Et lille ord på tre bogstaver: fre

Hård hud har gjort sit indtog på mine bløde ellers ubrugte håndflader. Neglene er ikke længere hvide, men næsten konstant sorte. Fingrene har brune pletter af mælkebøttesnask, der ikke lige lader sig vaske af. På venstre hånd sidder såret efter en tjørnesplint, fra den stikkende hæk rundt om min nye kolonihave.

Jeg har altid været et skabshavemenneske, der bor i en lejlighed oppe over gaderne i byen. Jeg elsker gadelysene, bilernes larm luller mig i søvn, en af de bedste opfindelser er to go-kaffen, og jeg er sikker på, at jeg ikke ville kunne overleve, hvis der ikke altid var åbent 7-22.
Men for godt en måned siden blev jeg forelsket i en lille kolonihave – ikke langt fra min lejlighed og tæt på en søndagsåbent Rema.

Det er som at have købt et lille stykke fred indhegnet af tjørne- og ligusterhæk. Her bliver kaffen lavet på et gaskomfur og drukket langsomt i en dugfugtig havestol.
Lysene er af stearin, og den eneste motorlarm kommer fra naboernes græsslåmaskiner. Det er et sted, hvor man kan gå helt i stå med fingrene dybt begravet i jord.

Og et sted, hvor spørgsmålene, jeg stiller mig selv, er nogle helt nye. De handler ikke længere om tøjvalg, om hvad andre tænker om mig, eller om jeg performer godt nok på mit arbejde.
Nu undrer jeg mig over, hvordan kartoflerne skal vendes, når man lægger dem i jorden. Hvornår jeg skal beskære æbletræerne, og hvorfor den lille have er et af de få steder i mit liv, hvor der ikke er noget, der behøver at være perfekt.

For lige meget, hvor meget man skuffer, hakker og river, er det kun pensionisternes haver, der har snorlige kartoffelrækker uden ukrudt.
Det er dog også i den uendelige kamp mod skvalderkål, at arbejdet i haven giver ro. Uret forsvinder sammen med telefonen langt ned i lommen, når jeg cykler ind ad porten til haveforeningen. Det er kun soluret i min have, der med befriende unøjagtighed kan fortælle, hvad klokken lige har været.

Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid det tager at hyppe 20 meter kartofler eller så en række gulerødder. Der er ikke fastlagt mødetider i køkkenhaven eller drivhuset.
Det er naturen, der bestemmer, hvornår der skal plantes om, og hvornår der kan høstes.
Der går måneder, før frøene bliver til tomater og agurker, før blomsterne bliver til frugter og bær. Men samtidig kan man hele tiden følge med i den skabelsesproces, som begyndte med en plantesæk og et lille frø.
Tilfredsstillelsen ved at se kartoffeltoppene vokse, agurkefrøene spire og basilikummen brede sig kan mærkes helt ned i maven og snart også i munden.

Nede ad vejen ligger et hus med et misundelsesværdigt navn: ”Fre”- et lille fynsk ord på tre bogstaver. Og fred er der i fællesskabet af kolonihaver, der danner en landsby for sig selv midt i byen.
På grusvejene og over de 120 centimeter høje hække hæver man de jordbesmurte hænder, kigger hinanden i øjnene, smiler og hilser. Lige så snart, man passerer porten til haverne og indkørslen til Rema, er man tilbage i en verden, hvor ansigterne på vejen er lukkede om sig selv og ikke kalder på en hilsen. Telefonen begynder at ringe. Der er en aftale, man skal nå frem til, et vækkeur, der skal stilles. Men allerførst et par hænder, der skal skrubbes og vaskes.


Klummen blev bragt i Fynske Mediers magasin Base for efterhånden mange år siden. Sommeren 2012, tror jeg.

Klumme om kolonihave