minut af krigen og alle de oplevelser. Jeg glemmer nogle gange, hvad mine børn Yasmin og Nadim hedder, men jeg glemmer aldrig krigen. Når man har oplevet det, sidder det fast. Angsten og uvisheden, siger Souad Taha.
Det er krigen, bomberne, flugten og alt det, som hun aldrig tidligere har talt om, der får hende til at græde lidt henover bordet med palæstinensisk brød med mellemøstlige krydderier, tzatziki og sort te.
Ligesom hun græd sig gennem samtalerne med sin søn, Abdel Aziz Mahmoud, som er blevet til den nyudkomne bog “Fra Libanon til Lærkevej” med undertitlen “Samtaler vi aldrig har haft”.
For det var første gang, hun fortalte nogen om, hvordan hun som ung kvinde oplevede krigen, flugten med smykker syet ind i underbukserne og følelserne om at efterlade sin familie tilbage i det bombede Beirut.
Ingen, der lyttede
For 10 år siden fejrede Souad Taha sølvbryllup med sin mand Hamad. De giftede sig i Abu Dhabi, inden de flygtede videre til Danmark. Og efter 25 år gav han hende den store fest, som hun måtte undvære dengang, hvor de to unge palæstinensiske kærester nærmest var i transit mellem lande.
– Efter sølvbrylluppet tænkte jeg meget over, hvordan vi havde haft det godt i de 25 år. At vi var landet i Danmark, et dejligt land, som havde givet os fred, uddannelse, job og respekt. At vi havde fået fire dejlige børn. Men der var aldrig nogen, der havde spurgt mig, hvordan vi blev gift, og hvordan vi kom til landet. Derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive det ned til mine børn, så de ville vide, at selv om det endte godt, var det hårdt imens, fortæller Souad Taha.
Hun skrev i hemmelighed, når der ikke var nogen hjemme og gemte hæftet med noterne godt. Men da hun nåede til krigen og flugten, begyndte hun at græde ned over siderne. For hun havde aldrig fortalt om sine oplevelser hverken til sin mand, sine forældre eller søskende. Mellem tårerne besluttede hun sig for, at det var for hårdt at skrive og indtalte i stedet sin fortælling på en diktafon, som hun gav sine børn.
– Men der var ikke den store interesse. Der er aldrig nogen, der har lyttet til den, griner hun.
– Det har i virkeligheden været en historie, som min mor gerne har villet fortælle, men som vi ikke gad lytte til. Jeg har brugt det meste af min barndom og ungdom på at pakke alt det væk, der gjorde, at jeg skilte mig ud i forhold til andre børn. Jeg ville hellere spise lasagne end falafel, og jeg har løbet så hurtigt i det, jeg kalder klaphattekapløbet, som er et løb om at blive dansk så hurtigt som muligt, at jeg løb alt for langt. Men nu griber jeg fat i nogle af de ting, jeg kommer af, og som jeg aldrig har kendt, siger Abdel Aziz Mahmoud.
I et halvt år førte han samtaler med sin mor om alt fra krigen i Beirut, flugten til Abu Dhabi, bryllupsnatten, asylcenteret i Danmark, barndommen i en fremmed kultur og hans homoseksualitet. De mødtes over en diktafon og for det meste et overdådigt mellemøstligt måltid mad, som Souad Taha havde kreeret, i familiens parcelhus på Lærkevej i Ølstykke.
Det er der, vi sidder i dag. Indrammet i vindruer, der hænger ned fra loftet til den overdækkede terrasse, og med den palæstinensiske gæstfrihed manifesteret i lækkerier på fade. Mens Abdel Aziz Mahmoud blev forsinket af et interview med landets statsminister, tog Souad Taha imod, serverede og fortalte om en stor del af den voldsomme baggrund for hendes flugt til Danmark.
– Jeg har ikke kun oplevet invasionen, men forskellige krige fra forskellige grupper: fra Syrien, fra israelerne, fra libaneserne, muslimer, kristne, alle forskellige slags. Og hver krig har sin egen magtesløshed. Der er ingen stabilitet i livet, og man ved ikke, hvad der sker. Der er sult, usikkerhed og angst. Og når man sover om natten og hører lyden af F16-flyene … det håber jeg ikke, mange oplever, for man glemmer det aldrig, fortæller Souad Taha.
Hun flygtede med familiens smykker syet ind i undertøjet til Abu Dhabi, hvor hendes forlovede boede. Her blev hun gift, og de fik Abdel, inden familien igen måtte flygte. Som statsløse palæstinensere var de en udsat familie – også i Abu Dhabi. Og på grund af en af Hamads forretningsforbindelser havnede den lille familie på Hotel Danmark i København en novemberdag i 1984.
– Det var virkelig koldt. Minus tre grader. Den første aften ville vi gå en tur, men den blev meget kort, husker Souad Taha.
– Den første ting, som Danmark gav mig, var fred. At vi ikke skulle bo i krig. Det var lidt mærkeligt i starten, at der var så meget ro. Og jeg lagde mærke til, at danskerne altid læste. Hvis de sad i toget, sad de alle sammen og læste i en bog. Der var mange mennesker, der også havde en pose slik, og de sad og spiste uden at kigge på posen, mens de læste. Det kunne jeg godt lide. Det ville jeg også gerne, smiler hun.
Samtaler gav forståelse
Kontrasten er stor fra krig i Libanon til eftermiddagsstilhed på Lærkevej. Og det kan forståelseskløften også være. Både mellem flygtninge og danskere generelt. Og mellem mor og søn – Souad Taha og Abdel Aziz Mahmoud.
Fortællingen om krig og flugt, bryllup og kærlighed, integration, fattigdom og opdragelse har bragt de to tættere på hinanden. For de har talt henover den kløft af tid og kultur, som der har været mellem dem.
– Jeg har forstået meget om mig selv, og hvad jeg kommer af gennem de her samtaler. Men jeg har også for første gang hørt min mors historie, siger Abdel Aziz Mahmoud, og hans mor tilføjer:
– Vi har altid haft et godt forhold til hinanden og meget kærlighed, så der er ikke kommet mere kærlighed, men jeg har lært meget af Abdel gennem vores samtaler. Og jeg fået en stor forståelse for, hvad han har oplevet. Det er ikke, fordi mødre generelt ikke kan forstå deres børn, men måske er der ting, man ikke lægger mærke til, fordi vi for det meste har snakket om de glade ting og gemt de sørgelige eller svære oplevelser.
Som det ældste barn i familien blev Abdel Aziz Mahmoud oversætter af den danske kultur. Hver gang han stødte på et ord, en tradition eller en bestemt væremåde var det første gang, at hele familien oplevede det. Det var ham, der skulle forklare forældrene, hvad man havde med i madpakke, og hvad børnetimen var, og det var ham, der græmmede sig, når familien kom til grillaften med en gryderet.
– Jeg har skullet oversætte alt, vi mødte af traditioner og kultur. Vi fik taget vores danskhedsmødom samtidig, og det var mig, der skulle fortælle om børnefødselsdage, skolefester, og at man får en rose af sine forældre, når man får studenterhuen på. Alt, hvad jeg oplevede, var helt nyt, og nogle gange blev jeg bare træt af at spørge, hvorfor og hvordan gør man det. Jeg lærte at spille skuespil og var meget på vagt hele tiden. Det var vildt stressende, forklarer Abdel Aziz Mahmoud.
Men han sagde aldrig noget derhjemme. Det var først i samtalerne op til bogen, at det gik op for Souad Taha, hvad hendes ældste søn havde tumlet med.
– Vi tænkte ikke over det dengang. Vi tænkte ikke, at det blev hårdt for vores børn, for de små kan klare det hele. Som forælder har man også masser at klare: støtte børnene, lære et nyt sprog, lære kulturen og traditioner, forstå det med to religioner. Men det er rigtig svært for børnene, at de skulle lære os om Danmark og ikke omvendt, siger Souad Taha.
Abdel Aziz Mahmoud blev koden til den danske kultur for hele familien. Og den rolle som han havde dengang, har Souad Taha taget på sig i sit frivillige arbejde for flygtninge i Egedal Kommune.
– Det er det, jeg har lært af Abdel, selv om han var barn, da han gjorde det. Det gav os så meget, at han kunne forklare og fortælle, og det giver jeg videre, når jeg fortæller flygtningene om kultur og traditioner. Det er nødvendigt, at nogen oversætter, når man kommer til et nyt land, hvor alt er nyt. Ellers vil vi aldrig komme til at forstå hinanden, siger hun.
Så mange misforståelser
En større forståelse er også et mål med at udgive deres personlige samtaler som bog. Egentlig ville Souad Taha helst bare have lavet bogen til sin egen familie. Men den kan have en gavn i det større billede, mener hun og hendes søn. For nysgerrighed og forståelse er udgangspunktet for integration.
– Over alt i Danmark er der familier, arbejdspladser og venskaber, der splittes over emnet integration. Ved at fortælle vores historie vil vi gerne komme dem i møde, der er bange, fordi de ikke kender sådan nogle som os, og dem, der ikke ved, hvad vi kommer af.
Og så vil vi hjælpe dem, som også er bange, fordi de er kommet til et nyt land og ikke ved, hvordan man gør her. Det er en bro mellem de danske naboer og de nye borgere, siger Abdel Aziz Mahmoud.
– Vi har brug for forståelse og viden. Der er så mange misforståelser og fordomme fra begge sider. For eksempel har jeg mødt mange danskere, der synes, at det var meget uhøfligt, at indvandrerne beholdt deres jakker på, når de var på besøg. Men det gjorde vi også i starten, for i Libanon er der ikke fjernvarme og derfor koldt indenfor. Det er ikke mangel på respekt, men fordi man er vant til at gøre sådan, der hvor man kommer fra. Det er det samme, når udlændinge ikke åbner deres gaver. Det, synes mange danskere, er uhøfligt og mangel på respekt. Men i Libanon ville vi aldrig åbne gaver, før efter gæsterne er taget hjem. For så kan gæsterne ikke se, hvis man nu ikke så godt kunne lide gaven, griner hun, og hendes søn bryder ind:
– Er det særligt dansk at åbne gaverne med det samme?
– Ja, danskerne åbner altid gaver og siger tak.
– Nå, jeg venter til folk er gået, siger Abdel Aziz Mahmoud og fortsætter:
– Man kan fornærme hinanden rigtig meget. Det, som danskere bliver mest fornærmet over og træt af ved mennesker, der kommer sydfra, er deres fornemmelse for tid. Og der er min mor blevet godt integreret, for hun er gået fra at tænke, I kommer, når I kommer, til at blive træt af, at folk ikke ringer og siger, at de er forsinkede. Det er ligesom ham, der ikke mødte op første dag på det arbejde, du havde skaffet ham, fordi han skulle til tandlægen.
– Og han vidste ikke, hvordan han gjorde det, eller hvor længe det ville tage. Så han tænkte, at han lod være med at møde på arbejde, og de måtte trække ham i løn. Og arbejdsgiveren vil straks tænke, at han ikke gider arbejde, er lad og ligger derhjemme. Vi er meget utålmodige, os danskere.
Misforståelser en del af dagligdagen, når kulturer mødes. Det samme er frygt – både for de fremmede og for at fejle. Og midt i det meste danske af det danske på en parcelhusvej med æbletræer sidder familien fra Lærkevej, som de hed i tv-programmet om den palæstinensiske familie, der er så godt integreret, at moren er dagplejemor og frivillig flygtningehjælper, faren socialdemokratisk byrådspolitiker og sønnen kendt tv-vært og åben om sin homoseksualitet.
– Jeg tror, at rigtig mange ser på vores familie som en succesfuld integrationshistorie. Vi er ressourcestærke og involveret i samfundet. Vi klarede den. Men selv her har der været så meget, der kunne have gået galt – og som også er gået galt. Der skulle ikke have været ret mange flere afvisninger på jobansøgninger eller lukkede døre til, at vi havde været en hel anden familie, et helt andet sted, siger Abdel Aziz Mahmoud.
FAKTA
Tv-vært og forfatter Abdel Aziz Mahmoud og hans mor Souad Taha har udgivet samtalebogen “Fra Libanon til Lærkevej – samtaler vi aldrig har haft”.Forfatter Gitte Løkkegaard har redigeret samtalerne og skrevet baggrundshistorier.
Det er en bog om krig, flugt, kærlighed, forholdet mellem mor og søn, integration og forståelse. Desuden er alle Souad Tahas opskrifter på mellemøstlige lækkerier at finde bagerst i bogen.
Souad Taha er 58 år, født i Beirut i Libanon af palæstinensiske forældre, der var flygtet fra Israel-Palæstina-konflikten. Hun kom til Danmark i 1984 sammen med sin mand Hamad og deres søn Abdel. De har senere fået tre børn mere. Hun arbejder som dagplejemor i Ølstykke og som frivillig i Egedal Kommune. Hun har vundet flere priser for sit frivillige arbejde med nytilkomne flygtninge. Souad Taha blev sammen med resten af familien kendt i hele landet gennem tv-programmet “Familien på Lærkevej”, der fulgte familien på seks i deres hverdag som helt almindelig, ualmindelig dansk familie.
Abdel Aziz Mahmoud er 35 år. Han er født i Abu Dhabi og var fyldt to, da hans forældre flygtede til Danmark. Han er uddannet journalist, kendt som tv-vært blandt andet fra “Aftenshowet” og “Adgang med Abdel”. Derudover har han lavet tv-programmerne “Familien fra Lærkevej” og “Helvedes homo”, hvor han bruger sig selv og sin familie til at oplyse om henholdsvis integration og homoseksualitet. Abdel Aziz Mahmoud udgav i 2016 bogen “Hvor taler du flot dansk!”, som han vandt “Læsernes Bogpris” for året efter.
Artiklen har været bragt i Jysk Fynske Mediers “Bolig og Livsstil” 23. september 2018 og på fyens.dk 22. september 2018.
Abdel og Souad artikel